En analyse af Paul Austers forfatterskab.

Oprettet: 10.05.2012 - 19:03

En bruger har lavet en grundig analyse af Paul Austers forfatterskab og en sammenligning af Auster og Hustvedts forfatterskaber.

Paul Auster regnes normalt for at tilhøre den genre, som kaldes den postmodernistiske, uden dog efter min mening at være præget af denne retnings væsentlige karakteristika. På et punkt kan man dog sige, at han er postmodernistisk, og det er i hans brug af referencer. Man siger, at postmodernistiske forfattere stjæler med arme og ben, og det gør Auster, men det skal ikke forstås således, at han på nogen måde er en uhæderlig afskriver. På samme måde, som en billedkunstner, når han laver en kollage, ved at påklistre ting som andre har lavet, så er Austers værker fyldt med småpluk fra andre forfattere. Visse koloristiske kollager består af grundting, som er sat sammen, men nogle er også sat sammen af ting, som kan genkendes fra andre sammenhænge fra billedkunstens verden. En kollage kan f. eks. være sammensat af elementer, som er genkendelige fra den øvrige kunstproduktion. Man kan f. eks. nikke genkendende til et billede af Mona Lisa, klippet ud af et kunstkatalog, revet over og så sat ind i den pågældende kollage, måske sammen med andre udrevne eller tilklippede småstykker af gengivelser af andre kunstværker. Det kan være morsomt at se en sådan kollage. Man nikker genkendende til de ting, som man umiddelbart kan genkende andre steder fra, og man kan måske få lyst til at finde ud af, hvor andre elementer kommer fra.

Når man læser Auster, så støder man hele tiden på henvisninger til forskellige kendte personer og begivenheder. Dette er med til at gøre Austers forfatterskab så enestående. At Paul Auster så også er begavet med en enestående evne til at skrive, er så også med til at placere ham som en af vor tids største forfattere. At han ikke for længe siden har fået Nobelprisen i litteratur, skyldes paradoksalt nok netop denne evne, og hans eventyrlige lyst til at skrive. Austers romaner en utroligt spændende i deres form og opbygning, og man sidder åndeløse fra begyndelsen til enden. Dertil kommer, at Auster er særdeles velfortællende, så man nyder hver sætning, man læser. Selv i hans prosa er der poesi. Han er da også engageret i samfundsforhold, og man er da ikke i tvivl om, at han er særdeles venstreorienteret. I hans deciderede selvbiografiske værker fortælles om, at han selvfølgelig har været med i ungdomsoprøret, men han siger selv et sted, at det blev ikke til så meget, for han stod ligesom på sidelinien og iagttog. Han ville også have været militærnægter, men blev dog overhalet inden om ved at trække frinummer eller som han et andet sted skriver fordi han havde astma. Hvad end grunden var til hans fritagelse for militærtjeneste, så slap han i hvert fald for at blive militærnægter, og som den han var, så var der jo ingen grund til at gå i fængsel for sit standpunkt, hvis det ikke var nødvendigt. I Austers romaner skinner også igennem, hvor han har sin sympati rent politisk. I Leviathan lader Auster Hovedpersonen Sachs i anledning af, at Ronald Reagans æra var begyndt, mene at det var slemt, at højrefløjen alle steder var i fremgang, og at det var foruroligende, at enhver effektiv opposition mod den var styrtet sammen.

I Brooklyn Dårskab hedder det: det blev køligt i vejret; Gore stillede op mod Bush. For mig at se var der aldrig tvivl om resultatet. Selv med Nader til at stikke en kæp i hjulet, virkede det umuligt at demokraterne kunne tabe. Og lidt efter skriver fortælleren om Bush: Han var ideolog på den yderste højrefløj, og i samme øjeblik, han aflagde sin embedsed, ville regeringen blive kontrolleret af galninge. Et andet sted betegner han Bush’ sejr over Al Gore som en forbrydelse.

I Rejser i Scriptoriet er man ikke i tvivl om Austers syn på indianernes undertrykkelse, når man læser den i bogen indlagte fortælling om Sigmund Graf’s ekspedition ud for at lede efter Ernesto Land.

Men ligesom det ikke blev til så meget med Austers engagement i ungdomsoprøret, så bliver det ikke til så meget med hans samfundskritik, fordi hans evne til og lyst til at fortælle oveskygger det hele. Auster er ikke samfundskritikker, han er en gudbenådet fortæller. Det bevirker også, at selv om man er uenig med ham på de steder, hvor han viser sin mening, så kan man alligevel være en stor beundre af hans forfatterskab. Når han lader sine personer udtrykke sin mening, så virker det også ofte, som om han bare prøver at ramme et måske udbredt tankesæt.

Havde Auster ikke været en så gudbenådet fortæller, men havde brugt sine evner til at skrive på bare at være samfundskritisk, så havde han sikkert for længe siden været indstillet til nobelprisen.

 Austers hovedpersoner er ofte forfattere.

