En julefortælling

Oprettet: 24.12.2009 - 13:51

Kim Leine takker af med en julefortælling

Det må være et par dage før jul 1966, sidst på formiddagen. Jeg går ud fra det er 1966, for jeg føler mig som en femårig når jeg lander her, i denne barnekrop, i dette halvt slørede minde som nu toner frem. Må vi bede om en klarere linse. Nærbillede på drengen. Fokus. Take one. Tak. Og kør!

Han sidder på toppen af en høj snedrive som den kommunale sneplov har skubbet sammen i vejkrydset neden for huset hvor han bor. Det er tøvejr, der hænger en hvid dug af uforløst nedbør over bygden. Fra tagene hænger meterlange buede tunger af sne der i dagevis har overvejet at give slip og falde til jorden, men som ikke synes at kunne bestemme sig. Sneen han sidder på, er fugtig, den smelter op gennem buksebagen, og hans kropsvarme siver ned i sneen. Han har siddet her siden i morges. Væden får tøjet til at kradse mod huden, vanterne føles klæbrige, huen hviler tungt på hovedet. Han skælver lidt og ved at han vil blive forkølet hvis han bliver siddende. Men han er ramt af den lammelse der kaldes kedsomhed.

Biler passerer hvislende forbi på vejen neden for snebunken. Ansigterne i bilerne vender sig mod ham, nogle smiler. Der er børn der vinker. Han vinker ikke tilbage. Hans kedsomhed er systematisk og stoisk. Jo mere snebunken smelter, desto mere beskidt bliver den, for snavset smelter jo ikke. Dette tænker han. Når al sneen er væk, vil han sidde tilbage i en bunke snavs. Sneen på markerne neden for vejen har store mørke plamager, træerne i åsen bag huset er snavsetgrønne. Alle lyde er halvkvalte, uldne, søndagsagtige.

Han beslutter sig ikke for at sætte sig i bevægelse, men hans krop glider alligevel trægt ned ad snebunken. Så står han på vejen der går ind i bygden og ud af bygden. Han følger den et par hundrede meter ind mod bygden, så går han op til nabogården gennem frugthaven, hvor nøgne æbletræer står og sopper i den våde sne. Gården hedder Skogheim, det er en gammel herregård, næsten et slot, der udover gårdsdriften er hjem for gamle mennesker der ikke kan klare sig, deriblandt hans bedste ven Aslaug. Hans mor arbejder på gården. Men det er Aslaug han vil besøge.

Han klatrer op i det gamle pæretræ, følger en gren udad og springer ind over stakittet. Så står han på gårdspladsen. Han kunne godt komme ind den almindelige vej, ad grusvejen der fører op mellem markerne, men det ville være snyd. Hovedhuset ligger til højre, en treetagers træbygning med utroligt mange vinduer, sorte og døde som brakvand. På den anden side af gårdspladsen ligger de gamle tossers bygning. En af dem står ved foden af trappen, tøvende. Hun klapper sig tre gange på hovedet med begge hænder, på brystet, på hofterne og benene. Så tager hun et forsigtigt skridt frem, men mister modet og gentager klapperitualet. Han går over til hende, tager hende i hånden og følger hende op ad trappen. Hun græder tavst og klapper ham tre gange på kinderne.

De mange vinduer i hovedhuset gør ham en smule beklemt. Et eller andet sted bag dem er den tykke og vrantne bondemand, hans mørke og rugende kone og deres tre børn Svein, Geir og Vigdis. Vigdis er den ældste af dem. Hun bor i et værelse på anden sal, hvor han har været en enkelt gang. Der var et toiletbord på værelset med et trefaget spejl. Han har aldrig glemt duften i det værelse, og han har en drøm om at opleve den igen. Men de to drenge driller ham, de plejer at holde ham fast imellem sig og kilde ham indtil han begynder at skrige, eller tisser i bukserne. Det klogeste er at undgå dem. Men det er ikke altid så let. Inde i hovedhuset står også juletræet. Og juletræet er forbudt at komme i nærheden af. Det har han lovet sin mor. Jehova kan ikke lide juletræer. Det er noget de andre dyrker, de der ikke er så heldige som ham og moren at have Sandheden. Hele den store bygning er som et forhekset slot af jul og anden afgudsdyrkelse. Han har en forudanelse om at han en dag hvor han går derind alene, vil blive forvandlet til et stykke julepynt, hængt på træet og aldrig komme ud igen. Alligevel, eller netop derfor, går han tit derind, han sniger sig rundt på opdagelse på egen hånd, stjæler en peberkage, spionerer på bondemanden og hans kone. Men inde ved juletræet har han aldrig været.

