En afrikansk odyssé

Oprettet: 07.01.2016 - 17:43
LarsUlrik Thomsen

I 1960´erne og 70´erne var vi mange unge der rejste rundt i verden på tommelfingeren. Det gav en helt ny oplevelse, at møde unge fra andre lande og høre deres forventninger og håb til fremtiden.
Min første rejse gik til Israel hvor jeg arbejdede i Kibbutz, noget som mange unge gjorde dengang. Vi stod op klokken fem og arbejdede til kl. to, resten af dagen bestod af undervisning i hebræisk og Israels historie. Livet i Kibbutzen var meget særpræget, idet alle havde lige løn og udførte alt arbejde på skift, f.eks. køkkentjansen. Det var kort før 6-dages krigen i 1967 og overalt kunne man mærke den spændte situation. Jeg husker fra denne tur, et møde med nogle unge palæstinensere, som interesseret ville vide min holdning til konflikten. Dengang som nu, sympatiserer jeg med palæstinensernes krav om, at blive behandlet ligeværdigt uden diskrimination. På trods af utallige fredsinitiativer er der ikke sket nævneværdige fremskridt, og tusinder af mennesker har boet hele livet i en flygtningelejr.

I begyndelsen af 1969 tog jeg på en længere rejse, først ned gennem Europa, dernæst gennem Marokko til Algeriet og derfra stik syd gennem Sahara.
Rejsen foregik med en blanding af person- og lastbiler og gik egentlig forbløffende hurtigt. På en uge nåede jeg Gibraltar, og krydsede herfra strædet med en færge til Ceuta, i Marokko.
Her var det som at komme til en helt anden verden. Mere eksotisk og sprudlende, med markedet som det centrale mødested i alle større byer. Som ung indåndede man alle de nye og ukendte dufte og spændende indtryk af folkelivet. På et marked blev jeg budt på en kop te af en Tuareg (medlem af berber-folket i det nordlige Sahara) som var klædt i de folderige, lange gevandter med et farverigt hovedklæde.
Tålmodigt hældte han teen frem og tilbage, indtil den havde fået den rigtige konsistens. Derefter blev den serveret i et glas med stykke fra en sukker-pyramide, det smagte himmelsk!
Denne gæstfrihed var noget som prægede hele min rejse gennem Afrika. Overalt blev jeg budt velkommen og behandlet med venlighed.

Efter endnu en uge nåede jeg frem til en grænsepost i det sydlige Algeriet – Rali Salem. Her var vi en gruppe unge, fortrinsvis franskmænd, der ventede på en kørelejlighed gennem Sahara. Efter nogle dages ventetid kom der to solide lastbiler af mærket Berliet, læsset med tørrede dadler. Vi kunne få kørelejlighed på den betingelse, at vi hjalp med at grave lastbilen fri når den kørte fast i sandet. Det var et krævende arbejde først at grave hjulene fri, og derefter skyde nogle lange perforerede jernplader ind under hjulene. Forsigtigt kunne lastbilen så komme fri, ved at køre op ad pladerne.
Aftensmaden bestod af et levende får, som blev slagtet og tilberedt på stedet. Jeg tror aldrig jeg har smagt så velsmagende et måltid, en slags fåreragout med ris i en krydret sovs.
Turen gennem Sahara tog ca. tre dage og var noget af en manddomsprøve. Vores tålmodighed, styrke og udholdenhed blev spændt til det yderste.
Den største oplevelse på turen, var da vi nåede de første spæde planter, småbuske og højt græs. Det var som blev vi kaldt til live igen. Gradvis voksede buskene og blev til forpjuskede småtræer, men hele tiden mere frodigt.

På et højdedrag med udsigt over Niger-floden gjorde vi holdt. Vi var alle betagede af det storslåede syn. Som et silkebånd snoede Niger sig gennem landskabet, og her ligger hovedstaden Timbukto, hvor vi tog afsked med chaufførerne. Hvor var det dejligt oven på Saharas sand, at se ungerne plaske i floden, mens de kastede vandet op i store kaskader.

Rejsen gik videre med de mest besynderlige transportmidler, nogle gange en vogn med et forspændt muldyr, andre gange med bil. Undervejs blev naturen og dyrelivet mere og mere frodigt og mangfoldigt.
Gennem Niger og Benin nåede jeg til Ghana, hvor jeg indlogerede mig på et vandrehjem.
Hovedstaden Accra er en statelig by med brede boulevarder, flankeret af høje palmer.
Hvis det havde været farverigt i Nordafrika, blev det endnu mere sprælsk i Ghana.
Store Mammi-trucks stod overalt og ventede på passagerer, der skulle fragtes til de omliggende landsbyer. De hedder Mammi-trucks, fordi kvinderne sidder på store dele af transporten i Ghana. Meget af gadelivet foregik til lyden af ´high-life´ musikken, de melodiske og vuggende rytmer som Vestafrika er kendt for.
I Accra fik jeg arbejde hos den danske konsul, som ønskede sig et nyt køkken og bryggers. Vi skulle bl.a. hugge en dør i en mur, og jeg husker hvordan sveden stod ud af alle porer i huden.
I middagspausen gik vores byggesjak over til et nærliggende marked, hvor vi fik et palmeblad med fisk og ris i en stærk chili-sovs.
Det var en nødvendighed som jeg lærte af de andre, for at kunne holde varmen ud. Den murer som jeg arbejde sammen med hed Sakyi, og var jordens rareste menneske. Tålmodig og hjælpsom forklarede han mig, hvordan jeg kunne klare en arbejdsdag i 50 graders varme. Det var skønt når vi nåede frem til aftenskumringen, og kunne holde fyraften.

