Nerudas flugt

Oprettet: 04.02.2014 - 20:47
Frihedskampe gennem tiderne

"Den chilenske digter Pablo Neruda står som repræsentant for alt hvad der er progressivt og folkeligt i moderne poesi. Hans liv formede sig som et mægtigt epos, der tåler sammenligning med antikkens heltekvad."

I slutningen af februar 1949, satte en ekspedition sig i bevægelse fra det sydlige Chile, med det formål at krydse Andesbjergene, og nå frem til San Martin de los Andes i Argentina.
Denne rejse, som senere har fået næsten mytisk status, skyldes, at digteren Pablo Neruda i al hemmelighed skulle skaffes ud af Chile.
Som nyvalgt senator i det chilenske parlament, havde han i skriftet J`accuse - Jeg anklager, rejst en sønderlemmende kritik af præsident Gonzales Videla, som var blevet valgt på en fælles platform med kommunisterne. Efter pres fra USA afbrød Videala samarbejdet og forfulgte nu kommunisterne med alle midler.
I digtet Godt nytår til mit fædreland i mørke, beskrev Neruda den situation som chilenerne befandt sig i under Videlas ubarmhjertige diktatur:

”Det er mig som omfavner hele den prægtige flade,
mit fædrelands blomstrende bælte, og jeg kalder på dig
at vi må tale sammen når glæden uddør,
og jeg skænker dig denne stund som en lukket blomst …”

Forud for rejsen var gået et stort forberedelsesarbejde, hvor det chilenske kommunistparti brugte hele sin erfaring og de bedste kammerater til at forberede flugten.
I måneder havde Neruda været gemt væk i Santiago de Chile. I digtet Flygtningen beskriver han hvordan det var at vandre fra dør til dør:

”Således gik jeg
i den lange time, der mørknede
hele Chiles kyst,
fra dør til dør,
en flygtning.
Andre ydmyge huse, andre hænder
i hver fure af vort land
ventede på mine fodtrin. Tusind gange
gik du forbi denne døråbning, og den fortalte dig
intet, denne umalede væg, disse
vinduer med visne blomster.
Denne hemmelighed var for mig,
en puls bankende for mig. Det var kulminedistrikter,
gennemtrukne af lidelse.
Det var kysthavne
nær det sydpolare øhav.
Hør: Måske var det ned ad
denne støjende gade, under
gadelarmens middagsmusik
eller i dette vindu ud til parken,
ikke til at skelne fra andre vinduer
men ventende på mig
med en tallerken varm suppe
og sit hjerte lagt på bordet.
Alle døre var mine,
alle sagde: ”Han er min broder,
bring ham til dette fattige hus!”
Imens mit land lå som en
bitter vinperse, blodplettet
af tortur.”

Nu blev han som ornitologen Antonio Ruiz sendt sydpå. Her skulle han udforske fuglelivet i nærheden af Valdivia, der ligger cirka 700 kilometer syd for hovedstaden.
Der opstod en dramatisk episode, da en politibetjent forlangte at køre med til Valdivia, mens Neruda lå gemt under et tæppe i bagagerummet.
Ventetiden, inden rejsen over Andesbjergene begyndte, tog flere måneder. Den var fuld af dramatik med uventede begivenheder, som alle blev løst med opfindsomhed og koldblodighed.
Med sig på rejsen, havde Neruda manuskriptet til Den store Sang, forklædt som et værk fra antikken. Det er et epos som rummer hele Latinamerikas brogede historie og folkenes seje kamp mod undertrykkerne.
Den rute, de fulgte til Argentina, var en gammel smuglerrute for kvæg, der blev fragtet illegalt over bjergene. Rejsen tog cirka en uge, og gruppen bestod af syv personer, som til hest skulle krydse det uvejsomme terræn.
Neruda var mildt sagt ikke nogen rutineret rytter, og hvordan han bar sig ad med at overvinde strabadserne, er i sig selv en bedrift. Læseren må forestille sig et fantastisk landskab med ufremkommelige kløfter, brusende floder og træer, der er på højde med Rundetårn eller højere.
Neruda beskriver, hvordan følelsen af at være forladt griber den rejsende, men samtidig forvandlede gruppen ham, så han følte sig som et menneske, der var en del af et stærkt kammeratskab. Det har Neruda skildret i sin erindringsbog, »Jeg bekender, jeg har levet«; og beskrivelsen er så medrivende, at man føler sig som en af rejsedeltagerne. Her er vi på vej ud i det ukendte:

