En tung kuffert med mindreværd

Oprettet: 23.11.2014 - 17:00
Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibeke Holst havde et anspændt forhold til sin far, der arbejdede sig op gennem klasserne - fra et fattigt landarbejderhjem til at være en respekteret forfatter. Da han var på sit højeste, gik han helt i hundene. Den danske forfatter ­gæstede den dansk-tyske litteraturfestival Litteraturfest.nu 2014.

 

På forsiden af bogen sidder en dreng på seks år - i herretøj. Han så ud som en lille voksen og var en dreng, der ville være fin i tøjet, borgerlig og væk fra landlivet med beskidte bukser og træsko. En svane i andegården.

- Det var ham i en nøddeskal, siger datteren.

Hanne-Vibeke Holst har hele sit voksne liv vidst, at hun ville skrive en bog om sin far, forfatteren Knud Holst. For ti år siden blev det alvor. Sidste år udkom bogen »Knud den Store« om denne skræmmende, men også fascinerende figur, der ifølge Hanne-Vibeke Holst svigtede både som far og ægtemand.

Han var en mand, der livet igennem slæbte på en tung kuffert af mindreværd og foretog en klasserejse fra et fattigt landliv (han voksede op i en indremissionsk landarbejder familie i Vendsyssel) til at være en feteret forfatter og en del af den øvre dansk middelklasse. Og da han var nået helt op, begyndte derouten. Knud Holst gik i hundene. Drak. Og endte forkommen på et nedlagt husmandssted, hvor han boede til leje sammen med alkoholikere, arbejdsløse og dem, der dengang i 1990erne blev kaldt »sociale tabere«.

En pyroman satte ild til hytten, og Knud Holsts habengut gik op i flammer. Sladderen på landet sagde, det var ham selv, der havde gjort det for at score forsikringssummen. Men han havde slet ingen forsikring, og der var i øvrigt lukket for strømmen og varmen tre måneder før. Han havde ikke betalt regningerne.

Et mysterium

Da han var på sit højeste, var Knud Holst en af Danmarks største modernister. En stor stilist med enkelhed i lyrikken og realisme i prosaformen.

- Fra da jeg slog øjnene op, har jeg forsøgt at greje ham. Forsøgt at forstå ham. Og se ind i denne skræmmende, men også fascinerende figur. Han var ikke en far, der gik med ud at bade, eller kastede os op i luften, da vi var små. Han kom kun ud fra sit arbejdskammer, når der skulle spises eller skældes ud. Vi havde ingen naturlig tilgang til ham som børn. Jeg har to søstre, og vi var bange for ham. Vi kaldte ham Trolden. Han har altid været et mysterium for mig, husker Hanne-Vibeke Holst.

- Trolden kommer, trolden kommer,« råbte vi. Samtidig nærede jeg næsegrus beundring for ham.

Særligt det, der foregik på hans arbejdsværelse, fascinerede hende.

Hanne-Vibeke Holst fortalte om romanen »Knud den Store«, da hun var med i »festivalfinalen«på Litteraturfest.nu  den 22. november 2014 på Flensborg Bibliotek.

Døden som en lettelse

Der gik syv år, hvor hun i sit voksne liv slet ikke så sin far. Ofte talte han grimt om hende ude i byen. Og da de endelig fik telefonkontakt, og han lovede at være hjemme, næste gang Hanne-Vibeke Holst ville komme forbi, sprang han altid fra med begrundelsen om, at »han ikke havde tid«.

I 1978 blev forældrene skilt, Knud Holst røg ned i et sort hul, drak mere og mere, fik svært ved at skrive og kom i økonomisk uføre.

Hanne-Vibeke Holst vidste dog ikke meget om, hvor skidt han havde det, for kontakten mellem dem blev mindre og mindre, efter hun flyttede hjemmefra.

- Mit barndomshjem blev opløst, min far blev optaget af sit nye parforhold, og jeg var optaget af mit liv, det at blive journalist og i det hele taget at finde ud af, hvem jeg var. Da jeg senere blev gift, kom han ikke til brylluppet og havde ikke tid til at se mine børn. Det var hele tiden meningen, vi skulle ses. Det blev bare udskudt gang på gang, og pludselig var der gået syv år, fortæller hun.

På tvangsauktion

Først da Knud Holst blev alvorligt kræftsyg, sås de et par gange, inden han døde i 1995. Der var for Hanne-Vibeke Holst en slags lettelse forbundet med døden. Som det ofte er, når voksne børn mister en kompliceret far eller mor.

Bogen er en biografisk roman på næsten 600 sider. Hanne-Vibeke Holst holder sig til farens dagbøger, men er forfatter, når hun beskriver en otte-årig Knud Holsts indre monologer.

- Meget fra hans barndom har han dog selv beskrevet. Jeg har »planket« ham - langt hen ad vejen skrevet sammen, hvad han selv har skrevet andre steder, siger Hanne-Vibeke Holst.