Som sagt så er Auster en god fortæller. De fleste for ikke at sige alle hans romaner har en hovedperson, som er forfatter. Vi følger så denne forfatters meritter, men som indskud i romanen har vi så som regel en historie som enten hovedpersonen skriver eller som han på en eller anden måde får flettet ind. I By af glas er Quinn forfatter. Ja han er endda to forfattere, thi først skrev han under eget navn, for så senere at skabe et helt andet forfatterskab under pseudonymet William Wilson. I Det aflåste Værelse er selve fortælleren forfatter, og han fortæller om en forfatter, der hedder Fanshawe. I Orakelnat er fortælleren Sidney Orr forfatter. Hans ven John Trause er forfatter, og i romanen har vi så Sylvia Maxwell, som er forfatter til en roman ved navn Orakelnat, og således bliver det ved, hvis man gennemgår hele forfatterskabet.

 Indskudte fortællinger

I alle Austers bøge er der indskudte fortællinger. I Orakelnat har vi f. eks. hovedpersonens egen historie, men som historie inde i historien har vi så f. eks. Orr’s historie om Nick Bowen. En i øvrigt rigtig god historie, selv om den løber ud i sandet, idet Orr simpelthen ikke kan finde på en slutning på den.

I alle Austers romaner er der også småfortællinger, der dels er fiktive og dels hentede fra den eksisterende litteratur. I Leviathan har vi hele fortællingen om Maria Turner, som faktisk er en autentisk beretning om den franske billedkunstner Sofie Calle. Her har jeg en sjov lille historie, som er helt Austersk. Han skriver jo ofte om tilfældigheder, bare tænk på første del af Den Røde Notesbog. Da jeg læste Leviathan opdagede jeg tilfældigt, at beskrivelsen af Maria Turner passede på en fransk kunstner, Sofie Calle, uden at jeg nogensinde havde hørt om hende. Jeg Googlede hende så, og det første, jeg fik frem, var en meddelelse fra Fotomuseet på Brands Klædefabrik i Odense, der annoncerede, at der et par dage efter skulle være afsløring af to nys indkøbte billeder af netop Sofie Calle. Jeg skyndte mig at blive tilmeldt og havde en fantastisk oplevelse i den anledning. Takket være Auster, hans beskrivelse af Maria Turner, samt det research, jeg takket være den interesse Auster havde vakt, havde udført, var jeg trods de yderst kompetente personer jeg ved den anledning var sammen med, dog nok den, der var bedst rustet til at se Sofie Calles billeder. Og det er netop det mest fantastiske ved at læse Auster, at man får indsigt i så mange ting, men tilbage til det senere.

I Moon Palace har vi indlagt hele Thomas Effings historie, om hvorledes han flygter og senere vender tilbage til livet efter de fantastiske oplevelser ude i bjergene. Helt suverænt er det i Illusionernes Bog, hvor Hector Mann’s historie er lagt ind i selv romanen.

I de to ovennævnte eksempler er der tale om ren fiktion lagt ind i fiktionen, men mange steder kommer også det, som jeg kalder kollage eller referencer. Det vil sige, at Auster i sin roman fortæller om noget, som han ikke selv har fundet på, men som enten er en andens historie eller noget som er fakta. Jeg tænker her f. eks på den beretning, som er lagt ind i Brooklyn Dårskab, hvor vi hører om Kafka og dukken.

 Referencer.

Det er ikke kun litterære referencer, som Auster bruger. Adskillige steder har han udførlige omtaler af billeder. I Moon Palace får vi således udførligt beskrevet et billede af Ralph Albert Blakelock. Meningen med at beskrive dette billede netop i denne bog er typisk for Auster. Bogen hedder Moon Palace, som er navnet på en bygning, som ligger i New York. Billedet af Ralph Blakelock hedder Moonlight og i bogen fortæller Victor Fogg i et selskab historien om Cyrano de. Bergerac, en historie der netop handler om at rejse til månen. Anledningen er, at nogle begynder at tale om, at amerikanernes første månelanding nok er fup. Fogg har en onkel Victor, som spiller i forskellige bands. To af dem hedder henholdsvis The Moon Men og Moon light Moods.

I Moon Palace er det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at hovedpersonen hedder Marco Stanley Fogg. Han er opkaldt efter tre kendte opdagelsesrejsende, nemlig Marco Polo, Stanley, som var den journalist, der drog ud for at finde Livingstone og så Philias Fogg fra Jorden rundt i firs dage.

Auster elsker sammenhænge af tilfældigheder, som når han f. eks. et sted konstaterer, at samme år som amerikanerne gjorde den største rejse i verdens historie, da afkanoniserede paven de rejsendes skytshelgen Den ellers så hellige Christoforus

Det med at lave referencer der hentyder til hovedtemaet i den pågældende bog er udpræget for Auster. I Mr Vertigo, som handler om en dreng, der kan flyve er der selvfølgelig en omtale af Charles Lindberg. Samme dag som drengen i bogen flyver over en sø for første gang, ja så flyver Lindberg over Atlanten.

I by af glas er beskrevet, hvorledes Peter Stillman i mange år er indespærret i et værelse. Det får selvfølgelig Auster til også at komme ind på en del lignende tilfælde. Han fortæller således om Den vilde dreng fra Averyon, Raymond Sebond og Alexander Selkirk, som er personer, der har haft samme skæbne som Peter Stillman.

