At vælge det rigtige

Oprettet: 29.08.2011 - 08:26

Om at løbe i regnvejr og læse i al slags vejr.

I dag har jeg løbet – jeg nyder at løbe en tur om formiddagen de dage, hvor jeg har aftenvagt. Det regnede en lille smule da jeg løb hjemmefra, skulle jeg vente til en anden dag? Nej, de par dråber var bestemt ikke noget at tale om! Jeg løb videre – det blev ved med at småregne. Jeg lover mig selv, at hvis det stadig regner når jeg har løbet 2.5 km må jeg vende om. Det er ikke holdt helt op da jeg har løbet 2.5 km, men det holder helt sikkert op, lige om lidt. Da jeg er præcis halvvejs begynder det at skyl-øs-regne – nu kan jeg ikke vende om eller det kan jeg godt, men der er lige langt begge veje. Selv hunden der ellers er en rigtig vandhund ser slukøret ud og føler sig ikke spor fristet til at ta en dukkert i søen. Mine nye sko klager sig: svup svup. Jeg tænker: holder det da aldrig op? Jo det gør det 50 meter før min gadedør.

 Sådan en våd tur får mig til at glæde mig over at det altid er det rigtige vejr at læse i. Jeg skal bare vælge om jeg vil sidde ude elle inde og så skal jeg vælge, hvad jeg vil læse. Jeg synes jeg vælger rigtigt hver gang, jeg har læst et væld af gode bøger denne sommer. Den bedste jeg har læst denne sommer er Rum af Emma Donoghue fodi den var så overraskende og anderledes og vildt spændende. Nu læser jeg en anden aldeles fantastisk bog, den er skrevet af Orhan Pamuk og hedder Uskyldens museum romanens hovedperson har også mange valg, indtil videre er jeg ikke sikker på at han vælger det rigtige og det er præcis det der gør romanen spændende.