Det 20. århundredes historie

Oprettet: 12.02.2014 - 14:22
Imperialismens metamorfoser

"Som det 19. århundrede var præget af de borgerlige demokratiske revolutioner, blev det 20. århundrede det af de proletariske - i kampen for fred og socialisme."

Marx og Engels har i deres værker indgående skildret hele det 19. århundredes historie - hvordan revolution og kontrarevolution afløste hinanden i de borgerlig revolutioners epoke. Med overgangen til det 20. årh. dominerede reaktionen, og den militære oprustning tog et enormt opsving. Monopolernes stræben efter profit og herredømme, var uløseligt forbundet med kampen mellem de store europæiske stormagter; England, Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland, om kontrollen med kolonierne. Den korte periode 1914-18 er fuld af dialektiske omskiftelser. Alle de nævnte lande gik med brask og bram ind i krigen som endte med, at en af reaktionens væsentligste bastioner – Rusland – blev en socialistisk rådsrepublik. Krigstrætheden voksede uophørligt i alle de krigsførende lande, og vreden og utilfredsheden slog ud i lys lue hos arbejdere og soldater. Den revolutionære bevægelse fik et stærkt opsving i Rusland og Tyskland og det russiske proletariat gav bolsjevikkerne flertallet i sovjetterne.
I Tyskland var den reformistiske indflydelse i Socialdemokratiet for stærk, selvom Spartakisterne forsøgte at lede bevægelsen. Derfor sejrede Oktoberrevolutionen i Rusland, mens Novemberrevolutionen i 1918 i Tyskland led nederlag. Historisk kan vi se, hvordan klassemodsætningerne uophørligt vokser ud af den økonomiske og politiske udvikling, og danner grundlaget for nye spring i udviklingen. Det er ikke mange der tænker over det, men arbejderbevægelsen er også grundlagt som en fredsbevægelse. Det var Marx og Engels vision, at de med dannelsen af Internationale, ville forhindre myrderierne af arbejdere fra de forskellige lande. Tanken voksede sig stærk, i takt med at arbejdernes organisationer voksede. Her bringes et uddrag af Basel-manifestet, der kort før 1. Verdenskrig brød ud fastholdt det oprindelige grundlag:
„Kongressen vender sig da til Eder, Arbejder og Socialdemokrater i alle lande, med Anmodning om, at I i denne afgørende Stund lader eders Stemme høre. Forkynd eders Vilje i alle Former og paa alle Steder, løft eders protest med fuld Vægt i Parlamenterne, saml eder til Massedemonstrationer, udnyt alle Midler, som styrken af eders Organisation stiller til eders Raadighed. Sørg for, at Regeringerne bestandig har Arbejderklassens Aarvaagne og lidenskabelige Fredsvilje for Øje. Mod udbytningens og Massemordets kapitalistiske Verden stiller I saaledes Fredens og Folkebroderskabets Arbejder-Verden!“ 1)
Sådan lød de stolte ord i Basel-manifestet, som blev bragt i Social-Demokraten den 28. november 1912. Da det kom til stykket, ved krigsudbruddet i 1914, var det for flertallet vedkommende kun ord. De eneste der overholdt kongressens beslutninger, var den bulgarske og den russiske sektion i II. Internationale. Med den 1. Verdenskrig brød alle illusioner om kapitalismen som en fornuftig samfundsorden sammen.
Hjerteskærende er de beretninger, som de unge sendte hjem til deres familier fra fronten. Der var ikke tale om nogen egentlig mening i krigsførelsen, men nærmere om en regulær menneskeofring. Man kan sammenligne det der foregik med stenalderens og andre ursamfunds ofringer, men nu i en meget større skala. Antallet af dræbte og savnede i krigen var 13 millioner unge, hertil kommer dem der blev lemlæstet og endte som krigsinvalider, samt de materielle ødelæggelser.

