Et justitsmord fra 1954

Oprettet: 28.06.2012 - 09:51

Et justitsmord fra 1954.

Af Henrik Werner Hansen.

 

På baggrund af Poul Martinsens nyudkomne bog: Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup, kan det nu efter 58 år endelig fastslås, at Bjørn Schouw Nielsen, der ved dom af 17.juli 1954 blev idømt livsvarigt fængsel for at have planlagt og tilskyndet Palle Hardrup til røveri og dobbeltdrab, var udsat for et justitsmord.

Palle Hardrup forsøgte den 29.marts 1951 at begå et røveri i Landmandsbanken på Nørrebrogade i København. Røveriet mislykkedes og med en medbragt pistol skød og dræbte Hardrup to af bankens funktionærer. Han flygtede fra banken på cykel men blev kort efter anholdt på en køkkentrappe i Griffenfeldsgade.

Han erkendte straks røveriforsøget og de to drab, men hans motiv forekom noget ejendommeligt. Han forklarede, at han ville skaffe penge til at grundlægge en bedre samfundsordning. Dette skulle ske ved dannelse af et politisk parti, Det nationalkommunistiske Parti, der satte menneskenes psykiske og fysiske udvikling øverst på dagsordenen. Partiet skulle være et skelet for et kommende samlet Norden, der skulle ledes af en Rigschef (Hardrup), der ville løse de fremtidige opgaver ad intuitiv vej. Under ham skulle en stabschef varetage de praktiske opgaver.

I det nye samfund skulle der kun arbejdes to timer om ugen, og pengesystemet skulle afskaffes.

 

I Hardrups hjem blev fundet en række dokumenter og tegninger, der yderligere dannede billedet af en sindsforstyrret person, der i sin psykotiske forestillingsverden opererede med tanker om sig selv, som den der samlede Norden og som var udvalgt til dette af Gud.

Men i disse dokumenter optrådte også navnet Bjørn Schouw Nielsen.

 

Schouw Nielsen var ni år ældre end Hardrup, og han havde været kriminel stort set i hele sin tilværelse. I 1947 blev han idømt fængsel i 12 år for at have været medlem af Frikorps Danmark, for at have angivet en tidligere arbejdsgiver til besættelsesmagten og for – under dække af modstandsbevægelsen – at have afpresset nogle forretningsfolk op til 5.000 kr. hver. Schouw Nielsen afsonede dommen i Horsens statsfængsel. Her delte han celle med Hardrup, der i 1946 var blevet idømt 14 års fængsel for at have været medlem af Hipo-korpset.

 

Hardrup fastholdt under afhøringerne af politiet, at han var uskyldig. Det var en skytsånd, der havde befalet ham at begå bankrøveriet, og man kunne ikke straffes for blot at følge Guds befalinger. Denne skytsånd havde han første gang mødt (hørt) i februar 1947 i sin fængselscelle, men han havde også set ham på en landevej i Tyskland, da Hardrup på et tidspunkt var på flugt fra Fårhuslejren.  I første tilfælde havde han endnu ikke mødt Schouw Nielsen, og i det andet tilfælde befandt Schouw Nielsen sig i Horsens. Denne forklaring afgav Hardrup flere gange til såvel politiet som til de retspsykiatere, som efterfølgende på katastrofal måde forplumrede sagens realiteter.

Skytsånden befalede også, at Hardrups kone, Bente, skulle stå i forhold til Schouw Nielsen.

 

Hardrup fastholdt stædigt, at Schouw Nielsen på ingen måde havde været involveret hverken i planlægningen eller udførelsen af bankrøveriet. (Schouw Nielsen havde også et vandtæt alibi).

Det virkede nærmest som om Hardrup blev fortørnet over, at nogen ville påstå, at Schouw Nielsen skulle have haft medindflydelse på røveriforsøget. Det var jo Hardrup alene, der var udpeget af Gud. Ikke uventet lød en foreløbig psykisk vurdering af Hardrup på, at denne havde stærke tendenser til at fremtræde som en slags mystisk religiøs profet og helt, samt at der var klare tegn på en skizofren lidelse.