Han går over til vaskeriet, hvor der er tykt af damp fra vaskekedlerne og kvælende varmt. En af tosserne der arbejder her, en ældre kvinde der hedder Gerda, siger, nå, er det den fyr der er ude at gå? Han er lidt bange for Gerda. Hun er en lille kone der altid har det samme stive, skævt trukne smil på munden, selv når hun ikke taler med nogen. Hun er meget geskæftig, nysgerrig, ihærdig, og hun bevæger sig enormt hurtigt, man ved aldrig rigtig hvor man har hende. Hun plejede at arbejde i stalden, men så faldt hun i lortekælderen da hun var i gang at muge ud, og var lige ved at drukne. Nu arbejder hun i vaskeriet. Hans mor er ved at presse lagner i en stor rulle. Hun smiler, svedende og forgræmmet. Det var lige dig jeg havde brug for, siger hun. Hjælp mig med det her. Han tager en ende af et lagen og hjælper hende med at strække det og folde det sammen. Nu bliver jeg nødt til at gå, siger han. Plag nu ikke Aslaug for meget, siger hun.

Aslaug sidder i fællesstuen og er ved at lytte til en grammofonplade med tyske sange. Hun sidder midt i sofaen. Ingen stol er stor nok til at rumme hendes krop. Hej, hej, siger hun med et lykkeligt smil da hun får øje på ham.

Du skal komme med mig, siger han. Tag dine penge med.

Uha-uha, siger hun. Hvor skal vi hen?

Vi skal ud at gå en tur.

Jeg fryser, siger hun.

Så tag din jakke på.

Jeg vil hellere høre musik.

Du kan høre musik bagefter.

Vi skal snart spise. Der er finker i dag, og tyttebær.

Det er lang tid til middag, siger han. Kom nu her.

Hun adlyder, vipper op i stående stilling og kommer hen imod ham i en vuggende, heliumlet gangart. Hendes smil er mellemfornøjet. Men han ved godt hvordan han skal gøre hende glad.

Vi skal ud og købe slik, siger han.

Chokolade?

Ja, chokolade og lakridser. Har du dine penge?

Hun rækker ham sin pung. Han åbner den og kigger ned i den, tager mønterne op. Der er en håndfuld femører og et par kronestykker. Han løfter dem op til næsen. De lugter bittert.

Så går vi, siger han.

Uha-uha, siger hun. Be’ om lov?

Det er ikke nødvendigt. Du er sammen med mig. Det er mig der bestemmer.

Der er ingen der ser dem, ingen der standser dem. Lidt efter går de ad landevejen. Aslaug pruster og gisper, han skælder hende ud og ler ad hende. Jeg har set elefanter med bedre kondi end dig, siger han.

Det har jeg også, siger hun.

Og det er sikkert rigtig nok. Aslaug, har hans mor fortalt ham, var missionær i Afrika da hun var ung. En morgen vågnede hun ved at en lille mand lå sammenrullet og sov på hendes bryst. Det var fanden selv. Hun blev liggende et helt døgn uden at røre sig. Der kom nogen og kaldte på hende, men hun kunne ikke svare dem. Så forsvandt den lille mand, og hun var reddet. Men efter den oplevelse, siger hans mor dystert, blev hun aldrig sig selv igen.

Finker, finker, siger Aslaug. Kartofler. Tyttebær. Hun slikker sig om munden og smasker.

Han hader finker. Han kunne lide det indtil hans mor fortalte ham hvad det var. Mosede lunger og indvolde. Siden har han hadet finker.

