Mønsterbryder

Oprettet: 27.05.2016 - 20:30
Lars Ulrik Thomsen

Historien rummer mange eksempler på mønsterbrydere; videnskabskvinder/mænd, kunstnere og forfattere som har brudt nye veje for menneskeheden

 

I dets nuværende og gængse betydning er det en person, som bryder med den sociale baggrund, som vedkommende er vokset op med.

Dermed er det blevet et spørgsmål om social opstigen, at man hæver sig over den klasse man kommer fra.

Men mønsterbryder kan også have en anden betydning, nemlig den som kunstnere eller forfattere, der bryder med den traditionelle tænkning og samtidens opfattelser, har.

Vi kender allerede i antikken eksempler på mønsterbrydere. Prometheus er vel nok en af de mest kendte. Han bragte lyset og alle former for kunst til menneskene. Som straf blev han af Zeus lænket til en klippetop i Kaukasus.

Af kvindelige eksempler er Antigone og Elektra ægte mønsterbrydere, der sætter livet ind for deres holdninger.Hvad vil det sige at være en ægte mønsterbryder i dag?

Efter min mening er det et spørgsmål om at være i overensstemmelse med det nye som er på vej, men som endnu ikke er brudt igennem i samfundets udvikling. En mønsterbryder er forløberen for det nye.

Det er den sande betydning af ordet, og ikke et spørgsmål om personlig karriere. En mønsterbryder må byde magten trods, selv om det er ilde hørt og kan koste dyrt.

I denne sammenhæng er der flere eksempler på danske mønsterbrydere; Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø, Otto Gelsted, Hans Kirk, Hans Scherfig, Ditte Cederstrand, Carl Scharnberg og Rudolf Broby-Johansen.

Det er denne tradition jeg gerne vil videreføre, fordi den er i overensstemmelse med fællesskabets interesser og idealer.

 

Bogen Mønsterbryder, der er en erindringsbog, udkommer på forlaget Populi den 1. juni.

Se mere på bibliotek.dk