På rejse med litteraturen

Oprettet: 06.09.2009 - 21:25

En af de bedste ting ved at holde ferie er at have god tid til at læse for sin fornøjelses skyld. Det er vidunderligt at være sammen med sin familie, at lege med børnene og at opleve en masse sammen – men for mig er det ikke en rigtig god ferie, hvis jeg ikke også får tid til at pløje mig gennem nogle bøger. Og når man nu rejser til udlandet, hvorfor så ikke kombinere den fysiske rejse med en indre og dykke ned i landets litteratur?

 

Den ide har jeg haft i flere år, men først i år fik jeg gjort noget ved sagen. Vi tilbragte knap tre uger i Italien, og med i kufferten havde jeg en stak meget forskellige romaner. Hjemmefra havde jeg forberedt mig lidt ved at læse ’I nuet’ af Andrea de Carlo, en lille roman om det moderne parforholds besværligheder, ’De kosmokomiske’ af Italo Calvino, som vel bedst kan betegnes som en fantasifuld fabuleren over ideer som universets tilstand før Big Bang og tilværelsen på jorden, mens månen endnu var ganske tæt på, samt Niccolo Ammaniti: ’Jeg er ikke bange’ hvor en dreng finder en anden, bortført dreng lænket i et fangehul under jorden.

 

Vel ankommet tog jeg for alvor fat: ’Leoparden’ af Lampedusa, der beskriver Italiens samling i 1860’erne set fra en siciliansk fyrsteslægts perspektiv, Margaret Mazzantini: ’Zinkbaljen’ om en italiensk kvindes historie op gennem det 20. århundrede, Christina Commencini: ’Tyrkerens frakke’ om to søstres opvækst og liv under ungdomsoprøret, Gianni Celati: ’Fortællere fra sletten’ med noveller baseret på gode historier fra Po-slettens beboere og Elsa Morante: ’Historien’ om en udsat romersk familie under og lige efter anden verdenskrig.

 

Ikke overraskende var der både perler og nitter imellem. Ammaniti er en mester i svøb med hans sublime skildring af, hvordan drengeårenes verdensbillede langsomt krakelerer til fordel for et mere barskt syn. Lampedusa og Morante levede begge op til mine store forventninger, og de gav virkeligt gode indblik i to af det moderne Italiens mest afgørende historiske perioder. Og så var ’Tyrkerens frakke’ en glædelig overraskelse med sin skildring af dynamikken mellem de to søstre og aktivismen på 1970’ernes italienske venstrefløj. Den største skuffelse var Celatis ’Fortællere fra sletten’, der så vidt jeg kan se hyldes som et storværk inden for italiensk litteratur, men som jeg havde svært ved at se den store gevinst ved.

 

Alt i alt fungerede det fint at kombinere rejsemål og ”læseplan”. De ældre bøger gav en bedre forståelse for Italiens udvikling og baggrund. F.eks. gav Morantes skildring af den turbulente udvikling under anden verdenskrig, hvor Italien både var aksemagt, allieret, besat og befriet en større forståelse for de historiske mindesmærker vi så i Bergamo. Det har været sin sag at mindes en så kompliceret sag, så monumenterne priste i reglen regimenternes indsats i alle sammenhænge, selvom nogen af dem med eftertidens øjne ser mere heroiske ud end andre. (Er det virkelig værd at hædre, at man deltog i angrebskrigen mod Abessinien i 1930’erne?)

 

De nye bøger viste først og fremmest, at forskellene mellem Danmark og Italien i dag er beskedne. Med velfærdsstaten, kvindefrigørelsen, demokratiet som det politiske system, ungdomsoprøret, de facto sekularisering osv. som fælles erfaring for hele den vestlige verden efter 1945, er der mest tale om variationer over et fælles tema. Den opfattelse blev bekræftet af både litteraturen og indtrykkene fra selve rejsen, og på den måde spillede de to rejser fint sammen.

 

Alligevel opnåede jeg ikke helt det jeg ville; muligvis fordi jeg ikke taler eller læser italiensk, så der var ingen genkendelse af litteraturens udtryk i de lokales tale, når vi handlede ind, gik på gaden eller så på kirker. Eksperimentet bør med andre ord gentages, men det skal være i et land, hvor jeg i forvejen forstår sproget nogenlunde. Hmmm. Mon familien kan lokkes med til Sverige?