Oktoberrevolutionen
Derfor var nyheden om Oktoberrevolutionen, også så betydningsfuld for arbejderbevægelsen i alle lande. Mod slutningen af krigen nægtede de russiske soldater simpelthen at kæmpe, og fraterniserede åbenlyst i skyttegravene med deres tyske kammerater. Nu rettede soldaterne våbnene mod det forhadte Zar-vælde, som med alle midler - inklusive krigens - havde holdt det russiske folk nede. Oktoberrevolutionen åbnede en ny æra hvor krige er bandlyst, i takt med at kapitalismen afskaffes. Som sin første handling, udstedte Folkekommissærernes Råd i november 1917 Dekretet om Freden. 2)
Det udløste et raseri og et had mod revolutionen fra borgerskabets side, men den blev også mødt med bestyrtelse og angst for fremtiden: Ville arbejderne nu rokke ved selve naturens orden? Der var tale om et kvalitativt skift mellem arbejderbevægelsen og imperialismen i perioden 1914-18. Frem til 1941, er der efter min mening kun tale om kvantitative skift. Den 1. Verdenskrig medførte en forskydning i magtbalancen mellem de europæiske stormagter på den ene side, og mellem Europa og USA på den anden. Det lykkedes Sovjetunionen at kæmpe sig fri af den indkredsning som imperialismen foretog i årene efter revolutionen, i deres forsøg på at kvæle den første socialistiske arbejder- og bondestat. Den vigtigste ændring i perioden, er konsekvenserne af den økonomiske krise i 1930´erne.
Med en hastigt voksende økonomi i Sovjetunionen og den prestige det gav i arbejderklassen i Vesteuropa, satte imperialismen kurs efter at knuse arbejderbevægelsens organisationer ved hjælp af fascismen. Det skete primært i Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig der skulle være en slags ”foregangslande”, men også i Latinamerika. Set fra arbejderbevægelsens synspunkt, betød det en kraftig forværring i mulighederne for at forsvare sine rettigheder. Arbejderbevægelsens holdning er at det borgerlige demokrati er utilstrækkeligt, men at det er væsentlig bedre end det fascistiske diktatur. Derfor opstod tanken om Folke- og Enhedsfront i løbet af 1930´erne. Med erfaringerne, især fra fransk arbejderbevægelse, lykkedes det at overbevise lederne i Kommunistisk Internationale om det rigtige i den nye kurs. 3)
Det var særlig Dimitrovs og Togliattis beretninger på den VII. Verdenskongres i 1935, som førte til kursskiftet. Arbejderbevægelsen forsøgte omgående at føre den nye kurs ud i livet, og det lykkedes også i en række lande. Bedst kendt er Folkefronten i Frankrig der dannedes i 1934 og i Spanien i 1935. At Sovjetunionen gennemskuede Vestmagternes rænkespil forud for den 2. Verdenskrig, vakte stor forargelse i borgerlige kredse. Imidlertid handlede det om at udnytte de indre modsætninger i imperialismen, for at afværge et angreb på Sovjetunionen. Denne politik lykkedes frem til juni 1941, og nu indtræder ”det kvalitative skift” jeg har omtalt tidligere. Med Tysklands overfald på Sovjetunionen i juni 1941, skete der en midlertidig forskydning i styrkeforholdet mellem imperialisme og socialisme. Den tyske generalstab havde forudset en let sejr, over det de betragtede som En kolos på lerfødder.
Krigens første år bekræftede deres planer og den tyske militærmaskine rullede med frygtelig kraft, helt frem til Moskvas bygrænse og til Stalingrad ved Volga. Planen var, at vinde en psykologisk sejr ved at erobre Moskva, og at afskære Den røde Hær fra de livsvigtige forsyninger af olie og benzin fra Kaukasus. Trods fejl og mangler i den militære forberedelse, som er skildret åbenhjertigt i Konstantin Simonovs bøger, lykkedes det at stoppe fascisterne både ved Moskva og i Stalingrad. De heltemodige forsvarere af de to byer holdt stand, selv om de dag og nat blev overdænget med granater. Planen var at opbygge en ny militær styrke, der var stærk nok kunne sættes ind i en større knibtangsmanøvre.
Den kom med angrebet på Stalingrad i november 1942. Med feltmarskal von Paulus´ kapitulation i januar 1943, vendte krigslykken og fra nu af var der kun en vej for tyskerne - og det var vestover. Krigen sluttede med fascismen nederlag og en helt ny situation for socialismen. Alle folkeslag så op til Sovjetunionen, som det land der på afgørende måde havde befriet dem fra fascismens svøbe. Det kunne være blevet et vendepunkt i verdenshistorien, men imperialismen ville det anderledes. Allerede under krigen havde de forberedt et økonomisk og politisk felttog i Vesteuropa den såkaldte Marshallplan, der skulle rulle kommunismen tilbage. Bomberne i Hiroshima og Nagasaki blev signalet og starten på Den kolde krig, der skulle præge hele efterkrigstiden.

