Sofokles i Ørestaden

Oprettet: 11.02.2015 - 17:47
Lars Ulrik Thomsen

 

Dansk åndsliv har en fin tradition for at oversætte og bearbejde antikkens værker, men det virker som om denne tradition er gået i glemmebogen når man ser på nutidens dramatik

 

Det græske teater i antikken har altid fascineret mig. Hvis man står det rigtige sted på scenen, kan alle i amfiteateret høre de replikker der bliver sagt. Stykkernes opbygning var underlagt strenge regler, og udviklede sig til en blivende form omkring 500 år f.v.t.

De græske skuespilforfattere evnede kunsten at samle nationen om helt fundamentale spørgsmål. Det var dialektikkens kunst: Ved at afdække modsætningerne kom sandheden til syne. Det gjaldt individet over for slægten , tradition over for fornyelse, autokratiet over for demokratiet osv. Det er spørgsmål som er lige så vigtige i dag, og derfor bør vi også blive ved med at hente inspiration i antikken.

Denne tanke er ikke ny, og dansk åndsliv har en fin tradition for at oversætte og bearbejde antikkens værker. Det som er interessant ved den græske skuespilkunst, er dens evne til at gøre et psykologisk drama vedkommende for tilskuerne, fordi der undervejs sker afgørende omslag i hovedpersonens liv i form af en forvandling til det modsatte, enten i social status eller mellem liv og død.

Denne proces kaldes for katarsis, som kommer af at tilskuerne føler sig rensede eller lutrede ved at overvære dramaet. Det gjorde at den enkelte borger bedre var i stand til, at forholde sig til datidens store spørgsmål i det græske demokrati.

 Problemet som jeg ser det, er at denne indstilling ikke kommer til udtryk i nutidens film og TV-serier, som fuldstændig dominerer markedet. Nutidens dramatik i de elektroniske medier er skåret efter en ganske bestemt og velkendt læst.

Hovedpersonen skal være enkel at identificere sig med eller ”se op til”. Det er i langt de fleste tilfælde det patriarkalske mønster der dyrkes. Det gælder den enlige far der kommer til byen, og ender som en driftig handelsmand. Det gælder fabrikanten der må se sit livsværk truet af udviklingen, fordi han ikke formår at omstille sig.

Formålet med disse slægtssagaer, er ikke at gøre seerne klogere eller mere afklarede om samfundsforholdene, men udelukkende at inddrage dem i det borgerlige samfund karriere- og livsdrømme. Dermed mister skuespillet sin katarsis – sin rensende effekt og bliver til ren underholdning. Her er det vigtigt at fremhæve den danske dramatiske tradition med forfattere som Kjeld Abell og Ernst Bruun Olsen.

Kjeld Abell skabte nogle centrale værker i slutningen af 1930´erne og umiddelbart efter krigen, som fik stor indflydelse på holdningen til demokrati og national selvstændighed. Han fornyede det danske teater med en meget eksperimenterende stil. Han er mest kendt for stykket Melodien der blev væk fra 1935, med indlagte viser af Sven Møller Kristensen som Sangen om Larsen med den kendte sætning "Det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt".

Der er en fin pointe i sangens sidste vers, hvor det hedder:

 

Han havde tænkt sig så mangt og så meget
men overalt var der altså hejst stop.
Og sådan går det for alle de Larsner,
som man aldrig ka' få til at vågne op.
Det sku' vær' så godt men nu' det faktisk skidt.”

 

Ernst Bruun Olsen var en af 1960´ernes mest anerkendte dramatikere, f.eks. med Teenagerlove fra 1962. Stykket bygger på en kritik af underholdningsindustriens magt i velfærdssamfundet.

Jeg så Teenagerlove på Det kgl. Teater og det gjorde et dybt indtryk på mig. Det at Billy Jack svigter sin ungdomskæreste Maggie til fordel for Plastic-Smith´s datter var næsten ubærligt. Maggie havde ofret alt for at Billy Jack kunne komme frem i rampelyset, og så kasserede han hende som man kasserer en gammel frakke!