“Da vores vej var hemmelig og forbudt, gjorde vi brug af de ringeste orienteringstegn. Spor var der ingen af, bjergstier heller ikke, derfor søgte mine fire kammerater og jeg til hest at undgå alle forhindringer, mægtige stammer, uovervindelige floder, enorme klippeblokke, trøstesløse snemarker - for således, i ridt ad omveje, at finde sporet til min frihed. Mine ledsagere kendte vejen frem, de vidste, hvordan og hvor man snoede sig gennem det tætte løvværk, men for en sikkerheds skyld huggede de nu og da med macheten store hak i de store træers bark, for at disse kunne lede dem på deres tilbagevej, når de havde bragt mig til mit bestemmelsessted.”

Da de skulle krydse en flod, måtte Neruda svømme ved siden af hesten, men han var hele tiden overvåget af sine kammerater:

”Vi måtte krydse en flod. Disse små kilder, som opstod på Andesbjergenes tinder, styrter nedad, udtømmer deres svimlende, hensynsløse kraft, bliver til kaskader, river jord og klipper med sig med den energi og vilde fart, de bringer med sig fra de berømte højder; men denne gang fandt vi roligt vand , et stort vandspejl, et vadested. Hestene trådte ud i vandet, mistede fast grund under fødderne og svømmede over på den modsatte bred. Næppe var min hest så godt som under vand, før jeg uden støtte begyndte at gynge frem og tilbage, mine fødder sparkede hid og did, medens dyret med møje holdt hovedet oven vande. Sådan satte vi over.”

Senere da de er ovre de værste strabadser har Neruda fortalt om et gammelt ritual, hvor de vejfarende lægger mønter i et tyrekranium, og bagefter danser omkring det:

”Der ventede os noget midt i den vilde skov. Pludselig, som om vi så syner, nåede vi til en lille, herlig eng, som krøb sammen i bjergenes skød, klart vand en grøn sæter, skovblomster, flodmumlen og over os den blå himmel, lys gavmildt lys, som intet bladværk formørkede…”

”Mine landlige venner tog hatten af og begyndte på en sælsom dans, hoppende på et ben rundt om det forladte dødningehoved, trådte i det cirkelrunde spor, som utallige dansere havde trampet før dem. Mens jeg stod og betragtede mine uigennemskuelige kammerater, forstod jeg utydeligt, at der bestod en forbindelse fra ukendt til ukendt…”

Efter at de har passeret grænsen, kommer de højt oppe i bjergene til en badstue beregnet til gauchoerne. Glæden og befrielsen over at rejsen er veloverstået, får alle til at føle sig som nyfødte, og særlig Neruda må have følt en stor lettelse efter flere måneders illegal tilværelse.
I byen San Martin de los Andes var der sørget for en kontakt, som skulle hjælpe Neruda til Buenos Aires. Herfra skulle han rejse videre til Europa.
Vel ankommen til Paris, blev Neruda konfronteret med den chilenske regerings kategoriske benægtelse af, at Neruda skulle befinde sig i Europa. Det måtte være en dobbeltgænger, udtalte ambassadøren!
Hertil svarede digteren poetisk:

”Giv det svar, at jeg ikke er Pablo Neruda, men en anden chilener, som skriver digte, kæmper for friheden og også hedder Pablo Neruda!”

I digtet Hjemkomsten, har Neruda givet udtryk for nogle af de følelser, der prægede hans kamp i disse år:

”…og side om side med min bror uden sko
ville jeg omstøde de snavsede mønters rige.
Jeg blev forfulgt, men vor kamp fortsætter.
Sandheden står højere end månen.
De ser dem som på et sort skib,
minernes mænd når de står og iagttager natten.
Og i skyggen fordeles min stemme
blandt den hårdeste stamme på jorden.”

Det chilenske folks kamp for frihed og selvstændighed har omfattet store sejre og knusende nederlag, men hver gang har folket rejst sig og overvundet modgangen. Det er en lære og inspiration for alle jordens folk, og Nerudas poesi, for eksempel i Den store Sang, bidrager til at forstå og almengøre kontinentets kampe.

Kilder: Til kronikken har jeg brugt uddrag af Sange under den kolde krig (Flygtningen), Otto Gelsted. Nerudas digte; Godt nyt til mit fædreland i mørke (1950), Hjemkomsten (1944), og Jeg bekender jeg har levet (erindringsbog) og Den store Sang af Pablo Neruda.

PS. Fortællingen indgår som en del af ´Frihedskampe gennem tiderne´.