Litteratur i bevægelse

Oprettet: 13.09.2012 - 13:55
Troy - Reading from Molière

En af Litteratursidens brugerambassadører skriver med udgangspunkt i en parisisk metrotur om læsekredse og om det fællesskab, der skabes, når man mødes omkring litteraturen.

Hvad sker der, når læsere bryder med litteraturens og læsningens ensomhed? I denne artikel undersøger jeg, hvordan fællesskabet omkring litteraturen kan være ganske bevægende og hvordan fænomenet læsekredse skaber unikke læseoplevelser.

Læsning i toget

For nogle år siden befandt jeg mig i den parisiske metro. Det var tidlig eftermiddag og jeg var på vej hjem fra mit caféarbejde i den indre by. Efter en udmattende arbejdsdag havde jeg brug for fred og ro på min tur mod hjemmet i bydelen Belleville. Under armen havde jeg en bog – Sodoma og Gomorra af Marcel Proust. Henslængt på det hårde sæde så jeg frem til at afskærme mig mod omverdenen og lukke mig inde i Prousts verden – i la belle époque omtrent hundrede år tilbage i tiden. Jeg åbnede første side og var allerede på vej væk fra metrotogets skramlen; væk fra storbyens larm og ind i salonlivets charmerende samtaler.

Efter en to-tre sider blev min læsning imidlertid afbrudt. På sædet over for sad en ældre mand. Hans blik var rettet mod bogen i mine hænder og han gestikulerede heftigt samtidig med at han talte i ét væk. Snart forstod jeg, med det sparsomme franske jeg bestred dengang, at han talte til mig. Om litteratur. Min forlegenhed over ikke at forstå ham til fulde lod ikke til at gå ham på. Ordene strømmede ud af ham og jeg tog gladelig imod, for jeg forstod straks at ’samtalen’ tog afsæt i en oprigtig begejstring: For Proust – og for det at kunne tale om Prousts værk.

 At sidde i et offentligt transportmiddel med en bog i favn har en dobbelt funktion. Det afskærmer, men det indbyder også til kommentarer. Modsat en laptop, en ebogslæser eller en tablet er en gammeldags bog ikke anonym. Dens omslag, med forfatternavn og titel, er et diskret statement der indbyder til en respons. Og den indbyder til at bryde med den tavshed og overfladiskhed, der normalt hersker under togturen.

At tale om Proust med denne vidende, ældre mand i metroen skabte et helt nyt rum. Det fik la belle époque til at smelte sammen med nutidens hektiske by- og arbejdsliv. Og det førte min egen intime læseoplevelse, som jeg primært forbandt med mit eget soveværelse, sammen med det væld af potentielle samtalepartnere som befandt sig rundt i metroens forgrenede netværk.

Den togtur mindede mig om, at litteraturen er skabt til at bryde grænser og til at forene mennesker, der ellers aldrig ville komme i kontakt med hinanden. Ganske vist er indholdet af samtalen for længst fortabt i glemslen, men selve erfaringen af at mødes igennem litteraturen sidder indprentet i mig. Jeg tror faktisk, at det var den oplevelse der lagde kimen til mit initiativ til, nogle år senere, at oprette en Proustlæsekreds i Danmark. Til, på egen hånd, at sætte litteraturen i bevægelse.

Hvad er en læsekreds?

En læsekreds er som udgangspunkt intet andet end en gruppe mennesker, der læser den samme litteratur. Manden i metroen var for så vidt med i kredsen – han var blandt de indviede – der læser (eller har læst) Proust. Enhver bog har således en kreds, der indbefatter alle dens læsere og som derfor udgør et fiktivt fællesskab. Et fællesskab som tilfældigheder kan få til at mødes i det virkelige liv – som nu dette sammenfald i metroen. Men læsekredse har historisk set indtaget mere organiserede former.

I en dansk sammenhæng er læsekredse (eller studiekredse) nært forbundet med folkeoplysende aktiviteter. Bibliotekar ved Vejle Bibliotekerne, Else Zakarias, beretter for eksempel hvordan Hal Kochs demokratiforståelse inspirerede en af regionens borgere, Harald Jørgensen, til at søsætte en række læsekredse i FOF-regi i 50’erne. Læsekredsene bestod af en ordstyrer og en gruppe deltagere, der alle havde læst et givent værk. Med udgangspunkt i samtaler om litteraturen blev deltagerne uafvendeligt indført i en de væsentligste forudsætninger for demokratiet: Den konstruktive og kritiske dialog. Det var i hvert fald den bagvedliggende tanke. Igennem litteratursamtale blev borgerne demokratisk dannede.

Salonen: en tidlig model for læsekredsene

I Frankrig, hvor jeg altså mødte den ivrige Proustlæser i metroen, har der historisk set været tradition for særlige fællesskaber omkring litteraturen og kunsten i bredere forstand. Helt tilbage i 1700-tallet begyndte adelige, primært kvinder, at invitere til litterære sammenkomster i privat regi, de såkaldte saloner.

