At opleve gennem pennen

Oprettet: 23.12.2014 - 21:37
Bjarne Nielsen Brovst

Vejen til den færøske forfatter William Heinesens og hans arkiver gik  for forfatteren Bjarne Nielsen Brovst over kulturcentret Mikkelberg i Sydslesvig. 

 

Forfattere der skriver i hånden findes - endnu. Bjarne Nielsen Brovst er én af dem. Og også på dette punkt fælle med den afdøde færøske forfatter William Heinesen.

Hans tekst til bogen »William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen og Barbara«, udsendt på Poul kristensnens Forlag, er skrevet i hånden fra ende til anden.

Trådene går tilbage til den danske kulturcenter Mikkelberg ved Husum i Sydslesvig. Her mødte Bjarne Nielsen Brovst nemlig afdøde kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen. Gennem Havsteen-Mikkelsen mødte han William Heinesen, og det er i vid udstrækning Heinesens arkiver, som Bjarne Nielsen Brovst har suget af for at kunne skrive bogen.

 

Kom gratis ind

- Jeg kom så at sige »gratis ind«. Havsteen-Mikkelsen førte mig ind til kernen af Færøernes kulturliv, uden at jeg skulle igennem barrierne, siger Bjarne Nielsen Brovst.

I hans bog fortæller han ikke blot om de to fætre, digterne William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938), men også om Estrid, kvinden der inspirerede Jacobsen til kærlighedsromanen Barbara.

- Estrid nåede jeg selv at træffe. Og det var en dame, man var Des med. Hun havde jo mange erotiske forbindelser uden om sin mand, Jørgen-Frantz Jacobsen. Men jeg vil ikke bedømme hende som amoralsk. Hun gav Jacobsen livsmod i den periode, han virkelig havde brug for det, siger Bjarne Nielsen Brovst.

 

Folkeligt forfatterskab

Forfatteren er højskoleforstander og desuden en flittig kronikskribent. Bjarne Nielsen Brovst modtog i 1999 den danske Egholt-pris for sit betydelige folkelige forfatterskab.

Jørgen-Frantz Jacobsen fik allerede i en tidlig alder sin dødsdom. Han blev alvorligt syg og vidste, han kun havde et vist antal år tilbage. Men dødsdommen gjorde ham mere livslysten

- Han var ikke i stand til at lave et erotisk liv, og han kom derfor til at leve som en slags voyeur. Han oplevede heller ikke noget, før det løb ud gennem pennen. Sådan er vi jo flere, der har det, smiler Bjarne Nielsen Brovst.

 

Kærlighed og afmagt

Hans bog er om kærlighed og afmagt. Af de tre hovedpersoner er Jørgen-Frantz Jacobsen taberen, fordi de to andre får lov til at leve. Men han kommer alligevel til at stå stærkt.

- Vi er måske mange, der sjusker med vort liv, fordi vi bliver ved med at sige, at der kommer en dag i morgen. Vi er livets skyldnere. Men Jacobsen var nødt til at leve her og nu, siger han.

- Han er den syge, der fortæller til den raske. Men han havde en sproglig vitalitet, som man især oplever i hans rejsebeskrivelser. Men hvor betydelig en forfatter, han var, det blev først opdaget efter hans død, siger Bjarne Nielsen Brovst.