Mine digte skal overleve mig

Oprettet: 07.10.2017 - 08:16
Søren Ulrik Thomsen

En stor drivkraft for mig er, at digtene kommer til at overleve mig. Men tiden er en destruktion, sagde Søren Ulrik Thomsen til en sal fyldt med gymnasieelever. Den danske digter gæstede i oktober 2017 litteraturfest »Ord fra Nord« i det dansk-tyske grænseland.

 

Laver man en søgning på »Søren Ulrik Thomsen« og »døden« er der bingo. Både på google og på artikeldatabasen Infomedia.

Han taler også om døden og digte og om at digte om døden, da han står foran en sal fyldt med gymnasieelever på A.P. Møller Skolen i Slesvig. Statistisk set er han langt tættere på døden end sit publikum, og i en times fællessamling på tværs af generationer griber han til digte om det ultimative - mennesket, der pludselig en dag forsvinder.

Han står med »Samlede Thomsen« i den ene hånd og svinger den anden hånd i takt med sin oplæsning.

»Ord fra Nord« - grænselandets litteraturfest - er gået i gang og varer til lørdag. Søren Ulrik Thomsen er en af de primært danske forfattere, der er på besøg - med »Samlede Thomsen«, en opsamling af samtlige hans udgivne digtsamlinger samt poesi og essays i udvalg. Nogle elever er helt med. Det afslører de spørgsmål, som de bagefter får chancen for at stille den danske digter. Andre taler og pjatter under oplæsningen. Også selv om Søren Ulrik Thomsen ret hurtigt sagde: »Hør lige her: Der er for megen snak rundt omkring i salen. Der skal være ro, når jeg læser op«.

Man sidder og tænker, at i gymnasiealderen er der måske nok en del, der i stilhed derhjemme skriver digte til skrivebordsskuffen, og som derfor lytter til lyrikkens giraf denne dag. Og så er der de unge mænd, der har fodbold og piger i hovedet. Bare ikke digte.

Med alderen er der forskellige måder at opleve livet på, og det sætter også sit præg på ens digte, siger Søren Ulrik Thomsen.

- En stor drivkraft for mig er, at digtene kommer til at overleve mig. Men tiden er en destruktion. Når jeg er færdig med at skrive et digt, er tiden allerede en helt anden, end da jeg begyndte på digtet. Da jeg var ung og var glad, troede jeg, at nu havde jeg fundet ud af det hele, og at jeg derfor ville være glad resten af livet. Og da jeg var ung og nedtrykt troede jeg, at jeg ville være nedtrykt resten af livet. Når man bliver ældre, er man dog flere steder samme gang. Som digteren og forfatteren Poul Borum sagde om at digte: »Jeg er her nu«.

Irritation dør også

Det bedste digt er dét, der holder, mener Søren Ulrik Thomsen.

- Jeg har skrevet gode digte, da jeg var ung. De hører bare en anden tid til. Nu hvor jeg ikke er ung, oplever jeg, at mennesker, jeg kendte, er døde, og det gør, at jeg oplever livet på en helt anden måde.

I et af sine digte om en afdød person sidder Søren Ulrik Thomsen på en restaurant. Mens døden er abstrakt, er restauranten noget konkret, og det konkrete er vigtigt at få med i et digt, da læseren nemmere vil kunne forholde sig til det abstrakte

- Man kan som læser kun opleve, hvis der er konkrete billeder i et digt. Det med at en person er død er vanskeligt at forstå, så det må man forsøge at forstå gennem det konkrete: At beskrive at man sidder på den restaurant, hvor man tidligere kom med den afdøde person. Jeg tænkte over de ting ved et menneske, som irriterede mig ved den pågældende. Når personen er død, er de irriterende træk også forsvundet, og så savner man dem lige pludselig, fordi det var nogle af de ting, der var med til at gøre det mennesket til dét, det var. Hvert menneske er unikt. Der er kun en af hver, siger Søren Ulrik Thomsen.

 Teksten er ikke en rebus

En elev på A.P. Møller Skolen vil vide, hvordan han forholder sig til andres analyse af hans digte. Søren Ulrik Thomsen mener ikke, det er afgørende, hvad han tænker, men hvad der står i teksten. »Sølvgade-krydsets styrtende lys« er mættet med tre y’er. Det tænkte han ikke over, da han skrev det, men han ser det bagefter.

