At blive revet op med rode

Oprettet: 12.09.2014 - 17:09
Maren Uthaug

En bruger på Litteratursiden har skrevet et blogindlæg om diskussionen af, hvorvidt Maren Uthaug i 'Og sådan blev det' trækker for meget på sit eget liv.

Hun er rodløs , siger hun. Forfatteren Maren Uthaug er datter af et blandingsægteskab mellem en nordmand og en same og flyttede som barn fra Lapland til Haderslev. Hun afviser at have brugt for meget af sit eget liv i sin debutroman - noget hun er blevet bebrejdet for.


To af smagsdommerne  på DR TV var meget vrede på Maren Uthaugs debutroman. De mente, der var alt for meget af Maren Uthaugs eget liv i romanen. Skønlitteratur er noget, en forfatter selv skal fostre, og ikke en kopi af virkeligheden, var den logik, der lå bag kritikken af »Og sådan blev det«.

Men smagsdommerne har lænet sig langt ud af vinduet.

- Bogen har ikke ret meget med mit eget liv at gøre, siger Maren Uthaug, der den 11. september 2014 gæstede Dansk Centralbibliotek i Flensborg for at fortælle om sin bog, sit liv og sit forfatterskab.

- Godt nok er jeg selv halv norsk og halv same ligesom bogens hovedperson, Risten. Og godt nok endte jeg også i Sønderjylland og blev ret dansk ligesom Risten. Jeg har også oplevet den samme rodløshed, men derudover er der ikke ret megen autobiografi i romanen, siger Maren Uthaug.

Risten har en norsk far, den vege Knut, og en samisk mor, rejekællingen Rihtta, og vokser op i norsk Lapland i 1970erne. Begge lever i en verden, hvor de vil frelse samisk kultur. 

Risten lever i sin egen eventyrlige børneverden i Nordnorge, indtil hun en dag - med morens velsignelse - bliver revet op med rode. Hun flytter med sin far til Sønderjylland, hvor han har fundet en ny kone. Først som voksen opsøger hun sit tabte barndomsland og sin kantede mor igen.

I Sønderjylland fortsætter Risten med at løbe rundt med et rensdyrgevir på hovedet, og romanen handler om, hvordan man finder ud af at leve med et brudt og i øvrigt uigennemskueligt rodnet, og hvordan et sådant gevir kan forvandle sig fra noget, man støder ind i verden med, til noget, der er en fuldgyldig og smuk del af en selv.

Pure opspind

- Det meste i bogen er pure opspind. Mit eget liv er alt for kedeligt til at fylde en hel bog. Kritikerne i tv-programmet Smagsdommerne mener ikke, at jeg har været i stand til at løsrive sig fra min egen baggrund. Men det er ikke min egen baggrund, der danner basis for bogen. Den væsentligste grund til, at jeg gik i gang med at skrive om en samisk pige i Danmark, var, jeg at jeg dermed slap for at skulle lave en hel masse research. Jeg er måske lidt påvirket af min opvækst og synes, at minoriteter er interessante. Jeg ved meget mere om samisk kultur, end jeg har lyst til, og det er grunden til, at jeg har taget så meget med derfra i bogen. Og faktisk ved vi i Danmark så uendelig lidt om samerne, siger Maren Uthaug.

Hun bor i dag med kæreste og børn i København og er blevet kendt for sin minimalistiske tegneserie »Ting, jeg gjorde«, som hun sidste år vandt Politikens tegneseriekonkurrence med. Lige siden har hun fast leveret sine striber til avisen.

Da hun vandt konkurrencen i 2013, kom hun med ét i selskab med kendte danske tegnere som Strid og Anders Morgenthaler. Blot en måned forinden havde hun fået sin roman antaget hos Lindhardt & Ringhof. Efter et liv som tekstforfatter på et reklamebureau - som Maren Uthaug i virkeligheden hadede - og en privatøkonomi, der sejlede i modsætning til badeværelset (for sådan ét havde familien slet ikke råd til at få lavet i deres nykøbte rønne, som de ville istandsætte - uden at have penge til det), ja så begyndte det at gå stærkt.

Ville drikke sig fuld

- Jeg var lidt uventet blevet kendt som tegner og ikke som forfatter. Jeg frygtede derfor lidt at blive bedømt som »tegneren, der troede, hun kunne skrive«, fordi jeg var kommet lidt omvendt ind i den litterære verden. Derfor havde jeg allerede planlagt, at jeg ville gå ned i supermarkedet og købe et par flasker vin og drikke mig fuld den dag, anmeldelserne ville komme. Men Weekend-avisen overhalede alle mine planer indenom ved allerede at bringe anmeldelsen fredagen før den mandag, bogen skulle udkomme - en hel side og meget rosende. Jeg var ædru, men dagen efter kom alle de andre positive anmeldelser, og så var jeg nødt til at drikke mig fuld, fortæller Maren Uthaug om debut-euforien.

I virkelighedens verden boede hun selv i Haderslev som en norsk-samiske pige, der endte med også at blive ret dansk.

