Ulven fortsætter

Oprettet: 23.03.2011 - 12:12

Solen skinner, og det er blevet forår. Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie på et tysk badeland, der er særdeles velegnet, hvis man har småfolk med.

Da jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at der efterhånden sker en masse gode ting for ULVEN. Èn ting er, at en bog får gode anmeldelser, noget andet er om læserne derude ”svarer”, og det kan man altid først mærke efter et stykke tid. Men køerne på biblioteket vokser, ULVEN er blevet indstillet til radioens romanpris, selve Johannes Møllehave vil gerne interviewe mig om den, og bogklubberne har taget rigtig godt imod den. Sådan sker der en hel masse små ting som fortæller mig, at bogen har det godt, og det glæder mig selvfølgelig.

Allerede da jeg skrev ULVEN havde jeg i baghovedet, at det nok ville blive en serie, for jeg kunne mærke, at heller ikke jeg var færdig med personerne på sidste side. Alligevel bad jeg Gyldendal om ikke at sige, at der ville komme en fortsættelse, for én ting var, at jeg havde lyst til at skrive en, noget ganske andet er, hvad en bog ville være med til, og hvornår. Dér er jeg gang på gang blevet overrasket. 

Jeg har diskuteret det med min mand mange gange. Han holder af at bygge, og når han laver en plan, plejer den at holde. Han tegner, laver materialelister, regner, om og om igen. Så hvorfor holder min plan ikke, nærmest aldrig? Hertil svarer jeg som regel: Det er fordi, jeg arbejder med noget levende! Jeg arbejder med mange lag af betydning på én gang! Jeg siger sågar: Jeg arbejder med det stof underbevidstheden afgiver. Jeg arbejder netop dér: På lysgrænsen. På grænsen mellem det, jeg endnu ikke ved og dét, som er gammelkendt for mig. Hver roman, hver novelle er en opdagelsesrejse, som bagefter kan synes interessant eller uinteressant, men undervejs var man netop det sted i skriften, hvor lyset brødes, hvor det mørke langsomt lod sig begribe. Ligeså vel som man ikke kan lægge sig til at sove og forudbestille sine drømme, ligeså lidt kan man på forhånd sige, hvad en roman kommer til at handle om. Hvorfor skulle man ellers skrive den?

Inger Christensen har engang sagt, at hun for at skrive en bog brugte dét, hun kaldte en glemsels-strategi. For at skrive en bog, var hun nødt til at glemme det, hun allerede vidste. Hvis hun virkelig gav sig til at skrive med alle intellektets skarpe projektørlamper rettet direkte ned på det blanke papir – ville der ikke komme et ord frem. På den anden side er der ingen tvivl om, at noget af dét, der var med til at gøre hendes bøger så gode var, at hun havde et skarpt intellektuelt blik på det hun gjorde. Personligt tror jeg det handler om afstand. Man kan ikke skrive en bog, der er for tæt på, for indlysende for én, men man kan heller ikke skrive én, der er for langt fra, for ukendt. 

Så hvordan skulle jeg på forhånd kunne sige, om jeg kunne skrive en fortsættelse? Jeg mente, at det klogeste var, at være forsigtig. Men nu hvor jeg har skrevet halvdelen af 2’eren, LILLE HJERTE, kan jeg vil godt indrømme det: At jeg glæder mig til at følges med Henry og Leonora længe endnu.