Tiden efter 2. Verdenskrig
Det fremgår af dialektikken mellem socialisme og imperialisme, at der efter 1917 er sket en ny historisk udvikling. En ny samfundsform er opstået som forsøger at få fodfæste og udvikle sine produktivkræfter hurtigst muligt, for at kunne imødegå den fjendtlige omringning. Med krigsafslutningen i 1945, sker der et kvalitativt spring for socialismen og for alle landes demokratiske kræfter. En lang række lande i Østeuropa omdannes til folkedemokratier, dvs. en alliance mellem arbejderklassen og andre klasser og lag. Revolutionen i Kina i 1949 er også en skelsættende begivenhed, og befolkningsmæssigt med til at udvide socialismens territorium med en tredjedel af jordens befolkning. De tidligere kolonier begynder en frihedskamp, der skulle give dem national selvstændighed inden for en forholdsvis kort årrække. I lande som Danmark og Vesteuropa, sker der et demokratisk opsving der fik mærkbare konsekvenser på en lang række områder - både økonomiske, politiske og sociale, til gavn for befolkningen.
Men prisen havde været ufattelig høj, alene i Sovjetunionen havde 27 millioner soldater og civile mistet livet. Det var en åreladning der kunne mærkes mange år efter krigen, og som skulle få konsekvenser for socialismens opbygning. Der er mange væsentlige begivenheder i efterkrigstiden som har fået indvirkning på historiens gang, men en af de centrale i denne periode er Cuba-krisen i oktober 1962. Den kom til at markere en ny etape i oprustningen, fordi den for alvor satte gang i atom-kapløbet. Det er betegnende hvordan historien tolkes af borgerlige historikere, hylder de alle sammen Kennedy for hans mod og beslutsomhed under Cuba-krisen. Det er ikke den konklusion jeg er nået frem til i mine undersøgelser. Kennedy var med sin afpresningspolitik over for Sovjetunionen parat til, at bringe verden på randen af en atom-krig. Jeg tror at alle der har oplevet følelsen af frygt og afmagt i oktober 1962, ved hvad jeg mener. Vi vidste bogstaveligt talt ikke, om vi ville være levende den næste dag. 5)
Cuba-krisen betød et nyt spring i forholdet mellem socialisme og imperialisme. En ændring som betød, at midler der skulle have været anvendt til sociale forbedringer i Sovjetunionen og USA, måtte anvendes til oprustning i stedet for. Det militærindustrielle kompleks i USA, havde midlertidigt sejret over fredskræfterne. Fredskampen indtager en central placering i det 20. århundredes historie. Der er en tilbøjelighed blandt medier og historikere til, at overse dens betydning. Men vi skylder de mange aktive der agiterede for freden i 1950´erne, at vi stadig er blandt de levende. Fredskræfternes indflydelse er langt større, end det fremgår af politikernes, for det meste nedsættende holdning. I 1970´erne var USA´s krig mod Vietnam en begivenhed, der forrykkede magtbalancen til fordel for de demokratiske kræfter i hele verden. I Danmark spillede DKP en afgørende rolle for udviklingen af fredsbevægelsen. Hvem husker ikke Per Hækkerups hånlige bemærkninger, at det kun var ”en flok forkølede kommunister der bakkede op om Vietnam 69”. 6)
De etablerede politikere beskyldte folk for at være blåøjede, når de støttede kampen for Vietnams frihed og selvstændighed. Men det var fredskræfterne der stod med palmerne, da Vietnam vandt sin selvstændighed, mens USA politisk og moralsk var lagt i ruiner. Tænk på billederne fra taget af den amerikanske ambassade i Saigon i 1975, hvor tusindvis af desperate vietnamesere forsøgte at komme med de sidste helikoptere ud af landet? Verdens mægtigste militærmagt USA, var slået af den Sydvietnamesiske nationale Befrielseshær (FNL). For mange unge i 1970´erne var Vietnam-krigen en begivenhed, der ændrede på vores opfattelse af de etablerede partier i Danmark. Vi måtte selv finde nye veje til at gøre op med krigspolitikken, og skabe en anden og mere fredelig verden.

