Ytringsfriheden er under pres

Oprettet: 20.09.2017 - 14:55
Lars Ulrik Thomsen

 

Der er tydelige tegn på at ytringsfriheden begrænses på en lang række områder i samfundet. I medierne, på forskellige net-sider, ja selv i biblioteksvæsenet. Demokrati fortolkes i dag som konsensus-demokrati, og dem der ikke mener det er et ægte demokrati udelukkes fra debatten

 

Grundloven fastslår udtrykkeligt, ”at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker . . . . . . . Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde indføres.”

 

Jeg har gennem en årrække være aktiv som debattør og forfatter, og ved af erfaring at Grundloven krænkes på en lang række områder. Til tider åbent, men ofte i det skjulte. Siden 2004 har jeg udgivet bøger og pjecer på forlaget Populi, om litteratur, samfund, filosofi og historie. Det har på alle områder været op ad bakke, med undtagelse af ganske få medier.

 

Amtsavisen er et af disse medier, der har givet mig mulighed for at skrive kronikker, og redaktør Knud Mogensens artikler og omtale af mine bøger har været en stor opmuntring i mit arbejde.

Det er jeg meget glad for.

 

Danmarks Biblioteks Central (DBC) registrerer alle bøger og sender ugefortegnelser til landets biblioteker. I foråret spurgte jeg om de ville lave en lektørudtalelse på en af mine bøger. Det svarede DBC nej til, men da jeg protesterede, gik de med til at lave en konsulentudtalelse på to af mine bøger. Resultatet var en direkte nedladende og stærkt diskriminerende udtalelse.

 

Det fik som konsekvens, at mine bøger blev sat ned i kategori, så de ikke længere kan få en beskrivelse og et billede på bibliotek.dk. Resultatet udeblev heller ikke, bestillingerne fra bibliotekerne faldt dramatisk til nogle ganske få eksemplarer. Man kan indvende , at jeg blot kunne henvende mig til et forlag og lade dem trykke mine manuskripter. Men så enkelt er det ikke.

 

Inden jeg selv begyndte at udgive bøgerne kontaktede jeg mange forskellige forlag. Et af dem udtrykte det helt klart: Der er ingen penge i venstreorienterede bøger!

 

Det er naturligvis de private forlags eget valg hvad de vælger at udgive, men når det drejer sig om en offentlig institution som DBC stiller sagen sig anderledes. De må under ingen omstændigheder bruge censur eller andre forebyggende foranstaltninger som der står i Grundloven.

 

 

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Jørgen Dissing ...

    fre, 22/09/2017 - 14:39

    Hej Lars Ulrik

    Jeg er læseklubredaktør her på siden og vil gerne lige knytte en kommentar til dit indlæg. Jeg vil starte med at sige at jeg har været medlem af Enhedslisten i snart 25 år og er som sådan socialist, hvis der er noget der hedder det i dag. Jeg er også ret interesseret i kommunismen som ideologi og tænker jævnligt at det kunne være fantastisk hvis der kunne opstå en kommunisme 2.0 hvor medindflydelsen og demokratiet var kernen i at kunne yde efter evne og nyde efter behov. Bare for at sige at jeg føler mig klart mest på din side i det politiske system.

    Alligevel er jeg ikke ukritisk enig i de betragtninger du anfører her. Som jeg kender bogverdenen, forlagsbranchen og biblioteksvæsnet i Danmark, er det min klare opfattelse at arbejdet med at udgive, anmelde og udarbejde lektørudtalelser stort set altid foregår på et højt fagligt og velunderbygget niveau.

    Når det er sagt vil der, som du også selv er inde på, altid være trends som vi alle sammen er en del af og som sådan derfor uafværgeligt farvet af. Sådan må det være, om det er på Hans Kirks tid eller nu. Ydermere er jeg også af den mening at hvis en bog virkelig er god, vil den som regel også blive udgivet.

    Med andre ord, så tror jeg ikke at du behøver at være så vred på bogverdenen som du giver udtryk for. Langt de fleste der anmelder, udgiver og skriver lektørudtalelser gør det allerbedste de kan og lægger ofte næsten hjerteblod i deres arbejde - og for hvad angår redaktionen på Litteratursiden ved jeg med sikkerhed at det er sådan det foregår.

    En anden af dine kritikpunkter angår at Litteratursiden har valgt kun at bringe anmeldelser der er skrevet af en af sidens faste anmeldere eller en fra redaktionen. Det er der flere grunde til, bl.a. simpelthen for overskuelighedens skyld når en bruger kommer ind på sitet og søger efter en anmeldelse på en bestemt bog.

