Phaetons færd

Oprettet: 24.03.2016 - 13:59
Ovid

I sin Poetik omtaler Aristoteles springet fra en tilstand til en anden: ”Skæbneomslaget er som sagt den pludselige forandring i det der foregår, til det modsatte, og dette må, som vi jo hævder, ske med sandsynlighed eller nødvendighed.” (Kap. 11)

Det er det vi oplever i Phaetons færd, hvor glædens og lykkens mulighed forvandles til det modsatte:

 

Men rask springer ynglingen op og tynger kun lidet i vognen, står deroppe og mærker med fryd de smidige tømmer i hånden og takker sin far, som ikke glædes ved takken.

 

Solens bevingede heste, Pyróis, Eóus og Aethon, og ohlegon, der var den fjerde i spandet, fylder imedens luften med flammende vrinsk og stamper med hoven på tærsklen.

 

Uden at ane sin dattersøns skæbne åbner da Tethys leddet og giver dem hele den vældige himmel til bane. Fremad stormer de så og slår med hoven i luften, sprænger sig vej vej gennem tåge og sky og, løftet på vinger, overhaler de Eurus, der også kommer fra østen.

 

Liden er vægten, umulig at mærke Solgudens heste, og åget tynger dem ikke så hårdt, som det plejer at gøre. Ligesom buede skibe ruller, når ballasten mangler, og slingrer og hugger i søen, fordi de er blevet for lette, således hopper hans vogn, og den danser, fri for sin vante vægt, og den springer i vejret og føles helt som en tom vogn.

 

Firspandsgangerne mærker det snart og forlader den slagne bane og løber nu ikke mer ad den rute, de plejer. Selv er han bange og ved ikke, hvor han skal styre, og kender vejen — og gjorde han, lystred de ikke.

 

Storebjørn ellers så kold, blev varm i strålernes hede og søgte forgæves et bad i det hav, der er den forbudent, ligger så tæt på Nordpolens is, og som ellers, dorsk af kulde, slet ikke er nogen rædsel for nogen, varmedes op og hvæsede fælt i nyvunden vildskab. selv du, Bootes, der ellers er langsom

og hæmmet af Kærren, blev bange og løb det bedste, du kunne.

 

Stakkels Phaethon ser deroppe fra aetheren ned på jordens lande, der strækker sig langt, langt nede i dybet. Han blegner i pludselig rædsel, hans knæ begynder at skælve det sortner for øjnene af ham i alt det lys, der er om ham.

 

Havde han aldrig, ønsker han, fået sin fars ekvipage, aldrig fornummet sin æt og aldrig fået sin vilje! Nu vil han helst være Merops' søn; men han rives af sted som skib uden ror i orkan, når kaptajnen har opgivet styring og sætter sin lid alene til himlen og til sine bønner.

 

Hvad skal han gøre. Thi meget af himlen har han bag ryggen, mere foran sig. Han måler i tanken det ene og andet og kigger snart frem imod solnedgangen, han aldrig skal nå til, snart tilbage mod østerlide, og hvad han skal gøre, aner han ikke, og tøjlerne mægter han hverken at slække eller at stramme, og han har glemt, hvad hestene hedder.

 

Sære undere ser han omkring på den brogede himmel og Fyldes af skræk ved at se de vældige billeder af vilddyr. Der findes et sted, hvor Scorpius krummer sin tvillingeklosaks og med sin hale og lemmer, der stritter til højre og venstre, strækker sin leddede krop gennem to figurer på himlen. Sort var dyret af edder og gift, og da drengen fik øje på det og så dets krummede klosaks true med vunder, slap han tøjle og tømme, afmægtig af isnende rædsel.

 

Straks da hestene kildes af tømmerne på deres rygge, løber de løbsk og, uden at lade sig hæmme af noget, farer de frem gennem ukendte egne, og hvor de har lyst til, springer de op og støder imod de fæstnede stjerner øverst i hvælvet — af sted med vognen ad vejløse baner, snart helt oppe og snart med styrtdyk i afgrundes dybder ned imod rummet, der strækker sig tæt over jorderigs lande.

 

Luna ser med forundring sin broders gangere løbe under sin egen bane, og skyerne svides og ryger. jorden bryder i brand overalt, hvor den rager i vejret, berøvet sin fugtighed tørrer den ud og begynder at revne. Gråhvid af aske er engen, og blad og træ står i lue, kornets knastørre strå er brændslet, der lægger det øde.

