Anbefalinger for Proust-interesserede

Oprettet: 02.02.2012 - 02:34
På sporet af den tabte tid

På opfordring af en del læsekredsmedlemmer kommer her en liste over litteratur der kan anbefales hvis man ønsker at fordybe sig yderligere i Prousts livsverden og æstetik.

Normalt siger man at På sporet af den tabte tid rummer sin egen læsevejledning fordi der er så mange metarefleksive passager undervejs – men det kan nu alligevel være meget rart med forskellige indføringer i det særlige univers. Som I nok kan regne ud eksisterer der mange hyldemeter Proustiana på især fransk og engelsk, men også på dansk er vi ret godt med i forhold til relevante udgivelser. Jeg har sikkert glemt en masse gode udgivelser på denne liste, så hvis der er andre gode og relevante Proustbøger hører jeg gerne om det.  

Danske udgivelser:

Jørgen Bruhn og Bo Degn Rasmussens lille bog Proust (1997) skal helt klart fremhæves. Den kommer ganske fint omkring både romanens handling, personerne og den særlige skrivestil. Og så er den i øvrigt ret billig (150,- sidst jeg tjekkede)

Henning Goldbæk er en af Danmarks fremmeste Proustforskere og formidlere. I to bøger folder han forfatterskabet ud så man fornemmer hvilket mageløst kulturhistorisk dokument der er tale om. I Marcel Proust og barokkens genkomst (2002) sættes Proust i forbindelse med andre store skikkelser som Baudelaire og Wagner – og endelig evokeres Venedig som et leitmotiv i værket. I Bastardernes opstand (2009) læses Proust parallelt med hhv. Theodor W. Adorno og Orhan Pamuks forfatterskaber for samlet at eftersøge det Goldbæk kalder den metafysiske erfaring. Begge bøger kræver dog et vist kendskab til Prousts forfatterskab førend de virkelig åbner sig for én.

Bjørn Bredal er en anden stor skikkelse i den danske Proustformidling. Hans fine bog Begærets By (1998, genoptrykt i 2010) bruger Venedig som et påskud for at fremtrylle hele romanen og den mangfoldighed af læsninger den stimulerer. Bredal skriver som en drøm og har en forrygende humor der gør Begærets By til en meget underholdende, og ligefrem passioneret, indgang til værket. Det eneste minus er at de mange illustrationer burde have været i farver og i bedre kvalitet.

 Udover det kan nævnes en række udenlandske titler som er oversat til dansk. Bl.a. er Alain de Bottons Sådan kan Proust forandre dit liv (1997) et udmærket indblik i den livskundskab værket rummer, selvom det til tider bliver lige vel selvhjælpsagtigt.

I 1931 skrev Samuel Beckett en knivskarp analyse med den simple titel Proust – og selvom dette lille værk ofte virker mest afslørende i forhold til Becketts eget virke er der alligevel mange sublime indsigter at hente heri. Becketts bog eksisterer i dansk oversættelse, men er ved at blive nyoversat da den oprindelige oversættelse er for upræcis.  

Endelig vil jeg i høj grad anbefale filosoffen Gilles Deleuzes bog Proust og tegnene (1964, dansk 2003). Deleuze tager udgangspunkt i tesen om at På sporet beskriver en læreproces, hvor både fortælleren og læseren støder på en række tegn der først lader sig afkode når vi kommer længere ind i værket. Deleuzes bog er inspirerende og tankevækkende, men også ret kompliceret og tidskrævende at læse.

Til sidst vil jeg fremhæve den række af udgivelser som Det danske Proust-selskab står for. Hvert år sender selskabet nemlig en ny Proustbulletin i omløb – som regel med et særligt, udvalgt tema. Udgivelsesrækken kan findes på www.proust.dk. Bulletinerne skrives så de både henvender sig til Proustkendere og til udenforstående. Jeg har selv været med til at redigere den seneste bulletin (#7) som handler om Proust og Venedig.

Engelske udgivelser:

Her vil jeg især anbefale The Cambridge Companion to Proust (2001) som et godt sted at starte. Her er velskrevne essays om alt fra la belle epoque til værkets særegne struktur. Cambridge Press har også udgivet en Cambridge Introduction to Marcel Proust (2011) af Adam Watt – denne er god da den rummer henvisninger til den nyeste Proustforskning og endvidere giver et billede af Prousts betydning efter år 2000.

Roger Shattucks Proust’s Way (2000) fremstår som en håndgribelig vejviser ind i værket, men er lidt en blandet affære at læse. Afsnittet om How to read a roman-fleuve er dog ganske oplysende for førstegangslæsere. I øvrigt er det planen at Shattucks bog skal udkomme i dansk oversættelse snarligt.

Malcolm Bowies Proust among the stars er måske den bedste engelske præsentation af værket og dets forskellige temaer. Bowies læsninger og eksempler udfolder værkets rigdomme så man umiddelbart længes efter at læse og genlæse På sporet.