    En anden grund er at Litteratursiden får helt nyt udseende i november og at vi med denne make-over forsøger at fokusere endnu mere på det egentlige, nemlig bogen og forfatteren. På den nye side kan enhver bruger gå direkte ind på en bog og skrive en anmeldelse der så vil tilknyttes bogen som en kommentar.

    Derfor er din holdning om at udviklingen går fra dialog til monolog og at den demokratiske debat er uønsket, ikke helt korrekt som jeg ser det. Faktisk håber vi at den nye Litteratursiden vil styrke dialogen mellem alle dem der bruger siden – og at den kan være med til at give saft og kraft til flere og bredere debatter end hidtil.

    Når alt det er sagt, så synes jeg også at vores lille land kunne have godt af mere borgerskabt debat om litteratur, som man kender det fra fx Frankrig, hvor jeg har indtryk af at forfatterne og deres bøger nærmest er noget alle franskmænd diskuterer og har en holdning til. Og det håber jeg vi alle sammen kan være med til at styrke – for diversiteten og farverigheden og mangfoldigheden i en given bogdebat er altid det vigtigste for en sund demokratisk diskussion.

    Og jeg ville ønske at der var flere som dig, nemlig dem der tør sige deres mening også selvom man til tider godt ved at den kan være ilde hørt. Det er netop demokratiet i dets grundform for mig.

    Venlig hilsen
    Jørgen Nørgaard  

  • Lars Ulrik Thomsen

    lør, 23/09/2017 - 15:44

    Endnu en replik til Jørgen Dissing: Hvordan kunne en modernisering af Litteratursiden se ud?

    For det første kunne man adskille skønlitteratur og faglitteratur. Det kunne man gøre ved at udvide brugerindlæggene, så der i stedet for 1 spor kom 2 spor.
    Debatten i venstre side kan bevares som hidtil, fordi man altid kan finde tilbage til hovedindlægget.

    Fordelen ved at dele debatten er, at det giver mulighed for at indlæggene ikke forsvinder i løbet af kort tid, og derfor ikke har den store interesse. Den anden er, at det giver mulighed for en mere seriøs debat, hvor de redaktionelle indlæg indgår som en naturlig del.

    Som nævnt tidligere i debatten med Jørgen Dissing, er der brug for en større folkelighed på litteratursiden, at man ikke kun dyrker det snævre og eliteprægede, men kommer mere i kontakt med det det der rør sig ude hos borgerne i forskellige dele af landet.

  • Lars Ulrik Thomsen

    fre, 22/09/2017 - 17:24

    Mange tak for dit svar Jørgen. Det er glædeligt at der kommer en respons på mit indlæg.
    Det er også mit håb, at der vil udvikle sig en større interesse for litteraturen, og her tænker jeg bredt i hele dens mangfoldighed.

    Problemet med ytringsfrihed mener jeg er anderledes end da Hans Kirk, Hans Scherfig og Martin Andersen Nexø var aktive.
    Vores demokrati bliver mere og mere udhulet og der er klare tendenser til at undertrykke kritik af samfundet.
    Det har jeg også oplevet på litteratursiden hvor indlæg om historie, filosofi og etik er blevet slettet.

    Med hensyn til mine udgivelser havde jeg en forventning om at det ville blive op ad bakke. men jeg så ikke andre muligheder for at få mine bøger trykt.
    Jeg havde håbet på en fair behandling af DBC, men de har ikke på nogen måde været interesseret i at fremme mine bøger.

    For nogle år siden skrev de til mig og spurgte, om de måtte lave en lektørudtalelse på en af mine bøger. Det blev jeg naturligvis meget glad for, men to uger senere aflyste de lektørudtalelsen!

    Jeg har udgivet ca. 35 bøger og spurgte igen i år om det var muligt med en udtalelse. Resten af historien er beskrevet i mit indlæg.

    Hvis demokratiet skal blomstre og der skal være en større folkelig interesse, må man også give plads for dem der gerne vil prøve kræfter med musernes kunst. Det burde være naturligt, at litteratursiden var det sted hvor det foregik.

  • Kaj Hansen

    fre, 22/09/2017 - 15:55

    Det er da vist en svipser, når en redaktør på et site, som vil gå for at være upolitisk, uden videre oplyser, at han har været medlem af Enhedslisten i 25 år. Det ser mere og mere sort ud for den stakkels Michael, der af Lars Ulrik trues med at komme for en folkedomstol anklaget for højforræderi.