- Teksten er autoriteten - ikke jeg. Ofte er der en konflikt mellem lærer og elev, når det gælder analysen af en tekst. En tekst betyder ikke kun én ting, men heller ikke alt. Det drejer sig om at åbne en tekst og se de ting, der er i den, uden at den lukkes. Det er lidt forkert i undervisningen at fremstille tekstlæsning som om, teksten er en rebus. Sådan gør man jo heller ikke i den virkelige verden. Det er vigtigt at fascineres af den, siger Søren Ulrik Thomsen.

Digte skal kun skrives, når de vil.  Søren Ulrik Thomsen advarer mod at skrive digte for at bevise, at man stadig kan. Man er nødt til at vente, siger han. Ellers bliver digtene uinteressante. Og der kan gå lang tid, hvor han bare venter. Lever sit liv som alle andre. Bygger erfaringer op. Og venter. Om man så rejste til verdens ende blot for at få inspiration, ville det ikke virke. Digtene kommer, når de vil.

- Jeg skriver ej heller for mig selv eller for nogle bestemte andre mennesker. Men der er noget i digtet, som er mig. Derfor vil det også kunne undre: Hvorfor går ham Søren Ulrik Thomsen hele tiden tilbage på sit digt og kigger på det? Det er fordi, der er noget i digtet, som ikke er mig.

Hyldest til regnen

Digtet »Ode til regnen« opstod på en togrejse fra København til Jylland. Søren Ulrik Thomsen så regnen drive ned ad togruden som lange årer, der ændrede retning efter vinden. Tilbage i København skrev han en hyldest til regnen, om alle de positive ting ved regnen, om det skønne ved at sidden inden døre, mens det regner udenfor og om det livgivende kraft, regn er.

Han gik ind på Rådhuspladsen, afleverede det til dagbladet Politiken, der trykte det dagen efter. Og det regnede stadig.

Og det gjorde det også uden for A.P. Møller Skolen, hvor Søren Ulrik Thomsen inden døre advarede eleverne mod sætningen »Du skal have noget at falde tilbage på«.

- Det er det, man siger til unge mennesker, når de bevæger sig ud i noget usikkert, noget som er svært at leve af. Den danske forfatter Hans Scherfig sagde: »Hvis man har noget at falde tilbage på, så gør man det som regel også«.                                                                                                                                                        Hans Christian Davidsen

 

FAKTA

• Søren Ulrik Thomsen er født i 1956 og er vokset op på Stevns, nærmere bestemt i »Store fucking Heddinge«, som han engang har kaldt sin hjemby.

• Han flyttede med sin familie til København som 16-årig og blev straks imponeret over storbyens fart, tempo, liv, som han betragtede fra sin lejlighed i St. Kongensgade 23.

• Bevægelsen fra Store Heddinge til Store Kongensgade har været altafgørende for udviklingen af hans forfatterskab, der i debutsamlingen »City Slang« helt op på titelniveau tematiserer byen og byens sprog.

• Søren Ulrik Thomsen har siden debuten i 1981 haft en særlig status blandt både læsere og kritikere. Thomsen har bevæget sig fra at erfare et mytologisk storbymiljø i 1980’erne over et mere religiøst og erkendelsesmæssigt rum i 1990erne til at opnå en status som en nærmest folkelig poet i 2000-tallet. Efter ni års pause udgav han i 2011 digtsamlingen »Rystet spejl«, og i 2016 udsendte han tekstsamlingen »En hårnål klemt inde bag panelet«.  

Kilde: Forfatterweb

 

DIGT-UDDRAG

Da jeg kom var det efterår, men da jeg gik fra tandlægen, var det blevet vinter.

Jeg standser foran butikkernes ruder og smiler bredt til mit eget spejlbillede, så mine nye guldtænder lyner fra kæbernes lyserøde mørke, og jeg ligner en gammel nazist på film.

I nekrologerne skrev de, at sådan måtte det jo gå, men jeg vil ikke være med til at give din død en mening, som alene er livets.

Uddrag af digtet »Tandlæge. Gravsted. Vielsesring«, som Søren Ulrik Thomsen i 1987 skrev i forbindelse med forfatterkolegaen Michael Strunges selvmord.