Paul Auster har også, som tidligere nævnt, sans for de sjove tilfældigheder. I Den Røde Notesbog fylder den første fjerdedel små historier om tilfældigheder, men de er at finde mange steder i hans forfatterskab. I By af Glas nævner han således, at det er da morsomt, at de vejfarendes helgen Den hellige Kristoffer bliver afkanoniseret af paven netop det år, hvor menneskeheden foretagen sin hidtil største rejse, nemlig rejsen til månen.

Ud over de mere bastante eksempler på kollage, så er der alle de små hentydninger eller bare nævnelser.

Alene i By af Glas er der følgende referencer. S.21, Marco Polos rejser, s. 27. En opera, der hedder Manden i Månen, s.31. beskrivelse af Vermeers billede, Soldat og smilende Pige, s. 58. Den vilde dreng fra Averyron, s. 59. Raymond Sebond og Alexander Selkirk, s.70 Thomas More, Gero’nemo de Mendietas, Poul den 3. pavelige bulle 1537 samt John Locke og Rosseaus, s. 71 Milton, s. 72. en hel fortælling om Babelstårnet, s.74 Henry Dark, præst i Boston, gift med Lucy Fitts. Han skrev hæftet Det nye Babel, s. 77 Milton, Det nye Paradis, Felix culpa, s. 83 Mobby Dick, Nantuckel og Melville, s. 98 Kilroy, s. 108 A Gordon Pym, s. 121 Henry David Thoreau, Hilda Dolittle, Demokrit, Heraklit, Humpty Dumpty, s. 122. Lewis Carrol, s. 123 Columbus og mennesket på månen 1969, s. Edgar Allan Poe. s 127 George Washington, s 142 Don Quixote (Cid Hamete Benengeli), s. 154 Statuen af Columbus (Central Park) s. 155 Flation bygningen og endelig s. 185 Den hellige Kristoffer.

Når man læser disse ting, så siger den belæste læser gang på gang Aha, og selv den mest belæste kan lære noget, hvis han prøver at grave lidt i de navne, han her præsenteres for. Jeg havde f. eks aldrig hørt om Livet i Skovene af Thoreau, før Auster vakte min interesse, men det gør jeg nu, idet jeg med stor interesse har læst denne bog. Auster lader et sted en person sige, at han vil være forfatter for at ændre folks liv, og det gør Auster, hvis man griber de guldkorn, som han strør om sig. Auster kan dårligt skrive en side uden at han omtaler et eller andet litterært værk eller en forfatter. Ofte er en sådan omtale i forbindelse med, at han f. eks. fortæller, hvad der interesserer en af personerne. En typisk introduktion af personer får vi i Moon Palace på side 290, hvor Fogg fortæller om sine egne og hans fars (Solomon Barber) præferencer. Citat: Jeg sagde Roberto Clemente, Barber sagde Al Kaline. Jeg sagde Don Quijote, Barber sagde Tom Jones. Vi foretrak begge Schubert frem for Schumann, men Barber havde en svaghed for Brahms, hvad jeg ikke havde. På den anden side fandt han Couperin kedelig, hvorimod jeg aldrig kunne få nok af Les Barricades Mysterieuses. Han sagde Tolstoj, jeg sagde Dostojevskij. Han sagde Bleak House, jeg sagde Our Mutual Friend. Citat slut.

I ovenstående citat omtales kun forfattere og Komponister, men det virker som om Auster er særdeles velbevandret også når det gælder malerkunstens mestre, og så endelig ikke at forglemme kendte baseballspillere. Der er næppe en bog af Auster, hvor der ikke slynges om sig med spillerudtryk fra baseballsportens verden.

Malerkunsten spiller åbenbart en stor rolle i Austers liv, for flere steder kommer han med fantastisk kompetente beskrivelser af et eller flere malerier. Det er således tilfældet i Moon Palace. Her får vi først s. 134-135 nogle historier om Ralp Albert Blakelock, og senere en god beskrivelse af hans billede Moonlight. s 140-141. En maler, som Auster har særlig forkærlighed for er den hollandske maler Vermeer.  I By af Glas s. 31 har Auster en glimrende beskrivelse af Vermeers billede Soldat og ung smilende pige. I den delvis selvbiografiske bog ” Opfindelse af ensomhed, Erindringens Bog, tiende bog beskriver Auster også nogle billeder af Vermeer. Det drejer sig om Kvinde i blåt, Pige , der hælder fløde op, Kvinde med skålvægt, Pige med perlekæde, Pige med vandkande og Brevlæsende dame ved åbenstående vindue.

Det kan så være nærliggende at se på, om der er nogle af de mange nævnte digtere, malere komponister eller andre nævnte personer, som optræder særligt mange gange i Austers digtning, og her vil jeg omtale en række af dem, som især er faldet mig i øjnene.