Reformpolitikken i Sovjetunionen
Hvad var det nye i styrkeforholdet mellem socialisme og imperialisme? Det man kalder for klassekampens fremtrædelsesformer. Bag dem lå de helt altafgørende forskydninger i det økonomiske styrkeforhold. Begge systemer oplevede en stærk vækst efter 2. Verdenskrig, men i løbet af 1970´erne og 80´erne skete der en forskydning i den økonomiske magtbalance. Kapitalismens målrettede satsning på ny teknologi, og dets evne til at bruge enorme summer på forskning til nye produktivkræfter, viste sig at bære frugt. Socialismen var udmærket klar over betydningen af den teknisk-videnskabelige revolution. De var på en lang række områder foran de vestlige lande, når det gjaldt forskningsresultater. Men beslutningsstrukturen levede ikke op til de nye krav. Derfor iværksatte SUKP i midten af 1980´erne en reformpolitik, der skulle ændre på misforholdene. I stedet for at fremlægge en gennemarbejdet politik, blev det i alt for høj grad hovsa-løsninger som prægede beslutningerne. Den sovjetiske ledelse så 1920´ernes NEP-politik som forbillede, men det viste sig at være utilstrækkeligt over for 1980´ernes udfordringer. 7)
Det grundlæggende problem var, at SUKP havde forsømt at videreudvikle teorien og mere så på klassikernes værker som ufejlbarlige dogmer, end som en vejledning til handling. Der var i store dele af den kommunistiske bevægelse klarhed over problemerne med den manglende teoriudvikling, men SUKP formåede ikke at gøre opgaven til et fælles projekt for hele den kommunistiske verdensbevægelse. Da den endelig kom, blev det en gentagelse af 1950´ernes revisionisme-debat. Hvad var det for et spørgsmål der skabte så stor diskussion i den kommunistiske bevægelse? Det var holdningen til den teknisk-videnskabelige revolution, dens konsekvenser for klasseanalysen og for spørgsmålet om krig og fred. En del af 1980´ernes nytænkning bestod i, at man måtte udvikle nye alliancer for at sikre menneskehedens fremtid. Dermed opstod der en ny dialektik mellem klasseinteresser og de almenmenneskelige, som blev formuleret i begrebet Fornuftens koalition. Allerede i Det kommunistiske Manifest konstaterede Marx og Engels:
”Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.” 8)
Med udviklingen af altødelæggende våben efter 2. Verdenskrig, var det nødvendigt at omstille partiernes strategi så tyngdepunktet blev lagt på de almenmenneskelige interesser, at man prioriterede fredspolitikken og nedrustningen. Den anden diskussion om klasseanalysen, berørte vigtige spørgsmål for fagbevægelsen om virkningerne af den nye teknologi og hvordan det påvirkede mulighederne for samarbejdet med andre faggrupper. Denne diskussion kom for sent til at vi kunne påvirke udviklingen. Den problematik der blev rejst i 1980´erne er stadig ikke løst, og derfor står vi med den opgave at formulere en politik for det 21. århundrede, der kan overvinde oprustning og krige. Den overordnede karakteristik af imperialismen, er den der kommer til udtryk, i kampen om en nyopdeling af jordens ressourcer. Opløsningen af Sovjetunionen medfører et magtpolitisk tomrum i store dele af verden, og krigen mod Jugoslavien er det første eksempel på dens konsekvenser. Golf-krigen er et andet; hvor USA og dets allierede forsøger at sikre sig kontrollen med Mellemøstens ressourcer. Til at forberede disse krige bruger imperialismen racisme og frygten for fremmede kulturer. Det der skal retfærdiggøre brugen af milliarder af kr. til oprustning og militære operationer. Huntingtons bog Civilisationernes sammenstød - mod en ny verdensorden, er blevet den ideologiske retfærdiggørelse af den nyere tids krige. 9)
Vi oplevede virkningerne af den overnationale styring gennem EU; privatisering og deregulering af overenskomster på alle fagområder, men særlig inden for serviceområdet. Noget som også var karakteristisk for slutningen af det 20. århundrede, var finanskapitalens omfattende spekulation med værdipapirer o. lign. Det skete i et omfang som aldrig var set tidligere. Det er enorme summer som dagligt flyttede ejermænd, uden nogen som helst forbindelse til realøkonomien, og denne spekulation belastede i særlig grad de offentlige budgetter.

