Nelson Mandela

Oprettet: 19.05.2017 - 16:39
Lars Ulrik Thomsen

 

Når jeg understreger demokrati-spørgsmål i dette indlæg, skyldes det den betydning det har for samfundet i dag. Vi ser en stadig større afmagt hos mennesker over for det politiske liv, hvor beslutninger træffes hen over hovedet på dem, i stedet for at inddrage dem i beslutningsprocessen.

 

 

Kampen mod Apartheid-styret i Sydafrika blev fulgt med levende interesse i Danmark, hvor arbejderbevægelsens partier og bevægelser støttede op om de sortes frihedskamp. Denne frihedskamp er skildret i adskillige bøger og film, og jeg vil her koncentrere mig om to nyere film.

 

´Vejen til frihed´ fra 2013 er en fascinerende film. I de godt halvanden time den varer, sad jeg som tryllebundet til biografsædet. Det er en film om en afrikansk adelsfamilie, der stadig holdt de gamle traditioner i hævd, hvor Nelson Mandela måtte igennem en manddomsprøve som andre unge på hans alder.

I kraft af familiens status fik Mandela mulighed for at uddanne sig som jurist, noget der i høj grad skulle hjælpe ham og ANC, i de mange retssager der blev ført om frihedsbevægelsens kampe.

Filmen viser hvordan denne kamp tog til i styrke, og hvordan de ledende i ANC blev arresteret og fængslet på Robben Island ud for Johannesborg.

Nelson Mandela og hans kammerater tilbragte 27 år i denne KZ-lejr som stenhuggere. Det er den mest dramatiske del af filmen, hvor fangernes kamp for selvrespekt er skildret på overbevisende måde.

Der hvor jeg havde det svært, var, da Nelson Mandela og den øvrige ledelse er blevet frigivet og anbragt i en lejlighed i Johannesborg. Naturligvis blev de overvåget af sikkerhedstjenesten, men jeg forstod ikke Mandelas accept af, at blive flyttet væk fra kammeraterne, til en villa i en af forstæderne til Johannesborg.

 

I filmen understreger Mandela gang på gang at det handler om at vise lederskab. Javel, men det må ske i samdrægtighed med kollektivet og en fælles analyse af situationen.

Når jeg understreger denne episodes betydning skyldes det, at vi bombarderes med myterne om den store mand, eneren, den lysende begavelse. De findes utvivlsomt, men de kan ikke optræde som enkeltpersoner uden at være en del af en demokratisk og fælles beslutningsproces.

Det er et meget vigtigt spørgsmål i nutidens samfund, at medier, litteratur og musik kredser om geniet og det altafgørende betydning for kulturlivet.

Dermed skaber man en kløft mellem ledere og folket, som ikke er til gavn for andre end modstandere af demokratiet.

 

Der er et andet spørgsmål som optog mig i filmen. Det var konflikten mellem Nelson Mandela og hans kone Winnie Mandela. Den bryder ud i lys lue da Mandela bliver løsladt og forsøger at blive forenet med sin kone og børn. Det viser sig at der er uoverstigelige modsætninger imellem dem fordi Mandela ønsker en fredelig overgang til et demokratisk styre, mens Winnie Mandela ønsker at fortsætte den væbnede kamp mod de hvide i Sydafrika.

Det er indlysende at Nelson Mandelas vej var den rigtige, fordi der var tale om en demokratisk revolution i lighed med de borgerlige revolutioner i Europa i det 19. århundrede. Det skal man holde sig for øje, når man diskuterer et lands udvikling. Uden en historisk sammenhæng bliver enhver analyse bliver den meningsløs.

Det var et kæmpe fremskridt for Sydafrika, at revolutionen foregik fredeligt og uden at ende i en borgerkrig. Det havde været alternativet til den fredelige overgang, som Nelson Mandela stod for.

ANC skabte gennem sin mangeårige kamp, grundlaget for at den sydafrikanske befolkning kunne uddanne sig og kæmpe for en anden fordeling af velstanden mellem sorte og hvide, som den dag i dag udgør et stort problem.

 

Et andet problem som ANC må løse er spørgsmålet om korruption i bevægelsen hvor lederne har tilranet sig privilegier i et omfang, der fjerner dem fra den almindelige sydafrikaner. Her er der brug for en udrensning af karrieremagere og spekulanter.