Thoreau  omtales i Leviathan, By af Glas, Genfærd og Brooklyn Dårskab. I Genfærd på siderne 216- 231- 239- 242- 246- 247 og 261 så her fortælles en hel del om ham. I Leviathan omtales Thoreau på side 37 som Sachs forbillede.

Poe omtales i By af Glas, Det aflåste Værelse, Timbuktu, Brooklyn Dårskab og Usynlig. Karakteristisk er omtalen i Timbuktu s 44. Mr Bones og hans herre Willy er standset op foran et lille hus med en plade på muren. Citat: ”North Amity Street to-å- tre” reciterede han. ”Her boede Edgar Allan Poe fra 1832 til 1835. Åbent for publikum april til december, onsdag til lørdag 12-15.45. Citat slut.  Lidt efter siger Willy: Denne hersens Poe var min bedstefar, den store forfader for alle os skrivende Yankeer. Uden ham ville der ikke have været nogen mig, ikke nogen som helst. Vi er endt i Poe-land, og hvis man siger det hurtigt nok, er det der, hvor min egen afdøde mor blev født. Willy var også digter, men som så ofte i Austers univers, så forsvinder det skrevne. Det er typisk, at Willy er fra Polen. De fleste af Austers personer er som han selv af jødisk og østeuropæisk oprindelse. Og så er der endelig ordspillet med Poeland, som er typisk for Auster, som elsker at lege med ord. Tænk på hans forkærlighed for navnet Quinn. (Qui NN)

Sir Walter Raleigh omtales i Det aflåste Værelse, Moon Palace, Leviathan, Brooklyn Dårskab, Usynlig, Tilfældets musik og Mr. Vertigo.  I Moon Palace får vi nævnt Raleigh på den for Auster så fanden i voldske facon. Citat: Jeg gik med hende til et værelse i Eldorado Hotel, gav hende en kort forelæsning om Sir Walter Raleighs digte, og sang derefter vuggeviser for hende mens hun tog tøjet af og spredte ben. Citat slut. I Brooklyn Dårskab citerer Nathan Raleighs ”Farvel til hoffet” Typisk for Auster er en passage i Tilfældets Musik. Han kan simpelthen ikke lade være med at lave den slags opremsninger. På s. 92 opremses en række ting, som de to rige tumber, har i deres museum. De har: En telefon som engang havde stået på Woodrow Wilsons kontor. En perleørering, som Sir Walter Raleigh havde gået med. En blyant, som var faldet ud af Enrico Fermis lomme i 1942. General McClellans feltkikkert. En halvt røget cigar hugget fra et askebæger i Winston Churchills kontor. En sweatshirt som Babe Ruth havde haft på i 1927. William Sewards bibel. Den stok Nathaniel Hawthorne brugte da han som dreng brækkede sit ben. Et par briller Voltaire havde gået med.

I Leviathan fortæller Sachs gerne, at en forfatter var ansvarlig for at hans mors familie kom til Boston. Dette fordi Sir Raleigh bragte kartoffelen til Irland, hvorfra Sachs mors familie udvandrede tre hundrede år senere på grund af den hungersnød der indtraf p. gr. af kartoffelhøstens svigten.

Walt Whitman er også nævnt flere gange i Genfærd og en enkelt gang i både Brooklyn Dårskab og Usynlig. I Genfærd har Auster en fantastisk historie om, hvorledes Whitman på sit dødsleje gik med til, at hans hjerne efter døden skulle obduceres. Man fjernede så hans hjerne, da han var død, men lige da de skulle til at undersøge den, så taber en af assistenterne hjernen på gulvet, hvor den smatter helt ud, og den hjerne, der havde tilhørt Amerikas største digter blev fejet op og smidt ud med affaldet.

I Brooklyn Dårskab fortælles en historie om, da Poe blev genbegravet. Til denne begivenhed var alle Amerikas digtere inviteret, men den eneste, der gad komme var Walt Whitman.

Den næste i rækken er Nathaniel Hawtorne. Han omtales i Brooklyn Dårskab, Genfærd, Moon Palace, Tilfældets Musik, Mr. Vertigo og Illusionernes Bog. I Genfærd fortæller Auster om Hawthornes historie om en mand, der forlader sin hustru og i mange år lever i samme by, hvor han følger hendes tilværelse uden, at hun aner noget om hans tilstedeværelse, for så til sidst at komme hjem til hende og blive gengift med hende. Dette tema med en mand, der bare forsvinder bruger Auster mange steder. I Orakelnat hører vi således om Nick Bowen, der bare går ned på gaden for så at forsvinde fra det hele. I Illusionernes bog er det Hector Mann, der forsvinder, og det samme gør Benjamin Sacks i Leviathan. Endelig er der Fanshave i Det aflåste Værelse, som bar forsvinder ud i den blå luft.

Shakespeare optager også Auster. Vi møder hans navn i Det aflåste Værelse, Moon Palace, Tilfældets Musik Brooklyn Dårskab og i I det sidstes Land.

