Brusende blåt går havet

Oprettet: 17.07.2017 - 10:51
Lars Ulrik Thomsen

 

 Tidligere på året udkom Otto Gelsted i Syden der omhandler Gelsteds rejser i Grækenland og Italien.  Brusende blåt går havet er en fortsættelse med essays om Hellas. Her bringes et uddrag af bogens forord:

 

 

 

 

Vores civilisation viser en tilbagevendende interesse for den græske kultur i antikken. Hele Det romerske Rige hvilede i princippet på græsk filosofi og kultur. Man ændrede lidt på udformningen, men ellers er det græsk mytologi og tænkning der går igen.

I renæssancen opstod der en fornyet interesse for antikken, i det der er betegnet som den humanistiske tradition. Det er her den borgerlige kultur blev grundlagt, med dens dyrkelse af individet og den menneskelige krop.

Fra 1500-tallet springer vi frem til 1800-tallets klassicisme, som er borgerskabets økonomiske og politiske gennembrud; camoufleret som græsk antik i byggestil, klædedragt og møbler. Af denne korte skildring kan man se, at antikken optræder som en kilde til inspiration i forskellige epoker. Kan antikken blive en inspiration for det 21. århundredes mennesker? Det mener jeg godt den kan.

 

Den antikke kultur var et gennembrud for den menneskelige tænkning, og det er særligt her jeg mener, at den kan være af interesse for os. Mange overser, at der fandt en skarp ideologisk brydning sted mellem de to hovedretninger i filosofien – materialisme og idealisme. Det var idealismen der sejrede, men selve kampen mellem de to retninger rummer en varig lære, der har betydning den dag i dag.

 

En anden side af grækernes kultur var deres videnskabelige indstilling til alle livets forhold. Deres oprigtighed, grundighed og viljen til at udvikle erkendelsen gennem dialog. Og her er vi ved det centrale, som jeg mener vi bør videreføre – den græske dialektik. Den erkendelse at det nye opstår gennem brydninger, og at modsætninger er sunde (eller uundgåelige).

Det er efter min mening den vigtigste nyskabelse vi har arvet, og som vi på alle områder må videreføre og dyrke. Den hænger nøje sammen med en videreudvikling af demokratiet, til en højere form end den nuværende. Evner vi at skabe dialogen, formår vi også at forny demokratiet.

 

De tolv essays om antikken der er medtaget her, viser forskellige sider af den græske kultur, og hvordan den påvirker os i dag. Det er særlig gennem læsningen af Otto Gelsteds prosa og poesi, at jeg har fået denne interesse. Hans bøger rummer en umådelig inspiration, til at sætte sig ind i den græske antik, i kulturen fra Hellas