Skæbnemotiv(et?) i Tolstojs Anna Karenina

I bibelscitatet (”Hævnen hører mig til – jeg vil gengælde”), der indleder romanen, antydes et skæbnemotiv, hvis man mener, at denne gammeltestamentlige tankegang er udtryk for skæbnetro.

Citatet er fra 5. Mosebog kap. 32 vers 35.

Der henvises til det to gange i Det nye Testamente, nemlig i Romerbrevet kap. 12 vers 19 og i Hebræerbrevet kap. 10 vers 30. Den første henvisning i Det nye Testamente er altså fra et af Paulus breve (Hebræerbrevets ophav kender man ikke); ingen af dem er hverken direkte elle indirekte gengivelse af Jesu ord. Citatet stammer altså hverken fra Jesu mund eller overhovedet Det nye Testamente, men at der skal komme en dommedag, er ikke en fremmed tankegang i Det nye Testamente (Se bl. a. Mattæus kap. 10 vers 15 og Johannes kap. 4 vers 17).

At Gud råder for vor skæbne, er ikke udtryk for skæbnetro i klasssisk forstand. Skæbne er de tildragelser, der er unddraget både ens egen og gudernes vilje[1]. I bibelsk sammenhæng er egentlig skæbnetro udtrykt i Prædikernes bog kap 2 vers 14, kap 3 vers 19 og kapitel 9 vers 2-3 (”…thi alle får en og samme skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren...”). I kapitel 9 modificeres skæbnetroen imidlertid af vers 1, i følge hvilket vore, eller i hvert fald de vises gerninger er i Guds hånd. (”…de retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd…”).

Det nye Testamente er blottet skæbnetroens opgivende holdning til vor tilværelse.

At mennesket er underkastet Guds vilje, er ikke udtryk for, at mennesket er uden vilje. Guds vilje er retfærdighed, og Guds vilje bliver derfor en dom over de uretfærdige og de retfærdige, alt efter hvad vi med vores vilje har gjort os fortjent til. [2] Det er vilkårene ifølge Det gamle Testamente. Ifølge Det nye Testamente gør vi os ikke fortjent til vor frelse, det er en tros- og nådessag.

Tolstoj holdning var ikke gammeltestamentlig, men han var af den opfattelse, at ved vore gerninger, ikke ved vor tro (og slet ikke ved Kirkens tilgivelse) gør vi os fortjent til frelse. Det står ikke klart, om han mener, at der er et liv efter døden, men hans dødsangst og hans understregelse af, at det er ved at følge bjergprædiken, vi får et lykkeligt liv mere end antyder, at paradis og evighed ikke er noget hinsides, men noget yderst konkret og herværende.

Læser man indledningscitatet i denne ånd, er den hævn, der rammer Anna, ikke hendes død under toget, men det frygtelige liv, hun kommer til at leve i nedværdigelse, jalousi og afstand fra sin søn. Der er ikke tale om noget uundgåeligt, men en uundgåelig følge af hendes valg. Opfatter man indledningscitatet sådan, er dødsulykken på banegården i kap. xx ikke en angivelse, der i stil med græsk tragedie foruddiskonterer den uafvendelige ulykke, en skæbne.

Beskrivelsen af dødsulykke under toget er to ting:

Det et kompositorisk element. Anvendelsen af  ”det samme tema” i begyndelsen og slutningen, om end i slutningen i en helt anden sammenhæng, er en måde at holde sammenhæng i romanen.

Men det er også et spejl for Annas sind, et psykologisk studie. Det er i den måde hun forholder sig til togulykken og sin egen kasten sig under jernbanevogne, at det vigtige i disse situationer ligger. Ulykken er i hendes øjne grusom og ødelæggende i starten, og en byrde (for de efterladte). I slutningen er det en befrielse. En lykkelig udgang for hende.

For den efterladte Vronskij, er Annas død under toget ødelæggende, og her er intet håb at hente i økonomisk støtte, som der er for jernbanearbejderens enke. Og det er det, som jeg opfatter det, fordi døden for Anna ikke kommer som et lyn fra himlen som for jernbanemedarbejderen. Den kommer som følge af handlinger, som han er en afgørende del af.