Hvad skal vi med en klassikerdag?

Oprettet: 20.09.2009 - 14:02

Den 22. september er udnævnt til årets Klassikerdag og i den forbindelse afholdes på biblioteker landet over en række arrangementer, udstillinger og events, der sætter fokus på Martin A. Hansens (1909-1955) forfatterskab. Klassikerdagen er indstiftet af Samrådet for de Litterære Selskaber og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Dagen har til formål at skabe opmærksomhed omkring de danske klassikere som en del af den danske kulturarv.

Med valget af Martin A. Hansen som årets klassikerforfatter er den alt for tidligt afdøde forfatter kommet i fornemt selskab. Tidligere har der været fokuseret på prominente navne som H. C. Andersen, Leonora Christina og Ludvig Holberg. Skønt valget af Martin A. Hansen som årets klassikerforfatter nok har en del af sin begrundelse i, at det i år er 100-året for hans fødsel, er det ikke et valg, der ligger lige til højrebenet. Den enorme umiddelbare succes, han i 1950 fik med radioromanen Løgneren kastede ham hurtigt til tops på de litterære tinder i Danmark, men allerede tiåret efter startede en livlig debat om, hvorvidt Martin A. Hansens forfatterskab var på vej ind i eller på vej ud af den relativt beskedne kreds af egentlig danske klassikerforfattere. Særligt fokus for denne debat har været Martin A. Hansens forhold til modernismen, og det er blevet diskuteret frem og tilbage, om hans forfatterskab kan indplaceres under prosamodernismen, og dermed have en berettigelse på en kanonliste, eller om hans forfatterskab er udtryk for en reaktionær ideologi, der sentimentalt hylder almuen med dens dogmatiske guds-, skæbne- og naturtro.

Debatten om Martin A. Hansen er interessant, fordi den afslører noget om, hvilke værdier der ligger til grund for den litterære kvalitetsdiskussion i Danmark. Når man taler om litterære klassikere, altså de værker, vi ophøjer til ”god” eller ”fin” kunst, bliver det ofte fremhævet, at værkerne skal rumme noget alment eller almenmenneskeligt. Selv om de selvfølgelig er bundet af den tid eller kontekst, de er skrevet i, skal der være træk, der er genkendelige på tværs af historiske og kulturelle skel, fordi de beskriver noget, som udgør et fælles menneskeligt erfaringsgrundlag. Skønt ideologien er sympatisk, bliver den straks aldeles diffus, når den skal forsøge at indkredse og beskrive det ”noget”, som er alment.

Når kritikere derimod anklager Martin A. Hansens forfatterskab for at være udtryk for en reaktionær ideologi, så hviler det på forskellige antagelser, bl.a. at litteratur er udtryk for en ideologi, og at denne ideologi kan være enten god (progressiv) eller dårlig (reaktionær), hvilken gør litteraturen som kunst hhv. god eller dårlig. I stedet for at henvise til det almene, refererer disse kritikere i stedet til normer og ideologier, som i deres natur altid er under forandring, og det er også den ideologikritiske tilgangs svaghed.

Valget af en forfatter som centrum for Klassikerdagen står og vipper frem og tilbage oven på en diskussion, der har en lige så lang historie som kunsten selv: ”Hvad er god kunst? Hvad er dårlig kunst? Hvem skal bestemme det? Og på baggrund af hvilke værdier og kriterier skal de bestemme det? Og kan det overhovedet lade sig gøre? Er det i sidste ende ikke bare smag og behag, det handler om?” I værste tilfælde kan de blive opfattet som svar på disse spørgsmål, der aldrig kan og må besvares, fordi det er i modstrid med kunstens og litteraturens indbyggede drivkraft, en drivkraft, som er rettet mod at finde nye svar på gamle spørgsmål, eller måske rettere, at stille nye spørgsmål til gamle svar.

Klassikerdagen finder også sin eksistensberettigelse, når den får lov at danne baggrund for spørgsmål i stedet for svar: Hvorfor er Martin A. Hansen valgt som året klassiker og ikke Tom Kristensen? Eller Peter Seeberg? Er det kun på grund af 100 års fødselsdagen, eller skyldes det, at der er nogen, der finder førstnævntes forfatterskab mere interessant? Og hvorfor er Martin A. Hansen ikke med på Kulturministeriets kanonliste, skønt han dog har en plads på den obligatoriske kanonliste til folkeskoler og gymnasier?