Ståsteder mellem to kulturer

Oprettet: 27.01.2014 - 16:41
Rolf D. Erbst, Kirstin Deckert, Dorothea Petersen

»Ståsteder mellem dansk og tysk« var overskriften på et møde mellem tre forfattere, som Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig arrangerede i Husum i Nordfrisland den 25. januar 2014.

Fælles for alle forfattere er, at de har rødder i Sydslesvig og har levet en tilværelse i Danmark i mange år. Inden for det seneste halvandet har har alle tre udsendt deres erindringer, hvori de beretter om deres barndom i Sydslesvig.

Her følger nogle uddrag af de tre forskellige indlæg, forfatterne kom med.

 

TILLID ER NOGET ENESTÅENDE VED DANMARK

Danskhed. Den hyggelige bondegård i Vestjylland står der endnu. Men i dag er landskabet plantet til og præget af svinefarme. Sydslesvigeren Rolf D. Erbst begav sig ud i et minefelt på det danske bibliotek i Husum.


Det er farligt at diskutere danskhed. Det kan let komme til at dreje sig om spørgsmålet: Spiser du bacon eller ej?

Det siger forfatteren Rolf D. Erbst, der sidste år udgav erindringsbogen »Barakkerne« (læs anmeldelse af bogen her: Barakkerne ). Bogen handler om en opvækst mellem dansk og tysk i de fattige og nødtørftige barak-kvarterer i Flensborg umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Rolf Erbst kom ligesom mange andre sydslesvigske børn på sommerferie i Danmark i efterkrigstiden. Han flyttede senere til Danmark, hvor han valgte at lægge sit liv.

- Når man i de forgangne år meget heftigt har diskuteret danskhed, så kommer jeg til at tænke på den vestjyske plejefamilie, som jeg besøgte. Her var danskhed noget helt naturligt samtidig med, at de havde en meget stor gæstfrihed over for fremmede. De åbnede deres hjem. Men danmarksbilledet har ændret sig meget, siger Rolf D. Erbst.

Sådan som det er med landskabet i Vestjylland, som han senere er vendt tilbage til. - Mit billede af Danmark var den der hyggelige bondegård fra 1950erne. Men sådan ser Danmark jo ikke ud længere. Da jeg vendte tilbage til stedet, hvor jeg var som feriebarn, så jeg marker, der var plantet til med skov. Gården stod der endnu, men omgivet af et landskab af store svinefarme. Danmark er blevet meget anderledes, siger Rolf D. Erbst. Han fortæller historien om en englænder, der kom til Danmark og konstaterede, at Danmark ikke er nogen nation, men en stamme. I en stamme passer man på hinanden.

- Noget, der virkelig er kendetegnende for Danmark, er tillid. Man kan få en nøgle og selv låse sig ind et sted - på en campingplads eller et bibliotek. I Danmark har man en tro på, at man kan løse problemer ved at tale sig til rette. Dette står i stærk kontrast til den opvækst, jeg havde i barakkerne i Flensborg. Her sloges man for sin ret. Den stærkeste satte sig igennem, husker han. Styrke og svaghed Han ser den homogene danske kultur som både en styrke og en svaghed.

- Man skal ikke være ret meget anderledes, før man bliver sorteret fra. Jeg fornemmer dog, at dette langsomt er ved at ændre sig. Det er en meget svær øvelse at kunne aflæse de danske koder. Man kan meget nemt falde helt ved siden af i dansk small-talk. Rolf D. Erbst mener ikke, man kan være helt dansk og helt tysk på samme tid. På et tidspunkt er man nødt til at tage et valg. Det gjorde han ved at bosætte sig i Danmark. Han mener dog, at han med sin tyske baggrund har nogle andre lag og noget, han kan bidrage med.

Civile tab og lidelser

- Det gælder for eksempel i forholdet til krig - der deler jeg skæbne med tyskerne. Min opvækst i Barakkerne blandt mennesker, der blev bombet ud af deres hjem og måtte flygte fra deres hjemstavn, har givet mig et helt andet syn på krig. Jeg opfatter ikke danskerne som specielt krigsliderlige, men jeg har haft vanskeligt ved at kunne forstå det danske engagement i Irak-krigen. Jeg ved fra min egen barndom, at de civile tab og lidelser ved krig er helt enorme. Det er måske mindre nu ved moderne krigsførelse, men stadigvæk - civilbefolkningen er altid den store taber, og det er det, jeg har med i min bagage. 

 

 

DANSK NATIONALISME AFLØSTE DEN TYSKE

Ståsted. Kirsten Deckert har skrevet bogen »Børnene dernedefra« om børn, der gik i dansk skole i Sydslesvig efter krigen. Hun opfatter sig som »den evigt vandrende jøde«.

Den ene nationalisme afløste den anden. Sådan ser forfatteren Kirstin Deckert på tiden efter Anden Verdenskrig, da hun som barn af dansk-tyske forældre blev sendt i dansk skole i Sydslesvig. - Det undrede mig. Nu var vi lige sluppet af med den tyske nationalisme, og så skulle vi have en dansk nationalisme. Selv i kirken var der Dannebrog, husker Kirstin Deckert.