  • Lars Ulrik Thomsen

    lør, 23/09/2017 - 11:19

    Til Kaj Hansen, det er ikke kun her på siden at ytringsfriheden begrænses, det gør den i samfundet som helhed.
    Ved grundlovens ændring i 1953 udtalte DKP i folketinget, at man ville stemme imod ændringen fordi den ikke var vidtgående nok. Men samtidig gjorde man det klart, at Grundloven ville blive forsvaret med næb og klør, fordi partiet forudså den situation vi er kommet i nu.
    Med vores EU medlemskab begrænses de frihedsrettigheder det har taget årtusinder at opnå. Vi er underlagt fremmede magthavere, nøjagtigt som det var tilfældet under den Kullede Greve i 1300-tallet, Grevens Fejde i 1500-tallet eller besættelsen 1940-45.
    Jeg er ikke fortaler for en folkedomstol som du skriver, det ville være i strid med Grundloven. Det fremgår tydeligt af § 61: Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.
    For folketingets politikere kan der nedsættes en rigsret, sådan som det skete i Tamil-sagen hvor Ninn Hansen blev dømt.
    Hvis borgerne føler deres rettigheder krænket, kan de anlægge et privat søgsmål gennem domstolene.

  • Kaj Hansen

    lør, 23/09/2017 - 15:00

    Til Lars Ulrik
    Du har ret i, at vores ytringsfriheder er begrænset, ikke midst på grund af vores medlemskab af EU, men jeg mener ikke, at du har været begrænset med hensyn til at ytre sig her på Litteratursiden. Tak for din belæring angående det danske retssystem, det er altid givende at være i debat med klogere folk, men en rigsretssag er nok også lige i overkanten af, hvad Litteratursiden kan udsættes for, selv om der med Tamilsagen blev dannet præcedens for, hvor pjattet man kan være med hensyn til at rejse den slags sager. Men for nu også at tale lidt om litteratur, så er det jo rigtigt, som Michael skriver, at de kommunistiske forfattere som Scherfig, Nexø og Hans Kirk er meget læseværdige på grund af deres litterære kvaliteter. Jeg mener i øvrigt også, at de havde noget væsentligt på hjerte, i deres beskrivelser af småfolks usle levevilkår dengang. Det var så bare underligt, at det ikke var kommunismen, som de tilsluttede sig, der skulle til for at bedre kårene for underklassen.

  • Lars Ulrik Thomsen

    lør, 23/09/2017 - 15:59

    Til Kaj Hansen: Det er et væsentligt spørgsmål du rejser om litteraturens rolle. Jeg mener ikke man kan adskille det holdningsmæssige fra det litterære. At skille Hans Scherfig eller Hans Kirks prosa, er et gammelt kneb som borgerskabet forsøger hver gang deres litteratur kommer til debat.

    Kan man f.eks. adskille Henrik Pontoppidans harme over den strenge religiøse opdragelse han fik fra det kunstneriske udtryk? Det ville være at gøre vold på Henrik Pontoppidans værk.
    Det andet spørgsmål du rejser er betydningen af Scherfigs og Kirks litteratur.

    Vi lever i en reaktionsperiode, hvor alt progressivt bliver mistænkeliggjort. Det har selvfølgelig også indflydelse på i hvilket omfang forfatterne læse.

    Ludvig Holberg var i lange perioder glemt pga. af pietismen og forbuddet mod at opføre hans stykker. Jeg er sikker på at Scherfig og Kirk får en renæssance, som udtryk for de dybere følelser og tanker i folket, der altid bryder frem når tiden er moden til det.

