Litteraturen og verden #1

Oprettet: 21.08.2012 - 00:48
Marilyn Monroe

En af Litteratursidens brugerambassadører rejser spørgsmålet om sværhedsgraden af et værk er en indikator for den litterære værdi.

For nogle dage siden poppede et link op i min nyhedsstrøm på Facebook. Det henviste til et interview med den brasilianske, storsælgende forfatter Paulo Coelho i avisen Folha de S.Paulo. I interviewet kommer Coelho omkring en række vante emner som magi, mirakler og medier, men cirka halvvejs inde lader han en bombe falde:

"Today writers want to impress other writers," [Coelho] says. And then names the culprit: "One of the books that caused great harm was James Joyce's 'Ulysses,' which is pure style. There is nothing there. Stripped down, 'Ulysses' is a twit."

Ulysses er ’et lille pip’ – eller rettere: Ulysses er ikke andet end et tweet, det vil sige en historie der kan fortælles på små 140 tegn. Resten, mener Coelho, er ren og skær stil – en unødig ornamentering der kun tjener til at imponere andre forfattere.

Coelho – der rutinemæssigt nyder anerkendelse på grund af salgstal og ikke litterære meritter – formastede sig altså til at udtale sig negativt om en af mastodonterne på det litterære parnas og straks gik den digitaliserede litteraturdebat i selvsving. Aviser som The Guardian, New York Times og Libération bragte nyheden om Coelhos skandaleudtalelse og dernæst fulgte en sand strøm af tilkendegivelser for og imod Coelho. Dog mest det sidste.

Tag for eksempel Stuart Kelly der skriver på The Guardians bogblog:

” Coelho is, of course, entitled to his dumb opinion, just as I am entitled to think Coelho's work is a nauseous broth of egomania and snake-oil mysticism with slightly less intellect, empathy and verbal dexterity than the week-old camembert I threw out yesterday.” Og Kellys kommentar er endda en af de mildere i bygen af tilsvininger som har regnet ned over Coelho siden interviewet gik viral.

Langt hen ad vejen kan de voldsomme reaktioner forklares ved Coelhos trang til provokation. Udtalelsen om Ulysses var et forsøg på at være den lille dreng der råber ”men han har jo ikke noget paa” i formodningen om at hele ’folket’ til sidst vil istemme: ”Ulysses, det er jo det rene ingenting”.

Men Coelhos brøde består ikke i at prøve at sige ’sandheden’ om dette kanoniserede værk. Nej, den består i at han udtaler sig i lyset af sine egne bedrifter. I interviewet siger han således: ”I'm modern because I make the difficult seem easy, and so I can communicate with the whole word.” Og straks er en gammelkendt distinktion etableret: Coelho skriver letforståeligt og er derfor ‘folkets’ forfatter; Joyce er svær at læse og derfor er han ’elitens’ forfatter – en forfatternes forfatter – som de færreste almindelige læsere giver sig i kast med.

Naturligvis må Joycetilhængere og andre litterater reagere på sådan en udmelding. For hvorfor egentlig insistere på at det svære står i modsætning til at ’kommunikere med hele verden’? Og hvad bilder Coelho sig egentlig ind overhovedet at udtale sig om Joyces værk? Fornemmer man hos Coelho ikke en slet skjult misundelse og mangel på indsigt i emnet? Coelho ville aldrig kunne skabe et værk på niveau med selveste Ulysses og derfor må han reducere det til ingenting.

Med sådanne argumenter har alle Joycetilhængerne i hvert fald et effektivt skjold mod det farlige i Coelhos udtalelser – og det benyttes flittigt i de utallige kommentarer jeg efterhånden har læst. Men hvad nu hvis substansen i Coelhos kritik var fremsat af en mindre udskældt – eller ligefrem anerkendt  forfatter? Ville reaktionen da være den samme?

For at finde nogle svar læste jeg videre i myriaderne af kommentarer. Og pludselig havde en digital tråd ført mig til et ti år gammelt essay, der på profetisk vis belyser den samme problemstilling, som nu omgærder Coelho-polemikken, nemlig spørgsmålet: Er sværheden af et værk en indikator for den litterære værdi?