På vej mod en ny økonomisk verdenskrise
De kriser vi så i denne periode og IT-boblen der brast i 2000, er konsekvensen af kapitalismen og dens uhæmmede spekulation, og den var forberedelsen til den økonomiske verdenskrise i 2007. Politisk er perioden domineret af væksten i nye højrepartier, med racisme og fremmedhad på programmet. Det påvirkede hele det politiske liv, og forstærkede afmonteringen af sociale og politiske rettigheder. I september 2001 kom angrebet på World Trade Center i New York. 10)
Det blev brugt som en anledning til at starte krigene mod Afghanistan og Irak, fordi de angiveligt var ansvarlige for anslagene mod den vestlige civilisation. Det virker som om USA har nået grænserne for sin økonomiske og militære formåen. Spørgsmålet er hvor længe det kan fortsætte med, at gældsætte nationen til stadig nye højder? Det nye årtusinde er præget af en voksende polarisering mellem de imperialistiske magter. Den tidligere enighed der bandt dem sammen er væk, og nu gælder det om at redde hvad reddes kan i de kriseramte økonomier. Man bruger alle midler for at beskytte sin egen økonomi, for at redde arbejdspladser og eksportordrer. EU´s situation er nærmest desperat og hver gang man proklamerer krisens afslutning, bryder den ud et nyt sted. EU har vist sig som et mægtigt bureaukrati, hvor strømmen af direktiver og forordninger er omvendt proportional med deres effektivitet.
Løsningen i vores højteknologiske verden, er ikke en styring fjernt fra de mennesker som den berører; men at vi udnytter de nye muligheder til en demokratisering af beslutningsprocesserne. Den økonomiske krise er, siden starten i 2007, blevet betegnet som en finanskrise. Er det en rigtig karakteristik? Det er det for en overfladisk betragtning, men hvis man går dybere, er det et mere komplekst problem. Krisen er ikke en af de normale cykliske kriser, som fra tid til anden rammer kapitalismen. Det er en mere alvorlig krise, som har noget at gøre med selve strukturen i den måde kapitalismen fungerer på. Det er dybest set en krise i forholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold, fordi produktivkræfternes udvikling har nået et trin, som ikke længere kan rummes inden for de gældende produktionsforhold. I forordet til Bidrag til kritik af den politiske økonomi, formulerede Marx det på følgende måde:
”På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag, sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den.” 11)
Et særligt træk ved denne krise er også det nye i den overnationale styring. Monopolernes EU gør alt for at vælte byrderne over på den almindelige befolkning, med det resultat at forbrug og levestandard falder dramatisk i de hårdest ramte lande. Derfor er begreber som finanskrise eller kreditkrise, utilstrækkelige til at beskrive den nuværende krises karakter. Der er tale om en styringskrise eller system-krise, der kun kan løses ved at ændre på produktionsforholdene. I sin analyse fra 1917 definerede Lenin imperialismens daværende udviklingstrin. 12)
Der er sket meget siden, blandt andet i kraft af hans indsats i arbejderbevægelsen. Det afgørende nye i det 20. århundrede var verdens begyndende overgang til socialismen, som prægede hovedparten af det 20. århundredes historie. Når man skal definere imperialismen ved indgangen til det 21. århundrede, må det være resultatet af dialektikken mellem arbejderbevægelsen og imperialismen på det økonomiske, politiske og ideologiske område.
I 2014 er det 150 år siden Marx og Engels grundlagde arbejdernes Internationale i London. I den anledning er der grund til at vurdere hvor langt vi er nået og sætte os nye mål. Arbejderbevægelsens historie rummer store sejre og bitre nederlag, men hver gang har den overvundet vanskelighederne og sikret en fornyet fremgang for bevægelsen.

P.S. Indlægget er en del af ´Imperialismens metamorfoser´ kap. 6, der udkom den 1. november 2013.

Noter:

1. Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling; Basel-manifestet
2. Lenin, Udvalgte Værker bd. 10, s. 18, Forlaget Tiden 1983.
3. Beretninger fra Kommunistisk Internationales VII. Verdenskongres i 1935 i Moskva:
a) G. Dimitrov, Fascismen er fjenden, Forlaget Tiden, 1972.
b) P. Togliattis beretning, Clarté nr. 6, 1975.
4. K. Simonov, The Living and the Dead, Progress Publishers, Moskva 1975.
5. J. Somerville, The Crisis: The Story about How the World Almost Ended, et skuespil i 4 akter, Longwood Academic, 1990.
6. I. Nørlund, Møde med Vietnam, Forlaget Tiden, 1966.
7. M. Gorbatjov, Perestrojka, Gyldendal Paperbacks, 1987.
8. K. Marx og F. Engels, Det kommunistiske Manifest, Udvalgte Skrifter af, bd. 1, s. 27.
9. S.P. Huntington, Civilisationernes sammenstød - mod en ny verdensorden, People´s Press, 2007.
10. W. & P. Schreyer, Die Legende; Was am 11. September Geschah, Das Neue Berlin, 2006.
11. K. Marx, Bidrag til kritik af den politiske økonomi, forordet s. 13, Rhodos, 1974.
12. Lenin, Udvalgte Værker, bd. 6, s. 66, Forlaget Tiden 1981.