 

VERDENS BRAND

 

Værre end det! — Hele byer forsvinder med samt deres mure, og brande forvandler riger med samt deres folk og nationer til aske, og skove fortæres af luer med samt deres bjerge.

 

Athos brænder, Ciliciens Taurus og Tmolus og Oeta, Ida, nu tør, men engang bestrømmet af tusinde kilder, musernes Helicon, Haemus, der senere kaldtes Oeagrisk.

Etna flammer i sky, med dobbelte masser af luer, tvillingetinden Parnassus og Eryx og Cynthus og Othrys, Rhodope, som nu omsider har mistet sin snedragt, Mycale, Dindyma, Mimas, Cithaeron, skabt til maenadernes rasen. Selv Scythiens kulde hjælper nu intet: Thi Kaukasus brænder, Ossa med Pindus og også Olympen, større end begge, Alpernes knejsende tinder og Appenninernes toppe.

 

Phaethon så, at han havde sat ild på hele den vide verden, at intet formåed at udholde luernes vælde; luften, han åndede ind, var glødende som fra en skaktovn, og selve vognen, han står i, mærker han hvidne af hede.

 

Overvældet bliver han nu af asken i luften, indhylles helt i den brændende røg, og skjult af det sorte mørke sanser han nu ikke længere hvor eller hvorhen, men lar sig rive af sted, som de flyvende heste bestemmer.

 

Dengang tror man det skete, at blodet kom op under huden på Aethiopernes folk og blev svedet, så de blev sorte; dengang mistede Libyen vandet og blev til en ørken, dengang jamrede nymfer med udslået hår over døde kilder og søer: Boeotien savner sin Dirce, og Argos savner Amýrones væld og Ephýre sin klare Pirene.

 

Ej heller floder i hver sin ende af verden er sikre. Tánais koger og damper midt i sit løb, og den gamle Pénénus ryger, og ryge gør Teuthraselven Caicus, Ismnus' hastige strøm og Phegias' å, Erymanthus, Xanthus (der siden atter skal brænde), den gule Lycormas, samt Maeander, der leger sin bølge frem og tilbage, Thrakiens Melas og Lacedaemons skønne Eurotas.

 

Eufrat, Babylons flod, står i brand, og i brand står Orontes, Thermodons buldrende fosse og Ganges og Phasis og Donau. Alphéus syder og koger, Sperchios' bred står i flammer, guldet, som flyder i Tagus, smelter i heden af ilden. Svanen der nyligen fyldte Maeoniens bredder med sange, brænder sin fod midt ude i bølgen af sin Carstros.

 

Nilen flygter til verdens ende i rædsel og skjuler sin kilde (så at den stadig er ukendt!). Tomme og tørre ligger deltaets lejer som dybe, støvede dale.

 

Lige så galt er det fat med Thrakiens Hebrus og Strymon og både med Rhinen og Rhonen og Po i Hesperiens lande, med Tiberen selv, den flod, som verdensmagten var lovet.

 

Jorden revner, og lys trænger ned til Tartarus' rige og skræmmer dets drot og hans dronning. Selv havet trækker sig sammen,

og der, hvor bølgerne skylled, der er der nu sletter af tørt sand; hakker og bjerge på bunden af havet dukker af væden, så der blir fler af de spredte Kyklader i arkipelaget.

 

Fiskene søger til bunds, og delfinerne tør ikke længer springe i buer med ryggene op over vandet som ellers. Livløse sælhunde flyder omkring med bugen i vejret på havet; ja, det berettes, at selveste Nereus og Doris og døtrene med måtte ned i en lummer beskyttelsesgrotte. Tre gange voved Neptunus at løfte sin arm og sit barske åsyn af søen, og tre gange måtte han vige for ilden.