 

At pressen få dage efter Hardrups anholdelse kunne pryde avisernes forsider med blandt andet følgende overskrifter: ”Dobbeltmorderen dyrkede spiritisme og yoga i fængslet” og ”Dobbeltmorderen hypnotiseret til bankrøveriet?” skyldes alene, at ca. 40 dømte landssvigere (hovedparten Hipofolk) havde henvendt sig til politiet for harmdirrende at berette om, hvorledes den bundkriminelle og tarvelig forbryder Schouw Nielsen havde manipuleret Hardrup til at begå røveriet. De talte om overnaturlige ting, der var foregået i Schouw Nielsens og Hardrups fællescelle. Der blev talt om mærkelige forsøg, åndedrætsøvelser, yoga og hypnose. Nogle havde hørt om storladne planer, andre mente det mere var markedsgøgl. Atter andre mente, at der var et homoseksuelt forhold imellem de to fanger.

Alle udsagn bar præg af at være løse påstande uden at indeholde reel viden. Men politiet tog anmeldelserne alvorligt og underrettede pressen. En hypnosemorder var født.

I stedet for at starte en sensationsbølge, der med tiden udviklede sig til en tsunami, der også internationalt i årevis prægede alle medier, burde politiet i stedet have koncentreret sig om anmeldernes lødighed.

Landssvigerne, de politiske fanger, udgjorde med egne øjne en særlig klasse bag fængslets mure. De ringeagtede de almindelige kriminelle og følte sig langt hævet over disse. Der var i 1951 påbegyndt en forsøgsordning med prøveløsladelse af disse politiske fanger, ganske vist imod store protester fra en del af befolkningen. Allerede dagen efter Hardrups anholdelse fremkom professor von Eyben i Berlingske Tidende med forslag om, at denne prøveordning skulle stilles i bero. Han henviste blandt andet til Hipomanden Hardrups dobbeltdrab i landmandsbanken. Det var derfor livsnødvendigt for de politiske fanger i Horsens at forsøge at aflede opmærksomheden på Hardrup for i stedet at skabe opmærksomhed omkring Schouw Nielsen. Denne havde ganske vist været medlem af Frikorps Danmark, men han havde også beskudt en tysk soldat og været involveret i modstandsbevægelsen. Dertil kom, at Schouw Nielsen provokerende havde sagt til de politiske fanger, at han langt hellere ville være en gemen kriminel frem for en landsforræder.

Det var derfor uden betænkeligheder, at man indgav disse anmeldelser imod Schouw Nielsen.

Hændelsesforløbet er langt senere (i 1970´erne) blevet bekræftet i interviews af tidligere anmeldere.

Både Hardrup og Schouw Nielsen bekræftede, at de i deres fællescelle havde dyrket forskellige former for yoga, åndedrætsøvelser og en simpel form for hypnose. Begge gav dog klart udtryk for, at Schouw Nielsen på ingen måde kunne påvirke Hardrup.

Efterforskningen omkring dobbeltdrabet i banken var, efter afhøring af vidner fra banken, de ca. 40 landssvigere fra Horsens og af familie og venner til Hardrup, relativt hurtigt overstået.

Men Hardrup sigtedes også efterfølgende for et bankrøveri begået i august 1950 i en bank i Hvidovre. Udbyttet blev på godt 20.000 kr.

Årsagen til sigtelsen imod Hardrup var, at denne kun boede få hundrede meter fra banken samt at gerningsmandens adfærd i Hvidovrebanken i flere detaljer mindede om Hardrups adfærd i Landmandsbanken.

Signalementet af røveren stemte derimod slet ikke med Hardrups udseende. Denne blev af bankens personale beskrevet som en ca. 25årig mand med et mørkt, solbrændt ansigt og med mørkt glat tilbagestrøget hår. Desuden havde han på venstre side af ansigtet en karakteristisk vorte eller en skønhedsplet.

Hardrup nægtede ethvert kendskab til dette røveri. Hans økonomi bar heller ikke præg af, at han pludselig skulle have været kommet i besiddelse af disse mange penge.