En salon var en regelmæssig begivenhed, der fandt sted på en jour fixe – en fast ugedag. Værtinden, den adelige salonière, stillede sit hjem til rådighed og foranstaltede forskellige optrædener – for eksempel digtoplæsninger eller musikalske soiréer. Deltagere i salonen bestod af et bredt udsnit af befolkningen, fra grevinder og guvernører til skuespillere og skøger. Derfor bidrog salonerne i Frankrig også til at opbløde de sociale skel som herskede. En baron kunne igennem samtale stifte bekendtskab med en børshandler eller en bokser.

Det eneste krav til at blive indbudt til en salon var, at man havde noget at byde ind med i den åndfulde konversation, der udgjorde fundamentet for salonens aktiviteter. I den forstand var salonen en prototype på det filosoffen Jürgen Habermas kalder den borgerlige offentlighed. I salonlivet udspillede samtalen sig uafhængigt af indblanding fra en statslig eller adelig magt. Salonen var således en uformel dannelsesinstitution, der fik sin gennemslagskraft i kraft af stedet hvor møderne foregik: Hjemmet.

Var man inviteret til en salon og havde man gjort et godt indtryk (det vil sige: man var ikke-kedelig), kunne man være heldig at blive en af de regelmæssige (les habitués). For disse regelmæssige salongængere blev samværet omkring litteratur og kunst en ny kerne, der på sin vis trådte i stedet for familielivets dyder. Salonen blev et familiært mødested, hvor almindelige borgere, kunstnere og videnskabsfolk søgte inspiration og mødte mennesker med forskelligartede holdninger.

Omkring anden verdenskrig døde salonkulturen mere eller mindre i det franske samfund, men den lever stadig videre i den franske bevidsthed. Den åndfulde samtale om litteratur, på tværs af sociale skel, er latent til stede og venter kun på en lejlighed til at udfolde sig. Ja, selv i et så ufamiliært rum som et metrotog kan dialogen pludselig opstå.

Folkebevægelsen

Har man på noget tidspunkt været med i en læse- eller studiekreds ved man, at dialogen om litteratur ikke altid følger en snorlige vej. Fordi litteratur er så menneskeligt vedkommende, afføder læsekredsmøder mærkbare sociale gevinster. Ofte bliver det samværet med andre mennesker, og ikke selve litteraturen, der holder læsekredse kørende år efter år. Man mødes ganske enkelt for hyggens skyld – og læsningen er et glimrende påskud for at diskutere alvorlige og mindre alvorlige emner, som relaterer sig til ens hverdagsliv.

Nu til dags forskes der intenst i hvilken effekt læsekredse har – både for (læse-)indlæring og for udvikling af sociale kompetencer. Et initiativ som Læseforeningen arbejder for eksempel på at udvikle læsekredse (igennem den såkaldte guidet fælles læsning) som en metode til social inklusion. Og i Odense kører for tiden et projekt hvor læsekredse skal give læsesvage på arbejdspladserne et løft.

I det hele taget er der vind i sejlene for progressive læseinitiativer i disse år. Antallet af læsekredse på landsplan er stigende og fænomenet har sågar fået sin helt egen messe, som denne weekend løber af stabelen i Herning. For andet år i træk endda. Man fristes til at tale om at læsekredse er blevet en ny folkebevægelse!

Hvorfor læsekredse?

At mødes i en læsekreds er en diskret, men stærk, form for oprør. Det er et oprør mod hverdagens evindelige krav om effektivitet og evaluering.  Og det er en måde at forlade offentlighedens skarpe skær og skabe sit eget, unikke refleksionsrum – i fællesskab med andre.

Skal man overbevises om grundene til at melde sig ind i en læsekreds, kan man spørge en hvilken som helst læsekredsdeltager. Svarene vil være de samme: ”Den personlige læseoplevelse bliver fælles.” ”Litteraturens ensomhed brydes til fordel for en kollektiv meningsudveksling.” ”Litteraturen baner vejen for sociale glæder.” Og så videre.

Kort sagt: Læsekredse er bevægende!

 

Hold øje med følgende initiativer:

Læsekredsmessen i Herning – http://www.herningbib.dk/det-sker/luk-teksten-op-0

Læseforeningen – http://www.laeseforeningen.dk/

Projektet: Arbejdspladsen som læsearena – https://www.odensebib.dk/projekter/laeseklubben

Og ikke mindst litteratursidens oversigt over digitale læsekredse – http://www.litteratursiden.dk/laeseklubber

 

Skrevet af Jacob Ulrich
Brugerambassadør for litteratursiden og litteraturformidler(-praktikant) ved Herning Bibliotekerne