  • Kaj Hansen

    lør, 23/09/2017 - 21:12

    Svar til Lars Ulrik Thomsen.
    Det du skriver rokker ikke ved det faktum, at vi er nogle, som læser Scherfig, Kirk og Nexø fordi de har skrevet noget, som er læseværdigt på grund af kvalitet, og ikke fordi vi sympatiserer med deres politiske ståsted. Jeg synes f.eks. at Nexø er en gudbenådet fortæller, og jeg er også dybt berørt af f.eks. hans beretning om Lotterisvensken. Når jeg læser hans noveller, mener jeg også, som han, at der var noget forkert i den måde underklassen dengang blev behandlet på. Nexø mente så, at kommunismen var vejen frem til bedre vilkår for de små i samfundet, hvilket jeg, måske på grund af det vi har set, ikke tror på.
    Man kan diskutere, hvor stor betydning omtalte forfatteres forfatterskaber har haft for udviklingen, og her er det min mening, at den har været minimal op igennem tiden. Arbejderstandens vilkår blev forbedret på grund af socialdemokratiets dominans under f.eks. Stauning, der jo i 15 år var statsminister, og han var bestemt ikke kommunist.
    Jeg ser derimod, at i hvert fald Hans Kirk og Scherfig i de sidste 20 år har vist sig med deres forfatterskab at have en vis indvirkning på visse sider af samfundsudviklingen. Scherfigs ”Det forsømte forår” har været fremhævet i bestræbelserne for at ændre skoleforhold, ligesom Kirks ”Fiskerne” har haft stor betydning for den bredere opfattelse af kristendommen, som har hersket i de sidste årtier.
    Selvfølgelig kan man skelne mellem en forfatters frembringelser og så hans politiske ståsted. Du vil vel ikke mene, at der er nogen kommunistisk ide i Scherfigs billeder. Han var en fremragende forfatter, en fremragende maler, og så var han kommunist. Han skrev om de ting, som optog ham, og nogle i af hans bøger skinner det igennem, hvor han politisk stod, men i ”Det forsømte forår” og ”Den forsvundne fuldmægtig” er det helt andre samfundsproblemer, der tages under debat.
    Og så forstår jeg i øvrigt ikke den kobling, du prøver at skabe mellem omtalte forfattere og så den lange række, du fremhæver, lige fra Sofokles og Aristofanes til Holberg og Blicher samt mange andre.

  • Lars Ulrik Thomsen

    søn, 24/09/2017 - 10:55

    Hans Scherfig har i bogen Holberg og andre forfattere givet en glimrende karakteristik af forsøgene på at spalte en forfatter, her i indlægget om Hans Kirk:

    ”I det demokratiske Danmark må en forfatter gerne være vagt »venstreorienteret«. Men at være klart kommunist kan ikke tilgives. Forfatteren må gerne efter frisindet skik »sætte problemer under debat«, men det skal være problemer inden for borgerskabets begrænsede verden, helst seksuelle. Problemet om ejendomsretten må ikke berøres. Hvis en kommunists forfatterskab er så betydningsfuldt, at det ikke kan forties, vil den borgerlige litteraturkritik forsøge voldeligt at skille manden fra lians værk.

    Den kommunistiske digter skal gøres til et mystisk dobbeltvæsen, en spaltet personlighed. »Manden med de to ansigter« har en literær tosse kaldt Hans Kirk. De borgerlige litterater mener måske, at det er muligt at flække et menneske. De anerkender modstræbende kunstneren og fordømmer pligtskyldigt kommunisten. Men der kan ikke sættes skel mellem de to. Hans Kirk var et helt menneske og en hel kunstner. Der er i hans værk en fuldstændig harmoni mellem kunstnerisk evne og livsanskuelse. Hos Kirk var tankens klarhed forenet med sindets godhed. Videnskabelig indsigt gik sammen med folkelig medviden. Kirk nøjedes ikke med at berette om mennesker, men han var med dem. Hans enkle meddelelsesmåde lader læserne glemme, at de læser; man synes, man oplever og deltager. I en tale på sin 70 års fødselsdag testamenterede Johan Skjoldborg højtideligt sin lyre til Hans Kirk.

    Der var det rigtige ved denne gestus, at Kirks samfundsromaner ikke kun fortsætter traditionen fra Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexø, men også viderefører en linje fra den realistiske bondelitterater. Men den folkelige realisme er hos Kirk forbundet med dialektisk metode. Han beretter ikke om en enkeltpersons livsskæbne, men viser mennesker i et milieu. Han fortæller ikke, men lader leve. Den verden, der opleves i hans værk, er en verden i udvikling og bevægelse.”

    Det er det samme vi oplever her på litteratursiden. Efter adskillige censurforsøg over for mine indlæg, ser redaktionen ikke andre muligheder end at ændre siden til en eksklusiv debat om udvalgte værker. 

    Du spørger om forbindelsen mellem Sofokles og Aristofanes til Holberg og Blicher samt mange andre. Det var noget jeg omtaltei et indlæg om de lange linjeri litteraturen. Det handler ikke kun om sprogligt mesterskab, men også om at være sandfærdig og pege på ting som normalt ikke bliver omtalt i debatten. 