I I det sidstes Land hører vi, hvorledes Anna Blume og hendes venner sælger bøger inden de forlader det forfærdelige land. De sælger to hylder med Dickens, fem sæt Shakespeare (det ene af dem i otteogtredive miniaturebind, som ikke var større end en håndflade)- en Jane Austen, en Schopenhauer, en illustreret Don Quixote. Igen en opremsning af forfattere, men det bør bemærkes, at alle Austers personer har bøger og er meget belæste med ganske få undtagelser som f. eks. Pozzi i Tilfældets Musik. Mange af Austers personer er endda Professorer i humanistiske emner. Ganske som hans begge hans egne svigerfædre. F. eks er Zimmer fra Illusionernes Bog jo professor i litteratur. Auster selv har også studeret litteratur på universitetet, hvilket også både hans første kone Lydia Davies og hans anden kone Siri Hustvedt har.

Kafka omatales kun i to bøger nemlig i Brooklyn Dårskab og i Usynlig. I Brooklyn Dårskab fortælles den lille historie, om hvorledes Kafka for at trøste en lille pige, der har mistet sin dukke, hver dag skriver et brev fra dukken, som han så går hen i parken og læser højt for den lille pige. I Usynlig er der en opremsning af alle de forfattere som Adam Walker og hans søster Gwyn begge holder af, og her nævnes Kafka selvfølgelig også.

 Jeg har gjort notater til hver eneste bog af Auster, som vist m. hensyn til By af Glas, og det er utroligt, hvad det har åbnet op for af kulturoplevelser. Og Auster har fantastisk stor indsigt og ballast intellektuelt og med hensyn til kulturel baggrundsviden.

Den eneste bog, hvor Auster ikke har referencer til noget som helst, er Rejser i Skriptoriet. Ja og dog, for her er der hele tiden referencer til hans egne personer fra tidligere romaner. Her sidder en mand ved navn Blank i et lille rum, og en efter en kommer personer, som han (d. v. sige Auster ) tidligere har sendt ud på missioner. Der kommer Anna Blume fra I det sidstes Land og vi møder Zimmer fra Moon Palace. På s. 36 bliver Blank klædt helt i hvidt ligesom Peter Stillman fra By af glas.På s. 55 sidder Blank og ser på billeder. Og der er billeder af En gammel mand i kørestol (Thomas Effing fra Moon Palace), En uhyggelig fed mand med et skaldet hoved (Solomon Barber fra Moon Palace), En mand, der sover i en park (Marco Fogg fra Moon Palace), En kineserinde i danserindetrikot(Kitty Wu fra Moon Palace). På side 56 hentydes der til Pozzi fra Tiilfældets Musik. En slank ung mand,  der sidder ved et bord med 5 kort på hånden og en stabel pokerjettoner foran sig. Her hentydes også til Villy fra Timbuktu. En skægget forpjusket person sidder på et fortov med armene om en stor køter. Og endelig nævnes Warszawa-telefonbogen fra historien om Nick Bowen i Orakelnat. På s. 68 omtales Fanshave fra Det aflåste Værelse, s. 94 her møder vi lægen Samuel Farr. Han var journalist i I det sidstes Land, men leger læge på plejehjemmet. På s. 102 hentydes der til det frygtelige land, som Anna Blume og Farr var i i I det sidstes Land. På side 104 præsenteres vi for John Trause, som vi kender som forfatter i Orakelnat, og vi hører på side 116 om Sophie, Fanshaves kone i Det aflåste Værelse. På side 152 hører vi om Marco Fogg (Hovedperson fra Moon Palace, og detektiven Quinn optræder på side 155 Endelig møder vi på s. 156 Molly Fitzsimmons, gift med Walt Rawly (Mr Vertigo), og til allersidst fortælles om Benjamin Sachs, der falder ned fra balkonen, samt om, da Sachs slår Reed Dimaggio ihjel med en baseballkølle (Leviathan)

Auster kan dårligt skrive en side uden at han omtaler et eller andet litterært værk eller en forfatter. Det er mest udpræget i de bøger, som forgår i intellektuelle miljøer, men selv i den lettere genre, som f. eks Timbuktu og Tilfældets Musik er der litterære referencer.

 Selvbiografiske træk.

Austers digtning er fyldt med selvbiografiske træk. I By af Glas er der en forfatter, som hedder Paul Auster. Han er gift med En kvinde ved navn Siri, og de har en søn ved navn Daniel. (Austers søn af første ægteskab med Lydia Davies hedder Daniel) I Den røde Notesbog som til dels er en selvbiografi skrive Auster, at han engang blev ringet op af en mand, som ville tale med Pinkerton Agency, og at det gav ham ideen til indledningen i By af Glas, hvor han bliver ringet op af en mand, som vil tale med detektiven Auster.

 I Det aflåste værelse s. 285 beskrives, hvorledes Fanshave går ud af universitetet, sejler med et tankskib, bor i Frankrig nogle år, først i Paris og senere som opsynsmand på en gård i Sydfrankrig. Dette svarer nøjagtig til Austers egne oplevelser. Fanshaves oplevelser på skibet svarer også fuldstædig til Austers egne oplevelser beskrevet i Den røde Notesbog.