Finker, finker, messer Aslaug.

Ti stille med dine finker, siger han.

De går over broen der fører over elven, hvor små øer i midten er klædt af klatter med sne. De kommer forbi kirkegården og kirken.

Hvis man går baglæns rundt om kirken tolv gange klokken tolv, fortæller han Aslaug, så møder man fanden.

Hun jamrer skræmt, tager fat i hans hånd og sætter farten op, hvilket også var meningen.

Efter svinget ved kirken løber landevejen tværs igennem bygden, lidt op ad bakke, lidt ned ad bakke, og snor sig op i fjeldene på den anden side af en lang slette. Den ene af de to kolonialbutikker ligger på venstre side af vejen, over for jernhandelen og mellem sparebanken og posthuset. Aslaug sætter sig på en bænk og puster ud.

Du er det fedeste menneske jeg kender, siger han.

Hun ler. Chokolade? siger hun.

Vi går indenfor og vælger et stykke chokolade og nogle lakridser. Købmanden kommer hen til os. Drengen viser ham pengene og spørger om de har råd til et stykke chokolade til?

Ja, ja, så lad gå da, siger købmanden.

Da de kommer hen til kassen, kan han se at købmanden står inde på sit kontor og taler i telefon. Så får han øjenkontakt med ham, og han kommer ud og ekspederer dem.

De sætter sig på bænken og spiser slikket. Aslaug spiser sin chokolade, drengen spiser lakridsen og den anden chokolade. Der er hindbærgelé inde i chokoladen.

Nu bliver du endnu tykkere, siger han.

En ladvogn drejer ind på parkeringspladsen og stopper foran dem. Kridhvide skyer vælter ud af udstødningsrøret. Det er blevet koldere i vejret, mærker drengen. Snepløret har fået en hård skorpe. Bondemanden på Skogheim ruller vinduet ned og råber ad Aslaug. Stikke af på den måde! Og så narre drengen med sig! Skammer du dig ikke, dit gamle spektakel?

Aslaug begynder at græde. Det smitter. Drengen kan ikke holde gråden tilbage. Tårerne giver resterne af hindbærchokoladen i hans gane en metallisk bismag.

Bondemanden forsøger at genne Aslaug ind i bilen, men må opgive. Han beordrer hende op på ladet, hvor hun sætter sig med ryggen mod kabinen, tungt pustende. Drengen hopper ind på passagersædet.

Det må I aldrig gøre igen, siger bondemanden.

Det var ikke ham, snøfter drengen.

Man bliver jo forskrækket når I sådan forsvinder.

Ja.

Du er jo en stor dreng, siger bondemanden. Nu hvor din mor er blevet alene, er det dig der er manden i huset. Så må du se at opføre dig som en stor dreng.

Drengen siger ikke noget.

Det er jo ikke nemt for hende, kan du vel forstå, bliver bondemanden ved. Han skifter gear. Bilen skrider lidt ud i svinget ved broen. Bag ved os, på ladet, siger Aslaug nogle klynkelyde. Bondemanden griner til ham, og han griner til bondemanden.

Så er de tilbage. Middagsklokken ringer. Folkene på gården samles i madsalen og sætter sig ved langbordet. Han sidder ved siden af sin mor. Han spiser kartofler og de rørte tyttebær. Moren spiser finkerne for ham. En af folkene fløjter en melodi, mens han hugger maden i sig. Bondemandens kone, en høj og rugende mørk kvinde, lægger bestikket klirrende fra sig og beder ham om at tie stille, ellers skal hun sørge for at piben får en anden lyd. Der bliver stille rundt om bordet.

Bagefter spørger hans mor ham om han har tænkt sig at blive her resten af dagen, og i så fald skal han lade være med at deltage i nogen juleaktiviteter sammen med Svein og Geir. Det lover han. Julen er en hedensk skik, siger hun, det er ikke noget vi fejrer. Det ved drengen godt. Og du går ikke ind til juletræet, vel? Nej, nej. Hun giver ham et knus. Så går hun tilbage til vaskeriet.