Knud Holst gemte hele sit liv i kasser: Dagbøgerne, han skrev som barn i et indremissionsk landarbejderhjem, og karakterbøgerne fra skoletiden. Avisudklip fra han begyndte at få digte og noveller bragt i dagbladene som ung og blev respekteret på det modernistiske litterære parnas, som Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Villy Sørensen og andre forfattere definerede. Korrespondancer fra alle årene, blandt andre de breve, der sammen med telefonopkald var den eneste kontakt, han og Hanne-Vibeke Holst havde i syv år, mens han blev mere og mere alkoholiseret. Stakkevis af de inkassoopkrævninger, der blev en del af hans hverdag og til sidst resulterede i, at det hus i Løkken, han havde købt, da han som en af de første fik et tre-årigt arbejdslegat fra den nye Statens Kunstfond, røg på tvangsauktion.

Hanne-Vibeke Holst vover at påstå, at hun har fået skabt et sammenhængende billede af Knud Holst. Et billede, hun kan forstå. Om det er det rigtige, kommer hun næppe aldrig til at kunne sige. Hele sit liv har hun prøvet at greje Knud Holst.

Børn tilgiver alt

»Hvorfor er du ikke vred på ham«, ville en kvindelig journalist vide - og tilføjede, at det var typisk kvinder ikke at blive vred på far-figuren, men tværtimod - og det erkender Hanne-Vibeke Holst - føler omsorg for ham.

- Selvfølgelig elskede jeg ham. Børn tilgiver forældre alt. Og jeg var jo ikke vant til andet, siger hun.

Knud Holst satte alt - skriver alt - ind på at blive forfatter. Hustru, børn, alt det andet, kom i anden, tredje eller fjerde række. Det handlede om at skrive og i øvrigt sige sige tak for sidst til de gårdmands børn, der mobbede ham som barn. Han scorede politimesterens datter i Nordjylland, Kirsten Holst, der også skabte sig en forfatterkarriere.

»Hvem gider at læse dette her?« - tænkt Hanne-Vibeke Holst, da hun skrev på »Knud den Store«.

Svaret gav både anmeldere og læsere.

Ludospillet

Romanen om Knud har alt det, en succesroman kræver af kærlighed, brand, utroskab, ambition, lykke og ulykke. Men den har også mere, en personlig investering, som succesromaner af denne slags sjældent har.

Historien om Knud, den store, som blev Knud, den lille, er en smertelig historie.

- Alle mennesker skal igennem det her ludospil. Vi kender alle sammen det, bogen handler om: Ønske, drømme, det at ville noget - og først til sidst ved vi, hvad det var for et ludospil. Min far ønskede at nå stjernerne og var derfor nødt til at slippe jordforbindelsen. I virkeligheden er langt de fleste af os jordbundne. Efter en småborgerlig alen var min far en total fiasko. Men hvad er det, livet handler om? Det er vel at komme ud i hjørnerne og prøve ekstremerne af. De fleste af os nøjes med at gå rundt på den oplyste hovedgade, men der er mennesker, der går ind på de uoplyste sidegader for at se, hvad der er dér. Han brugte hele paletten.

- Efter at jeg har skrevet bogen, har jeg fundet ud af, at det nok meget var det, han sloges med hele sit liv: At man ikke skal hindres i at udfolde sig. At livet handler om at folde sit potentiale ud. Ikke støde på barrierer eller forhindringer. Have sin frihed, siger Hanne-Vibeke Holst.                  Hans Christian Davidsen

 

KNUD HOLST

 •  Blev født i 1936 og voksede op i et indremissionsk landarbejderhjem i Vendsyssel.

•  Debutede som forfatter med digtsamlingen »Dementi« ( 1962).

•  Derefter fulgte novellesamlingerne »Dyret« ( 1963) og »Asfaltballet« (1965) og siden »Udstedsdigte« ( 1976), »Min bedstefars nat og andre almanakhistorier« ( 1978) samt »Katrines hus« (1989).

•  Ved siden af forfatterarbejdet var han en flittig billedkunstner, men det var forfatter, han så sig selv som.

•  Fra 1958 til 1978 var han gift med forfatteren Kirsten Holst, som han fik Hanne-Vibeke Holst og to andre døtre med.

•  Døde i 1995.

 

HANNE-VIBEKE HOLST

 •  Født 1959 i Hjørring og vokset op i Løkken.

•  Er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet på Berlingske.

•  Debuterede som forfatter med ungdomsromanen »Hejsa Majsa!« og har blandt andetskrevet børnebøger, portræt-og debatbøger samt ikke mindst en række romaner, senest »Undskyldningen« ( 2011).

•  Har desuden skrevet TV, film og skuespil.

•  Har modtaget en række priser, herunder De Gyldne Laurbær og Læsernes Bogpris.

•  Er gift med filmfotografen Morten Bruus. Har tre børn.