I Moon Palace er hovedpersonen Marco Fogg ligesom Auster født i 1947. Marcos far og Solomons far var som Austers egen far fraværende i deres søns liv. Da Paul Austers onkel rejste til Europa, afterlod han flere kasser med bøger i Paul Austers hjem og PA læste dem. I Moon Åalace arver Marco alle sin onkels bøger, som han så læser. Både Auster selv og Marco læser ved Columbia University i New York, og begge begynder at læse litteratur i 1965.  De er begge venstreorienterede og er involveret i de studerendes demonstrationer på Columbia University. Begge taber meget i vægt efter at have mistet penge Marco Fogg var som Auster af jødisk afstamning.

Det med Austers fraværende far går igen flere steder i hans digning. I Tilfældets Musik kender fortælleren Nashe ikke sin far. Han forlader selv sit barn, og pokerspilleren Pozzi lever også i sin barndom uden en far. I mr. Vertigo er Walter forældreløs, så det virker som om Auster virkelig har et traume omkring dette med ikke at have en nærværende far.

I Leviathan fortæller fortælleren Peter Aron (samme forbogstaver som i Paul Auster): Mit første ægteskab gik i opløsning to år forinden (forinden Reagan blev præsident i 1980)., og jeg traf Iris sidst i februar. Min son David var da tre år.  (s 39). Peter Arons kone hedder Dalia, og hun bliver gravid 1976, sønnen David bliver så født i 1977, og de bliver skilt i 1978. Det svarer nøje til begivenhederne i Austers eget liv. Samme årstal for giftemål, skilsmisse og barnefødsel Siri (Austers anden kone) er i bogen blevet til Iris, og Lydia Davis (Austers første kone) er blevet til Dalia. Austers og Lydia Davis søn Daniel bliver til Peter Arons og Dalias søn David.

I bogen får Pater Aron og bIris så en datter, der hedder Sonia. Austers og Siri Hustvedts datter hedder Sophie. Peter Aron oversætter bøger og han har været fem år i Frankrig. Han var fritaget for militærtjeneste p. gr. af astma. Han var af jødisk slægt. Iris var som Siri på en seks ugers rejse til Kina med sine tre søstre. Iris er som Siri fra Minesota. Osse i Leviathan er der et lille barn, der lider under fravær af en far, nemlig den lille Maria.

Som sagt så er mange af Austers personen ligesom han selv af østeuropæisk oprindelse og af jødisk herkomst. Det gælder således udover de allerede nævnte så også Mester Yehudi i Mr Vertiogo Villy i Timbuktu og Nathan i Brooklyn Dårskab.

Af selvbiografiske træk skal endelig nævnes beskrivelsen af Trauses søn Jacob i Orakelnat. Beskrivelsen af denne søn svarer nøje til beskrivelsen af den unge nakoman i Det jeg elskede af Siri Hustvedt., og denne beskrivelse er en uhyggelig tilnærmelse til de faktiske forhold omkring Austers egen søn med Lydia Davis (Daniel). At Siri Hustvedt har skrevet en bog, der i det store og hele handler om Pauls problemer forårsaget af hans første ægteskab, er bemærkelsesværdigt. Jeg skal senere komme ind på, hvorledes de to forfattere, Mand og kone kredser om de samme ting, og om, hvorledes deres forfatterskaber er flettet ind i hinanden på en eller anden måde.

 Personers forhold til pengesager

Selv om Austers forfatterskab af nogle opfattes som værende meget forskelligt fra bog til bog, så er der dog en klar linie, f. eks. det med referencerne. Der er også de andre karakteristika, som jeg har været inde på. Der er temaer, som går igen og igen, og som måske giver udtryk for noget dybt iboende i Auster selv. Når vi læser hans selvbiografiske ting, som f. eks. Den røde notesbog, så får vi på fornemmelsen, at hans forhold til penge er dybt problematisk. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at observere, at mange af hans personer, for at sige det rent ud, har et yderst uansvarligt forhold til penge. Et typisk eksempel er hovedpersonen i Tilfældets Musik, Nashe. Han arver uventet en større sum efter sin far (som han som andre af Austers personer ikke havde et så nært forhold til, at han overhovedet anede, at han var død, og advokaten havde svært ved at finde ham, for at fortælle om dødsfaldet.) De havde ikke set hinanden i 30 år). Nashe formøbler så pengene i løbet af et års tid ved bare at køre rundt i U.S.A. på må og få, for så til sidst at sætte de sidste penge til ved et pokerspil.

I Moon Palace ser vi også i hele første del, hvorledes pengene smuldrer mellem hænderne på både Fogg og hans onkel Victor. Denne bohemeagtige måde at arbejde med penge på er sikkert udtryk for et eller andet traume fra Austers egen barndom. Han beskriver i de to selvbiografiske værker Den røde Notesbog og  Ofindelse af ensomhed, hvorledes hans forældres forhold er til penge. Moderen strør om sig med pengene, som for hende kun har den værdi, at de kan omsættes, hvorimod faderen anser penge for en forsikring mod igen at blive fattig. Der er nok ingen tvivl om, hvis syn på penge, der har størst sympati hos Paul Auster. Ifølge hans egen historie i Den røde Notesbog, så har han heller aldrig selv gjort noget for at leve en sikker og borgerlig tilværelse. Resultatet for ham selv var da også, at han i lange perioder af sin ungdom levede Fra hånd til Mund, som han selv udtrykker det. Ja han har jo ligefrem skrevet et skrift, der hedder Fra Hånd til Mund., hvor han beskriver hvorledes han og senere han og hans familie må suge på labben, fordi han ikke har økonomien på plads i tide.

