Den niende April 1946

Oprettet: 11.10.2017 - 13:12
Otto Gelsted

Af Otto Gelsted

Vi fejrer første gang som frie
med fryd den niende april.
Det lange mareridt fik ende,
og året bryder ud i smil.
Nu kan vi atter le mod solen,
der knuser vintren flis for flis.
Det er som mødte os
et vindpust fra Paradis.

Man skildrer døden som en høstmand
med knokkelhånden om sin le.
Men intet billede kan ramme
den dødedans, vi fik at se.
Vi bar vor dødsenstunge trældom,
og tungere var andres kår.
Nu har vi væltet bort fra brystet de onde år.

Bag svaghed lå der gemt i landet
en kraft, der iltede vort blod,
og mærkeligt var kraften blandet
af passiv modstand, aktivt mod.
Der slog som bølgeslag mod kysten
en modstand, der var lind og sej,
der slog som flammehav mod himlen
et åbent Nej!

Og aldrig skal de faldne glemmes!
I dagens dyst er de os nær.
Fra deres grave kalder røster,
de døde er en stridbar hær.
De tåler ikke, at vi raster,
de svigter ikke kampens håb.
Endnu er freden ikke vundet!
er deres råb.

Mikroberne kan overvintre
og avle ny og værre pest.
Hold øjet klart, selvom du fejrer
med lykkesind din friheds fest!
Snart skal livsalig Danmarks lovsal
stå klædt i grønt og solskinspragt.
Men hvad du elsker,
skal du værne af al din magt.

Om digtet: Borgerskabet gør alt for, at overse kommunisternes indsats under besættelsen 1940-45. I dag står vi i en militæralliance med de tidligere besættere, og vi er underlagt monopolernes diktatur i EU.
Derfor er det særligt vigtigt, at vi gør alt for at udbrede kendskabet til DKP´s ledende rolle i modstandskampen og de ofre det kostede.
Otto Gelsted formår på smukkeste vis, at minde os om de faldne der ofrede livet i frihedskampen. Det gælder f.eks. i digtet Den 9. april 1946, hvor der i et af versene står:

Fra deres grave kalder røster, de døde er en stridbar hær. De tåler ikke at vi raster, de svigter ikke kampens håb. Endnu er freden ikke vundet!

Digtet er fra samlingen Frihedens år der udkom på forlaget Tiden i 1947.

Lars U. Thomsen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Kaj Hansen

    tor, 12/10/2017 - 09:07

    Kære Lars Ulrik.
    Det var i virkeligheden Rusland, som startede anden verdenskrig. D. 23. august 1939 underskrev Rusland en ikke-angrebspagt med Tyskland, og d. 1. sept. samme år angreb de to lande så Polen fra hver sin side. Dette tvang Englænderne til at erklære krig mod Tyskland, da de havde garanteret Polens suverænitet. Og du er jo klar over, at, da Danmark blev besat, da var Rusland Hitlers forbundsfælle.
    Hvorledes stiller du dig til dette faktum?

  • Lars Ulrik Thomsen

    tor, 12/10/2017 - 12:05

    Til Kaj Hansen,

    vi er efterhånden stødt sammen nogle gange når det gælder Sovjetunionens historie.

    Jeg tror ikke på det tjener noget formål at fortsætte, fordi du ikke er interesseret i en dialog, men udelukkende at nedgøre Sovjetunionen og det den stod for.

    Hvad har dit indlæg for øvrigt at gøre med Gelsteds digt, der omhandler mindet om dem der ofrede livet i modstandskampen?

  • Kaj Hansen

    tor, 12/10/2017 - 14:26

    Svar til Lars Ulrik.
    Det var da et mærkeligt svar at give mig, når jeg netop gerne vil i dialog med dig. Grundtanken i en dialog er vel, at een spørger om noget og så får svar på sit spørgsmål.
    Nu vil jeg så svare på dit spørgsmål: Mit indlæg har for så vidt ikke noget at gøre med Gelsteds digt, men er nærmere en reaktion på det, som du skriver neden for digtet om kommunisternes indsats under krigen. Du har ret i, at kommunisterne gjorde en indsats under krigen mod den tyske besættelsesmagt, og i at mit spørgsmål om Ruslands pagt med Hitler måske ikke er relevant i forhold til dette.
    Men jeg er en videbegærlig sjæl, der ikke, når jeg nu er i gang med en dialog med en kommunist, kan lade være med at søge et svar på, hvorledes en sådan, som ellers ikke mangler indsigt, og som i øvrigt ikke holder sig tilbage i debatter, ser på det forhold, at Stalin og Hitler med deres angreb på polen startede anden verdenskrig. Du må da have gjort dig nogle tanker herom, så hvorfor ikke bringe dem på bane. Jeg har da tidligere indrømmet, når jeg følte mig belært af, når du øste af din viden.