Hvem der havde skrevet essayet, og hvad jeg fik ud af det, vil jeg vente med at afsløre til mit næste blogindlæg. Indtil videre kan I forlyste jer med to udvalgte citater og vurdere hvilket af dem I foretrækker og hvorfor:

“History is a nightmare from which I am trying to awake”

“It’s the possibility of having a dream come true that makes life interesting”

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Else Cederborg

    søn, 26/08/2012 - 19:29

    Coelhos må være det, jeg plejer at kalde en "doven læser", hvilket såmænd ikke er en bebrejdelse, for alting kan nu engang ikke appellere til alle. F.eks. er det en stor fordel at kende og holde af "Odysséen" for at se Joyces ide om en perfekt litterær person - nemlig Odysseus - i Leopold Bloom. Hvis ikke man kan se det, forsvinder nogle af James Joyces pointer og opfattes nemt som tomme tirader. Så vidt jeg husker, er "Ulysses" et smukt og fuldendt eksempel på "stream of consciousness"-metoden. Hvis ikke man forstår/gider at forholde sig til denne teknik eller måske ligefrem tager direkte afstand fra den, så forsvinder bogens storhed i det, mange umiddelbart vil opfatte som nonsens = tomhed.

  • Faldorf

    ons, 22/08/2012 - 20:58

    Tsk tsk....hvem mon ophavsmanden er...?

     

    Kan sagtens forstå hvis Ulysses ikke appellerer til alle. Det er et særdeles digert værk og ikke så lettilgængelig. Min allerførste tanke om Joyces værk, var netop: ”han har jo ingenting på”.

    Den første, umiddelbare læseoplevelse var (mildt sagt) hæslig!

     

    Men men....jeg udviklede virkelig stor respekt for dette værk. Det nænsomme arbejde der er lagt i hver eneste sætning. Den helt vidunderlige måde, hvorpå værket hele tiden forholder sig til tid, rum og sig selv. Og den komplekse, snørklede labyrint der møjsommeligt er opbygget! Dét har jeg uanede mængder af respekt for.

     

    Jeg har haft det privilegium at blive ”ført” igennem værket, med tyve andre studerende og en entusiastisk underviser. Det har helt klart haft stor betydning for min oplevelse og forståelse. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde klaret det alene.

     

    Måske er det som med alle andre kunsthåndværk?

    Når jeg bemærker mængden af omsorg, overvejelse og arbejdstimer der er lagt i værket, vinder det ofte min beundring og respekt. Ikke dermed sagt, at samme værk nødvendigvis kan give mig en sublim og storslået oplevelse.

     

    Som når jeg i Tyrol ser fint-dekoreret træværk eller porcelæn. Bitte broderier, perlearbejde eller miniaturer. Eller når jeg ser et rigt-pyntet smykke eller ur – som jeg aldrig ville gå med.

    Jeg er altid imponeret og fyldt af respekt for det stykke arbejde jeg står overfor, selvom jeg rent æstetisk ikke finder det appellerende.

     

    Selvfølgelig mener jeg ikke, at enhver kunne bruge 21 år på at skrive nonsens og således vinde min anseelse.

    Pointen er bare: for mig var Ulysses absolut ikke en 'page-turner'! Ikke den mest gribende, magiske læseoplevelse jeg nogensinde har haft – ikke desto mindre blev det et kunstværk som jeg er fuld af ærefrygt overfor. Også selvom bogens handling kan opsummeres i Pip*

     

    Uanset hvordan indholdet karakteriseres, kan man vel ikke komme udenom værkets litteraturhistoriske – og videnskabelige værdi?

     

    Lidt kortere sagt: Nej, jeg mener ikke et litterært værk nødvendigvis skal være komplekst med tårnhøjt lixtal, for at være godt. Men min (personlige) smag finder det appellerende når et værk tager mig med ud på omveje - taler med sig selv, andre værker, myten og den historiske virkelighed.

    Har altid elsket observationen: “History is a nightmare from which I am trying to awake”

     

  • Samleren

    lør, 25/08/2012 - 22:32

    Litteratur bliver ikke bedre af at man mestrer en masse fine ord og teknikker, men kan selvfølgelig sløre ,hvis at man ikke rigtigt har noget på hjertet og give arbejde til de der vurderer og laver endnu flere ord

     

    God litteratur, har kun noget at gøre med ,rører det dit hjerte, taler det til dig, åbner det døre, viser det dig noget du ikke har set før, syntes jeg men selvfølgelig mit udgangspunkt er ,heldigvis også, jeg ved ingenting