Svein og Geir spørger ham om han ikke vil ind og besøge dem? Det ved jeg ikke, siger han.

Du skal måske et eller andet med din kæreste Aslaug? siger Geir.

Skal du op og besøge Aslaug på hendes værelse? siger Svein.

Skal I kysse?

Er hun god?

Næh, siger han.

Er hun ikke god? siger Geir.

Næh. Hun er fed.

Du er okay, siger Svein. Synes du ikke han er okay.

Han er helt tiptop, siger Geir og skubber venskabeligt til mig.

Vil du ikke med ind og lege? siger Svein.

Han følger med dem ind i hovedhuset.

Nu skal vi vise dig, hvordan vi fejrer jul, siger de.

Så er de indenfor. Juletræet står i al sin hedenske pragt og vælde i den fine stue, hvor vinduerne er pyntet med guirlander af gran og guldranker, og små dæmonisk grinende nisser sidder på kamingesimsen. Der er ikke andre derinde. Geir lukker døren bag os. De går hen til træet. Det er kolossalt, det rager helt op til loftet. Han går rundt om det. Der er kunstig sne på grenene, gyldne kæder og kugler, flere skoggerleende nisser og hundredvis af lys. Det er mærkeligt og frygtindgydene at se det så tæt på. Drengen skælver af ophidselse og betagelse og rædsel. Satans totempæl. Afgudsbillede. Han tror ikke Jehova synes særlig godt om at han er herinde. Men han har aldrig set noget lignende og kan ikke løsrive sig.

Vil du se, hvordan vi danser rundt om juletræet? spørger Svein.

Nej, tak.

Kom nu.

Næh.

Er du bange?

Jeg tilbeder ikke juletræet, siger han.

Det får dem til at le. De gentager det. Han tilbeder ikke juletræet. Geir tager ham i hånden og trækker i ham.

Kom nu. Vi danser bare en lille smule rundt om træet. Det gør ikke ondt.

Han stritter voldsomt imod. Han kan mærke at han skal tisse.

Svein der er ældst af brødrene, tager hans anden hånd. De slæber af sted med ham. Han lader benene knække under sig, forvandler sig til ren dødvægt. De giver slip.

Tøsedreng, siger Geir.

Så går døren op. Han drejer hovedet en smule og får øje på et par stribede strømpesokker, cowboybukser, en bluse med to buler og mellem bulerne Vigdis’ ansigt der kigger ned på ham.

Hvad er der med dig? siger hun. Er du ked af det?

Han vil ikke engang danse rundt om juletræet, siger Geir.

Han tilbeder ikke juletræet, siger Svein.

Vigdis sætter sig på hug. Hun stryger ham over hovedet. Han kan mærke duften af hende, den samme duft som han mærkede oppe på hendes værelse. Du skal ikke være ked af det, siger hun med blid stemme.

Han sætter sig op og tørrer sig i ansigtet.

Kom, siger Vigdis, nu danser vi rundt om juletræet, så skal du se hvor glad du bliver bagefter. Hun trækker ham i hånden. Geir og Svein kommer til og tager fat under hans arme og hiver ham på benene. Dette er det øjeblik han vælger til at give slip og tisse i bukserne. Det er en vidunderlig præpubertær orgasmisk fornemmelse, tisset der strømmer ud gennem pikken, lårene der bliver varme og våde, søen der vokser på gulvet.

Vigdis udstøder et lille skrig og springer tilbage, Svein og Geir gør det samme. Din lille gris, siger de. Gå op til din mor og få skiftet ble.

Han går op til vaskeriet, undgår Gerda der rører rundt i en dampende kedel med en lang kæp. Moren ser på ham og sukker.

Du må se at passe lidt bedre på, siger hun. Det er tredje gang den her uge.

Det var ikke mig, siger han.

Hvad mener du?

Det var Vigdis.

Var det Vigdis der tissede i dine bukser?

Ja.

Du skal lade være med at lyve.

Jeg lyver aldeles slet ikke.

Jehova hører dig, siger hun. Han ved at du lyver.

