Den lukkede dør

Oprettet: 17.09.2012 - 16:02

En af Litteratursidens forfatterambassadører, Lene Rikke Bresson, forfatter og leder af forfatterlinjen på Dansk talentakademi i Holstebro, skriver om forfatteridentiteter.

Hver gang jeg slukker lyset på Holstebro bibliotek, går jeg i mørket langs reolerne og lader fingrene kradse i bogryggene. Det er mit aftenritual, og uden det stiger lyde af deres stemmer op i mit liv, når jeg sover. En enkelt aften gjorde mit aftenritual, at jeg glemte et par elever fra forfatterlinjen, som også bor på biblioteket blandt bøgerne. Jeg glemte dem i mine samtaler med de forfattere, mine fingre strejfede. Jeg taler også højt med dyr, jeg møder undervejs til mig selv. Jeg undrer mig over, hvem Kerstin Ekman, Klaus Rifbjerg, Johannes Møllehave, Rasmus Nikolajsen, Gretelise Holm, Søren Ulrik Thomsen, Christian Jungersen, Haruki Murakami, Jan Christophersen og Karen Blixen er bag de lukkede døre. Bare for at nævne nogen af dem, jeg taler med for tiden. Hvem er de som forfattere, når al hypen og det iscenesatte røv-ikon image skraldes væk, og jeg står og kikker ind af nøglehullet for at finde deres persona som forfatter?

Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig, hvæser Isak Dinesen til mig. Nærmere kommer jeg ikke deres forfatter-persona'er, selv om autofiktionen har kronede dage. Glor jeg gennem mit eget nøglehul, opdager jeg sandheden: min forfatter-persona som Lene Rikke er træt. Røvtræt af de 60.000 dokumenter, hun har kastet sig over for at finde dét mønster, som den faktuelle verden ikke fandt eller ikke ville finde. Skælder og smælder, hver gang døren suger sig fast i karmen, og familien lister rundt, fordi mor skriver. Gu gør hun ej. Og nu skal hun også til Canada for at tale med et vidne. Der er koldt i Canada. Og hun bliver nok ikke lukket ind, når hun svarer ærligt på ambassadens visumansøgningsspørgsmål, om hun har eller har tænkt på at springe noget i luften. Ja da, hun har sprængt IC3-toget i luften under Storebælt. Ringede bare til forsvaret og en tidligere kollega på togfabrikken i Randers og spurgte hvordan. Hun har ikke kun tænkt det, men også skrevet det i Dy-trilogien. Nej, til Canada kommer hun nok ikke!
En morgen, lige før familien og dagen grynter, stiger en stemme op inde bag den lukkede dør. En ny forfatterstemme. Han hedder Viggo og sparker Lene Rikke til hjørne. Viggo skriver uden hæmninger. Han morer sig endda undervejs. Er fuldstændig ligeglad med menstruation, mugpletter, humørsvingninger, dårlige hårdage, mavedeller og make-up. Han skal bare huske at pisse, inden han går ind bag den lukkede dør. Efter et halvt år bag den lukkede dør hænger der er manuskript til tørre. Viggo er stolt og kaster sig over redigeringen og beslutter, at han vil udkomme under sit eget navn. Han har bare glemt at tale med Lene Rikke om det.

 Lyden af en mobiltelefon vækker mig, og to fnisende forfatter-elever vil gerne have, at jeg kommer og lukker dem ud. Jeg returnerer til den lukkede dør på Holstebro bibliotek og kan høre dem tale om at sove på biblioteket. "Bare en nat, det bliver sommer" plager de på vej ud.