Der sker så mange forandringer i en kvindes liv efter de 45+, og det har jeg skrevet en roman om med titlen "Forandringer". Jeg syntes, at der var så mange danske krimier, men at der manglede nogle romaner, hvor hovedpersonen var 45+, og hvor det handlede om parforholdet, kvindeliv og hverdagen. Jeg savnede bøger, som jeg selv læste i 80'erne af Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch. Gode, vedkommende og lettilgængelige bøger, som man kunne relatere sig til, og derfor skrev jeg romanen. Den er udkommet på forlaget Mellemgaard, og jeg håber, at mange på Litteratursiden.dk har lyst til at læse den.
Den handler om Anne, der lever i en helt almindelig kernefamilie. Hun har stadig sine to hjemmeboende børn, sin mand og sine gamle forældre. Men så kommer forandringerne snigende. Datteren Sofie tager på efterskole, sønnen Casper flytter hjemmefra, og Annes mor bliver alvorligt syg. Samtidig indtræffer overgangsalderen og ægteskabet med Gert begynder at skrante. Anne har mistanke om, at Gert har en affære kørende. Gennem årene har Anne haft tendens til jalousi og kontrol, og nu bryder den side af hende ud i lys lue, da flere og flere hændelser tyder på, at Gert er utro. Men har hun ret, eller er hun bare sygeligt jaloux?
Der er allerede kommet et par anmeldelser, og på bogvægten.dk skriver anmelderen Birte Strandby: Anne laver de særeste krumspring for at komme til at tjekke Gerts mobil, og enhver privatdetektiv må misunde hende hendes fantasi, da hun vil afsløre Gerts eventuelle elskerinde. Vidunderlig, inddragende og nærværende fremstilling af et menneske, der svinger mellem den gode opdragelse og trangen til at gøre op med alle de løgne og fordomme, hun har taget til sig for at få tilværelsen til at glide.
God læselyst!
smag på bøgerne – en bid om dagen
rigtig spændende og interessant bog for os halvgamle quinder, - det er rigtig dejligt med en god bog, der har kvinder +45 som målgruppe. Den slags bøger er der ikke ret mange af. :)