     

     

     

  • Kaj Hansen

    søn, 24/09/2017 - 14:00

    Kære Lars Ulrik Thomsen.
    Nu har jeg bestilt en del bøger om og af Scherfig (bl. a. den du omtaler) på biblioteket. Så må vi se, om jeg bliver klogere.

  • Lars Ulrik Thomsen

    søn, 24/09/2017 - 15:38

    Helt i orden Kaj og tak for en god debat.

  • Kaj Hansen

    tor, 28/09/2017 - 14:50

    Om Scherfig.
    For at følge lidt op på den debat vi har haft om, hvorvidt man kan skelne mellem forfatteren og kommunisten, når man diskuterer forfattere som Kirk, Scherfig og Nexø, så vil jeg gerne bidrage med følgende:
    Scherfig skrev i ”Land og Folk” søndag d. 7. jan. 1951 en artikel om et besøg i Sovjet. Her tilbageviser han vestens forsøg på at skildre Sovjetunionen som en grå og glædesløs verden med bl. a. disse ord: ”Men én ting lærer man i hvert fald: Livet er bestemt ikke gråt og ensartet og uniformeret, og der er intet, der minder om en politistat. Jeg så en politibetjent danse hopsa på gaden i Kief, da en glad matros fandt på at spille harmonika for ham. Jeg så lattermilde buttede, kvindelige politibetjente i Moskva dirigere trafikken ….”.
    Artiklen fortsætter i samme stil og er ledsaget af Scherfigs egne tegninger, hvor vi ser et mylder af glade mennesker på gader og pladser.
    Hvordan kan en voksen mand, som tilmed er intelligent, skrive således? Ja her er det så, at jeg vil komme med min teori. De fleste vil mene, at Scherfigs forfatterskab er udsprunget af hans politiske overbevisning, men mon ikke det på en eller anden måde er lige omvendt.
    Stilen i avisartiklen minder meget om den i Scherfigs bøger. Han kan simpelthen ikke lade være med at skrive på den måde. I kommunisten Scherfig ser vi forfatteren Scherfig. Han er læseværdig for sine litterære kvaliteter, som Michael skriver, og det er han selv om han skriver i ”Land og Folk” om kommunismen. I virkeligheden skal vi slet ikke tage ham alvorligt som værende et politisk menneske.
    Scherfig kunne skrive på en morsom og fængende måde, hvilket han gjorde i sine romaner såvel som, når han skrev i ”Land og Folk”, men det er ikke usandsynligt, at han selv har moret sig over rigtig at binde borgerskabet nogle rigtige røverhistorier på ærmet. At Scherfig gik for at være kommunist, skal således ikke i vor øjne gøre ham ringere som forfatter, hvorimod man vel nok kan hævde, at han som menneske og samfundsborger svigtede.

  • Jørgen Dissing ...

    fre, 22/09/2017 - 17:51

    Hej Kaj

    Tak for dit indlæg. Der er nu ikke tale om en decideret svipser fra min side når jeg skriver at jeg er medlem af Enhedslisten.

    Sagen er jo den at første afsnit i mit indlæg ikke har noget at gøre med mit arbejde på Litteratursiden, men udelukkende er udtryk for hvor jeg står som privatperson. Jeg skrev det bl.a. for at forklare Lars Ulrik at os redaktørers private overbevisninger netop ikke påvirker vores profesionelle arbejde på siden (jeg tænker også at der ikke er noget odiøst i hvilket parti man er medlem af da alle partiernes medlemslister er offentligt tilgængelige). Og så skrev jeg det da også for at mildne Lars Ulrik en smule så vi forhåbentlig kan få en god og frugtbar debat.

    Selvfølgelig er de forskellige redaktører af forskellig politisk observans som alle andre mennesker - men lige så selvfølgeligt influerer det ikke på vores arbejde. Det er jo det vi er ansat til: at styre Litteratursiden så litteraturformidlingen er interesseløs, hvad angår det politiske.

    Det kan jeg og de andre redaktører fint finde ud af og maneuvre i - hvis ikke skulle vi finde et andet arbejde.

    Jeg håber du er enig i det, Kaj.

    Vh Jørgen

  • Kaj Hansen

    fre, 22/09/2017 - 19:18

    Hej Jørgen
    Jeg er helt enig, men kunne bare ikke dy mig for at komme med den kommentar. Men jeg mener, at det er lidt langt ude at anklage redaktionen for højforræderi. Man kommer næsten til at tænke på kulturrevolutionen i Mao-Kina.

