PAUSELITTERATUR - 5 minutters gratis litteratur hver dag!

Oprettet: 28.11.2014 - 15:17
PAUSELITTERATUR

Har du lysten til at læse, men kan du som mange andre heller ikke finde tiden? Måske virker det uoverskueligt at begynde på en roman eller at få valgt den næste? Eller måske kunne du bare godt  bruge et lille ekstra litterært input i din hverdag? Så er PAUSELITTERATUR svaret! Hvis du tilmelder dig PAUSELITTERATUR, får du hver dag fra første december og ca. en måned frem et litterært indslag. Tilmeldingen er gratis og kan ske på http://pauselitteratur.dk.

De fleste læser allerede meget uden rigtigt at være bevidste om det – det er bare ikke skønlitteratur. Mange gange dagligt tjekker vi vores mail, skimmer statusopdateringer på Facebook, læser nyheder online osv. Hvad med at bruge bare 5 minutter af den tid til at blive en litterær oplevelse rigere? PAUSELITTERATUR har fået sit navn, fordi litteraturen her serveres i en form og længde, der passer ind i dagligdagens små pauser. Det kan være over morgenmaden, mens du venter på bussen, i toget eller i kaffepausen på arbejdet – listen er lang! Teksterne er hovedsageligt prosatekster skrevet af forfattere og vækstlagsforfattere, og du vil blive præsenteret for en bred vifte af forskellige tekster, så der vil være noget for enhver smag.

Baggrund
PAUSELITTERATUR er et projekt med udspring i faget Kulturformidling på Aarhus Universitet og er skabt af tre kandidatstuderende med baggrund på Litteraturhistorie. Det er en afprøvning af et koncept – nemlig at bringe skønlitteraturen ind i den travle danskers hverdag via e-mail. Ifølge Kulturstyrelsen er mange danskere glade for at læse skønlitteratur, men de hindres i det af den travle hverdag. Vi mener, at ideen bag PAUSELITTERATUR kan være løsningen. Når det ikke er lysten men tiden, der mangler, handler det om at præsentere litteraturen på en lettilgængelig og overskuelig måde. Det er vores mål at vise danskerne, at de faktisk har plads til litteraturen i dagligdagen og samtidig undersøge, om e-mail er et hensigtsmæssigt medie herfor. På baggrund af PAUSELITTERATUR skrives en rapport, og vores håb er, at konceptet senere vil kunne videreudvikles. Måske er e-mailen en af fremtidens litterære platforme? Vi håber, PAUSELITTERATUR har vakt din interesse. Skulle du have spørgsmål, ris eller ros, er du meget velkommen til at kontakte os på kontakt@pauselitteratur.dk.