Der er også et andet sjovt tema, som nogle gange dukker op hos Auster. Han fortæller om, at han i sit eget liv engang oplevede en galning, som gik og delte 50$ -sedler ud på gaden. Dette har han selv taget op et par gange i sit forfatterskab. I I det aflåste Værelse har han s. 352 en beretning om en mand, der netop har arvet penge efter sin far, og så står han på gaden og deler pengesedler ud for at undergrave den Amerikanske økonomi. Samme hensigt havde personen i Austers virkelige liv. Så er formålet anderledes i Moon Palace, hvor Effing ved Foggs hjælp deler penge ud. Her er der tale om, at Effing betaler tilbage til folk, hvad han engang selv uretsmæssigt er kommen til

 At leve på et eksistensminimum

Dette fører så frem til det næste tema, som fylder meget af Austers forfatterskab, nemlig beskrivelserne af, folk, der lever på et eksistensminimum.

I By af Glas handler hele kapitel 12 om hvorledes Quinn i lan tid lever i en affaldsbeholder for at udspionere Peter Stillman den ældre. Det er her ikke så meget af nød, men mere af idealisme, at Quinn lever spartansk, for han kunne jo nok skaffe midler, men det bliver efterhånden en hel besættelse for ham at leve på et absolut eksistensminimum.

I det aflåste Værelse s. 301 hører vi, hvorledes fortælleren og Fanshave en weekend prøver på at leve næsten uden at spise noget, men det er også kun pjank. Helt anderledes er det i Moon Palace, hvor vi hører om, hvorledes Fogg frister tilværelsen i Central Park, hvorledes han roder i skraldespande efter rester, og om, hvorledes han til sidst var bugget under, hvis ikke gode venner havde fundet ham og havde hjulpet ham til hægterne igen. Og så er der endelig I det sidstes Land. Her handler hele bogen om det at kæmpe for den simple overlevelse.

Austers bohemenatur er sikkert også grunden til, at han mange steder kredser om de ultimative og fatale handlinger. Jeg tænker her på det, som jeg vil kalde Ødelæggelse af værker. I det aflåste værelse får vi, som altid i Austers romaner en forsmag på det, som senere bliver sagen.

s. 353 hører vi om, hvorledes M.M. Bakhtin bogstavelig talt ryger sit manuskript. Som det havde taget ham en årrække at skrive. Et ad gangen tog han arkene i sit manuskript, og brugte papiret til at rulle cigaretter med. I samme roman ender det også med, at forfatteren river den røde notesbog i stykker, og Fanshaves forfatterskab var i øvrigt også dømt til udslettelse.

I Moon Palace bliver Julian Barbers malerier ødelagt og aldrig set af nogen. I Timbuktu bliver Villys manuskript sandsynligvis aldrig fundet. I Orakelnat bliver Orrs roman ikke til noget, og Trauses manuskript forsvinder i undergrundsbanen, her er der dog stadig en kopi.

I Illusionernes bog lægges der op til denne destruktion, ved omtalen af Charteaubriand, som jo ikke ville have sine erindringer udgivet før efter sin død. Et sted fortælles også om Kafka, som ville have sine værker destrueret efter sin død, og om hvorledes en af hans venner kun ved at trodse testamentet sikrede verden den store digters værker I modsat fald havde vi kun fra hans hånd haft de breve han skrev fra dukken. I Illusionernes Bog er ødelæggelse af værker det helt afgørende tema. Hector Manns film bliver brændt, Almas bog bliver brændt og I den indlagte historie om Martin Frost brænder han sit manuskript for at varme sin elskede, da hun er syg.(The inner life of Martin Frost)

 

Sammenligning af Austers og Siri Hustvedts forfatterskab

Det første jeg læste af Siri Hustvedt var bogen ”Det jeg elskede”, og jeg var da overbevist om, at det var Paul Auster, som havde skrevet bogen. Hele stilen var hans, og når man så får øje på, at hele handlingen i den grad er en fortælling om de problemer Auster og Siri Hustvedt har haft med Austers søn af første ægteskab, ja så kan man da næsten ikke tro andet, end de i hvert fald har snakket meget sammen om bogen under tilblivelsen. Siri siger selv i et interview, at Hendes mand aldrig læser det hun har skrevet, før til allersidst, når hun er færdig, hvorimod han altid viser hende hen af vejen, hvad han skriver. Men her må de sikkert have snakket en hel del sammen, ja han må vel ligefrem have fodret hende med oplysninger, som hun ikke selv kan have kendskab til.