- Det kan godt være, at samerne er en urbefolkning. Men det er sønderjyderne altså også. Det forstår man først, når man sammenligner dem med resten af Danmarks befolkning, siger Maren Uthaug.

Ingen glansbilleder

Nordmændene har nogenlunde det samme forhold til samerne, som danskerne har til grønlænderne, mener Maren Uthaug. Der er bare den forskel, at Grønland ligger langt væk fra Danmark, så danskerne kan pleje deres fordomme på en afslappet distance, siger hun.

I Norge er klicheerne er som oftest, at samerne er grådige, at de ikke kan finde ud af noget, og at de er optaget af at slå hinanden ihjel. Der findes skønlitteratur om samerne, men ifølge Maren Uthaug er den for det meste romantiserende.

- Noget af det, mit forlag roste romanen for, da det antog den var, at jeg beskriver samerne, som de er - uden glansbilleder som det, der hyppigt tegnes af et fjerde verdens folk med rensdyrbrug i den storslående natur. Jeg er slet ikke til rensdyr. Jeg har tilbragt for megen tid med at kigge op i deres røvhuller, når jeg kørte de 35 kilometer til den nærmeste købmandsbutik i området, hvor min far boede. Så kørte jeg bare ud ad den der enormt lige vej, og rensdyrene kunne aldrig finde ud af, om de ville springe til venstre eller til højre, så jeg havde frit udsyn til deres bagdel, siger Maren Uthaug.

Og så er den romantik pillet fra hinanden.

Lavstatus i Norge

Der er forskel på de spørgsmål, hun er blevet stillet af danske og norske journalister. Kun få danske journalister har hæftet sig ved, at hun ikke altid beskriver samerne specielt positivt.  Men de norske journalister bliver tunge i mælet og vil vide, om Uthaugs samiske familie har læst bogen.

- Fordi jeg beskriver en same som idiot, er det jo ikke, fordi han er en same, men fordi han bare er irriterende. Når jeg så også bliver spurgt, hvor meget same, jeg er, så tænker jeg, at det er et spørgsmål a la: »Hvor meget kvinde er du?«, siger Maren Uthaug.

Problemer er der, når en minoritet støder sammen med en majoritet.

- En hel generation af samer på min egen alder kan ikke tale samisk. Samekulturen har haft lavstatus over for det norske, og derfor har mange forældre bevidst ikke talt samisk til deres børn, men norsk - i en god mening og forventning om, at de så ville være i stand til at klare sig bedre i samfundet, fortæller Maren Uthaug.

- Omvendt er mange blevet tilbageholdende med at tale samisk, fordi de er bange for at lave fejl i sproget og derfor ikke blive opfattet som rigtige samer. Samer, der var flyttet sydpå i Norge, begyndte lige pludselig at tale samisk, da de sad og var forkalkede på et plejehjem - til deres efterkommeres store forbavselse. De havde kun hørt de gamle tale norsk.

Mega-skænderi med faren

Konflikter om dobbeltsprogede byskilte har raset i norsk Lapland som i mange andre mindretalsområder. Først skændtes nordmænd og samer om, hvorvidt der overhovedet skulle laves skilte på to sprog, og da det så var blevet enige om det, begyndte de at skændes om, hvilket sprog, der skulle stå øverst.

- Skilte blev væk, bynavne maler over eller fjernet med skudhuller. Nogle gange er der dog god mening i at beholde de oprindelige stednavne. For år tilbage skete en tragisk ulykke for foden af et fjeld, hvor en deling norske soldater slog lejr. Om natten væltede en snelavine ned over deres telt og slog hele delingen ihjel. På norsk hed lokaliteten »Bakkely«, på samisk »stedet hvor sneen falder ned«.

Bogens titel, »Og sådan blev det«, kan Maren Uthaug takke sin afdøde far for. 

- Det er en sætning, jeg har taget med mig fra, da jeg var i 20erne. Jeg havde engang et mega-skænderi med min far, der kunne udstråle stoisk ro, sidde med en tandstik i munden og bare kigge ud af vinduet der, hvor han boede langt ude ved en elv. Skænderiet handlede om alle de ting, der var sket, og på min typisk kvindelige facon analyserede jeg frem og tilbage og sagde, »hvad nu hvis« og »Hvad nu hvis ikke«. Til sidst sluttede min far med bare at sige, »Sådan blev det bare«, husker hun.

                                                                                                                                                                  Hans Christian Davidsen

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Anonym

    man, 15/09/2014 - 13:02

    Smagsdommerne er et udtryk for visse kabelbårne mediers 3 min. taletid efterfulgt af 3 min. tænketid. Det kan undertiden se katastrofalt ud for de kunstnere, der bliver malet i den letkøbte kværn, men jeg tror ikke, at seriøse læsere hæfter sig synderligt ved det, der her lukkes ud af sækken. Performativ biografisme har vi kendt til i årtier, at Adrian Hughes burde finde møllere, der også kan læse...