Det litterære gys

Oprettet: 09.02.2014 - 13:16

Skal vi ikke for en stund lade horrorens klicheer hvile og kigge lidt på, hvad genren også kan byde på?

 

Øksemorderen

Jeg var til en fest for ikke længe siden, hvor jeg faldt i snak med en ven af en ven. Som kutymen dikterer, spurgte ham mig, hvad jeg lavede, og jeg sagde, at jeg var horrorforfatter.

”Horror?” udbrød han og så lidt usikker ud. ”Nu kan det godt være, jeg siger noget dumt, men er det ikke sådan noget med en øksemorder, der render rundt efter nogle teenagere i en skov?”

Jeg tænkte, at jo, det var faktisk lidt dumt, men sagde det ikke. I stedet prøvede jeg at forklare, hvad horror i min optik var. Hvilket medførte forvirring – som det altid gør.

Normalt går samtalen som følger:

”Jeg skriver horror.”

”Krimi?”

”Nej, horror.”

”Er det ikke det samme?”

Og så taler vi om noget andet, mens jeg stadig grubler over det paradoks, at folk har så nemt ved at forveksle horror med krimi, og dog så svært ved at gribe en af bøgerne med de uhyggelige omslag.

Fyrens bemærkning om øksemorderen var dog så ekstrem, at den er i en klasse for sig. Han havde en så klar arketype i tankerne, da jeg nævnte ordet horror, at det nærmede sig det karikerede. Og man kunne nemt have mig mistænkt for at opdigte situationen for at understrege en pointe, men desværre nej.  

Samtalen fik mig til at reflektere. Uden tvivl er ishockeymasken, øksen, zombien osv. stærke, utvetydige ikoner, som passer perfekt til vores stressede streamingkultur, hvor attention span tælles i sekunder, og der skal entydige signalværdier til for at trænge igennem - desværre fortrænger horrorens stereotyper den mere komplekse side af genren, og placerer den litterære horror et sted imellem ikke-eksisterende og obskur og uigennemskuelig. Og dét på trods af det boom vi har set af danske eksponenter.

 

”Romero-King-Carpenter-effekten”

Når man skitser et problem op, må man også søge efter en årsag, og her vil jeg pege på, hvad jeg kalder ”Romero-King-Carpenter-effekten”

George Romero er manden, der cementerede vor tids fortolkning af zombien med ”The night of the living dead” (1968), Stephen King relancerede gotikken i fast food variant med spøgelsesbørn, onde katte og indianerforbandelser i lillebyomgivelser, og John Carpenter skabte definitionen på den moderne, amerikanske slasher med ”Halloween” (1978).

Mange af de stereotyper, som ordet horror bringer i tankerne, og som ligger som et slør over alt det, horror også er, stammer fra disse tre. Og lad mig da lige slå fast, at det ikke er mit ærinde at forsmå disses landevindinger, da de afgjort har sat milepæle indenfor en moderne genrefortolkning. Dog har deres bedrifter skabt en slags nulstilling af horrorgenrens tidsregning, så de fleste opfatter den som ung, altså én, som startede med Romero og King. Og i værste fald forbindes genren med noget infantilt, der slet ikke henvender sig til den intellektuelle.

Desværre har vi også de sidste år set, hvordan diverse linselus har brugt genren som noget, man kan iføre sig for at få lidt kant – og her fremstilles den gerne kitschet og endimensionel.

Men sådan har tingene ikke altid været. Før der var zombier og slashers, var horror en genre, der ikke ualmindeligvis var i kridthuset hos litteraterne. Eksponenterne kunne være en del af parnassat, i visse tilfælde ligefrem med adelstitler. Og denne forskel fra nutiden, nemlig at horror havde status som litteratur punktum og ikke genrelitteratur, havde en afgørende indflydelse på både læsernes opfattelse af genren og forfatternes selvopfattelse.

 

Dengang …

Amerikanske Edgar Allan Poe (1809-1849) var en af de forfattere, der slog tonen an til horrorens måske mest interessante periode og lykkedes med at ryste den gotiske romantiks gentagende og trivielle træk af sig. Han fjernede så at sige det romantiske, og tilbage var kun gotikken. Novellen ”The pit and the pendulum” er et godt eksempel på dette, da den indeholder klassiske træk som en fangekælder og afstraffelse, dog er det romantiserede flyttet over alle bjerge, og der er intet, der beskytter læseren mod at lide og føle frygten sammen med den indespærrede.  

