Sidste generation taler ud

Oprettet: 28.04.2015 - 17:07
Hans Boll-Johansen

ERINDRINGER. Det er først i dag, at det er blevet muligt at tale om svære temaer som hævn, bitterhed og dømte fædre for dansksindede og tysksindede sønderjyder, der var unge i efterkrigstiden. Danske og tyske ser i en ny bog tilbage på deres rivalisering og indbyrdes kampe i Aabenraa.

 

Frøslev. »Danskerpak og tyskerpak« er en provokerende titel på en bog.

Det indrømmer forfatteren selv.

Men sådan var virkeligheden i Sønderjylland i efterkrigstiden. De dansksindede og tysksindede i Sønderjylland råbte smædevers efter hinanden.

»Tyskerpak - mæ æ knippel o æ nak - å æ hat i æ hand, herut a æ land«, lød det danske - på sønderjysk.

Det tyske mindretal havde også smædevers rettet mod danskerne. De var på sønderjysk, som jo altid har været fællessproget:

»Danskerpak - mæ æ schnut i æ nak - mæ æ prop i æ rau - Nej, hvor det var sjau«.

Forfatteren Hans Boll-Johansen præsenterede i går sin ny bog, »Danskerpak og tyskerpak. De danske og tyske i Sønderjylland - og hvordan vi hver for sig oplevede besættelsen«. Bogen udkommer officielt først den 4. maj på forlaget Gyldendal. Men i går bød han til officiel bogpræsentation i Frøslevlejrens Museums sammen med to af  sine gamle studenterkammerater fra Aabenraa, Uwe Hänel og Peter Krag, der har leveret deres bidrag til erindringsbogen. 

Den generation af sønderjyder, der er født i 1930’erne, er nu den sidste med detaljerede personlige minder fra Anden Verdenskrig. Seks studenter fra Aabenraa i 1955 mødes her seks årtier senere for i bogform at tale om de gamle modsætninger mellem dansk og tysk - i skoletiden var de nationale konflikter aldrig på dagsordenen.

Den sidste generation

Det er først i dag, at det er blevet muligt at tale om svære temaer som hævn, bitterhed og dømte fædre. Med »Danskerpak og tyskerpak« har Hans Boll-Johansen skrevet en erindringsbog, som på én gang medtænker den danske og den tyske vinkel.

- Meningen er ikke at skrive historien om, så den får en form, alle kan tilslutte sig som udtryk for »sandheden«. Heller ikke at vække gammelt fjendskab til live. Vi vil i al stilfærdighed prøve at vende tilbage til den virkelighed, som danske og tyske levede med dengang hver for sig, siger Hans Boll-Johansen.

Han er dr.phil. og har været ansat på Københavns Universitet som docent i fransk litteratur. Boll-Johansen har tidligere skrevet en række bøger om fransk kultur, senest en trilogi om de fransk-danske relationer.

Han tilhører generationen fra 1930erne - den sidste generation, der har detaljerede personlige minder fra Anden Verdensrig.

- Vi så krigen fra barnehøjde. Vi var tilskuere og ikke aktører, siger Hans Boll-Johansen, der sammen med sine  medforfattere har 60 års studenterjubilæum i år.

Tidsånden har ændret sig meget i deres levetid - især når det gælder de dansk-tyske relationer.

- De  er forandret så meget, at vi syntes, at vi gerne ville skrive en bog om, hvordan forholdet mellem dansk og tysk har udviklet sig i vores tid, og hvordan vi har oplevet den forandring. Det skulle være en bog, hvor de danske og de tyske stemmer er nogenlunde ligeligt repræsenteret, siger Hans Boll-Johansen.

Håndgemæng

En af bogens bidragydere, Uwe Hänel, boede på nummer 22 A på Nørre Skasé i Aabenraa. Hans Boll-Johansen boede i nummer 72. Boll-Johansen skulle forbi Uwe Hänels hus, når han skulle hjem.

- Det var ikke altid lige sjovt, fordi man kunne risikere, at man skulle ud i den der mandjævning på smædevers. Jeg kan ikke huske, om jeg også har været i håndgemæng med Uwe, men det har da absolut været en mulighed. Vold er det næste skridt, når ordene slipper op. Dengang vidste jeg ikke at han hed Uwe, og han vidste ikke, at jeg hed Hans. Vi kendte sådan set ikke hinanden, før vi mødtes på Aabenraa Statsskole efter krigen. Uwe gik i Bürgerschule. Jeg gik på Borgerskole, husker Hans Boll-Johansen.

Tyske skoler lukket

Efter 1945 blev de tyske skoler i Sønderjylland lukket, og alle de tyske skoleelever blev sendt i dansk skole.

