Otto Gelsted i Syden

Oprettet: 13.03.2017 - 22:18
Lars Ulrik Thomsen

 

 

På min vej til biblioteket, mødte jeg en dag en journalist fra JydskeVestkysten. Han fik øje på den bog jeg gik med i hånden og udbrød: Otto Gelsted, han var engang et kendt navn i litteraturen!

Den bemærkning har jeg tænkt en del over, fordi den både rummer en sandhed, men også det modsatte.

Den er sand, fordi Otto Gelsted sammen med andre danske forfattere der var tilknyttet arbejderbevægelsen, stort set er gået i glemmebogen blandt de toneangivende. Den er usand, fordi Gelsted lever videre i mange menneskers bevidsthed, f.eks. i bibliotekernes læsekredse, og selvfølgelig især i den ældre generation.

Der er det særlige ved Otto Gelsted (og i øvrigt ved alle gode forfattere), at hans sprog er noget enestående. Det er enkelt, kernefuldt og fængende, man bliver revet med af fortællingen.

Det gælder både for Gelsteds poesi og for hans prosa. Han har en ganske omfattende produktion bag sig, der spænder meget vidt; romaner, noveller, digte, teaterstykker, oversættelser, kantater, børnebøger og meget andet.

forfatterleksikon.dk kan man ved selvsyn få et overblik over bredden i Gelsteds forfatterskab.

Siden sin tidlige ungdom, på et jesuiter-kollegium i Charlottenlund, fattede Gelsted interesse for antikken, særlig den i Hellas.

Det blev for ham en livslang gerning, at formidle glæden over den rige kultur i den græske civilisation, der strakte sig over mere end 1500 år.

Det samme lys kan genfindes i oversættelserne af Iliaden og Odysseen, som blev en af de største succeser i forlagets historie. Sagnet om Odysseus, der må bruge ti år for at nå hjem fra Troja, er udødeliggjort af Homer.

Efter at Odysseus skib forliste, drev han rundt på havet i fire døgn før han blev skyllet op på Faiakernes kyst (et græsk sagnfolk). Netop til det sted hvor han befandt sig var prinsesse Nausikaa kommet, for at vaske tøj sammen med sine terner:

 

 

Nausikaa kastede netop i kådhed en bold efter en af sine legesøstre, men traf hende ikke og bolden faldt ud i havet. Pigernes høje skrig vækkede Odysseus, sådan som Athene havde ordnet det. Han rejste sig overende på sit leje under oliventræerne og spurgte sig selv, om de klare pigerøster, der havde vækket ham, kom fra jordiske væsener eller fra fjeldets og kildernes nymfer.

Han besluttede at se efter og krøb ud af sit kratskjul. Med sin senede hånd brød han en løvrig gren af et træ og viklede den fast om livet af tugtigt hensyn til de unge piger. Så trådte han frem, og han lignede en bjergløve, der i tillid til sin kraft lader hånt om øsregn og storm og med gnistrende øjne søger sin fangst, ja i sin sult ikke går af vejen for at springe ind i den hegnede kvægfold efter et lam eller en ged. Samme nød tvang nu Odysseus, nøgen som han var, til at gå hen til de unge piger. ”

 

Odysseus overvinder sin forlegenhed og taler nu til den unge prinsesse i blomstrende vendinger:

 

Prinsesse, jeg knæler for dig, enten du nu er en gudinde eller et menneske. Er du af gudeslægt, da tror jeg du er Zeus' datter Artemis, hende ligner du jo fuldstændig af ansigt og skikkelse.

Men er du født af mennesker, så priser jeg din fader og værdige moder og dine brødre tre gange lykkelige. Deres hjerter må jo opvarmes af glæde, hver gang de ser din skønhed stråle i ringen af dansende. Men lykkeligst af alle priser jeg den mand, der kan fæste dig til hustru og føre dig hjem i sit hus.”

 

Herefter blev Odysseus inviteret til en festmiddag sammen med kongefamilien og hoffet. Efter at have fortalt om alle sine genvordigheder modtager han et væld af gaver og et fuldt bemandet skib der skal føre ham til Ithaka, hans hjemegn.

 

Otto Gelsted er en af de forfattere, som er rundet af det danske folk, og vores langvarige demokratiske traditioner. Det er en tradition der i virkeligheden begyndte med Ludvig Holberg der både skrev for folket, inspireret af folket: Prosa, epistler, teaterstykker, rejsedagbøger mv.

Gelsted videreførte denne tradition og fornyede den, så hans forfatterskab gav genlyd i hele Norden, ja også uden for. Han forstod det nye i tiden, at nye samfundsforhold var på vej, og derfor forbandt han også sit virke med arbejderbevægelsen, sådan som andre kendte danske forfattere; Martin Andersen Nexø, Hans Kirk, Ditte Cederstrand, Hans Scherfig og mange andre.

