Sommerlæsning

Hvis der i min ferie bliver tid til overs mellem teltrejsning, udflugter til diverse sommerlande, snobrød og bål, fødselsdage og besøg hos venner og familie, skal den selvfølgelig tilbringes i selskab med gode bøger. Jeg har kik på en række bøger, som jeg drømmer om at læse hen over sommeren:

Garry Trudeau ”Doonesbury – de første striber”
I mange år læste jeg hver dag striben om Doonesbury i The Guardian, men jeg har aldrig læst de tidlige striber fra 1970 og frem, så jeg glæder mig til at læse om Vietnamkrigen, Nixon og andre elementer af amerikansk politik som beskrevet af Garry Trudeau gennem Mike Doonesbury.

Birgithe Kosović ”Det dobbelte land”
Denne bog har jeg netop vundet ved at deltage i #fredagsbog på Twitter (og jeg vinder ellers aldrig noget), og jeg glæder mig meget til at læse den.

Katrine Grünfeldt ”Sommerferie”
Grünfeldt besøger Litteratursidens stand på efterårets bogmesse (jaja lidt tidligt at reklamere, men noter det gerne), så jeg vil læse hendes meget roste Sommerferie i min ferie. Vel også meget passende, selvom jeg håber min ferie bliver ganske anderledes…

Andre Agassi ”Open”
Onde tunger ville måske kalde mig en sportsidiot, selv mener jeg, at jeg er bredt orienteret, og ser det som min pligt at holde mig opdateret med de sidste nyheder inden for Tour de France, fodbold, håndbold, tennis og det meste andet sport (min viden bliver sjovt nok værdsat af samme onde tunger og holdkammerat, når der konkurreres i Trivial Pursuit eller Bezzerwizzer). Nå men derfor glæder jeg mig også rigtig meget til Agassis Open (har allerede smuglæst).

Abraham Verghese ”Cutting for Stone”
Jeg er allerede godt i gang med den, men kan se, at jeg ikke får tid til at læse den færdig inden ferien, så den følger med rundt i sommerlandet.

Jonathan Zittrain “The Future of the Internet”
Det er alt for længe siden, jeg har givet mig tid til noget god faglitteratur om emner, der ellers optager mig meget f.eks. internettet, sociale medier, kommunikation mm, så det skal der helt sikkert rådes bod på i ferien (mere ferie skal det heller ikke være).

Gerbrand Bakker ”Ovenpå er der stille”
Jeg har en kæmpe svaghed for hollandsk og hollandske bøger, og jeg har længe haft lyst til at læse Gerbrand Bakkers Ovenpå er der stille. Nu har han så modtaget verdens største litteraturpris IMPAC, som udover æren byder på 100.000 euro for debutromanen, så nu skal det være.

Chimamanda Ngozi Adichie ”Det du har om halsen”
Jeg var begejstret for En halv gul sol og Lilla Hibiscus, så selvom jeg normalt ikke er vild med novellesamlinger (holder af laaaaange romaner, som man virkelig kan opsluges af), så glæder jeg mig til at fordybe mig i denne fra Adichie.

Jo Nesbø
Efter at have læst og hørt et utal af rosende omtaler af Nesbøs serie om Harry Hole har jeg lovet mig selv, at nu skal jeg altså tage mig tid til at læse i det mindste et par af bøgerne. Jeg har altid elsket krimier og slugt dem råt, men gennem de sidste par år er der ikke rigtig blevet tid til at læse nogen, så jeg føler mig lidt bagud på den front. Det skal der rettes op på!

Stefan Merrill Block “The story of forgetting”
Glæder mig rigtig meget til at læse denne meget roste debutroman om to familiers liv med Alzheimers.

Har du problemer med at vælge bøger til strandturen, flyrejsen, cykelturen eller hvordan ferien nu end skal tilbringes, så lad dig inspirere af de mange lister på Litteratursiden, af anbefalinger af de nye bøger eller surf blot lidt rundt og se, om du falder over noget for dig.

 

Til top