Kom med idéer til vores nye magasin

Oprettet: 06.04.2009 - 12:12

Som chefredaktør for Litteratursiden kan jeg nu afsløre at vi vil udgive et gratis glittet magasin med indhold fra Litteratursiden - og du kan være med til at bestemme konceptet for magasinet.

Hvad vil du gerne finde i en trykt udgave af Litteratursiden?  Skal magasinet være nyhedsorienteret og fortælle om sæsonens nye bøger via vores anbefalinger, analyser og interviews osv. eller vil du hellere finde indhold, som er mindre bundet til det aktuelle som f.eks. Noget der ligner lister, klassikerguides, forfatterportrætter og temaer – stof som i høj grad hører til Litteratursidens særlige profil, og som du ikke kan finde i andre magasiner og aviser.

Og skal der være et specielt tema i magasinet som f.eks. lyrik, krimi eller amerikansk litteratur fra gang til gang – eller skal der sprede sig over alle genrer?

Vil du gerne finde elementer af det mere interaktive fra vores nye version af Litteratursiden, som for eksempel udpluk fra læseklub-diskussioner, herunder dialog med forfattere om deres værker i læseklubben? Og er du også interesseret i at læse boganbefalinger skrevet af andre læsere og ikke blot af Litteratursidens medarbejdere?

Kunne du selv tænke dig at optræde med egne tekster/kommentarer - måske noget fra din profil på siden? Vi vil nemlig gerne i hvert nummer portrættere mindst en af Litteratursidens mange læsere , ligesom vi vil præsentere Litteratursidens ambassadør og bringe blogs skrevet af ambassadøren.

Er der stof fra litteraturens univers, som du synes egner sig bedre til et magasin end til hjemmesiden, og som vi derfor med fordel kunne sætte fokus på?

Vi udgiver et nummer af magasinet i år og to numre i 2010. Magasinet vil være tilgængeligt på bl.a. biblioteker, uddannelsesinstitutioner og cafeer og hos boghandlerne.

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Hansen78

    fre, 10/04/2009 - 11:40

    Idéen med et bredt bogmagasin om bøger og bogkultur synes vi som litteraturinteresserede er rigtig god. Af samme årsag startede vi tilbage i 2007 Overgrunden. Overgrunden handler netop om nye og spændende bøger (der jo også kan være gamle). Også gerne de lidt oversete udgivelser.
    Tanken var at skrive om bøgerne med gejst og passion og undgå det unødigt elitære. Vi lancerede Overgrunden hos boghandlerne, hvor de heldige kunne få sig et gratis eksemplar af oplaget på 10.000. Idéen blev mødt med begejstring, ikke mindst hos det bogelskende folkefærd, som bibliotekarerne er. Overgrunden uddeles derfor i dag af omkring 250 boghandlere, men også af omkring 50 biblioteker fire gange om året.
    I skøn enighed om det gode formål har Overgrunden arbejdet sammen med Litteratursiden fra og med Overgrunden #5, der udkom sommeren 2008.
    Den redaktionelle linje har fra starten været meget åben. Folk fra litterære foreninger har portrætteret deres idoler, forfattere er blevet interviewet eller har beskrevet deres værker "bag om bogen", spoken word scener er blevet opsnuset og beskrevet. Fra tegneserier til lettisk litteraturhistorie er vi kommet vidt omkring. Folk, der er engagerede i en bestemt forfatter, eller i et bestemt tema, har som regel god forstand på emnet. Vi har med glæde lagt sider til mange med en bog på hjertet. Det fortsætter vi iøvrigt med. Kontakt os endelig, hvis du har en artikel i ærmet. Det eneste, vi har været lidt betænkelige ved, er anmeldelser og direkte anbefalinger. Overgrunden er annoncefinansieret, og vi vil gerne have en høj troværdighed. Det er endnu en årsag til, at vi er så glade for samarbejdet med Litteratursiden. Anbefalinger og anmeldelser herfra er jo ganske upåvirkede af, hvad Overgrundens annoncører måtte mene. Overgrunden #8 er i disse dage på vej ud i landet. Knap 2 af de 24 sider er annoncer. Godt 14 er fra Litteratursiden. Vi glæder os i dette nummer over Litteratursiden 2.0, og vil også her gerne gratulere. Med hensyn til Litteratursiden i magasinformat stiller vi os fortsat gerne til rådighed. Overgrunden trykkes godt nok ikke på glittet papir, men det findes, og vi tror på det gode samarbejde. Alle numrene er tilgængelige fra vores hjemmeside Overgrunden.dk

  • Jacob Berner Moe

    fre, 03/04/2009 - 17:34

    Kære Lise
    Det lyder spændende. Det har ofte slået mig - både som journalist, forfatter og litteraturinteresseret - at vi mangler et litteraturmagasin her i landet. Der findes flere af de meget smalle, men ikke et magasin der f.eks. modsvarer filmmagasinet Ekko. Jeg tror med stor fordel I kan lade jer inspirere af Ekko, der netop har fundet en fin balance mellem det brede og smalle.
    Et litteraturmagasin kan give et overblik over de vigtigste udgivelser / tendenser siden seneste nummer. Det glæder jeg mig til at få. Selv om det havde været godt med min. 4 blade om året.
    Held og lykke
    Jacob

  • pbk

    tir, 31/03/2009 - 21:43

    Kære Lise Vandborg
    Kun en udgave i 2009, to i 2010. Okay, det lyder, som om det bliver et pænt tykt blad.