Edmund Whites korte biografi Proust (1999) er godt nok ikke så fyldestgørende og udtømmende som hhv. William C. Carters Marcel Proust: A life (2002) og Jean-Yves Tadiés med samme titel (2001), men til gengæld er den hurtigt læst og ganske underholdende! Har man trang til yderligere fordybelse i biografien er de to sidstnævnte imidlertid uundværlige. Især Tadiés regnes som den autoritative, så den kan man trygt søge mod hvis man vil have genskabt Prousts liv i detaljer.

Den har været nævnt førhen, men får nu også en plads på denne liste; Eric Karpeless’ Paintings in Proust (2008), som er et fantastisk redskab at have liggende ved sin side imens man læser værket. Her er gengivet hovedparten af de kunstværker der direkte nævnes i På sporet – og det er ikke så få! Et glimrende essay om ’Proust og billedkunst’ indleder bogen.

Peter Colliers Proust and Venice er ikke kun en bog om Proust og Venedig, men en meget givende analyse af hele Prousts værk. Collier graver dybt i teksten og får demonstreret hvilken mosaikagtig myriade af små sublime stumper På sporet er.

Franske udgivelser:

For de franskkyndige er der selvsagt en overflod af Proustrelevante udgivelser at boltre sig i. Jeg vil kun fremhæve ganske få her, men spørg endelig hvis I vil have flere anbefalinger.

Gérard Genettes Figures I-III (1966-1972) er nærmest uomgængelig hvis man ønsker at fordybe sig i det mere fortælletekniske hos Proust. Selvom Genettes essays mest henvender sig til litteraturteoretisk orienterede er det svært ikke at blive overbevist af hans forsøg på at uddrage mønstre og regler fra Prousts værk. Figures III der rummer den indflydelsesrige tekst Discours du récit er også oversat til engelsk som Narrative Discourse.

Jean-Yves Tadié (ham med biografien) har også udgivet en gennemgang af værket – Proust et le roman (1971). Den er dog lidt for møjsommelig for min smag, så i stedet vil jeg anbefale Michel Raimonds fikse lille Proust romancier fra 1984. Lidt ligesom Malcolm Bowies bog er Raimonds tilgang tematisk, så vi får præsenteret en række nyttige veje ind i værket.

Antoine Compagnon er den helt store kanon i den franske Proustforskning. I Proust entre deux siècles (1989) tegnes et billede af Proust som en unik litteraturhistorisk overgangsfigur. Her undersøges også en række af de litterære forbilleder som Proust implicit og eksplicit er i dialog med i sit værk, bl.a. Racine, Barrès og Baudelaire.

Julia Kristevas Le temps sensible (1994) er både elsket og hadet. Hendes skrivestil er højst idiosynkratisk og indfiltret i et væld af psykoanalytiske termer – men hendes læsninger af På sporet er ofte utroligt vidende og meget originale. Spring eventuelt direkte til bogens andel del, som er noget mere sammenhængende end den første. Le temps sensible findes også i engelsk oversættelse som Time and Sense.

Georges Poulet skrev i 1963 et essay med titlen L’Espace proustien. Det er højst læseværdigt og giver et glimrende indblik i det subtile forhold mellem tiden og rummet i Prousts værk.

Et værk jeg ofte tyr til er Dictionnaire Marcel Proust (2004) som er redigeret af Annick Bouillaguet. Det er et omfattende opslagsværk der rummer velskrevne leksikonopslag om alskens emner i relation til værket. Har man en forskningsinteresse er Dictionnaire et uhyre praktisk værktøj da den er spækket med litteraturhenvisninger.

Til sidst vil jeg i øvrigt anbefale at give sig i kast med nogle af de mange andre tekster fra Prousts egen hånd. Essaysamlingen Contre Sainte-Beuve rummer de skrifter der kom forud for På sporet, samt en række andre blandede udgivelser fra dagblade og litterære journaler. Her er der mange glimrende tekststykker som giver nye perspektiver på det senere værk. Tag fx essayet À propos du ’style’ de Flaubert som afslører hvor følsomt Proust reagerer på minimale grammatiske variationer. Og så var Proust også en flittig brevskriver hvilket den samlede Correspondance i 21 bind fint understreger. Alt i alt skulle der være læsning nok til de næste mange og lange vinternætter.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • jacob.ulrich

    tor, 02/02/2012 - 18:22

    Fra min medsammensvorne udi læsekredstovholderiet, Steen Klitgård Povlsen, skal jeg i øvrigt viderebringe en frisk anbefaling: Karl Ove Knausgårds Min kamp 1-6. 

    "Hvis man vil vide noget om Prousts aktuelle betydning skal man læse Knausgård. Det skal man i øvrigt også, hvis man vil blive klogere og have en stor litteraturoplevelse."

    Det kan jeg kun støtte op om, selvom jeg pt. kun er nået til bind 2 i værket. Selvom Proust vel nok er mere ekvilibristisk rent fortælleteknisk er Knausgård det nærmeste man kommer en opdateret og nutidig Proust.