Hvad skal vi med en klassikerdag?

Oprettet: 25.09.2012 - 14:03

Den 25 september var det årets Klassikerdag og i den forbindelse afholdtes på biblioteker landet over en række arrangementer, der satte fokus på Gustaf Munch-Petersens forfatterskab. Klassikerdagen er indstiftet af Samrådet for de Litterære Selskaber og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Dagen har til formål at skabe opmærksomhed omkring de danske klassikere som en del af den danske kulturarv.

Med valget af Gustaf Munch-Petersen som årets klassikerforfatter er den alt for tidligt afdøde forfatter kommet i fornemt selskab. Tidligere har der været fokuseret på prominente navne som H. C. Andersen, Leonora Christina og Ludvig Holberg. Skønt valget af Gustaf Munch-Petersen som årets klassikerforfatter har en del af sin begrundelse i, at det i år er 100-året for hans fødsel, er det ikke et valg, der ligger lige til højrebenet. Som Mette Østgaard Henriksen skriver i klassikerguiden her på sitet så var Gustaf Munch-Petersen ikke en digter, der bragede igennem sin samtid med litterær succes. Hans værker udkom i små oplag på små forlag og kun på betingelse af, at forfatteren selv købte restlageret. I aviserne blev han anmeldt som en del af gruppeanmeldelser af ny lyrik, og kun Nitten Digte fra 1937 fik ikke kniven af anmelderne.

Gustaf Munch-Petersen døde en tidlig død da han faldt i den Spanske Borgerkrig i 1938. Meget hurtigt efter hans død begyndte billedet af ham og hans forfatterskab at vende og ”myten om den unge, kompromisløse digter, der satsede alt i kampen for sine idealer, kom til at dominere beskrivelserne af hans liv og værk”.

De modernistiske lyrikere og 80´er lyrikerne anerkendte Munch-Petersens skrift og lod sig inspirere af den, så digtenes efterliv og rehabilitering især i 1960´erne og i 1980´erne har givet en ganske anden bedømmelse af forfatterskabet. Ser man på udbredelsen af digtene i antologier til undervisning, er det imidlertid tydeligt at udvalget indskrænker sig til få digte. Digtene ”til mine forældre” med dets almengyldige skildring af generationskonflikten og  ”det underste land” bliver de helt dominerende eksempler på Munch-Petersens kunst.

Valget af en forfatter som centrum for Klassikerdagen står oven på en diskussion, der har en lige så lang historie som kunsten selv: ”Hvad er god kunst? Hvad er dårlig kunst? Hvem skal bestemme det? Og på baggrund af hvilke værdier og kriterier skal de bestemme det? Og kan det overhovedet lade sig gøre? Er det i sidste ende ikke bare smag og behag, det handler om?” I værste fald kan det blive opfattet som svar på disse spørgsmål, der aldrig kan og må besvares, fordi det er i modstrid med kunstens og litteraturens indbyggede drivkraft, en drivkraft, som er rettet mod at finde nye svar på gamle spørgsmål, eller måske rettere, at stille nye spørgsmål til gamle svar.

Klassikerdagen finder bl.a. sin eksistensberettigelse, når den får lov at danne baggrund for spørgsmål i stedet for svar: Hvorfor er Gustaf Munch-Petersen valgt som årets klassiker og ikke Tom Kristensen? Eller Peter Seeberg? Eller en helt anden? Er det på grund af 100 års fødselsdagen, fordi førstnævntes forfatterskab er mere interessant eller, som der står på Klassikerdagen.dk, at man ønsker at minde om hans kendte værker og gerne lede læsere til andre af hans tekster?

Personligt begrænser mit kendskab til Gustaf Munch-Petersen sig til tågede erindringer om digte læst i gymnasiet, men Klassikerdagen har allerede nu formået at øge mit kendskab til ham ganske betragteligt, og mon ikke jeg også (gen)læser nogle af hans digte.