    Jeg har samlermani og gemmer udklip om forfattere og af anmeldelser, arkiveret alfabetisk. Men jeg har også købt ’The Writer’ i mange år. Og den model med tema og specialartikler og forfatterinterviews har altid tiltalt mig. --- Andre har allerede nævnt visse samme ting, men her er mine mest yndede:

    Forfatterportrætter
    Boganmeldelser (af både professionelle og af brugere)
    Nyheder på vej, opdelt, DK, UK, USA og andetsteds fra
    Krimi og thrillerside, gerne ting som ikke findes på Krimisiden, nok svært (og, hvis pladsen tillader det, også sider med andre specialer)
    Portræt af en Litteratursiden-bruger lyder også godt
    Bloghenvisninger (jeg opdager ofte først ved en tilfældighed en yderst interessant blog)
    Temaer (når mag’et nu kun udkommer så sjældent, vil det nok være identificerende at have et specielt tema som forsidefokus)
    Glæder mig, med venlig hilsen

  • hythlodaeus

    lør, 28/03/2009 - 22:32

    I skal have held og lykke med magasinet, men jeg tror godt jeg tør sige, at jeg ikke kommer til læse det. Jeg følger litteraturdebatten i aviser, på blogs og her, og jeg synes faktisk ikke, at jeg mangler hjemmesiden på glittet papir. Tværtimod er en af Litteratursidens store gevinster, at den er der, når jeg vil i kontakt med den, den opdateres fra dag til dag, og den er centrum for en social omgang med bøger i bl.a. læseklubberne, som aldrig vil kunne eksistere i et halvårligt magasin.

    Nu er det ikke nødvendigvis et enten-eller, men glittede magasiner er nu engang hverken gratis at redigere eller at trykke, og jeg håber virkelig ikke, at magasinet nu eller på sigt vil blive udgivet på bekostning af hjemmesiden.

    PS Jeg er naturligvis godt klar over, at magasinet kan nå et andet publikum end hjemmesiden, og jeg kan jo også se, at de hidtidige kommentarer har været positive. Men når i nu bad om respons, så ville jeg lige give min personlige holdning til kende - selvom den altså er ret skeptisk.

  • Lise Vandborg -...

    man, 30/03/2009 - 10:36

    Tak for gode og relevante kommentarer.
    Jeg vil dog med det samme understrege at udgivelsen af magasinet ikke på nogen måde vil gå ud over de ressoucer, som vi bruger på hjemmesiden. Vi har fået en særlig pose penge af Styrelsen for Bibliotek og Medier til at udgive magasinet.

  • Anni

    lør, 28/03/2009 - 20:57

    Det ser jeg frem til!
    Jeg har gennem flere år hentet det gratis 'Bogmagasinet' hos boghandleren, men det udkommer efterhånden meget uregelmæssig og trænger til en konkurrent. Derfor hilser jeg jeres initiativ meget velkommen.
    Litteratursiden besøger jeg næsten daglig, og finder her stor inspiration samt deltager i debatter.

    I det nye magasin kunne jeg ønske mig anmeldelser af ny litteratur, aktuelle forfatterinterwiev og -portrætter, anbefalinger af 'Min bedste bog' givet af læserne, orientering om hvad der litterært sker hvor, hvad er netop nu på vej og hvem modtager hvilke litterære priser. Gerne en 'cand mag' analyse af en vanskelig tilgængelig bog, men også præsentation af en lettere tilgængelig analysemodel for den brede gruppe, der elsker at læse og diskutere bøger.
    For ca. to år siden startede jeg som tovholder for en lokal litteraturkreds bestående af 11 motiverede deltagere , og her kunne jeg fra start godt have tænkt mig at høre, hvordan andre griber dette an både hvad opstart og afvikling angår. Måske kunne det være et emne i bladet, og jeg bidrager gerne med egne erfaringer.
    Jeg synes vældig godt om, at læserne kan få indflydelse både hvad emner og egne bidrag angår; der foregår rigtig meget i lokalområderne, og jeg glæder mig til at blive inspireret fra andre.

    Da det bliver få årlige udgaver, vil jeg foretrække et 'bredt' indhold og ikke specialudgaver .

    Hvis I forventer en bredere læserskare end os der bruger hjemmesiden, kunne det godt være en ide med udpluk af emner fra siden, som 'Noget der ligner'. Også gerne en introduktion til hjemmesiden og alt hvad man kan finde her og hvordan.

  • Rikke Smith

    lør, 28/03/2009 - 08:18

    Hej Lise
    Jeg syntes det lyder som en rigtig god idee at Litteratursiden udkommer som blad, for der mangler nemlig et dansksproget magasin om bøger.

    -Boganmeldelserne skal helt sikkert i bladet, da det er en glimrende mulighed for at orientere sig, hvis man fx er gået kold i græsning af ny litteratur på biblioteket

    -aktuelle nyheder om forfattere, tendenser mm

    - Et specielt tema kunne være ok, eks baggrundsartikel om en forfatter eller en bestemt litterær retning.
    - nye forfattere
    - aktuelle litteraturpriser

    med venlig hilsen
    Rikke