 

I de næste 9 måneder fastholdt Hardrup sin uskyld i alle sigtelser. Det var skytsånden, der havde befalet ham at begå røveriet og drabene i Landmandsbanken og Schouw Nielsen havde på ingen måde været involveret heri.

Chefen for justitsministeriet undersøgelsesklinik på Nytorv, overlæge Max Schmidt skulle foretage den endelige mentalundersøgelse af Hardrup. Overlægens indgriben i denne sag må mild sagt karakteriseres som en skandale. (Hardrup har overfor mig karakteriseret overlægens metoder som nazimetoder). Da almindelig psykoanalyse ikke gav overlægen det forventede indblik i Hardrups sjæleliv, gik han over til at benytte den såkaldte narkoanalyse, en psykoanalyse hvor patienten får indsprøjtet et bedøvende stof, således at normale hæmninger og blokeringer bliver nedbrudt. Patientens kritiske sans bliver sløvet, og denne bliver mere ”tilgængelig” for udspørgen. Det anvendte stof kaldtes populært for sandhedsserum.

Narkoanalyserne blev uden Hardrups viden og godkendelse optaget på bånd, og blev siden under domsforhandlingen afspillet i retten som bevis. Ingen havde betænkeligheder ved, at en overlæge, der alene skulle foretage en mentalundersøgelse også foretog efterforskning. Hardrups forsvarer var hverken til stede ved narkoanalyserne eller underrettet om det passerede.

Afskrifter af båndene viser, at Hardrups storhedsvanvid stadig blomstrede. Han var den eneste Gud havde udvalgt, og hvis Schouw Nielsen ikke ville indordne sig Hardrups nye samfund, kunne han få et nakkeskud. Stærke ord fra en dobbeltmorder!

Max Schmidt prøvede forgæves at få Hardrup til at involvere Schouw Nielsen i forbrydelserne. Det var blevet en besættelse for overlægen at få medinddraget Schouw Nielsen. Overlægen hadede ham. Herom senere.

I slutningen af 1951 forelå mentalerklæringen fra Max Schmidt.

Hardrup brød sammen da han læste den.

Denne fyldte 41 sider, i sig selv et udtryk for, at der var tale om en usædvanlig erklæring.

Konklusionen var entydig: Hardrup burde anbringes i forvaring på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. Han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket, skizofren og måtte derfor forvente at tilbringe resten af sine dage i den anstalt, der opbevarede landets farligste kriminelle.

Men derudover indeholdt de 41 sider en lang opremsning af Hardrups negative persontræk. Han moral var ganske forkvaklet, han var egoistisk, aggressiv, selvhævdende, følelseskold, kynisk osv. osv. Erklæringen indeholdt ingen positive egenskaber overhovedet, og det var forståeligt, at den af Gud udvalgte så sin verden styrte sammen. Hans storhedsvanvid var punkteret, han var stemplet som sindssyg, og han risikerede indespærring i resten af sit liv. Dette var prisen for ikke at anerkende Max Schmidt ligning, der gik ud på, at skytsånden slet ikke var Guds sendebud, men i virkeligheden kom fra den onde selv: Bjørn Schouw Nielsen.

For indirekte alligevel at pege på Schouw Nielsen som hovedmanden tilføjede overlægen i sin erklæring, at Hardrups vrangforestillinger syntes at være påført ham af Schouw Nielsen. Påstanden var grebet ud af luften. Overlægen havde ikke mentalundersøgt Schouw Nielsen og Hardrup havde i ni måneder fastholdt, at Schouw Nielsen på ingen måde havde været involveret i forbrydelserne eller endsige haft nogen indflydelse på ham. Han havde slet ikke omtalt skytsånden overfor Schouw Nielsen.

I juledagene skrev Hardrup i cellen sin berømte stilebogstilståelse.