Jeg havde inden afrejsen interesseret mig for Ghanas historie og vidste, at der i 1966 havde været et kup mod Kwame Nkrumah, der var en progressiv præsident. Han gjorde en stor indsats for at hæve ghanesernes levestandard, deres muligheder for at få uddannelse og gratis lægebesøg. Han var også kendt for sin Pan-afrikanisme, som skulle sikre det afrikanske kontinent en større andel af verdenshandelen, men her stødte han ind i engelske og amerikanske monopol-interesser, der så førte til kuppet mod ham.
I dag kan vi se, at det vil tage mange år før Afrika kan kæmpe sig fri af kolonitiden og den bitre historie fra slavetiden. Derfor er det af stor betydning, at Danmark fastholder og øger sin udviklingsbistand, at hjælpe med uddannelse og på andre områder. Ved at hjælpe til med en større social retfærdighed, hjælper vi også os selv til en mere stabil verden med færre konflikter. Jeg kan heller ikke lade være med, at tænke på den behandling jeg fik på mine rejser i 1960´erne, sammenlignet med den måde vi behandler fremmede på i dag. Jeg ved godt det er i en anden målestok, men hvorfor sætter vi FN-konventionerne ud af kraft og skærer på udviklingsbistanden. Det er ikke den måde vi er blevet kendt for ude i verden, hvor Danmark i min ungdom fremstod som et progressivt land, der arbejdede for fred og international forståelse.

Jeg blev nogle måneder i Accra og fik mange uforglemmelige oplevelser. En af dem var da jeg så en fodboldkamp mellem to storhold, som blev overværet af præsidenten. Inden kampen spillede et betragteligt antal ghanesere, 20-25, på trommer som fik hele stadion til at gynge. Som i Ravels Bolero voksede rytmen i et stadigt crescendo, for så at slutte med et klimaks. Derefter blev kampen fløjtet i gang.
Accra er en verdensby med en stor havn, i den nærliggende by Tena. Herfra kommer skibe fra hele verden, for at laste de værdifulde kakao-kapsler til produktionen af chokolade.

Jeg vil sent glemme min hjemrejse, som forgik med fly fra Accra til London. Vi passerede Sahara i 10 km. højde, og jeg kunne se de endeløse sandstrækninger langt nede, der hvor jeg nogle måneder tidligere havde kæmpet mig igennem som ”vandbærer” (for nu at tage et billede fra cykelsporten).
Denne rejse, sammen med andre, lærte mig noget om verdens mangfoldighed. Om ikke at vurdere alt med vores målestok, men forsøge at sætte sig ind i andres kultur og tankegang.
Det tror jeg er en indstilling, som jeg deler med mange unge der rejste ud dengang, og forhåbentlig også med de unge´Backpackere´ i dag.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Kaj Hansen

    fre, 08/01/2016 - 17:30

    Kære Lars Ulrik.
    Det var interessant at læse om dine ungdomsrejser. Og så er det så, at jeg ikke kan lade være med at komme med en kommentar. Det har jo tidligere vist sig, at vi ikke er enige politisk set, så derfor lidt drilleri. Min yndlingsaversion er unge mennesker, som rejser ud i verden og kommer hjem og taler nedsættende om deres bedstemor, der kun har været lidt udenlands med Gislev, og som derfor ikke anses for at være særlig klog. Ja, hun stemmer måske endda på DF, fordi hun hele sit liv har gået derhjemme og er blevet mere og mere fremmedfjendsk, alt imens hun har skabt vilkår for børn og børnebørn, så de kunne distancere sig fra livet i den hjemlige andedam.
    Jeg selv er rundet af så små kår, at tanken om at rejse nogen steder i min ungdom var helt fraværende, idet mit eneste mål dengang var at tilkæmpe mig en social og økonomisk status, som i hvert fald var noget bedre end den, som jeg var opvokset med. Det lykkedes, men min higen efter at få gode kår for mig selv har måske gjort, at jeg i dag ikke er så tolerant og socialt indstillet, som jeg burde være.
    Venlig hilsen
    Kaj.
    Ps. Tak for dit indlæg om Leningradsymfonien. Jeg gik ind på YouTube og hørte den og i en periode spillede jeg den flere gange om dagen, og som du vel har set, så lagde jeg et link til den på min tidslinje på Facebook.
    Især marchmotivet i første takt spiller jeg igen og igen. Helt fantastisk musik.

  • Lars Ulrik Thomsen

    fre, 08/01/2016 - 17:56

    Kære Kaj, det som fik mig til at skrive indlægget, er det skisma der er mellem folketingets holdning til flygtninge og den almindelige danskers.
    Den store demonstration på Chistiansborg i efteråret 2015, viste at mange mennesker sympatiserer med flygtninges situation, og at de har et berettiget krav om at få hjælp (FN-konventionerne).
    Det synes jeg ikke man kan forbinde med en nedsættende holdning over for andre. Jeg vil med min fortælling visse, at jeg som ung "opdagelsesrejsende" fik en venlig og meget fin modtagelse, da jeg kom til lande som ikke havde meget mere end til dagen og vejen.

    Det glæder mig at du kan li´Leningrad-symfonien. Jeg synes Sjostakovitj taler i et moderne og spændende tonesprog, og så viser det noget om musikkens og poesiens styrke.