Interessant er det også, at mens Siri Hustvedt skrev "Det jeg elskede", så var Paul Auster i gang med at skrive "Oracle Night", hvori også beskrives problemer med en søn af et brudt ægteskab på næsten samme måde som i "Det jeg elskede"

De andre bøger af Siri Hustvedt har elementer af Austers skrivemåde, men afviger alligevel i selve stilen fra hans skrivemåde. Men det er iøjnefaldende så mange sammenfald der er i deres forfatterskaber. Nu tror jeg ikke, at Siri skriver af efter sin mand. Hun kan ikke beskyldes for at plagiere, alene af den grund, at  det er absurd, at hun, der lever så tæt sammen med ham skulle skrive af eller noget lignende, for at komme let til noget. Jeg tror snarere, ar det er en bevidst strategi, at de fletter deres forfatterskaber ind i hinanden. Auster er jo som vi har set ofte selvbiografisk i sin digtning, og han har ofte personer, der minder om Siri. Han bruger navnet Siri, f. eks. i By af glas, hvor der er en forfatter ved navn Paul Auster, der er gift med en Siri. Mange af hans personer er professorer på Columbia , som begge hans to svigerfædre. Omvendt bruger hun ham i sin digtning, og det gør hun mange steder ved at indflette de samme referencer som han gør. Og da hendes er skrevet efter hans, så er det altså hende, der bruger hans referencer, men altså helt bevidst, for at flette deres forfatterskaber sammen. Nedenfor se en række sammenfald i deres referencer.

 

Sammenfald i Austers og Hustvedts forfatterskaber.

 Auster.                                                                  Hustvedt.

I Opfindelse af Ensomhed, erindringens                I Bøn for Eros, Vermeers bebudelse handler om Pige

Bog s. 169.                                                         med perlehalsbånd.

Beskrivelse af Vermeer- billede.

Kvinde i Blåt samt omtale af andre, bl. a.

Pige med Perlehalsbånd.

 

 

Austers digt Vand.                                               Det jeg elskede s 155:

In Water- my absennce in  aridity                         Jeg holdt inde:

                                                                             Vandet virker som et

                                                                             tegn på fravær

                                                                                                         ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Moon Palace:                                                      Med Bind for øjnene:

Hovedpersonen arbejder for en mystisk               Iris arbejder for en gammel mystisk mand og skal

Mand og skal beskrive ting for ham.                     Beskrive ting for ham.

s.123.                                                                 

 

 

Unearth 1970-1972.                                            I Med bind for øjnene får Iris foræret en digtsamling

                                                                           Unearth af en digter, som hun ikke kender.(s108)

 

Personer har flere navne.                                      I med Bind for Øjnene.

Quinn = William Wilson = Auster.                        Iris = Klaus

I By af Glas

 

I By af Glas, kan Quinn ikke hæve en                   I Med Bind for Øjnene på s. 34: Hun får en check

Check, fordi han har kaldt sig Auster.                   Som hun ikke kan indløse, fordi hun har opgivet

                                                                           falsk navn.

 

A. skriver om, at han rydder op efter sin fars        Siri skriver , at hun rydder op efter sin fars død.

Død (Opfindelse af Ensomhed)                            En Amerikaners Lidelse.

 

Udgangspunktet i Leviathan og i What I Loved minder om hinanden

 

Opfindelse af Ensomhed er skrevet i 1982,      og Bøn for Eros er fra 2006

By af Glas er fra 1985

 

Austers digt Vand er fra halvfjerdserne             og Det jeg elskede er fra 2003.

 

Moon Palace er fra før 1992                              og Med bind for Øjnene er fra 1992.

 

Unearth er fra 1970- 1972                                 og Med bind for Øjnene er fraa 1992.

 

Opfindelse af ensomhed er fra 1982                  og En amerikaners Lidelse er fra 2008.

 

Leviathan er fra 1992                                         og Det jeg Elskede er fra 2003.

 

For, at der ikke skal være nogen tvivl, så er jeg efterhånden af den mening, at de to forfattere begge er eminente forfattere, men der er ingen tvivl om, at Siri er påvirket af sin mand. De prøver ikke på at skjule, i hvor høj grad de er forbundet rent intellektuelt. Hvis man ser dem sammen, som jeg har haft lejlighed til en enkelt gang er det slående, hvorledes de hører sammen. Det var ikke kun mand og kone, som man normalt ser sådanne. De er helt inde under huden på hinanden, men det skinner tydeligt frem, hvem, der ser op til hvem. Det er hende, der beundrer ham, men til gengæld er han dybt forelsket i hende. Hun havde sikkert været en udmærket forfatter uden at være gift med ham, men jeg tror, at hun havde været en hel anden forfatter. Ligesom han hele tiden fletter sit eget liv ind i forfatterskabet, så fletter de også hinandens liv ind i deres bøger, og det er en skrivemåde, som er ganske unik for to forfattere. Og så kan man selvfølgelig også sige, at det er et postmodernistisk træk, for postmodernistiske er de jo begge beskyldt for at være.

Analysen er lavet 2010 og før "Sunset Park" og "Vinternoter" udkom.