Nogle af Poes mest kendte noveller som ”The black cat” eller ”The tell tale heart”, der har været skambrugt i antologier, kører over en ret ens og sikker skabelon, og er som sådan ikke så interessante. Anderledes bliver det når, vi kigger på f.eks. ”Hopfrog” eller ”Berenice”, hvor rædslerne sømløst, men elegant blandes med politik, filosofi og satire – pragteksempler på horrorgenrens grænseløshed.   

Den victorianske spøgelseshistorie er kendetegnet ved at være langsomt opbyggelig og relativt ikke-eksplicit, og der vises sjældent mere end et glimt af rædslen. En af pionererne indenfor denne genre var ireren, J. Sheridan Le Fanu (1814-1873), hvis novellesamling ”In a glass darkly” stadig står som noget unikt i horrorens historie. Læsere, der mener, at horrorgenren repræsenterer noget underlødigt og ikke-litterært, burde fatte denne samling og komme på bedre tanker. Noveller som ”Green tea”, ”The room in the Dragon Volant” og “Carmilla” excellerer i smukt sprog og sans for stemning og iscenesættelse.

Og netop ’iscenesættelse’ er et ord, der også må hæftes på engelske M. R. James (1862-1936), og her må tales om et næsten filmisk talent for at arrangere lyssætning (eller manglen på samme!) og en ukronologi, der optimerer rædslen, når den endelig smækker kæberne i. James’ ballast som historiker giver samtidig novellerne en eminent autenticitet.   

Lord Edvard Bulwer-Lyttons (1803-1873) videnskabelige tilgang til spøgeriet (kuminerer i ”The house and the brain”) og Algernon Blackwoods (1869-1951) naturbeskrivelser i f.eks. ”The willows” er andre eksempler på en kraftfuld selektiv autenticitet i den gotiske genre. 

Sideløbende med spøgeriet havde vi forfattere som Arthur Machen (1863-1947), William Hope Hodgson (1877-1918) og H. P. Lovecraft (1890-1937), som bedrev horror med et grumt sci-fi twist.

Machen forsøgte at parre videnskab med myte, som i hans mest kendte historie ”The great god Pan”, hvor en kvinde bliver udsat for et operativt indgreb i hjernen, der muliggør en kontakt til satyrguden, Pan.  

Hodgson, der startede karrieren med nogle lidt vaklende, maritime rædselshistorier, bedrev med den deliriske mareridtsrejse ”The house on the borderland” et af gotikkens største mesterværker, hvor man som læser simpelthen føler, at man letter fra jorden sammen med fortælleren. 

Og H. P. Lovecraft, som stadig er et velkendt navn på grund af Cthulhu Mythos-universet, der tæller film, rollespil, computerspil etc., skrev rædselsvækkende historier om væsner fra fremmede dimensioner, hvor hver novelle repræsenterer en flig af et puslespil i et imponerende myteunivers.   

Lad os også lige runde den dekadente litteratur, der har stået stærkest i Frankrig. Den bør også indlemmes i litterær horror, om ikke andet bredt defineret. Den fransk/uruguaiske Comte de Lautréamont har med sin surrealistiske digtsamling ”Maldoror” skrevet det tætteste, jeg er kommet på en direkte ond bog, og franske J.- K. Huysmans’ detaljerede beskrivelser af adelsmanden Gilles de Rais’ børnemord i romanen ”Là Bas” giver mareridt længe efter.  

En af mine egne kæpheste, vores folkekære Johannes V. Jensen, har også flere gange leget med uhyggen, især i myterne. ”Hos fuglene”, hvor en spoleret overklassekvinde farer vild i en ørken, er et oplagt eksempel på en historie, der ikke rummer et eneste overnaturligt element, men med legende ondskab piller ved urgammel rædsel – et helt oplagt eksempel på litterær horror.

 

… og nu

Sammenligner vi denne bugnende arv (som i øvrigt tæller langt flere end de nævnte) med det, der i dag forbindes med horror – og som stadig fylder en del, især på filmfronten – er det interessant at se på de mest åbenlyse forskelle.

Påfaldende er det, at hovedpersonerne i horrorens nyere fortolkning ofte er teenagere, hvorimod forfatterne fra den ældre æra i højere grad skrev ud fra eget udgangspunkt og derved kunne indlemme voksne problematikker. Det gav en stærkere fornemmelse af, at emnet blev taget seriøst, og genren ikke blev opfattet som havende et ubrydeligt og begrænsende regelsæt.  

