I krig og kærlighed . . .

Oprettet: 24.09.2017 - 13:40
Lars Ulrik Thomsen

Litteraturens opgave er ikke kun at virke underholdende. Vi lever i en tid hvor menneskeheden trues af udslettelse fra jordens overflade, et emne der burde optage alle.
Når verdens mægtigste mand truer et andet land med udslettelse, er det ikke kun tomme trusler, men noget der kan blive en realitet den dag i morgen:

I krig og kærlighed gælder alle kneb, er et gammelt ordsprog der dukker op i mange sammenhænge.
Som dreng læste jeg alle de kendte romaner, der alle omfattede krig i en eller anden form. Med andre ord krigen blev idealiseret som noget eftertragtelsesværdigt, som noget heroisk!
Med udviklingen af kernevåben er rollerne byttet rundt, og i dag er det fredskæmpere der i mine øjne er de virkelige helte, der tænker på vores fælles fremtid.
Måske burde vi ændre ordsproget og kalde det, I fred og kærlighed gælder alle kneb!
Tænk hvis der var mennesker der hver dag tænkte, hvad kan jeg gøre for freden i dag? Hvad kan jeg gøre for, at mit land ikke drager i krig i fjerne egne og med frygtelige ødelæggelser for de berørte, inklusive soldaterne.
I 1960´erne opstod der en verdensomspændende protestbevægelse i kølvandet på Vietnam-krigen. Denne grænseløse kynisme som USA udviste over for et land, der forsøgte at vinde sin frihed og selvstændighed.
Make Peace and love eller Make Peace, not war, greb en hel generation af unge, som skabte de mange festivaller jorden rundt med Woodstock som det store forbillede.
Jeg må erkende, at det virkede en smule overspændt på mig, som en idealisme uden hold i virkeligheden. Vi skal kæmpe for freden, men på en måde så det bliver forståeligt for det store flertal af mennesker og deres forskellige livssyn.
På trods af denne kritiske indstilling til hippierne, var de alligevel med til at skabe et holdningsskifte i befolkningen i 1970´erne. Den berømte fodnote-politik, som er så hadet af mange politikere, var i virkeligheden et udtryk for flertallets holdning til en mere fredelig verden.
Siden er udviklingen gået amok og udgifterne til militæret er i dag astronomiske. Fra vort store forbillede USA har vi fået besked på, at udgifterne skal stige yderligere, og næsten inden de er udtalt, har regeringen pareret ordre.
Vi bruger milliarder af kroner på at købe fly, der af uforklarlige årsager falder ned og må erstattes af endnu dyrere fly. Vi kender ikke helt prisen på de nye fly, fordi deres edb-systemer ikke er fuldt udviklede, men det skræmmer ikke politikerne.
Det minder på mange måder om H.C. Andersens eventyr; Hva´ fatter gør er altid det rigtige!
Han gik til marked med en sund og levedygtig hest og kom hjem med en sæk rådne æbler.
Samtidig med disse fuldstændig unødvendige og skadelige indkøb, skæres der i sundheds- og plejesektoren.
De ansatte på offentlige institutioner må løbe stærkere og stærkere for at følge med, dvs. leve op til nye nedskæringskrav. I år skal kommuner og regioner spare 2 %, for at leve op til regeringens krav. Penge der så skal bruges til våben og krig.
Det store problem er, at der politisk ikke er forskel på de forskellige partier når det gælder krig og fred. Socialdemokratiet der engang skrev på sine ”faner knæk sablen, bryd kronen, styrt kirken!” har i dag en politik, der til forveksling minder om de borgerlige partier.
Men også SF og Enhedslisten er faldet til patten, og stemmer begge for EU og NATO ved finanslovens vedtagelse.
Det er et udtryk for fuldstændigt knæfald for en forældet tankegang, der kan bring os alle i ulykke. Dagligt må vi lytte til beretninger om mord på civile i byer, på pladser og i offentlig transport. Krigen er ført ind i vores dagligdag og vores fritid.