Han svarer ikke. Det havde han ikke tænkt på. Jehova hører alt og ser alt. Det kan ikke betale sig at forsøge at snyde ham. Men hans mor er ikke Jehova.

Det er sandt, siger han.

Hun sukker endnu dybere. Hun tørrer sveden af panden med bagsiden af hånden. Så finder hun skiftetøj frem som hun altid har med, og trækker det våde tøj af og giver ham tørt tøj på. Det er dejlig varmt. Han føler sig helt fornyet.

Nu må du passe på, siger hun. Jeg har ikke flere rene sæt før jeg får vasket.

Han går over til Aslaug.

Hun ligger på sofaen i fællesstuen og sover. Han bøjer ham ned til hendes øre og hvisker, Hjæælp, hjæælp, det bræænder, det bræænder.

Da hun vipper op på højkant, sidder han sammenkrummet bag armlænet. Hun springer op, mumler hen for sig selv, småløber frem og tilbage i stuen og kigger ud ad vinduerne. Han brøler af grin. Hun får øje på ham og ligner først et stort spørgsmålstegn. Så breder der sig et smil på hendes ansigt.

Nu gjorde du mig forskrækket, siger hun.

Han ruller rundt på gulvet og skriger teatralsk af grin. Åh, råber han, du er bare så nem at narre.

Hi-hi-hi-hi, ler Aslaug. Hun tager en snip af gardinet og tørrer sig over panden. Pyh, hvor er her varmt.

Hun ser ret opkogt ud. Øjnene skinner en smule.

Kom, siger han, så skal jeg vise dig noget.

Uha-uha, siger hun. Kære ven, ikke lige nu. Det er snart eftermiddagskaffe og rosinkage.

Det tager kun femten minutter, siger han.

Femten minutter?

Jeps. Femten minutter. Kom nu.

Han trækker hende i hånden, og hun sjokker af sted i hælene på ham. De går over i hovedhuset, ind gennem køkkenet, hvor noget af personalet er ved at vaske op efter middagen, gennem madsalen og ud til bagtrappen.

Uha-uha, siger Aslaug. Trapper.

Kom nu, siger han. Jeg skal vise dig noget meget hemmeligt.

Trapper-trapper-trapper, messer Aslaug. Men hun følger efter ham op ad trappen.

Trappen fra første til anden sal er meget smal. Hun udfylder den næsten helt. Så står de på afsatsen uden for Vigdis’ værelse. Han holder pegefingeren for munden. Aslaug læner sig mod væggen og puster. Sveden hagler ned ad hendes pande og kinder. Han peger på hønsestigen der fører op til loftet. Aslaug lægger hovedet tilbage og kigger op ad den.

Uha-uha. Be’ om lov?

Det er hemmeligt, siger han. Vi siger det ikke til nogen.

Han går først op, skubber loftslugen til side og springer op på loftet. Han vinker ad Aslaug. Hun ryster på hovedet. Han rynker brynene og gør sig vred. Hun står og tripper og ser ulykkelig ud, men bliver ved med at ryste energisk på hovedet. Så er der nogen der går i trappen et eller andet sted under hende.

Skynd dig, hvisker han. Det er fanden der kommer for at tage dig. Han tør ikke komme op på loftet.

Et øjeblik står hun som lammet, mens skridtene kommer nærmere. Hendes øjne er kolossale. De stirrer på et eller andet der er uden for hans synsvinkel. Han hører de tunge tramp af støvler på afsatsen. Aslaug klemmer sig ind mod væggen. Så entrer hun trappen, og svinger sig lynhurtigt op gennem lugen. Han skubber den hurtigt på plads. De tunge skridt passerer forbi dernede, så fortaber de sig.

Der kan du se, siger han. Han tør ikke komme her op.

Det grånende dagslys falder ind gennem et vindue i gavlen. På en skrå loftsbjælke sidder en lyskontakt. Han vrider den om, og en lampe tændes og blander sit gule lys med det snavsetgrå lys fra vinduet. Langs væggene står en del kasser. På gulvet ligger nogle sammenrullede tæpper og løbere. Nogle spisestole står stablet op fire og fire sammen med et spisebord. Alt er meget støvet.

