Carsten Jensen "Den første sten" - mislykket roman om krigen i Afghanistan

Oprettet: 28.09.2016 - 14:00

Den første sten – utroværdig og dårlig skildring af krigen i Afghanistan

 En række usandsynlige indslag og flad persontegning gør Carsten Jensens ”Den første sten” til en mislykket roman og dermed til en mislykket skildring af den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Hovedmiseren er at bogen midtvejs knækker over i en realistisk første del og i en usandsynlig anden del. Det er synd for læserne for romanen mister på den måde sin status som det der kunne være blevet romanen om Danmarks krig i Afghanistan. Og det er synd for Carsten Jensen som kender af Afghanistan at han ikke lykkes med sit projekt.

Som almindelig oplyst borger med viden om verden fra danske og udenlandske medier som aviser, tv-udsendelser, debatter og dokumentarfilm kan jeg i ”Den første sten” godtage skildringen af livet for de danske soldater i Helmanprovinsen. Det besværlige samarbejde for lejrens oberst med mennesker fra en kultur han overhovedet ikke kender, og som derfor fører til katastrofale fejltrin, soldaternes daglige patruljering der pludseligt ender med dødsfald, deres savn af dem derhjemme, deres indbyrdes forhold og ifølge militær lovgivning forbudt kærlighed mellem en kvindelig soldat og hendes befalingsmand. Fiktionen har det skær af genkendelig virkelighed over sig, der gør at jeg tror at sådan var det at være derude, og at sådan gik det til.

Men da 3. delings delingsfører Rasmus Schrøder overtager romanens plot, forlader romanen det jeg kalder genkendelig virkelighed. Derved taber Den første sten i troværdighed som et fiktivt indlæg i historien om Danmarks engagement i krigen i Afghanistan. Premierløjtnant Rasmus Schrøder er en helt utroværdig skikkelse. Hans egenlige identitet er – viser det sig – et mysterium for det danske militær, og hans ideer om krigen som et computerspil og mennesket som eksistentialistisk gud er filosofisk lommeuld. Hans ageren i forhold til de danske soldater, Taliban, amerikanske lejesoldater, tror jeg ikke et sekund på kan finde sted, og jeg opfatter ham ikke som et troværdigt menneske som jeg kan forholde mig til som enten ond eller god. Skikkelsen er kalkeret over oberst Curtz fra Joseph Conrads Mørkets Hjerte, tænker man.

Endnu en utroværdig person i romanen er den afghanske kvinde Sara. Hun dukker op ud af ingenting, kan til de danske soldaters store overraskelse tale engelsk, kan føre dem og senere den danske efterretningsofficer med afghanske rødder Khaiber til Schrøder. Hun optræder i en arketypisk situation da hun bliver skudt af sin søn, men arketypen er en tom gestus. Trods sit skudsår færdes hun stadig i den afghanske ørken. Utroligt. Igen sidder man som læser med en fornemmelse af endnu et litterært lån, hun er en heks, en valkyrie, en sandsigerske?

En 12 årig afghansk dreng, Sharif, har lært sig engelsk via YouTube på en pc på en afghansk politistation, mens han var tedreng. Han har sluttet sig til Taliban, og nu har han lært at placere lureminer. Det er stort set ham der planlægger et overraskelsesangreb på amerikanske specialtropper, og planen godtages af den danske efterretningsofficer Khaiber. Prøv at overveje sandsynligheden af den del af plottet i romanen.

Man kan måske sige at romanen i virkeligheden er to romaner for med introduktionen af Khaiber sker der fortælleteknisk noget afgørende nyt. Hvor romanen indtil den del der kaldes ”Sort Zone” har en trediepersonsfortæller med indresyn på nogle af personerne, får romanen med introduktionen af Khaiber i det hovedafsnit en 1. personsfortæller. Hans mission i Afghanistan virker plausibel nok, men den underliggende historie om forholdet mellem ham og faderen er for langt ude for mig. Igen en arketypisk episode hvor faderen til sidst symbolsk kastrerer den ulydige søn, men det har ingen dybde.

Det gælder generelt for romanen at personerne er flade og endimensionale. Man mærker det som læse, for man bliver ikke berørt på nogen måde når de dør, og det gør mange af dem. Der er meget blod og megen vold, men det er man jo vant til i krigsromaner og i krigsfilm, der hører bare med.

Romanens titel giver umiddelbart associationer til Johannesevangeliet kap. 8. v. 3 – 7 der handler om farisæerne der bringer en kvinde frem for Jesus. Hun skal stenes fordi hun har begået hor, og det er her Jesus siger: ”Den af jer der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” I romanen giver 'den første sten' mening, men der er slet ingen sammenhæng mellem nævnte sted i Biblen og Carsten Jensens anvendelse af det. Nå, tænker man.

Det er helt uforståeligt for mig at Carsten Jensens Den første sten af DR Kultur er nomineret til årets roman 2015. Det kan kun skyldes forfatternavnet. Romanen er dårlig litteratur.