Bøger i Berlin

Oprettet: 01.06.2016 - 11:55

Jeg har været i Berlin i weekenden. Jeg vil gerne flytte til Berlin efter denne weekend. Berlin er frihed, her er trashet og fint, afslappet og råt, Berlin er en af europas sidste lunger. Således fyldt med luft og energi gik jeg på jagt efter hvor man kunne se bøger i byen. Her er mine fund – nogle blot undrende, andre med indlagte læsekonkurrencer, kom følg med.

 

1. bog.

I den opgang på Prenzlauger Berg hvor vi boede, stod denne bog og gjorde indtryk. Den stod sammen med et par klapvogne og en drikkedunk. Hvis man lige skulle komme til at mangle et skud livsenergi efter at have båret to skrigende unger og klapvognene op på 4. sal. Egentlig en meget forudseende person, der gør den slags. Måske vi alle sammen skulle begynde med at sætte bøger på de steder vi tænker at der er mest brug for dem. Så kunne man fx stille Udvalgte Fortællinger af Lev Tolstoj i Folketinget. Bogen indeholder fire små historier om næstekærlighed. #nytrend #hvilkenbogvildustillehvor?

 

2. bog.

På en slentretur i 25 graders varme gik jeg ad Torstraβe og faldt over en af de rigtig, rigtig mange butiksfacader, hvor man ikke helt ved hvad de sælger, om de sælger noget. Jeg er nede med ikke-målrettethed, så det er godt. Dette fine vindue havde denne fine bog som gæst, men altså, hvad handler den mon om? Jeg synes ikke rigtig det giver mening for mig. Hjælp! #quiz #3årstyskiskolenerikkealtidnok  

 

3. bog.

I Prinzessinnengärten, en økologisk og social krydderurtenyttehave på en forladt grund dybt inde i det fantastiske Kreuzberg, fandt jeg dette fine billede. Prinzessinnengärten - sikke et fedt ord, jeg ville bare lige prøve at skrive det igen – er lidt som et lille Christiania, bare sundere, dejligere, tænker jeg. Men aj altså, er der virkelig en sammenhæng mellem Kurt Wallander og kabbalaastrologi? Det er stadigvæk for mig en gåde. Kan du finde en sammenhæng? #newage #måskeskalmanrygeførmankanseden?

 

4.bog.

Sidste bog så jeg i U-Bahn på vej til et møde med en kommunist fra teatret Volksbühne. Denne formodede tyske kvinde læser en bog – men hvad er det mon for en? Hvem kan gætte det? Så vidt jeg kunne se begyndte titlen med ”CA”. Kom frisk! #quiz  #delæsermegetidetoffentligerum

 

Nu er jeg hjemme igen, og har lyst til at komme efter os danskere, dette lille lukkede land med vores lukkede grænser, tænkte jeg da vi krydsede de blå blink på Thulesens minde ved den dansk-tyske grænse.

#skrivmegetgerneforslagtilquizsvarherunder #jegventerispænding

 

 

BilagStørrelse
img1.jpg1.43 MB
img2.jpg1.8 MB
img3.jpg2.34 MB
img4.jpg1.95 MB

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.