Det befordrede hans interesse for de socialistiske lande, hvor han bl.a. besøgte Grusien (det nuværende Georgien) ved Sortehavskysten. Hertil kom rejser i hele Sydeuropa, særligt Italien, hvor han opholdt sig i lange perioder. Særlig det danskejede kloster San Cataldo ved Amalfi-kysten var et foretrukket mål for Otto Gelsted. Fra samlingen Digte fra en Solkyst bringes her digtet Tøv dog:

 

Ikke detaljer! Rummets storhed
vil jeg fatte med mine hænder,
drikke med solfødte øjne solen.

Dag vil jeg lægge til dag og mætte
sindet som vinen modnes på skrænten,
indånde luften med bredere skuldre.

Ikke detaljer! Slet de daglige
småting ud og bad dig i havluft,
spred dine tanker som palmegrene!

Det er jo lykken der gæster dit hjerte.
Luende korn den og døden, dens skygge,
skræmtes tilbage og veg for dens solglans.

Øjeblikket vil ikke tøve, piler
forbi på svalevinge.
Vældige hviler bjergene, tiden

svinger dem rundt som fygende gnister.

Jeg har selv haft den glæde at bo i Italien i drengeårene, og oplevet glæden ved mennesker og natur på Po-sletten, i nærheden af Bologna. Jeg fik den italienske hverdag helt ind på livet, da jeg som syvårig gik i en katolsk skole, og oplevede en helt anden kultur end den jeg var vant til fra Danmark. For mig var det en eventyrverden at færdes i det smukke landskab, på bøndergårdene der hvor vi boede, eller på byens markeder med dens overdådighed af frugter, oste og andet godt til ganen.

Otto Gelsted interesse for syden satte sig dybe spor i hele hans forfatterskab, han levede sig ind i den græske ånd, og formåede at omsætte den til vores nordiske forhold.

 

 

Må glemselen af Gelsted blive gjort til skamme, og hans store forfatterskab, hans lysende begavelse og interesse for alt det nye der rørte sig, igen vil slå rod hos ungdommen, der nok forstår at værdsætte gedigen og ægte kunst.

I digtet Munkene og Homer skildrer Gelsted den noget trange luft på jesuiter-kollegiet, indtil en rystende olding skanderede homeriske digte, og blå blev stuen af pragt. Det er den samme livsglæde vi mærker verset om Afrodite:

 

Brusende blår går havet,

og blåt er det blæsende rum.

Funklende Afrodite

står i det gnistrende skum.

 

Otto Gelsted understregede også, at trods han store kærlighed til syden, var det hans opvækst på Fyn og det fynske landskab der stod ham nærmest. Hans mor var født og opvokset på Fænø, der ligger smukt i Lillebælt. Det kan man ved selvsyn opleve, ved at læse Fyns Land der udkom under besættelsen.

 

PS. Citaterne fra Odysseen er hentet fra Otto Gelsteds oversættelse, der udkom på forlaget Thaning og Appel i 1987.

 

 

 

 

 

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Lars Ulrik Thomsen

    lør, 18/03/2017 - 10:29

    Kan man sidestille Otto Gelsted med H.C. Andersen? Når jeg sammenligner H.C. Andersens rejsebeskrivelser i ´Improvisatoren´ med Otto Gelsteds digte og prosa fra Italien, er der mange ligheder. Især deres beskrivelser af Amalfi, Pæstum og Capri viser sammenfaldende træk, og en fælles beundring for italiensk kultur og historie. To store danske forfattere, som fortjener at blive værdsat for deres bidrag til dansk prosa og poesi.

    Som eksempel bringes her et uddrag fra H.C. Andersens Improvisatoren om Amalfi:

    »Som buegange lå de nede i søen de åbne dybe huler, lange brændinger legede derinde. på den fremspringende fjeldspids lå et kastel, en sky gled hen under dets murkrone . . .
    Den store skønheds fylde overvældede mig. Gid at alle jordens slægter kunde skue denne herlighed! ingen storm fra nord eller vest bringer kulde og vinter til denne blomstrende have, på hvis terrasse Amalfi ligger.
    Kun fra øst og syd kommer luftningen, den varme luftning fra orangernes og palmernes land hen over det dejlige hav. Fra bredden højt op af bjergsiden hænger byen med sine hvide huse med de flade østerlandske tage, højere oppe stige vinhaverne, en ensom pinje løfter sin grønne skærm op i den blå luft, hvorpå bjergryggen, det gamle kastel med sin ringmur tjener skyen til leje.«

    Og som et billede på det sydlandske liv, bringes her et digt fra samme egn af Otto Gelsted med titlen Dragekløften:

     

    Dragekløften — hernede har levet

    fordum et firben, stort som en okse.

    Gennem vin og oliven sneg det sig

    med en sprællende mand i munden.

     

    Endnu hærger den fule drage,

    og vi har kaldt den med navnet: Døden.

    Lad os da nemme den gamle visdom:

    drikke vinen fra Dragedalen!

     

    Blå og liflige hænger de modne

    drueklaser i vinstokhaven.

    Løft dit glas og lad gennem svælget

    glide glødende Dionysos!

     

    Fra Digte fra en solkyst.