  • Michael Linde Larsen

    tor, 21/09/2017 - 16:14

    For en god ordens skyld, skal jeg skrive, st jeg ikke mere er en del af redaktionen på Litteratursiden, og jeg skriver helt og aldeles som mig selv.

    Men at du er udsat for krænkelser af din ytringsfrihed på litteratursiden, er da en sjov påstand, når du måske er den som gennem tiden har publiceret aller mest på siden.

  • Michael Linde Larsen

    tor, 21/09/2017 - 08:17

    Har du overvejet den mulighed, at dine skriverier ikke har den brede offentlige interesse.
    Ja, måske de faktisk ikke er særligt vellykkede, og det er det som omverden forholder sig til.

    Du er jo ikke den eneste, som ikke får en lektørudtalelse. Og du er ikke den eneste, som ikke får positive ord med på vejen.

    Det gælder både politisk litteratur og al mulig anden litteratur.

  • Lars Ulrik Thomsen

    tor, 21/09/2017 - 11:42

    Det er påfaldende at se, hvordan de samme spørgsmål bliver rejst igen og igen når det gælder holdningen til litteratur. I tidsskriftet Kritisk Revy der udkom i 1920´erne, skrev Hans Kirk om de samme spørgsmål i artiklen Litteratur og tendens. Jeg bringer her et uddrag af teksten:

     ”Det er ejendommeligt, at man i vore dage er så bange for tendentiøs litteratur. Som om der overhovedet kunne tænkes en bog, der ikke propaganderer. Ethvert værk må give udtryk for en oplevelse eller anskuelse og være båret af lyst til at overbevise andre . . .

     Men sandheden er da også, at man ved tendens kun forstår den dårlige tendens. Og den dårlige tendens er altid de demokratiske og revolutionære synspunkter. Den aldeles oplagte borgerlige propaganda kaldes neutralitet.

    Den moderne sociologi har påvist, hvorledes vor moralske anskuelser, vort gudsbegreb, vor følelse for retfærdighed er indbygget i os ved et suggestionsarbejde, der begynder ved vuggen og ender ved graven. Ethvert forsøg på at rokke ved de meninger, som på den måde har fæstnet sig, betragtes som en krænkelse.”

     Det er nu ca. 100 år siden at Hans Kirk skrev artiklen, men den har bevaret sin aktualitet den dag i dag.

    For at udelukke den demokratiske debat, omlægges Litteratursiden nu til at være et talerør for redaktionen. Det er symptomatisk for udviklingen i nutidens medier. Udviklingen går fra dialog til monolog.

    Demokratisk debat er uønsket, fordi det skaber ”støj” på siden og hvem ønsker unødig støj?

     I Biblioteksloven § 2 står der udtrykkeligt, at bibliotekerne skal sikre alsidighed for at den demokratiske debat kan udvikle sig bedst muligt:

     ”Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.”

     Det overtrædes på det skammeligste af bibliotekerne og de dertil knyttede institutioner.

     PS. Citaterne af Hans Kirk er fra bogen Kritisk Revy som er en samling af artikler fra tidsskriftet.

  • Michael Linde Larsen

    tor, 21/09/2017 - 13:15

    Nu du kommer ind på "demokratisk debat" - er det så ikke noget med, at du stadigvæk hylder Stalin og det kommunistiske diktatur?

    Mener ikke, der var så megen demokratisk debat bag jerntæppet, men du har måske andre demokratiske erfaringer til efterfølgelse?

    PS. Jeg elsker at læse Scherfig, Nexø og Hans Kirk. Men det er på grund af deres litterære kvaliteter, ikke på grund af deres politiske ståsteder.

  • Lars Ulrik Thomsen

    tor, 21/09/2017 - 15:24

    Må jeg som borger minde om, at det er os som skatteydere der betaler jeres løn, og at I er forpligtet til at overholde Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed.

    Krænker man Grundloven er det ensbetydende med højforræderi.

    Ligeledes at I er forpligtet til at overholde gældende lovgivning, dvs. Bibliotekslovens bestemmelser om alsidighed i formidlingen af litteratur, uanset hvilke religiøse eller politiske holdninger de måtte rumme.

    Redaktionens forsøg på at nedgøre mine holdninger strider mod almindelige regler for den demokratiske debat, og burde være uforeneligt med det hverv I bestrider.