Reception

Oprettet: 30.08.2009 - 21:24

En gang hvert efterår afholdes der på Gyldendal en reception for forfattere og ansatte. Dette års reception løb af stabelen sidste torsdag. Ligesom alle andre med tilknytning til forlaget modtog jeg for et par uger siden en invitation med posten. Og for første gang siden jeg debuterede, valgte jeg at deltage.

Som med de allerfleste jobs følger der med forfatteriet visse sociale forpligtelser eller forventninger. Foruden diverse arrangementer på forlaget bliver man inviteret til litteratur- og kulturfestivaler hvor man skal læse op eller lade sig interviewe, og så er der bibliotekerne og boghandlerne. Jeg vil tro jeg har ti til femten af den slags arrangementer om året. Endelig er der optrædender i diverse medier der topper i antal i forbindelse med en udgivelse for derefter ret hurtigt at falde igen. En gang gik jeg bag ved to fyre i Købmagergade der var midt i en heftig diskussion af min debutroman Kalak. Når jeg googler mit navn, kommer der tusindvis af hits, hvoraf en god del handler om en flod i mellemeuropa. Men en del af dem handler uomtvisteligt om mig. Det er den nye virkelighed jeg er nødt til at forholde mig til.

Hvordan skal jeg beskrive vejen hertil?

Indtil for fem år siden levede jeg alene i et kæmpestort hus i en bygd i Østgrønland hvor jeg sjældent talte dansk med nogen, og i hvert fald aldrig litteratur, og hvor de træge vintermåneder gik med at bevæge sig i mindre og mindre cirkler indtil jeg stod bomstille. Bortset fra at jeg befandt mig på et meget isoleret sted, så isolerede jeg mig oven i købet fra de mennesker der omgav mig. Hver morgen tussede jeg ind på sygeplejestationen, der lå i samme hus som min bolig, og hver eftermiddag tussede jeg ind til mig selv igen. Jeg havde selvfølgelig kontakt med en hel del mennesker i arbejdstiden og tog også ud på hjemmebesøg på alle tider af døgnet, men jeg omgikkes kun få mennesker socialt. Danskere der, uinviteret, kom på besøg, opfattede mig nok nærmest som menneskesky. Jeg sad der i mit store utætte træhus og rugede over det uigendrivelige faktum at jeg var kommet ind i en blindgyde, og ikke anede hvordan jeg skulle komme ud igen.

Inde på sygeplejestationen var der et helt rum fuldt af medicin. Og det var mig der havde nøglen. For at bøde på ensomheden og smerten over at være væk fra mine børn begyndte jeg på et selvmedicineringsprojekt. Jeg vil ikke anbefale det, men selv om det gik frygtelig galt, førte det alligevel til noget godt. Nogle måneder senere landede jeg med et uelegant bump i Danmark, nærmere bestemt i Rudkøbing, i nærheden af min ekskone og mine børn, i en fodklinik der lugtede af, ikke fødder, men kælder, hvor vandet i den kolde hane var brunt, hvor toilettet lå bag de kattehjemsøgte skraldespande i gården, og hvor mit køkken bestod af en elkedel til at varme vand til te og instant nudler. Mit køleskab var vindueskarmen der imidlertid kun fungerede som køleskab om vinteren. Mine hævekort var inddraget. Min konto var tom. Min sygeplejeautorisation var inddraget. Jeg var lykkelig og følte mig straks hjemme.

I den tidligere fodklinik skrev jeg min debutroman Kalak, i en rivende og malstrømsagtig proces, i hånden og på pc, i nutid og datid, i første og i anden person og på norsk og dansk. Jeg samlede manuskriptet i en bunke til venstre for mig, så skrev jeg det rent – nutid, første person, dansk. Efter at min ekskone havde læst manuskriptet, og sagt god for det, og efter at jeg havde talt med børnene om det, sendte jeg det til Gyldendal med en euforisk følelse af at brænde en masse broer bag mig. Nogle måneder senere kom svaret fra Simon, min redaktør, og i januar måned det følgende år udkom bogen. Jeg blev anmeldt i alle aviser, jeg blev interviewet, jeg optrådte i fjernsynet, jeg blev genkendt på gaden (en enkelt gang). Invitationerne til at deltage i forskellige events begyndte at tikke ind på min nyindkøbte mobil. Jeg opsagde mit job som ufaglært pædagog.

Det hele føltes så selvfølgeligt.

Jeg var tolv år gammel da jeg begyndte at holde foredrag. Mine tilhørere var en lille menighed af Jehovas Vidner i en lille bygd i indre Telemark. Det var meget almindeligt at man begyndte i den alder – for menighedens drenge, vel at mærke, pigernes opgave var at være renskurede, velfriserede og tavst smilende. Jeg læste et stykke fra bibelen hvorefter jeg kommenterede det i nøje overensstemmelse med forlægget, en artikel i tidsskriftet Vagttårnet. Jeg havde seks minutter til min rådighed. Hvis jeg afveg fra tidsplanen med mere end tredive sekunder, fik jeg en påtale. Hvis jeg afveg fra forlægget og begyndte at improvisere en tale, fik jeg ballade. Med menigheden, og formentlig også med Gud. Da jeg var gået tilbage til min plads, gennemgik en af de ældste min præstation, mens jeg sad nede i salen i mit stramme skræddersyede jakkesæt, varm som en trykkoger.