Heri gjorde Hardrup gældende, at han havde været udsat for den mest geniale idé, der nogensinde havde været opstået i en forbryders hjerne. Schouw Nielsen havde i fængslet hypnotiseret ham og indført skytsånden. Det var således skytsånden (Schouw Nielsen), der havde fremlagt planen om det nye samfund. Det var også skytsånden, der efter at de begge var blevet løsladt, befalede at hans kommende kone, Bente, skulle stå i forhold til Schouw Nielsen. Hardrup blev hysterisk over dette, men Schouw Nielsen gav ham magnetiske strygninger, og han faldt til ro. Det var også skytsånden (Schouw Nielsen), der befalede at han skulle forøve røveriet i Hvidovrebanken. Udbyttet, der skulle have været anvendt til illegalt arbejde når russerne invaderede landet, blev overdraget til Schouw Nielsen, men pengene forsvandt. Endelig var det også skytsånden, der planlagde røveriet i Landmandsbanken og bestemte hvor pengene efterfølgende skulle have været gravet ned.

På få dage var Hardrup således steget ned fra det guddommelige plan og var i stedet forvandlet til et klynkende offer for Schouw Nielsens kyniske plan. For han fastholdt, at han i fængslet i Horsens af Schouw Nielsen var blevet hypnotiseret til engang ad åre, måske 10-12 år senere, at udføre en forbrydelse hvis udbytte alene skulle tilfalde Schouw Nielsen.

Hvis psykiatere og politi ville hoppe på denne historie kunne Hardrup påregne en påskønnelse. Hans brændemærke, erklæringen om hans uhelbredelige sindssygdom ville blive fjernet. Dette erkender Hardrup også i Martinsens bog. ”Det ville være som at blive lukket inde i en dårekiste. Dengang slap ingen ud fra Nykøbing, hvis de først var kommet ind, og den situation var jeg nødt til at gøre noget ved. – Det viser jo bare, hvordan psykiateren kan jonglere med begreberne, ikke? Man bliver beskrevet som sindssyg, hvis man ikke vil som lægen vil. Kan du se det? Men er ikke længere sindssyg, hvis man siger det, han gerne vil høre. Det er jo det rene svineri! ”

Efter at Hardrup havde vedstået sin nye forklaring både overfor Max Schmidt og overfor politiet skete miraklet. Den mand der i slutningen af december 1951 var blevet erklæret uhelbredelig sindssyg var i løbet af tre uger blevet helbredt. Hans vrangforestillinger var med ét slag forsvundet, og han skulle nu efter overlægens mening kun efterjusteres i kortere tid på et almindeligt sindssygehospital. Prisen for helbredelsen havde været Schouw Nielsen.

I parentes bemærket skal nævnes, at Max Schmidt i en båndet afhøring af Hardrup kaldte Schouw Nielsen for ”en sjover”. Da overlægen senere under domsforhandlingen blev bebrejdet denne udtalelse, fremturede han ved at udtale, at han med største glæde gerne ville gentage at Schouw Nielsen var en sjover. Ikke underligt at flere i eftertiden har karakteriseret Max Schmidt som psykisk syg.  

Schouw Nielsen blev på baggrund af Hardrups nye forklaring varetægtsfængslet, men Max Schmidt uden officiel begrundelse trak sig ud af sagen.

Men Hardrup kom fra asken til ilden, da overlæge ved kommunehospitalet, Paul J. Reiter skulle overtage udfærdigelsen af mentalerklæringen. Denne undersøgte Hardrup i over 1½ år, og Hardrup blev udsat for hypnose. Men først efter 15 mislykkede forsøg lykkedes det Reiter at få gennemført en vellykket hypnose, men det krævede også, at hypnosen blev suppleret med injektion af et bedøvende stof. Der blev i alt foretaget over 100 af disse seancer, alt blev båndet og flere af båndene blev afspillet under domsforhandlingen. Også her var der tale om, at psykiateren foretog almindelig efterforskning. Reiter og politiet holdt gensidigt hinanden underrettet om sagens udvikling, og det skete at, Reiter anmodede politiet om at foretage specifikke afhøringer.

Under en af hypnoseseancerne genoplevede Hardrup de dramatiske minutter i Landmandsbanken, og han beskrev i detaljer hvorledes skytsånden havde befalet ham at nedskyde bankfunktionærerne, hvis de ikke straks udleverede pengene.