Hvor kan man rejse på ferie og vide sig sikker mod terroristers meningsløse vold?
Ingen steder.
Derfor er svaret ikke yderligere oprustning, men kravet om omfattende nedrustning og anvendelsen af midlerne til fredelig formål. Vi har en fantastisk mulighed, hvis vi bruger FN´s statutter og principper til løsning af konflikter, men USA og andre store lande føler sig ikke bundet af det de selv har skrevet under på, og hvis FN ikke er hurtig nok på aftrækkeren, så går de selv, f.eks. som vi så det i Irak.
Her viste det sig, at højtplacerede ministre og generaler løj foran FN´s generalforsamling, en handling der er utilladelig og forbryderisk.
Her er vi ved min pointe, at hvis krig og terror skal afskaffes må vi kriminalisere den.
Hvis en knallertkører røver en benzintank eller en lokal bank, er man ikke i tvivl, det er kriminelt og skal straffes!
Hvis et land angriber et andet land, uden om folkeretten og FN´s vedtægter, sker der ingen ting, og danske politikere retter villigt ind og parerer ordre.
I 1970´erne oprettede fredsbevægelserne krigstribunaler over hele verden, der stillede politikerne til ansvar for deres forbrydelser. Det var med til at standse Vietnam-krigen, naturligvis sammen med den heroiske indsats som det vietnamesiske folk selv ydede.
Vi har Den internationale Domstol i Haag, men underligt nok er det kun afrikanske statsmænd eller fra Østeuropa, der stilles for retten. De virkelige forbrydere fra de krigsførende lande kan ikke stilles for retten, de er fritaget på forhånd.
Danmark er et fredselskende land, sådan lyder det i mange sammenhænge, men det burde hedde; Danmark var et fredselskende land, før vi blev gjort til part i snart sagt alle krige i verden.
Dette holdningsskred hænger sammen med den generelle afvikling af demokratiet i vores samfund. Det er ikke længere muligt for almindelige mennesker med andre holdninger end dem på bjerget, at komme til orde i Danmarks Radio. Det er den uopslidelige kreds af ”eksperter” som går igen og igen og igen . . .
Kampen for demokratiet og for freden hører sammen. Hvis vi kæmper for en mere fredelig verden, må det ske fra arbejdspladser, fagforeninger og boligkvarterer. Den bevægelse har jeg oplevet i 1970´erne, hvor Esbjerg Fredsbevægelse blev stiftet. På et tidspunkt var der godt 20 organisationer med i bevægelsen. Det var idrætsklubber, fagforeninger, politiske partier, ungdomsorganisationer og andre.
Det er en genoplivelse af datidens demokratiske bevægelser der er hårdt brug for, hvis vi skal ændre på den krigspolitik som synes at fortsætte i det uendelige. Men det behøver ikke at være sådan; en bred folkelig protestbevægelse kan sætte en stopper for galskaben - inden det er for sent.
Jeg bringer her et uddrag af Otto Gelsteds digt Retten til freden, der er skrevet i 1952 under Den kolde Krig:

Riv masken af alle de løgne...

Riv masken af alle de løgne, hvormed de bedrager
det folk, der skal gøde med blod den fortrampede ager.

De taler om kampen for frihed, om kamp for kulturen,
men stiller den kæmpende arbejder op imod muren.

Du skal ikke lytte til alle de lokkende toner,
hvormed de besnærer det menige folks millioner.

De synger om fædrenes land, du skal værne - men tier
om plyndring og røvertogt, kampen om ny kolonier.

Du skal ikke tro på de herrer, der aldrig har ænset
de mange, hvis blod de har tappet, hvis liv de har lænset.

Riv masken af alle de løgne, hvormed de bedrager
det folk, der skal gøde med blod den fortrampede ager.