Den anden film om Nelson Mandela som jeg vil omtale, er ´Invictus´fra 2015, ordet invictus stammer fra latin og betyder uovervindelig. Det er også en reference til et digt av den engelske viktorianske digter William Ernest Henley´s digt Invictus, hvor det i sidste vers hedder:

 

Jeg er min skæbnes herre:

Jeg er min sjæls kaptajn.

 

Det var et digt som Nelson Mandela havde skrevet af og gemte i sin fængselscelle. Ja, de var i sandhed uovervindelige de tapre modstandsfolk i ANC, der satte livet ind for at kæmpe for lige rettigheder med de hvide.

Filmen handler om et afrikansk rugby-hold, fortrinsvis bestående af hvide, som Nelson Mandela fatter interesse for, fordi det kan indgå i den forsoning mellem racerne som han tilstræber.

Filmen er godt lavet, historien fanger fra begyndelsen og holder sig gennem hele filmen. Det interessante er den mentale ændring der foregår på holdet, symboliseret af holdets kaptajn Pienaar.

Han bliver inviteret til te hos Mandela og her forklarer han Pienaar om sine planer for holdet.

Det indebærer at kaptajnen begynder at forstå Mandelas tankegang, men også den kamp der er gået forud på Robben Island i 27 lange år.

Rugby-holdet sejler ud til Robben Island og besøger fængslet, der nu et museum. De ser cellerne på nogle få kvadratmeter og de kummerlige forhold, som de lænkede fanger måtte arbejde under.

Det er utroligt flot gjort af instruktøren Clint Eastwood, der selv har en lang karriere som skuespiller bag sig.

Filmen bygger op til den helt store begivenhed VM i rugby, der holdes i Sydafrika og med finalisterne New Zealand og Sydafrika i hovedrollerne. Jeg vil sent glemme den krigsdans Haka som det New Zealandske hold opfører på grønsværen, umiddelbart inden kampen starter. Haka er en traditionel krigsskrig, dans fra New Zealands Māori-folk. Det er en dans udført af en gruppe med kraftige bevægelser der stamper i jorden og et råbende akkompagnement.

Efter filmen sad jeg tilbage med lidt af den samme fornemmelse som efter ´Vejen til frihed´, den første film jeg omtalte. Det er igen ´den store mand´ som tør gå sine egne veje, og trodse de nærmestes advarsler om, at han vil isolere sig politisk ved at handle som han gør.

Alternativet kunne være at vise dialoger i ANC med andre af bevægelsens ledere, om det rigtige i den kurs som Mandela valgte. Der har sikker også været brydninger i ANC´s nationalråd om disse spørgsmål, og det ville have givet filmen en større autencitet ved at vise hvordan modsætningerne blev løst.

 

Når jeg understreger dette spørgsmål skyldes det den betydning det har for samfundet i dag. Vi ser en stadig større afmagt hos mennesker over for det politiske liv, hvor beslutninger træffes hen over hovedet på dem, i stedet for at inddrage dem i beslutningsprocessen.

Den udvikling jeg har skildret her i de to film er naturligvis ikke enestående. Det er den gennemgående linje i mange film, især engelske og amerikanske. Det er ´enerens´ kamp mod overmagten ofte med brug af stærkt voldelige midler, men han kommer som regel igennem med sit forehavende, hvad enten det er at afsløre magthaverne, eller få hævn for sin egen personlige skæbne.

Enhver med en smule politisk forstand ved, at sådan foregår det ikke i virkeligheden. Man må forene sig i partier eller bevægelser, for at få indflydelse på det politiske liv og samfundets udvikling. Derfor havde det også været bedre, at inddrage denne del i skildringen af Nelson Mandelas begivenhedsrige liv.

 

Det kunne have tjent som et eksempel for andre lande, der også kæmper med store modsætninger mellem gamle kolonimagter og nye demokratiske rejsninger, tænk på hele udviklingen i Mellemøsten i det der er blevet kaldt ´Foråret i den arabiske Verden´ i 2011.

Men det gælder i høj grad også andre verdensdele, f.eks. Latinamerika og de store brydninger der foregår der, eller vores egen del af verden, hvor vi ser demokratiet skrumpe gevaldigt i de seneste årtier.

Dermed har fortællingen om Nelson Mandela en videre betydning ud over Sydafrika, som en leder der viste stort personligt mod, og som arbejdede for lige rettigheder for alle i det sydafrikanske samfund.

 

 

PS. Indlægget har været bragt som kronik i Flensborg Avis den den 17.5.2017.