Musicalen er en direkte og yderst moderne anklage mod det samfund, der af økonomiske grunde sætter underholdningsindustrien og tyrannisk fordummelse af folket i system. Stykket er en bidende satire på popmusikken og succesmentaliteten hos vor tids glansverden, hvor død og ensomhed lurer bag den alkoholiserede og reklamebedøvende overflade.

Det blev rammende sagt af hovedpersonen Billy Jack i stykket, i en fortrolig samtale med Plastic-Smith: "I industrimænd I har brug for et fordummet folk! - vi skaber det". I varesamfundet er alt til salg, og det mest varige er de blinkende neonreklamer med deres korte og hidsige glimt: ”Oma er bedst!”

 Hvorfor er der sket denne forvandling af dramatikken? Det er der fordi ejendomsforholdene er forandrede. I dag handles der med værdier på tværs af grænserne, og magten over dem samles på færre og færre hænder, der ikke føler sig bundet af nationale hensyn.

Fra at være en rimelig selvstændig nation, blev vi i slutningen af det forrige århundrede forvandlet til, at være en del af det store grænseløse ”Matadorspil”. De nye normer gælder også for kulturlivet, hvor ledelsen rekrutteres fra de store koncerners chefkontorer.

Her opdrages de til at se på kulturen som en vare der skal afsættes. Skaber den ikke omsætning, har den ingen interesse og betragtes som overflødig. Denne indstilling gælder ikke kun for den dramatiske kunst, men for hele kulturlivet som tvinges ind under de samme betingelser.

Hvordan kan der skabes forandring i kulturlivet i Danmark? Her kan det være gavnligt at se på den historiske parallel i det antikke Grækenland. I Den græske tanke beskriver Otto Gelsted, hvordan opløsningstendenserne lurer under den magtfulde overflade i datidens Athen:

Under Perikles' førerskab nåede Athen i midten af det 5. århundrede sin største magtudfoldelse som hersker i en kreds af forbundsstater, der omfattede hele det ægæiske hav. Sideordnet med den politiske magtudfoldelse gik en åndelig med en tragediedigter som Sofokles, en billedhugger som Fidias, en arkitekt som skabte Parthenon.

Vi kan i Søren Kierkegaards bog om Sokrates finde en skildring af datidens Athen, hvori både blomstringen og det lurende forfald finder udtryk. Alt samler sig i Athen, rigdom, luksus, yppighed kunst, videnskab, letsind, livsnydelse, og der hvor ådslet er vil gribbene samles.

Der udfoldede sig et af de brillanteste skuespil man i åndelig henseende kan tænke sig, men livets hjerte banker uroligt på en måde der tyder på, at opløsningens time er nær.” 

Disse tendenser kan vi også genfinde i nutidens Danmark, og det betyder ingenlunde at vi blot skal affinde os med forholdene. Det må vække til en folkelig debat om vores kulturliv og hvordan vi ønsker de skal være.

Hvis det kunne lykkes kunstnere og forfattere at komme igennem med deres værker i 1930´ernes polariserede samfund, må det også kunne lykkes i dag. Det folkelige og demokratiske liv er betingelsen for, at vi forstrer forfattere og kunstnere med en kritisk indstilling over for forholdene, og som ikke lader sig ”købe” af det bestående.

Vi må aflive den påstand at folket ikke ønsker at udvikle sig kulturelt og åndeligt. Det er en myte om er skabt for at fremme den fordummelse Billy Jack omtalte i Teenagerlove. Vi må lære af de erfaringer der blev gjort i det 20. århundrede med dramatikere som Bertolt Brecht ,der byggede på den klassiske tradition tilbage fra antikkens teater. F. eks. bearbejdede han Sofokles´ Antigone i en udgave som var præget af opgøret med den tyske nazisme.

Det er glædeligt at se hvordan denne tradition lever videre og bliver brugt også i nutidens teater. Antigone er måske Sofokles´ mest kendte stykke fuld af dybde og intensitet. I korets afsluttende replik samles essensen i den græske tænkning:

 

Det meste af vor lykke, vort held er forstand

og besindig respekt for det eviges lov.

De hovmodiges vældige ord får en straf

der i vælde er værre og lærer dem sent

når de ældes, måske at tænke sig om.”