Danmark og enevælden

Oprettet: 19.06.2015 - 13:13
Lars Ulrik Thomsen

For at forstå vores egen tid, kan det være en fordel at se på tidligere historiske epoker. Enevælden i Danmark varede fra 1660-1848, dvs. små 200 år.
Den begyndte med Frederik den 3. statskup og sluttede med vedtagelsen af Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) som stadig, med enkelte justeringer, danner grundlaget for nutidens samfund.
Enevældens eller absolutismens tidsalder var et produkt af datidens klassekampe mellem adel, borger og kongemagt. Den voksende borgerklasse betød, at kongemagten øjnede en chance for at gennemtrumfe sine egne interesser ved at afskaffe de gamle stænderforsamlinger.
Hartvig Frisch har i Europas kulturhistorie sammenlignet denne tidsalder med de ægyptiske faraoer, de græske despotier og de romerske kejserdynastier. Denne sammenligning er rigtigt set, fordi historien veksler mellem progressive og reaktionære perioder, mellem reaktion og fremskridt i alle historiske epoker.
Det er et lovmæssigt udtryk for den del af menneskehedens historie, som er karakteriseret ved uforenlige klassemodsætninger. Derfor foregår historien ikke som en jævn opadstigende linje, men gennem spring og ofte katastrofeagtige begivenheder.
I Jens Engbergs Danskernes historie gives et noget andet billede af enevælden, end den vi ofte bliver præsenteret for:

”Der blev endnu i 1700-tallet brændt nogle få herregårde af og slået et par godsejere ihjel, men modstandskampen fik, navnlig i sidste halvdel af 1700-tallet, andre former. Bønderne arbejdede nu langsomt.
De indgik aftaler herom og gav bøder til dem, der bøjede sig for godsejerpresset, sprængte akkorden, ville vi sige. Bønderne sendte klager til regeringen, de drog i deputationer til kongen, de sendte skrivelser rundt mellem landsbyerne. Hovarbejderne lavede direkte sabotage under hovarbejdet, de ødelagde høsten eller redskaberne. Bønderne nægtede at overtage fæstegårde, de kom med vilje bagud med landgilden, eller de stak af.”

Når man læser om bøndernes livsbetingelser, dvs. det store flertal af befolkningen, fostår man hvordan folket i lange tider må leve et forkuet og undertrykt liv, og man forstår også hvordan klassekampen når den endelig bryder ud i lys lue får et uforsonligt præg.
Det ser vi f.eks. i forfatningskampen i 1880´ernes Danmark, hvor Venstre var et revolutionært parti, der organiserede bevæbning af bønderne i de såkaldte skyttekorps.
Det var århundreders forhånelser og undertrykkelse der skulle gøre op med, og man mærker i den glødende ildhu hos datidens revolutionære, hvor meget det virkelig gjaldt.
Som et eksempel blandt mange kan nævnes Peter Hansen ”Tingløber”, en af de mange agitatorer som barfodet gik fra egn til egn for at kræve stavnsbåndet ophævet.
På de store godser samledes undertiden store skarer af husmænd, som indtog en truende holdning over for godsejerne, datidens demonstrationer.
I dag fremstilles stavnsbåndets ophævelse som et resultat af kloge og fremsynede mænds indsats, f.eks. godsejer C.D. Reventlow. Sandheden er at det var resultatet af folkets pres og under indtryk af de franske revolutioner som gjorde udslaget.
Det er i øvrigt kendetegnende, at man i historieskrivningen generelt undervurderer folkets betydning og falder tilbage til tidligere tiders ”Den store mand”, eneren, som skaberen af historien.

Når enevælden har interesse for os i dag, skyldes det at den reaktionsperiode som vi gennemlever nu, og som begyndte i 1989 – i 200-året for den første franske revolution. Vi oplever en lignende absolutisme, sådan som datidens monarker praktiserede den til stor skade for de frihedsrettigheder som folket har tilkæmpet sig.
I dag er det ikke længere bøndernes, men derimod arbejderne der er den revolutionære klasse. Det blev første gang formuleret i Det kommunistiske Manifest fra 1848, hvor Marx og Engels formulerede principperne for den dengang unge klasses idealer og målsætning.
Den udvikling der bliver mere og mere tydelig i Danmark, er et styre af enevældige finans og industrifyrster, som bestemmer ikke bare over tusindvis af ansatte, men også over de demokratiske institutioner generelt.
”Hvert sogn har sine trolde” synger vi i midsommervisen, og sådan er det også med hensyn til de store koncerners dominans i samfundslivet. De kan gennem deres størrelse og indflydelse bestemmer kommunernes eller regionernes økonomi.
Den evige trussel over for de folkevalgte, er den om at flytte dele eller hele produktionen til Østeuropa, Indien eller Kina. Hvem tør tage ansvaret for det? Det samme mønster går igen på landsplan hvor monopolerne, efter størrelse, er bestemmende på de virkeligt store beslutninger i regering og folketing.

Med Danmarks tilslutning til EU, er det ikke bare nationale koncerner der bestemmer udviklingen, men også store multinationale koncerner som har fået adgang til statsmagten.
Ludvig Holberg har i sine epistler og komedier hånet enevældens bureukrati med sin udødelige humor.
Den samme satire er i dag lige så aktuel over for det omfattende bureukrati i stat og kommuner. Det mest bizarre eksempel er EU-parlamentets evige rejse mellem Strasbourg og Bruxelles. Europaparlamentet bruger bygningerne i Strasbourg 12 gange årligt og tilbringer resten af tiden i Bruxelles. Hver gang pakker de deres papirer ned i containere i Bruxelles og rejser 500 kilometer til Strasbourg, hvor de tilbringer en uge!
Det er udgifter, som vi som skatteborgere må betale.
Det tog flere hundrede år at afskaffe enevælden og dens undertrykkelse, men til sidst blev den afskaffet og konturerne af et folkeligt demokrati begyndte at tegne sig. Dette demokrati er noget vi må kæmpe for hver dag for at bevare det, og det står i skarp kontrast til det nuværende monopolvælde.
Den amerikanske præsident Abraham Lincoln udtrykte det meget klart: 'Man kan narre hele folket noget af tiden, og noget af folket hele tiden, men man kan ikke narre hele folket hele tiden'!
Vi kan, ved at lære af vores historie, forstå hvordan de generelle lovmæssigheder sætter sig igennem, ofte efter hårde kampe. Det gælder i dag afskaffelsen af ethvert form for klassesamfund overhovedet, og enhver form for udbytning.
Det er den store udfordring for nutidens arbejderbevægelse og andre demokratiske kræfter.