- Indtil da havde de tysksindede gået i tysk skole, og den dansksinde i dansk. Det var derfor, vi ikke kendte hinanden, dengang under krigen. Vi råbte ad hinanden uden at kende hinandens navne. Vi måtte nøjes med det anonyme »danskerpak« og »tyskerpak«.

- Det er en gammel, national kampdisciplin i Sønderjylland at lukke hinandens skoler. Når den ene folkegruppe har overtaget, lukker vi den andens skoler. Danskernes lukkede de tyske skoler i 1850, da de havde vundet krigen. Tyskernes lukkede danskernes skoler efter 1864, da de havde vundet. Og danskerne lukkede igen tyskernes i 1945. Det blev oplevet meget forskelligt. Da alle danske skoler var lukket i 1888, syntes danskerne, det var et overgreb af uhyrlige dimensioner. Det er det årstal, der er mejslet ind i den nationale, danske erindring. Da de tyske skoler blev lukket i 1945, tog danskerne det lidt mere roligt, må jeg indrømme, husker han.

Barsk optagelsesprøve

Men sådan så de tyske elever ikke nødvendigvis på det. De skulle op til dansk optagelsesprøve til mellemskolen efter at have gået i tysk skole i fem år og have talt tysk derhjemme - og kun tysk. En af prøverne til den berygtede optagelsesprøve var dansk diktat.

- En lærer læste en dansk tekst op, for eksempel af Henrik Pontoppidan, eleverne forventedes at kunne skrive ned, hvad de hørte - på korrekt dansk. Man kan selv forestille sig, hvordan nogle af de tyske besvarelser så ud i 1945. Nogle af de tyske elever dumpede med glans, og det syntes de danske lærere var helt fair. Det var jo et udtryk for, at man behandlede alle ens og ikke gjorde forskel, fortæller Hans Boll-Johansen.

Farvede indberetninger

På Landsarkivet i Aabenraa kan man se indberetninger fra de danske lærere i forbindelse med de tyske elevers optagelsesprøve til den danske statsskole i august 1945. De er citeret i Boll-Johansens bog.

Det pikante ved historien er, at en del af lærerne havde været med i modstandsbevægelsen og nu skulle omstille sig til - i stedet for at slås med tyskerne - at vurdere deres uddannelsessystem.

- Resultatet var forudsigeligt. Lærerne var meget hårde i deres dom over de tyske skoler. Ordet »forfærdende« går igen. Rektoren for gymnasiet kunne på grundlag af lærernes indberetninger skrive til det danske undervisningsministerium, at det var fuldt berettiget, at man havde lukket de tyske skoler. Han oversatte til embedsmandsdansk den meget emotionelle forargelse, som hans lærere havde fået luft for i deres indberetninger, siger Boll-Johansen.

Rektoren var mere cool end lærerne, da han skrev til  ministeriet:

»Det nu nedlagte tyske gymnasium, der engang utvivlsomt var en rent skolemæssigt god undervisningsanstalt,  kunne nu ikke mere siges at være det. De erfaringer, som vi havde lejlighed til at gøre ved de heromhandlede prøver, viser med tydelighed, at forholdene har forringet denne skole betydeligt«.

Fremsynet synspunkt

Da rektoren for det danske gymnasium modtog de godt 30 elever, der var kommet gennem nåleøjet, talte han modsætningerne ned og afdramatiserede situationen, men understregede, at det ville være »en meget dårlig ide, hvis de nye elever insisterede på nazismens idealer«.

I talen hed det:

»I skal vide, at ingen ærlig dansker er imod tyskerne, fordi de er tyske, men at de fleste danskere er imod nationalsocialismen. I skal vide det, når I nu selv har valgt at gå i en dansk skole. Ved I ikke det, brænder I fingrene i samværet med jeres nye kammerater«.

- Det var en opfordring til at komme videre uden at lægge skjul på, hvor vanskelighederne lå. Og uden revanchisme. Det viste sig i de kommende år, at det synspunkt var fremsynet. Men der skulle gå mange år, før forsoningen slog igennem. Det krævede i virkeligheden, at den gamle generation blev afløst af nye generationer, der ikke havde oplevet krigen på egen krop, siger Boll-Johansen.

Behovet for nu at skrive om besættelsen er kommet sent til forfatterne, der engang kom til at blive en blandet gruppe på Aabenraa Statsskole.

- På en måde er det kommet bag på os, at vi skulle skrive denne bog. I mellemtiden har vi aldrig talt om de nationale modsætninger med hinanden. Vi gjorde det ikke, da vi gik i skole sammen og heller ikke til vore 25 års og 50 års studenterjubilæer. I år har vi 60 års jubilæum, og omsider er der gået hul på bylden, siger Hans Boll-Johansen.

Hans Christian Davidsen