Det flammende sværd

Oprettet: 27.10.2014 - 14:32
Lars Ulrik Thomsen

Heine hører med i en kreds af digtere, som har samme status for frihedskampe rundt om i verden

 

Min interesse for Heinrich Heine stammer fra et besøg i Flensborg, hvor jeg købte en fin udgave af Heines værker i 5 bind fra Aufbau-Verlag. Det er en bogsamling som jeg med årene er blevet mere og mere glad for, og som jeg jævnligt vender tilbage til.

Heine blev født i Düsseldorf i en jødisk købmandsfamilie. Der blev stillet store forventninger til Heinrichs fremtidige virke inden for disse områder, men sådan skulle det ikke gå. Hans interesse lå inden for litteratur og filosofi, noget som kom til at præge hele hans livsgerning. 

Fra 1819 læste han jura i Bonn, Göttingen og Berlin og blev dr. jur. i 1825. Samme år lod han sig døbe og gik over til protestantismen, idet han håbede på, at dåbsattesten ville give ham muligheder som eller ville være begrænsede når man var jøde.  Der er noget i Heines poesi og forfatterskab som appellerer til nutidens mennesker, fordi de spørgsmål som han behandlede har universel værdi.

Det er spørgsmålet om et kritisk syn på litteratur og kunst, men også mere generelt om samfundsforholdene. Heine levede i en tid med store omvæltninger, og han var hudløst ærlig i sin kritik af det folorne og falske. En holdning der kom til at koste ham dyrt, idet han måtte leve det meste af sit voksne liv i landflygtighed i Paris.

Men det er ikke kun en historie om personlig selvopofrelse og mod. Det handler i høj grad om at se Heine som en historisk personlighed, der fik afgørende indflydelse på litteratur og holdninger i et omfang som rækker langt ud over hans egen tid.

Ud over hans digte er det især de historiske reportager fra Juli-Revolutionen i 1830 i Paris, der har gjort et dybt indtryk. Han var som journalist en fremragende iagttager og evnede at skildre følelser og stemninger, så man selv føler at man er med i begivenhederne.

Af Heines digt-cykler det især Tyskland - et vinteræventyr og Atta Troll som har gjort et dybt indtryk på mig. Den første cyklus er i sit tema, omfang og indhold, et værk som nærmest har profetisk karakter. Heine forudser her den tyske fascisme og dens konsekvenser, f.eks. i de profetiske ord:

 Hvor de har brændt bøger, vil de ende med at brænde mennesker.”

 De schlesiske Vævere er et af Heinrich Heines mest berømte digte, og skrevet i den periode hvor han havde kontakt med Marx og Engels fra 1844-46. Friedrich Engels oversatte digtet til engelsk og roste dets revolutionære ånd, selv om det omhandlede maskinstormerne i den unge arbejderbevægelses tid. Et vers af Væverne er her gengivet i en oversættelse af Jeppe Aajær, og trykt på dansk i Heines kærlighedsdigte:

 

Med hule øjne og gnislende tænder

de sidder ved væven med travle hænder.

Tyskland vi væver dit dødningeskrud,

vi væver deri tre Forbandelsesbud”:

Vi væver, vi væver!

 

Heines digte bøger blev smuglet ind i KZ-lejrene og betød en moralsk opmuntring, som gjorde, at og mange kunne gennemleve de frygtelige prøvelser som de blev udsat for. Det sætter også Heine ind i en kreds af digtere, som har samme status for frihedskampe rundt om i verden; navne som Alexander Pushkin, Percy B. Shelley, Garcia Lorca, Pablo Neruda, Nazim Hikmet, Otto Gelsted og mange andre der ikke med på denne liste.

Det er et slægtskab, som er flettet sammen med menneskehedens mest ædle stræben efter fred og social retfærdighed. Digterne som de sande repræsentanter for folkets inderste følelser og tanker! Vores store eventyrdigter H.C. Andersen besøgte Heinrich Heine i Paris, under sin store udlandsrejse til Italien i 1833. IMit Livs Eventyr fra 1855 skrev han:

 

"En Dag trådte jeg ind i "Europe litteraire", et slags pariser "Athenæum", hvor Paul Duport havde indført mig. Der kom en lille mand af israelitisk udseende, mig venligt i møde. "Jeg hører, at De er dansk," sagde han, "jeg er tysk! danske og tyske er brødre, derfor rækker jeg Dem hånden!"
Jeg spurgte ham om hans navn, og han sagde: ”Heinrich Heine”. Den digter altså, der nylig i den unge erotiske periode af mit liv så ganske havde fyldt mig, så ganske havde udsunget mine følelser og stemninger.”

I H.C. Andersens følelser og tanker ved mødet, tegner han et portræt som er så levende, ikke bare af Heine, men også af sig selv, som den 28-årige videbegærlige dansker, der var på sin første store udlandsrejse.

Heines forfatterskab var meget omfattende og spændte vidt fra rejseskildringer over levnedsbeskrivelser til filosofiske udredninger. Det rummer kilden til hele den europæiske kultur, fra antikken til Heines egen tid. I sit digt Hymne har han rammende beskrevet sin egen indsats, i den vanskelige brydningstid han gennemlevede:

 

Jeg er sværdet, jeg er flammen.

Jeg har lyst for jer i mørket,

og da slaget begyndte,

var jeg i forreste række.”