Tre digtere - tre brødre

Oprettet: 24.03.2017 - 19:27
Lars Ulrik Thomsen

 

 

Poesien burde efter min mening indtage en meget mere betydningsfuld plads end den gør i dag. Som en inspiration til læsning vil jeg kæde tre digtere og deres udvikling sammen, for at vise, hvordan der trods de store geografiske afstande er en fælles stræben efter fred, arbejde og socialt fremskridt.

 

 

 

Digterne er Nazim Hikmet, Pablo Neruda og vores egen Otto Gelsted. Jeg kunne med lige så fuld en begrundelse have valgt andre af verdenslitteraturens digtere, men når valget falder på de tre, er det fordi de står som noget særligt for mig.

I oldtiden levede der en berømt digter ved navn Homer. Måske er det en samlebetegnelse for flere digtere, men under alle omstændigheder er nogle af de store begivenheder i oldtiden blevet tillagt ham, og i de første 600 år overleveret fra mund til mund ved fester og sammenkomster.

Navnet Homer forbindes med noget af det mest livsbekræftende der nogensinde er skrevet, og hans værker har dannet skole for mange andre digtere og forfattere i antikken.

 

Ja, der er sågar filosoffer der mener, at grækernes store interesse for poesi befordrede udviklingen i de græske videnskaber omkring tænkning og videnskab. F.eks. den berømte filosof Heraklit.

For Otto Gelsted blev mødet med den græske digtning et afgørende vendepunkt i hans ungdom, og siden beskæftigede han sig indgående med græsk kultur og sprog. Det førte til hans selvstændige bearbejdning af Iliaden og Odysseen som er kommet i mere end 14 oplag. De to bøger er blevet folkeeje i Danmark og blev i mange år brugt som konfirmationsgaver, eller ved andre særlige lejligheder. Her følger et uddrag af digtet Munkene og Homer:

 

Græsk! En rystende Olding

skanderer i hoppende Takt

homeriske Heksametre

og blå bliver Stuen af Pragt.

 

Brusende blåt går Havet,

og blåt er det blæsende Rum.

Funklende Afrodite

står i det gnistrende Skum.

 

Mod øen af Middelalder

og Mørket, vi mugnede i,

skyllede, Hellas, din frie,

strålende Havharmoni.

 

Det gik mig som Gys i Sjælen,

som brede Striber af Lys.

Det var som et eneste vældigt

befriende Skabelsesnys.

 

Jeg glemte det aldrig siden,

og Kors og Tornekrans

blegnede og blev borte

i den homeriske Glans.

 

Den tyrkiske digter Nazim Hikmet har også fælles rødder med Homer. Det var naturligt for ham at gøre brug af en tradition, der netop er udsprunget af det tyrkiske og græske øhav, hvor heltene fra antikken levede. f.eks. er Hikmet digtcyklus Sheikh Bedreddins epos inspireret af oldtidens kampe, for at frigøre de tyrkiske bønder fra datidens herremænd og deres undertrykkelse. Et bondeoprør der for øvrigt bredte sig til resten af Europa og Danmark i 1500-tallet.

 

Pablo Neruda var fuldblods chilener og rundet af det fantastiske landskab i det sydlige Chile, Araucania. Som en ægte kosmopolit rejste han i sin ungdom rundt i Sydøst Asien, som chilensk konsul. Senere flyttede han til Europa og oplevede den spanske borgerkrig. Disse oplevelser bragte ham tæt på den samme kulturtradition som Hikmet betjente sig af; den antikke digtning som gennem generationer var videreudviklet i den spanske tradition, f.eks. i Garcia Lorcas digtning.

Disse år i Spanien modnede Neruda menneskeligt og politisk, til det høje stade han opnåede i sin digtning. Her følger et uddrag af digtet Den internationale brigades ankomst til Madrid:

 

En morgen i en kold måned,

en døende måned, plettet af snavs og røg,

en måned uden knæ, en sorgens måned

med belejring og ulykke,

da vi gennem de våde ruder i mit hus

kunne høre de afrikanske sjakaler

hyle med rifler og tænder fulde af blod, da

mens vort eneste håb kun var en drøm om krudt,

mens vi allerede troede

verden kun var fuld af grådige uhyrer og furier,

netop da, brydende gennem frosten i Madrids kolde måned,

i morgendisen,

så jeg med disse øjne her, med dette hjerte på udkig,

så jeg dem komme, de lyse, alt besejrende kampsoldater

i den slanke, hårde, modne, glødende brigade af sten.

