Forfatteren og freelancejournalisten Jakob Vedelsby vil hverken kaldes dommedags-profet eller venstreorienteret. Men han er ikke i tvivl om, at kloden er godt på vej imod sit endelige sammenbrud. Og at årsagen skal findes i magtbegær og grådighed.

I sin nye spændingsroman ”Menneskeloven” tager Jakob Vedelsby pulsen på en verden, der er syg og ude af balance – og fuld af symptomer på det: Terror, krig og naturkatastrofer råder. Menneskelig korrumpering synes at være den herskende orden i arbejdslivet, og de nære relationer nedprioriteres i karriereræset. Men hvorfor render vi egentlig rundt som halve mennesker, der har glemt alt det, som i virkeligheden betyder noget?

Af Lene Nytoft Laursen / Foto: Sif Meincke

En verden i ruiner

Hele verden sørger med os. Husk, at vi ikke står ale­ne om at klare følgerne af den værste terrorhandling i historien. Jeg kan forsikre jer om, at vi og vores allierede vil intensivere den globale krig mod terror. Vi vil jage de skyldige i denne tragedie, vi vil trænge dem op i en krog og skyde dem ned som syge hunde.

Ordene ovenfor stammer fra Jakob Vedelsbys nye roman ”Menneskeloven”, hans foreløbig femte, og er lagt i munden på præsidenten for et europæisk land.

Der er ikke tale om et hvilket som helst land, men om Grækenland, over hvis hovedstad det arkitektoniske mesterværk Akropolis rejser sig. Verdens bedst kendte ruin. En grundsten i civilisationen. Symbolet på selve demokratiet.

Jakob Vedelsby researchede og skrev dele af romanen i Det Danske Institut i Athen. I dag befinder Grækenland sig som bekendt i økonomisk ruin, på randen af kaos. I ”Menneskeloven” ruller både terrorangreb og naturkatastrofer ind over hele Europa. Også København bliver ramt.

Retorikken hos fiktionens præsident er ikke vanskelig at genkende som et ekko af en af virkelighedens, nemlig den tidligere amerikanske præsident Georg W. Bush. I kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center – fyrtårnene i New Yorks finansielle hovedkvarter og et symbol på den vestlige kapitalisme – erklærede han krig mod ”ondskabens akse” og ”alverdens slyngler” og kastede dermed flere europæiske lande ud i regulær krig. Herunder Danmark.

Ti år efter den begivenhed, der symbolsk nulstillede historien og skabte Ground Zero oven på ruinerne af de enorme bygningers kollaps, er temaerne i Jakob Vedelsbys roman stadig skræmmende aktuelle. Og på tragisk vis er de blevet det endnu mere i lyset af en gal nordmands terrorhandling rettet mod regeringsbygninger i Oslo og hans efterfølgende nedskydning af unge socialdemokrater på en sommerlejr 22. juli i år.

I modsætning til Bush manede Norges statsminister Jens Stoltenberg i den sammenhæng ikke til hævn, men til sammenhold og mere demokrati. Og der er ingen tvivl om, på hvilken side Jakob Vedelsby befinder sig. Krigen løser ingen konflikter. Tværtimod skaber den kun flere potentielle terrorister:

”Gang på gang sender et næsten enigt folketing danske soldater i krig. Danmark var førhen et lille fredselskende land. Nu er vi en krigsnation. Det er vanvid. Krig nedbryder mennesker. Krig nedbryder verden. Det er en langsom udvikling, der ultimativt fører til sammenbrud. Vi må da kunne hjælpe på en anden måde end ved at slå ihjel og kaste bomber for milliarder.

Både krig og terror er symptomer på en syg verden. På magtudøvelse og overgreb. Det er ikke så vigtigt, hvor terroren kommer fra. Højre- eller venstrefløjen. Eller hvordan den retfærdiggøres. Med religion eller ej. Den er ikke andet end et symptom.”

 De maskuline værdier har sejret ad helvede til

Egentlig var det ikke den såkaldte krig mod terror, men forfatterens samtaler med folk i Udenrigstjenesten, der blev startskuddet til at skrive ”Menneskeloven”. Hovedpersonen i romanen, Carl Bernstein, arbejder som diplomat og drømmer om en karriere som ambassadør. Da han udsendes til Den Danske Ambassade i Athen for at dække over en skandale, får han chancen for at realisere drømmen:

”Jeg har talt med adskillige personer, der arbejder i Udenrigstjenesten. De fortalte samstemmende om et meget barskt arbejdsmiljø. Det vakte min nysgerrighed og blev en vigtig indgang til romanen. For hvad i al verden er det, der får folk til at finde sig i sådan nogle arbejdsvilkår i årevis. Samtidig med at de ved, at de højst sandsynligt ikke når i mål. Hvis man ikke ender som ambassadør i dét system, er man en fiasko.”

Jakob Vedelsby tøver et øjeblik. Tydeligvis undrer spørgsmålet ham stadig. Så forsøger han at indkredse mulige svar:

”Til ethvert middagsselskab er det første, man bliver spurgt om, hvad man laver. Det handler om identitet. Carl Bernstein er en del af et samfund, hvor det at gøre karriere bliver sat over stort set alt. Carl et skævt menneske. Et halvt menneske. Han er også et symptom på en verden, der er ude af balance. Det er jo helt tydeligt, at det er de hårde, maskuline værdier, der dominerer fuldstændig. Kontrol, dominans, magt, penge. Feminine værdier, såsom intuition, medfølelse og nærvær har en meget ringere værdi. Romanen er dybest set et opråb om denne ubalance.