Nogle måneder senere blev jeg sluppet ud i felten. Jeg fik tildelt en fjern og trang dal hvor fjeldbønder boede på små gårde oppe i åsen, og markerne var så stejle at man stadig brugte heste. Min mentor, en af menighedens ældste, kørte mig ad de snoede veje og satte mig af hvorefter jeg gik i gang, klædt i mit stramme jakkesæt og udstyret med dokumentmappe og et halvt udvisket kort over området. Folkene på gårdene tog for det meste godt imod mig, de inviterede mig indenfor og satte rosinkager og grumset hjemmebrygget øl på bordet og lyttede venligt til mine forudsigelser om jordens undergang og de ondes udslettelse, noget jeg selvfølgelig dokumenterede med en lang række skriftsteder. Om eftermiddagen satte jeg mig i den støvede vejkant og var ved at falde i søvn. Så kom den ældste i sin bil og kørte mig hjem.

Sidste år i august mødte jeg min første fødsel. Det var i Tivoli, under grønlandsdagene. En fyr kom hen og præsenterede mig for sin søn, en kleppert på seksten der var et halvt hoved højere end mig. Så genkendte jeg faren, og jeg huskede tydeligt den stormende oktobernat hvor jeg modtog hans søn på et iskoldt soveværelse. Drengen kiggede nysgerrigt på mig. Så tog vi hinanden i hånden og hilste.

Som sygeplejerske er jeg slet ikke uddannet til at modtage børn. Mine egne børn er forløst ved kejsersnit, og da jeg kom til min første grønlandske bygd og skulle fungere som en enmandsrepræsentant for sundhedsvæsnet, havde jeg til dato aldrig set et barn blive født. Det blev der lavet om på. Og det første barn jeg så blive født, var dermed et jeg selv tog imod. I løbet af de næste år nåede jeg at modtage femogtyve børn under mere eller mindre primitive forhold, som regel sammen med en lokal fødselshjælper. To af fødslerne udviklede sig kompliceret, men både børn og mødre overlevede.

Jeg var heller ikke uddannet til at diagnosticere sygdomme og ordinere og iværksætte behandlinger, sy flænger, gibse brækkede knogler, måle øjentryk, trække tænder ud, rykke skuldre på plads, foretage gynækologiske undersøgelser, kontrollere bygdens vandforsyning for colibakterier, undervise i førstehjælp, vaccinere børn, deltage i tvangsfjernelser, foretage ligsyn, give seksualundervisning osv. Men grønlændere er venlige og tålmodige mennesker, og med deres hjælp, samt en gammel udgave af Lægebog for Søfolk, lærte jeg det. De fem år i den første grønlandske bygd er nok de mest lærerige i mit liv.

Jeg blev uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Hospital i 1987. Mit første job var som ansvarshavende nattevagt på Hvidovre Hospitals akutte modtageafdeling. Den lå en etage under jorden og var befængt med både rotter og mus og kæmpestore edderkopper, hvilket kunne være en plage for de patienter der var indlagt for delirium tremens. Det var et kaotisk sted, men sjovt for en nyuddannet, for jeg fik lov til at lave ting jeg normalt ikke ville få lov til at komme i nærheden af. Og lægerne var som jagede hunde, så dem følte vi sygeplejersker os højt hævet over. Det var i aids-epidemiens første årti. Narkomaner og prostituerede blev indlagt i mere eller mindre slutstadiet af sygdommen, sivende fra sår og bylder, bandende og råbende på smertestillende. En gang blev jeg overbrækket med frisk blod af en fyr hvis hiv-test samme nat viste sig at være positiv. Jeg blev testet, men først tre måneder senere kunne jeg trække et lettelsens suk.

Arbejdet på den akutte afdeling var mareridtsagtigt altopslugende. Når jeg havde fri, fik jeg ondt i maven ved tanken på den næste vagt, men når jeg først kastede mig ud i det, nød jeg det og følte at jeg kunne klare hvad som helst. Så døde mine svigerforældre, og jeg flyttede med min kone og to børn til Skagen hvor vi overtog deres rækkehus der lå et par hundrede meter fra vippefyret. Først pendlede jeg til København hvor jeg arbejde hver anden uge, og sov i ske med min kammerat Steen på hans sovesofa. Så fik jeg job på Frederikshavn Sygehus. Gennem endeløse vintermåneder tudede tågehornet på havnen i Skagen. Halvdelen af byens huse stod tomme uden for sæsonen. Havgusen slog ind fra den ene side, stanken af skidtfisk fra den anden. Vores nabo afpatruljerede fortovet foran vores lille frimærkehave. Det han så derinde, var tydeligvis ikke tilfredsstillende.

En af de mørke dage blev jeg og min kone enige om at rejse væk. Vi besluttede os for Grønland.

Jeg ved ikke om man kan sige at mit liv har formet sig efter en overordnet plan eller et tema. Det tema skulle i så fald være flugten. Jeg er som regel aldrig rejst til noget, altid væk fra noget. Men jeg føler mig stadig ung. Jeg tror stadig jeg kan lære at gøre tingene rigtigt.

Og efter tredive års planløse og forvirrede siksakkurs finder jeg mig så her, i torsdags, til reception hos Gyldendal, i afslappet samtale med Henriette og Jakob og Johannes og Peter og Simon, mens jeg nipper til min cola. Før i tiden følte jeg mig stiv og anspændt ved den slags lejligheder. Nu føler jeg mig for en gangs skyld afslappet og godt tilpas. Men jeg bliver kun en times tid, for jeg skal hjem til min søn. Samme formiddag fik jeg lov til at fjerne hans sonde. Og han klarer det godt, han tager tredive gram på om dagen. Jeg vil ikke gå glip af et eneste gram.