Den var angstens tid, da kvinderne

bar på et fravær som et frygteligt kul

og den spanske død, mere bitter og skarp end nogen

anden død,

fyldte markerne som hvede hidtil havde æret.

 

I gaderne forenedes menneskets sprængte blod

med vandet der fosser fra husenes ødelagte hjerter:

knogler af lemlæstede børn, mødrenes hjerteskærende

sorgklædte stilhed, de forsvarsløses

øjne lukket for stedse,

var som sorgen og tabet, var som en overspyttet have,

var troen og blomsten myrdet for stedse.

 Noget andet som de tre digtere havde fælles var forståelsen af enhedens betydning, både når det gjaldt om at bevare freden og for at fremme de sociale rettigheder. Hikmet og Neruda var efter krigen medlemmer af Verdensfredsrådet og mødtes utallige gange rundt omkring i verden, til stor glæde for dem begge, idet de var nære venner.

I sin kantate fra den berømmelige landskonference i Odense i 1938, har Gelsted i enkle ord beskrevet hvordan enheden mod fascismen vokser op nedefra og bliver en uovervindelig magt sådan som vi så det i Augustoprøret i 1943 hvor folket satte nazismen stolen for døren.

 Pablo Neruda var en nær ven af Salvador Allende. Sammen gennemrejste de Chile i kampagnen op til præsidentvalget i 1970. Først optrådte Neruda med oplæsning af sine digte, og senere talte Allende. Det var møder, som i de fjerneste egne af Chile, var med til at skabe gennembruddet for folkeenheden ved valget hvor Allende blev præsident. Efter valget kom Neruda til at indtage en fremtrædende placering i det chilenske samfund og han indtog flere ærefulde poster i diplomatiet.

 For Hikmets vedkommende tilbragte han mange af sine bedste år i fængslet, men desuagtet bærer hele hans poetiske værk præg af troen på de folkelige kræfter og deres sejr over reaktionen. Når man læser hans digte om det tyrkiske folk og deres kamp gennem århundreder og kampen for demokrati og national selvstændighed, får man den dybeste respekt for dette folk. Deres kultur er så rig at vi i Danmark kunne lære meget, både af deres litteratur, kunst og historie. Her følger et uddrag af digtet Den døde på Beyazit-pladsen:

 

En død mand ligger dér

kun 19 år gammel

under stjernerne om natten

under den bagende sol om dagen

på Beyazit-pladsen i Istanbul.

 

En død mand ligger dér

i hånden en lærebog foruden en drøm

afbrudt pludseligt der hvor den var klarest

nittenhundredogtres i aprilblæsten

på Beyazit-pladsen i Istanbul.

 

En død mand ligger dér

og blodet vil blive ved med at flyde

og sive ned i jorden

indtil levende mænd, mit folk

med frihedssange

begynder at erobre den store plads.

 

Som læseren vil se af disse korte uddrag af de tre digteres liv og deres værker, er de forbundet af det samme ideal og kampen for at realisere det. De videreførte alle tre de traditioner som vores demokratiske politiske liv bygger på i Danmark, at folket skal være suverænt og kunne bestemme over sit eget liv.

Disse galninge, der kaster sig op til herremænd og vil bestemme udviklingen, kommer uvægerligt til kort, fordi vores kulturelle rødder er så stærke. Det er bånd der ikke kan rives over uden ubodelig skade for hele vores eksistens.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Lars Ulrik Thomsen

    man, 27/03/2017 - 13:50

    Der er en lang tradition for at danske kunstnere – forfattere, digtere og malere - rejste til Italien som en dannelsesrejse. Otto Gelsted er ingen undtagelse og han opholdt sig i Italien over længere perioder, særlig på Amalfi-kysten og i Syrakus.

    Tre digtere – tre brødre er både et forsøg på at popularisere Otto Gelsteds forfatterskab, men det bringes også i anledning af, at bogen Otto Gelsted i Syden netop er udkommet.