Ned igen, ned igen, klynker Aslaug.

Vent lige lidt, siger han. Nu er vi jo heroppe. Vi skal kigge i kasserne først.

Han går i gang med at undersøge dem. De indeholder køkkensager, tallerkener, bestik, kander og gryder. Aslaug har sat sig på et sammenrullet tæppe. Hun puster tungt og klynkende. Kaffe-kaffe-kaffe, messer hun.

Se her, siger han og holder en dukke op.

Hun lyser straks op og tager dukken. Den har lyst hår, er nøgen og mangler en arm og et øje. Aslaug aer den og klemmer den ind til sit bryst. Huberta, siger hun med langtrukken, skælvende stemme, som om hun er blevet genforenet med en gammel ven.

Du må gerne beholde den, siger han. Det er min julegave til dig.

Hun sidder og vugger frem og tilbage med sin store krop og småsynger for dukken. I kassen med legetøj finder han et Meccano-sæt, noget han længe har ønsket sig. Der er flere kasser med byggesættet, man kan lave alt muligt med det. Han forstår ikke at det er blevet lagt væk. Hvem kan finde på at blive så træt af et rigtigt Meccano-sæt i flere æsker at de bare lægger det op på loftet?

Aslaug kigger på ham. Dinses julegave, siger hun.

Han kigger på Meccano-sættet der ligger spredt ud gulvet rundt om ham. Han samler det sammen, pakker det ned i æskerne og lægger dem tilbage i kassen.

Nu skal vi ned og have kaffe og kage, siger han.

Men Aslaug kan ikke komme ned ad den luge hun for lidt siden kom flyvende op igennem. Det er mærkeligt. Enten er Aslaug blevet federe, eller lugen er blevet smallere. Hendes fedt lægger sig i store valker rundt om åbningen, hendes ansigt bliver mere og mere koksrødt. Hun begynder at klynke langtrukkent.

Ti stille, siger han.

Hun begynder at jamre.

Hold din mund!

Han forsøger at proppe det udbulende fedt ned i åbningen, men jo mere han propper, jo mere fast sidder Aslaug. Hun begynder at huje. Han holder hende for munden, men hun vrider hovedet i panik og hujer øredøvende. En dør går op. Han hører nogen råbe i en opgivende tone:

Far! Det er Aslaug igen.

Og så genlyder husets trapper af trampende fødder.

Det tager dem lang tid at få hende ned. Da det endelig lykkes, kommer der en læge og lytter hende på brystet. Han ringer efter en ambulance som en halv time senere svinger ind på gårdspladsen. Drengen får et glimt af hende da hendes båre skubbes ind ad bagklappen. Hun ser egentlig ret tilfreds ud. Han kan se hovedet af Huberta stikke ud mellem hendes fede arme, vildt stirrende med sit ene øje. Så laver ambulancen et stort u-sving i det frosne snesjap foran hovedhuset og forsvinder. Det er blevet mørkt. Han følger det blå blink med øjnene og ser det dreje til venstre nede ved hovedvejen. Om aftenen fortæller hans mor ham at Aslaug skal blive på sygehuset i lang tid. Hun har haft et eller andet med hjertet.

I morgen må du vist hellere blive hjemme, siger hun.

***

Det sner. Brede flager kommer ud af himlen og daler langsomt til jorden, som er bygden ved at blive invaderet af millioner af faldskærmstropper fra landet Lilliput. Drengen sidder på sin snedrive. En rytmisk ringlen kommer nærmere. En bil runder svinget til venstre. Det er bygdens skrothandler der kommer kørende med et rustent bilvrag på ladet. Han kører langsomt, der er faldet meget sne, og under sneen er der iset. Det er snekæderne der laver den ringlende lyd. Idet han passerer drengen, smiler skrothandleren og vinker.

Han besvarer ikke hilsenen. Sneen falder på ham. Han har besluttet at blive siddende indtil han er en del af snedriven.

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.