I juni 1953 forelå Reiters erklæring om Hardrup. Den fyldte 370 sider (Schouw Nielsens erklæring, der var udfærdiget af en anden retspsykiater, fyldte 4 sider). Konklusionen lød, at Hardrup på gerningstidspunktet havde været svært sindssyg, men at hans tilstand var udviklet af Schouw Nielsen gennem hypnose. Reiter påstod endvidere, at han havde bevist, at det var Schouw Nielsen, der var den egentlige anstifter til forbrydelserne.

Denne påstand gentog Reiter i juni 1954 under domsforhandlingen i Østre Landsret gennem et 7 timers indlæg. Han fastholdt, at det var bevist, at Schouw Nielsen gennem hypnose havde formået Hardrup til at begå såvel røverier som drab.

Hardrup blev idømt til anbringelse i psykopatforvaring, og Schouw Nielsen blev idømt fængsel på livstid for at have planlagt og påvirket (herunder hypnotisk påvirkning) Hardrup til at begå såvel røverierne som drabene.

 

I et brev af 18.december 1955 til Schouw Nielsens forsvarer hævdede Hardrup, at han aldrig havde været hypnotiseret af Schouw Nielsen, ligesom denne på ingen måde hverken havde planlagt forbrydelserne eller på anden måde haft indflydelse på disse. Hardrup gentog denne forklaring i retten og afvist på det kraftigste, at skytsånden var lig med Schouw Nielsen. Han havde haft forbindelse med ånden, langt inden han mødte Schouw Nielsen. Heller ikke Reiters hypnose af ham ville han nu anerkende. Endvidere fremkom Hardrup med beskyldninger imod politiets efterforskningsleder, der efter Hardrups opfattelse skulle have manipuleret med vidneudsagnene fra Hipofolkene. (Rent faktisk blev efterforskningslederen fjerne fra sagen og tildelt en disciplinærbøde for pligtforsømmelse).

På baggrund bl.a. af disse nye forklaringer bestemte Den Særlige Klageret, at bestemmelsen i dommen om, at Schouw Nielsen skulle have påvirket Hardrup ved hypnose skulle udgå. Men da de stadig fandt, at Schouw Nielsen havde påvirket Hardrup på anden måde (hvilken?), havde de hverken mod eller mandshjerte nok til at bestemme, at sagen skulle genoptages ved et nyt nævningeting.

 

Efterfølgende har Hardrup i både sin selvbiografi og i utallige interviews fastholdt, at Schouw Nielsen på ingen måde kunne påvirke ham hypnotisk. I sin selvbiografi, der blev skrevet under Hardrups afsoning er skytsånden afgået ved døden, og i stedet optræder en guru, der via meditation og yoga kunne rådgive ham. Schouw Nielsens rolle i røveri- og drabssagen fra landmandsbanken omtales slet ikke.

I Martinsens bog vender Hardrup tilbage til skytsånden og hævder nu igen, at Schouw Nielsen har indført denne. Dog var der på ingen måde tale om et hypnosemord men snarere et yogamord.

Men i en enkel sætning afslører Hardrup sandheden om Schouw Nielsens rolle, og fastslår med frysende kynisme, at Schouw Nielsen har været udsat for et justitsmord.

” – Men bankfolkene havde du jo selv skudt, rører det dig ikke?

Ikke en skid! I banken i Hvidovre gav de mig pengene, så dér var der ingen, der kom noget til. På Nørrebro ville de spærre mig inde. De bevægede sig hen mod et eller andet centralt sted, hvor de ved at trykke på en knap kunne låse dørene og samtidig alarmere Fælledvejens Politistation, som lå lige om hjørnet. Jeg havde måske tre minutter til at slippe væk. Jeg skød mig fri.”

Altså ingen skytsånd eller ingen Schouw Nielsen havde befalet ham at skyde. Hardrup valgte selv at skyde sig fri.

Hardrup døde i marts i år, men hypnosemorderen har aldrig levet.

 

 

 

 

 

 

Henrik Werner Hansen er pensioneret vicepolitimester og forfatter. Han har selv

skrevet: "Justitsmord - sagen om hypnosemordene".

 

 

orHorHHhhhhhh     HHhhhh   nnnnnn-+HHHH