Hun udsendte sidste år bogen »Børnene dernedefra« med et dusin mosaikker og fantasifortællinger baseret på virkelige hændelser under hendes barndom i Sydslesvig. Senere flyttede hun til Danmark, hvor hun stiftede familie og arbejdede som musikpædagog, før hun blev pensioneret og fik tid til at skrive. Kirstin Deckert har netop udsendt bogen »Vidnet« med sin fars beretninger fra Første Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig boede hun i Hamborg med sin familie, og i hjemmet blev der talt dansk.

- Under bombardementerne sad min mor og fortalte danske sagn og eventyr, Når mennesker bliver bange, kan det lindre at bruge fortællingen, husker Kirstin Deckert. Hendes vandring mellem Danmark og Tyskland og de to landes kulturer sammenligner hun med historien om »den evigt vandrende jøde«.

Bolden inde ved »Heksen«

Efter krigen bosatte familien sig i Ellund lidt vest for Flensborg. Moren fik ansættelse som lærer i landlige omgivelser.

- Her mødte jeg den jævne og lidende landbefolkning. Selv var vi storbymennesker, fortæller Kirsten Deckert. I bogen »Børnene dernedefra« beretter hun blandt andet om, hvordan børnene i byen var bange for den lokale »heks«, som de kaldte hende. Der blev trukket lod om, hvem der skulle gå ind og hente bolden på hendes grundstykke, hvis bolden havde forvildet sig derind.

- Når man møder noget ukendt eller noget, vi ikke kan lide, dukker den indre racist op inde i os, siger hun. Mens mange dansksindede sydslesvigere taler varmt om den danske højskolebevægelser, som de oplevede den i 1950erne og 1960erne, så har Kirstin Deckert en lidt mere skeptisk holdning.

- Jeg blev gift med en højskolelærer, og højskolen var slet ikke mig. Der fandt jeg mig aldrig til rette. Den oplevede jeg som meget statisk. Jeg oplevede de værdier, der var, ved at snuble i tilværelsen. Ved at snuble lærer man ofte nye ting i livet, siger hun. 

 

 

JEG VILLE IKKE VÆRE STATIST I MIT EGET LIV

Mønsterbryder. Havde Dorothea Petersens familie ikke valgt den danske vej, havde hun næppe nogensinde brudt med sin sociale arv fra Harreslevmark i Sydslesvig, fortæller hun.

Et tankeeksperiment som Dorothea Petersen laver over den vej, hendes eget liv gik: Hvis ikke hun var vokset op i en dansksindet familie, var hun næppe nogensinde blevet mønsterbryder. Hun voksede op i små kår på Harreslevmark, og børnene herfra var bestemt ikke beregnet til at komme videre på det tyske gymnasium, Goethe-Schule i Flensborg.

- Det havde ikke noget med dansk eller tysk at gøre. Det gjaldt alle børn fra Harreslevmark. Men jeg fik chancen for at tage studentereksamen, fordi jeg kom fra en dansksindet familie og blev sendt til Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg. Det var hårdt ja. Men det gav mig nogle muligheder, og dem har jeg grebet, siger Dorothea Petersen.

Hun fik en uddannelse som cand. scient., arbejdede i mange år som underviser, og udsendte i 2012 erindringsbogen »Parallelle verdener«. Med udgangspunkt i sine sommerferieophold i Danmark beskriver hun i bogen to verdener sideløbende med hinanden - en dansk og en tysk verden. Og det danske gav hende en chance for at bryde med den sociale arv.

Statist-rollen

- Jeg ville ikke være statist i mit eget liv, siger hun - med en henvisning til bogen »Statisterne« (læs en anmeldelse af bogen her: Statisterne ) udgivet af den nu afdøde forfatter Karin Röh. - Karin Röh har en pointe, når hun i sin bog beskriver, hvordan mange os i Sydslesvig blev statister i den nationale kamp, der foregik. Selv om jeg også synes, at hun er temmelig bitter i bogen. Jeg kan godt genkende den der rolle som statist, men det er ikke fortsat for mig. Jeg valgte mit eget liv. Jeg ville ikke bare leve et tilfældigt liv, siger Dorothea Petersen.

Skræmmende Kierkegaard

Læsningen af Søren Kierke­gaard kom til at gøre et uafrysteligt indtryk på hende. Hun læste allerede den danske forfatter som barn og forstod dengang ikke så meget af, men bekendtskabet med Søren Kierkegaards sprog havde en skræmmende virkning. - Det var sætninger som » at spille fjerbold med tilværelsen«, »at vælge sig selv«, »gift dig - og du vil fortryde det. Gift dig ikke - og du vil også fortryde det«, der åbnede så meget for mig, husker Dorothea Petersen. Hun har brugt sin fler-kulturelle baggrund i Danmark, hvor hun blev gift og fik sit arbejdsliv.

- Jeg mener, det er kommet mig til gode, når jeg har undervist indvandrerbørn på voksenundervisningen. Jeg ved, hvilke sociale problemer, der kan være forbundet med at være mønsterbryder. Det er naturligvis en stor glæde for andengenerations indvandrere at kunne få en studenterhue på hovedet. For mig har glæden at kunne sætte den på deres hoved været akkurat lige så stor, siger Dorothea Petersen.

Én ting er hun bevidst foruden, når hun har at føre med nytilkomne mennesker, der lærer det danske sprog at kende: - Det er ironien. Den er forfærdelig for mennesker, der ikke kender det danske sprog, og derfor har jeg heller aldrig brugt den i min undervisning af mennesker, der kommer til Danmark uden en dansk baggrund, siger hun.