Her er en vilje til at forstå hinanden

Oprettet: 07.03.2014 - 14:53
Tine Enger

Litteraturaften. Tine Enger er noget så unikt som en dansk forfatter, der bevæger sig til Sydslesvig for at skrive en roman fra området. Ingen nem opgave. Grænselandet rager København en høstblomst.

 

SE VIDEO MED TINE ENGER I HUSUM

 

SE VIDEO FRA EN TROLJETUR TIL DET HALLIG-MILJØ, DER BESKRIVES I ROMANEN

 

 

Bogforlagenes redaktører er bange for at tage fejl. Skyder de ved siden af, får det følger - og i sidste ende er det ønsket om at beholde jobbet, der styrer deres forsigtighed.

Det mener forfatteren Tine Enger, der er forfatter til de to romaner »Fjern« og »Land under«. Sidstnævnte gik igennem redaktionerne på de store anerkendte forlag Lindhardt & Ringhof samt Gyldendal, men faldt alligevel i sidste ende. Forlagene var bange for, at den ikke kunne sælge de minimum 800-1000 eksemplarer, der skal til i et lille sprogområde som Danmark.

I stedet for gik Tine Enger til forfatterforlaget Attika, hvor hun selv tog en del af den økonomiske risiko ved udgivelsen. Første oplag på 400 er udsolgt. Andet oplag er på 350 og sælger pænt efter udgivelsen i oktober.

- Bogbranchen i Danmark er meget trængt lige nu. Jeg oplever det som et problem, at redaktørerne er blevet så forsigtige, siger Tine Enger.

Torsdag den 6. marts 2014 gæstede hun det danske bibliotek i Husum, hvor hun næsten solgte sand i Sahara: Her præsenterede hun romanen »Land under«, der foregår i Nordfrisland.

- Den smalle litteratur ved forlagene godt, at de ikke tjener penge på, men omvendt er den kunst, og den er god for forlagenes imagepleje. Mellemlejet er dér, hvor de plukker. Det er dér, de henter deres bestsellere, og førhen var det også dér, hvor de formede og uddannede forfattere, gav dem feedback og efterkritik. Men det er slut. Det er der ikke penge til mere, fortæller Tine Enger.

Det tog Tine Enger tre år at komme igennem med »Land under« efter debutromanen »Fjern«, der udkom i 2005. Mens romanen fra Nordfrisland har været i modvind hos forlagene, har den haft medvind på bibliotekerne og af de lektører, der har skrevet udtalelser om bogen.

SE REPORTAGE FRA HALLIGERNE OLAND OG LANGENESS HER

 En sjældenhed

Tine Enger er en sjældenhed: En dansk forfatter, der bevæger sig til Sydslesvig for at skrive en roman. »Land under« foregår på den fiktive hallig Graf. Researchen er foretaget på virkelighedens hallig Oland, som man rejser til på en motordrevet trolje på en smalsmoret jernbane gennem vadehavet. 

En hallig er betegnelsen for en uinddæmmet vadehavsø, som af og til oversvømmes af tidevandet og står total under vand ved stormflod.

Hallig Graf ligger isoleret som en ensomt sejlende ø. Halligen bliver centrum for en forbrydelse. En kunstnerkoloni ligger i konflikt med de lokale og hinanden. Europols nyoprettede specialenhed med hovedkvarter i Flensborg assisterer politiet i den dansk-tyske grænseregion og har efterforskere med lokalkendskab og med beherskelse af områdets mangfoldighed af sprog og dialekter.

Specialenheden sender hovedpersonen, den sønderjyske kriminalassistent Siv Callesen, og hendes frisiske kollega Erk Jessen ud på Hallig Graf. Siv og Erks fælles forhistorie og egen baggrund præger efterforskningen, og da en storm sætter ind, må Siv og Erk forsøge at opklare forbrydelsen uden assistance fra fastlandet. De åbne vidder lukkes af mørke, vind og vand, og klaustrofobien trænger sig på.

Når bogen fik masser af rosende ord af forlag, der i sidste ende ikke ville udgive den, så er en af årsagerne i følge Tine Enger, at: Sønderjylland, Sydslesvig, grænselandet rager København en høstblomst. Området interesserer ikke i hovedstaden. Hun boede selv på Als i en halv snes år og senere i Flensborg, før hun for et par år siden flyttede til Kungsbacka ved Göteborg.

- Der er længere fra København til Sønderborg, end der er fra Sønderborg til København. Sådan er det. Når jeg nu i København fortæller, at jeg er flyttet til Göteborg, så siger de: Fint, jamen så er du jo kommet tættere på. Men afstanden er nøjagtig den samme, siger Tine Enger.

SE REPORTAGE FRA HALLIGEN NORDSTRANDISCHMOOR HER


Opvokset dobbeltsproget

Hun stammer selv fra Fyn, hvor hun er opvokset dobbeltsproget. Moren er waliser, faren dansker.

- Min mor har altid sagt: »I’m danish«, men har aldrig lært at tale rigtig dansk. Hun har aldrig rigtig lært det danske talsystem og slår derfor ofte over i det mere enkle norske og svenske system. Jeg er vant til, at ord blev blandet sammen derhjemme. Noget af det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom til det dansk-tyske grænseland, var den mangfoldighed, der er i sprog og kultur. Det er fascinerende at opleve en samtale mellem mennesker fra det danske mindretal. Kan man ikke lige huske, hvad noget hedder på dansk, så slår man over i tysk, og herfra hopper man måske videre til plattysk, hvis sproget passer bedre, siger Tine Enger.

En lignende oplevelse havde hun, da hun opholdt sig på Oland. Højtysk, plattysk og frisisk blev blandet, og hun forsøgte at afkode, hvornår og hvorfor, det enkelte sprog blev talt.

- Generelt oplevede jeg i grænselandet en vilje til at forstå hinanden, og det er vel en af de bedste ting i verden. Det er noget af det, jeg i romanen gerne vil vise til resten af Danmark, for kendskabet til Sønderjylland og Sydslesvig er ringe.

 

Ingen kvindelig klynk

Tine Engers kvindelige hovedpersoner er blevet fremhævet, fordi de ikke klynker. Det med de klynkende kvinder er noget, der har givet kritikerne af den nordiske femi-krimi røde knopper. I »Fjern« hed den kvindelige hovedperson Freja. Hun begynder at grave i sin egen fortid og opdager snart, at hendes far har holdt dele af familiens historie hemmelig for hende.

Det er blandt andet forfatteren Frank Egholm Andersen fra Det Danske Kriminalakademi, der i en afhandling om nordisk kriminallitteratur bemærker, at Tine Enger udskiller sig fra tendensen med kvinder, det bliver så synd for.

- Det prædikatet er jeg glad for.Det tager jeg meget gerne til mig. I »Land under« bruger den danske betjent Siv sin logik og intuition - en egenskab, jeg mener, at rigtig mange kvinder ejer.  Hun er klog, flittig og handlekraftig. Men hun kan også være hamrende irriterende. Hun bliver tit lidt for hård,  og hun har ikke altid den nødvendige selvindsigt, siger Tine Enger.

Bogen har løse ender og lægger op til en fortsættelse, men om det kommer så vidt, tør Tine Enger ikke love. Med et defensivt bogmarked og forlag, der modtager så mange manuskripter som aldrig før, er det op ad bakke. Gyldendal alene 23.000 om året. Alle har en computer - og vupti kan et romanmanuskript sendes af sted. Næsten halvdelen sorteres fra efter de første sider. Kun et par procent får overhovedet en lektørudtalelse. Og endnu færre bliver udgivet.                                                                             Hans Christian Davidsen