 

JORDENS KLAGE

Men som hun lå med havet omkring sig, løftede Jorden imellem dets vover og alle de kilder, der havde søgt tilflugt i deres moders mørke, beskyttende liv, sit forpinte blik, og med hovedet sprukkent og tørt fra isse til hage lagde hun hånden for panden og rystede alt i et vældigt jordskælv, medens hun sænked sig lidt, og nede fra dette lavere leje lød hendes hellige stemme således:

 

"Er det din vilje og har jeg fortjent det, hvad tøver dit lyn for, højeste guddom? Er ilden min skæbne, så send den personlig! Lad mig dog få den trøst, at jeg ved, det er dig, der har sendt den! Knap formår jeg at åbne min mund for at tale således!" (Røsten kvaltes i røg.) "Se blot mine afsvedne lokker, og hvor mit øje er dækket af aske, af aske mit åsyn!

 

Er det den løn og den tak, som jeg får for altid at være frugtbar og for tålmodigt at tåle sår af det krumme plovjern og hakkernes spidser og plages året igennem? For at jeg giver bæsterne løv og menneskeslægten kornet, den milde ernæring, ja, jer den virak, I høster!

 

Så lad da mig være skyldig til døden! Men hvad har vel bølgen, hvad har din broder vel gjort? Hvorfor skal det rige, han ejer, havet, synke og neje sig dybere ned under himlen?

 

Røres du ikke af min og din broders skæbne, så ynk dog himlen — din egen bolig! Se begge poler, betragt dem! Begge to ryger! Og lider de skade ved ilden, så styrter jeres haller i grus! Se, Atlas begynder at vakle, mægter nu knap nok mer at skuldre den glødende verden!

 

Hvis have og lande forgår, og himmerigs slotte går under er vi tilbage i kaos. Red dog fra flammernes rasen, hvad der endnu kan reddes, og frels universet fra våde!"

 

Tellus tav. Nu mægted hun ikke længer at bære heden eller at sige mere, men skjulte sit hoved dybt i sig selv og i hulerne nede ved skyggernes rige.

 

PHAETONS FALD

 Al magts fader tog samtlige guder og den, der letsindigt lånte en ungersvend vogn, til vidne på, at hvis ikke han nu skred ind, ville verden forgå. Så besteg han Olympen, hvorfra han sender sit skydække ud over jorderigs lande, hvorfra han lader sit tordenbrag runge og lynene glimte. Men skyer at dække landene med eller piskende byger at lade falde fra himlen — det havde han nu ikke mere.

 

I lun tordner og løfter sin kile mod øret til højre og sender lynet imod den uheldige kusk og skiller ham både I la liv og fra vogn og kvæler de grådige flammer med ildkraft.

 

Hestene skræmmes og giver et spring i den modsatte retning, river sig ud under åget og sprænger tøjler og seler. Hist ligger tømmer og her ligger fortøjet, revet fra stangen, d& ligger eger fra smadrede hjul, og over det hele ligger der rester af vognen, knust i tusinde stykker.

 

Phaetons rødblonde hår står i lysende lue, imedens han styrter i afgrundens dyb og føres af sted gennem rummet, som undertiden en stjerne på nattens strålende himmel, selvom den ikke falder, så dog kan se ud til at falde. Fjernt fra hans fædrene land opfanger Eridanus' store strømme hans fald og tvætter hans krop og rygende åsyn.

 

Vesterlandets najader begraver hans lig, som det ryger, brændt af lynenes siksak, og sætter et vers på hans gravsten: Phaethon hviler herunder. Han styred sit fædrene forspand. og har han end kørt sig ihjel, så var det dog modigt at køre.

 

Thi syg og elendig af sorg tilhylled hans fader sit ansigt, og sagnet — om vi da vælger at tro det — beretter, at en dag hengik, uden at solen stod op. Men brandene lyste, således at katastrofen dog var til nytte for noget.

 

CLYMENE

 Clymene klaged så bittert, som ulykken gjorde fornødent, og vandrede så, fortabt i sin kummer, i sæk og i aske, landene rundt for at finde først hans livløse legem, siden hans blegede bene, og benene fandt hun omsider stedet til hvile på fjerne og fremmede bredder. Hun knæled ned på hans grav og vædede navnet, hun læste på stelen, med sine tårer og blottede brystet og varmede stenen.

 

 PS. Dette er et uddrag af Anden sang fra Otto Steen Dues oversættelse af Ovids Forvandlinger. Hvis man sammenligner med Euripides´ Phaeton virker denne oprindelige udgave mere fortættet og dramatisk. Den findes i en engelsk udgave bearbejdet af James Diggle.