Følelsen af seriøsitet styrkedes yderligere af den underliggende fornemmelse af, at forfatterne troede på det, de skrev. Le Fanu, Blackwood og Bulwer-Lytton er gode eksempler på forfattere fra Victoriatiden, der på den ene eller anden måde var involveret i det okkulte. Le Fanu dyrkede den svenske filosof og videnskabsmand, Swedenborg, Blackwood har overnattet i hjemsøgte huse, og Bulwer-Lytton havde både forbindelse til Rosenkreuzerne og skal eftersigende have prøvet at påkalde ånder (’elemental spirits’) fra toppen af sit tag i Oxford Street.  

Den nyere genrefortolkning (inden for de sidste fyrre år) er i større udstrækning bedrevet med glimt i øjet eller metakvaliteter, der signalerer: Det er jo bare for sjov det her, ikk’?  

Der er ingen tvivl om, at førnævnte pionerer, King, Carpenter og Romero, har påtaget sig et prisværdigt formidleransvar, for den originale horrorhistorie er erklæret død af flere omgange, dog repræsenterer deres retning en simplificering af en genre, der måske nok kræver tålmodighed, men kan give et enormt udbytte for den øvede læser.    

Der er dog håb. For klicheerne har ikke helt fortrængt den mere komplekse horror. Vi har de seneste år set en regulær strømning af dansk horror, der tapper fra den gotiske åre. Undertegnede skylder kun lidt til den moderne fortolkning og langt mere til den glemte tradition – ligesom man også kan sige om andre danske horrorforfattere som Teddy Vork, Carina Evytt (nomineret til prisen for årets horrorudgivelse 2013 med romanen ”Dæmoner”) og Thomas Strømsholt – der alle har begået sig ud i gotik. 

Og der er fokus på horror. Dansk Horror Selskab vil for tredje gang uddele prisen for årets bedste horrorudgivelse på krimimessen i Horsens til april, og her er målet netop at honorere horror til den voksne læser.

De kvaler, der er med at få horroren frem i lyset, skyldes ikke mangel på udbud, men en række fordomme og misforståelser, som de sidste mange årtier med øksemordere og skrigende teenagere har medført. Gemt bag disse stærke ikoner er noget, i min mening, langt mere interessant, og den øvede læser kan finde kræs i genren, både nyt som gammelt.

 

Læs mere:

Johannes V. Jensens gotiske forbindelse

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Anonym

    søn, 09/02/2014 - 13:47

    Jeg tror egentlig ikke at genre-betegnelserne som sådan står til at "redde." Det er sgu nærmest kun for bibliotekernes skyld at vi har dem. Det mest fornuftige er helt klart at sammenligne med forfatterskaber. Der har vi så blot risikoen for at forfatterne står i skyggen af deres ikoner (ja, jeg ved godt at jeg har været lige så skyldig i det som nogen, igennem mit virke i Poe-selskabet, og ved at foreslå en Howard-inspireret antologi på Harksens forlag). Derudover så ærgrer det mig også lidt når unge forfattere falder tilbage på Lovecraft og Machen mv. (selv om jeg også selv elsker ældre litteratur), måske i et forsøg på at komme uden om King- og Koontz-arketyperne?  For jeg mener selv at det ville være mere frugtbart at sammenligne med den forrige, rigtig frugtbare periode i dansk genre-litteratur, nemlig 1978-1981, hvor især forlaget Vinten stod stærkt med Wulffs "Indsigtens Sted" og Palle Vibes "Oiufaels Bog." Jeg vil kalde begge bøger for horror, men de har ingen af den amerikanske horror-films klichéer (der heller ikke var skabt på det tidspunkt - but I digress). Begge var også involveret i det okkulte, Wulff fordi han troede på det, Vibe fordi han gerne ville afsløre det på en Houdini-agtig facon. Long story short, lad os tale mere i forfatterskaber, og mindre i genrer.

    2014 har dog et problem i forhold til 1978-1981. Datidens publikum havde en kæmpe tolerance overfor at alt muligt skulle prøves af, og overfor nicher og kult-forfattere. Nutidens læsevaner handler mere om at være med på beatet, at læse det der bliver talt om.