Der råder en udbredt kynisme overalt, alt imens verden falder fra hinanden. Tag f.eks. klimaet. Ingen tager klimaforandringerne alvorligt. Den slags udgør jo en langsigtet omsorg for kloden og vores efterkommere. Det er, som om folk ikke forstår, at vi er på vej imod afgrunden. Det er ikke, fordi jeg er dommedagsprofet. Jeg har i forbindelse med mit arbejde som freelancejournalist interviewet nogle af verdens fremmeste klimaforskere, bl.a. fra Harvard University. De siger det alle sammen. Kort og godt: ’Det her går galt!’. Det er et faktum. Og ingen reagerer.”

Når Jakob Vedelsby taler om feminine og maskuline værdier, handler det ikke så meget om køn. Ganske vist mener han, direkte adspurgt, at kvinder – hvis ikke ligefrem fra naturens hånd, så som et produkt af vores kultur og forskellige forventninger til kønnene – generelt er udstyret med større empati end mænd. Men også kvinderne har bevæget sig i den forkerte retning:

”Kvinder er eksempelvis i stort omfang kommet ind i politik. De tonser derudad. De er gode til det. Men de trænger igennem ved at overtage mændenes værdier. Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi skal afskaffe de maskuline værdier. Vi har i høj grad brug for f.eks. handlekraft. Men balancen er tippet.

Uanset ens politiske ståsted, job eller religion, er det de feminine værdier, der betyder noget for alvor. Hvis man hævder andet, er man i bund og grund ikke ærlig over for sig selv. Man kan spørge den værste bankspekulant, der har fået sin fede bonus for at sælge værdiløse aktier, hvad der betyder noget. Men vent til han ligger på et hospice og skal dø. Så vil han nævne forholdet til moderen, til sine børn, til broderen, som han tilgav og blev forenet med. Alt det nære. Døden – og bevidstheden om den – fortæller os, hvad der betyder noget. Ingen, der skal dø, taler om at rage penge til sig, kontrollere andre eller udøve magt. Hvorfor er det så de værdier, der er helt dominerende i livet? I samfundet? Jeg forstår det simpelthen ikke.”

I 00’erne introducerede den borgerlige regering med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen – med slet skjult foragt for de såkaldt bløde eller feminine værdier – begrebet ”rundkredspædagogik” som et misforstået levn fra 60’erne og 70’erne. Underforstået som noget, vi hurtigst muligt måtte lægge bag os i realismens navn. For Jakob Vedelsby repræsenterer en opblomstring af ånden fra disse årtier derimod et håb. Vi har simpelthen inderligt brug for idealisme:

”Af samme grund citerer jeg flere gange John Lennon i min bog. Jeg vil bl.a. gerne genoplive det gode gamle budskab om, at vi bør elske i stedet for at bekrige hinanden. Det er muligt, at nogen synes, at det er naivt, men vi har mere brug for det end nogensinde. Verden i dag er hundrede gange værre end på Lennons tid. Det er gået den forkerte vej.”

Den politiske forfatter er tilbage

Hvis politisk betyder at have noget på hjerte, vil Jakob Vedelsby gerne betragtes som en politisk forfatter. Ud over at skabe et stykke læseværdig litteratur og underholde vil han gerne gøre en forskel. Få sine læsere til at tænke over, hvordan de indretter deres eget liv. Alligevel har forfatteren ikke den store tiltro til, at balancen i det moderne menneskeliv skal genskabes fra det politiske system. EU betegner han som en ”stor, udemokratisk kolos”. Nationalt ser han heller ikke frelsen komme fra politisk hold:

”Der er jo næsten ingen politikere, der er ærlige. Måske kan man pege på tre politikere, hvor man tænker: ’Han er ikke udspekuleret og manipulerende – her er en, der brænder og har noget på hjerte’. Ellers er alle politiske budskaber jo på forhånd gennemanalyseret af de rådgivere, som man har ansat i hobetal. Det hele har kun et mål: Det handler om at tilrane sig magt. Det er igen et symptom på skævheden i verden. Jeg tror, at vælgerne længes efter politikere, der har en ægthed – hele mennesker, som agerer ud fra et dybtfølt ønske om at gøre noget godt for andre.”

Der forekommer dog at være en forskel fra tressernes ideer om det store fælleskab til Jakob Vedelsbys forestillinger om, hvor menneskeheden skal finde håb for fremtiden. Forfatteren er, født i 1965, ung i 80’erne, selv et produkt af individualismens tidsalder. Tanken om den store kollektive og politisk bårne bevægelse er tydeligvis flosset i kanten. For at finde ind til det væsentlige i menneskelivet er blevet et projekt, som skal udgå fra individet. Hvis man er heldig, kan det derfra brede sig til noget større og fælles:  

”Hvert enkelt menneske må erkende, at det har et ansvar og gør en forskel. Hvert menneske må selv finde ind til, hvad der er vigtigt og prioritere derefter. Hvis nogen læser min bog og får sådan nogle tanker og lader sig inspirere, er mit mål nået. For derfra kan det brede sig. Der er garanteret hundrede forfattere, der skriver tilsvarende bøger rundt omkring i verden lige nu. Der er behov for, at nogen reagerer.”

Er det kærligheden, der skal redde os?

”Ja, det er dybest set min overbevisning. Og det er min personlige erfaring. Min hovedperson Carl er totalt hungrende efter at møde kærligheden. Han har undertrykt det behov i årevis, valgt en altædende karriere og er et halvt menneske. Men så møder han kærligheden og giver sig for første gang i sit liv hen. Déri består den måske allervigtigste feminine kvalitet. Evnen til at være i stedet for hele tiden at handle. Det skal vi blive bedre til!”