Der er ikke mange landsdele, der har skabt sådan en forfatter som mig

Oprettet: 15.01.2014 - 18:06
Erling Jepsen

FORFATTERAFTEN. Meget af det, som Erling Jepsen fortæller, er rigtigt. - Når jeg siger noget, jeg egentlig ikke skulle have sagt, og kan mærke, at det alligevel er o.k., så er det jo en accept, sagde den sønderjyske forfatter, da han var gæst i Flensborg.

 

»Den kollektive hemmelighed« vender Erling Jepsen altid tilbage til, når han skal tale om temaer for sit forfatterskab. Det er det, at man i det lille samfund ved noget, men at man er enig om, at man ikke ved det. Med tiden kan det blive helt upassende at sige noget om »det«, og når det så måske endelig kommer frem en dag, at man har vidst noget, bliver man spurgt om, hvorfor man ikke har sagt noget. Det er ikke af ond vilje, at der ikke er blevet talt, mener Erling Jepsen. Ofte er det blot en afmagtsfølelse. Og hvis det endelig er så: »Det a fortæl dæ nå har do it høe' - men det passe!«.

Den 14. januar 2014 var han gæst på Flensborg Bibliotek små 70 kilometer fra sin sønderjyske barndomsby Gram. Her læste han op af sin bog og fortalte om sit forfatterskab. Erling Jepsen har for længst gjort op med de kollektive hemmeligheder - både i sit barndomsland og der, hvor han befinder sig i nuet.

Mens de fleste af os ville følge ubehag ved at lade ligene falde ud af skabet, åbne op for tabuer og spegede familiehemmeligheder, ser Erling Jepsen nærmest ud til at nyde det. Han smiler og fortæller vittigheder, og hans fortid rulles op som et skuespil. Han må have taget ved lære af sine mange år som dramatiker i selskab med skuespillere. Humor kan være afvæbnende.

Morsomme mennesker er ikke altid nemme at komme tæt på. Erling Jepsen doserer da også det sjove og kan være kort for hovedet, når spørgsmålene bliver familiære.

- Hvordan har din søster det egentlig i dag, vil en tilhører gerne vide, da der er spørgetid efter foredraget. Erling Jepsens søster blev seksuelt misbrugt som barn, og misbruget danner grundlag for romanen »Kunsten at græde i kor«, hvor pigen blot hedder Sanne. - Det går op og ned, konstaterer Erling Jepsen blot - med et udtryk i øjnene, der siger, at der kan være mere end det, han fortæller.

At sige noget, man måske ikke skulle have sagt

Erling Jepsen understreger over for det lyttende publikum, at det er terapi at stå og krænge sit inderste ud - i medierne og over for et publikum

- Når jeg siger noget, jeg egentlig ikke skulle have sagt, og kan mærke, at det alligevel er o.k., så er det jo en accept. Jeg har lænet mig langt ud, men i mængden må nogle kunne sidde og genkende et eller andet. Vi har jo alle vort gods med fra vor familien og det samfund, vi er vokset op i. Men jeg er nødt til at skrive og fortælle med humor, og det er heller ikke alt, man kan skrive om. Det kan blive for sort og for bittert. Når man skriver om sin fortid, er der forskel på, om man gør det, når man er 20 eller 55. Jeg valgte at skrive »Kunsten at græde i kor« set fra en 11-årig drengs vinkel for at give det hele noget kærlighed, siger Erling Jepsen.

Hans nyeste roman, »Den sønderjyske farm«, spiller på Karen Blixen.

Indledningen er fyldt med referencer til »Den afrikanske farm«. Blixen havde en farm ved foden af Ngong Hills, hvor hun dyrkede kaffe. Erling Jepsen havde en farm i Sønderjylland, ved foden af Gramby Bakke, vor han avlede kaniner.

I »Den sønderjyske farm« hedder han Allan og ansætter gadens mindre børn, Frode og Mette, til at plukke grønt og lønner dem med pinocchiokugler og rustne søm fra forældrenes ismejeri. Mens han prøver at forstå, hvad et venskab går ud på. Det er ikke noget, han har lært hjemmefra. Blixens vase Da en forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek døde for et par år siden, efterlod han en matteret glasvase til Erling Jepsen. Vasen har tilhørt Karen Blixen og står nu hjemme i hos den sønderjyske forfatter på Islands Brygge i København. Forskningsbibliotekaren var også fra Sønderjylland - fra Haderslev.

De to traf hinanden, da Erling Jepsen skulle modtage en pris for en af sine bøger på Det Kongelige Bibliotek. Og siden mødtes de nogle gange. - Så døde han. Og så viste det sig altså, at jeg havde arvet den vase. Når jeg fortalte det til mine kolleger, blev de stille. Og sådan lidt: Hvorfor skulle du lige have den? Og det forstår jeg godt, for min stil er ærlig talt slet ikke inspireret af Blixen. Jeg er vel mere ud af Mark Twain, Gustav Wied og Hans Scherfig. Jeg syntes heller ikke selv, at jeg havde fortjent den. Der, hvor jeg kommer fra, er det sådan, at man skal have gjort sig fortjent til noget.

Derfor forsøgte jeg at finde en sammenhæng mellem Blixen og mig, når vasen stod der og kiggede på mig fra bordet. Det ville ikke lykkes, og jeg fik en skriveblokering, fortæller Jepsen. Og skriveblokeringen kunne ikke arbejdes væk - sådan som man plejede at »arbejde noget væk« i barndommens vestlige Sønderjylland.

Erling Jepsen lægger vægt på det med Vest- og Østsønderjylland og fortæller gerne lange historier om syndens hule i Sønderborg, Sønderjyllands Chicago, hvor spritbådene lagde til, og bor der var gang i den på værtshusene. »Køf alle en bil a jæn fra Synneborre«, hed det i Gram og omegn. Pigerne i Haderslev gik i lårkort, og deres trusser havde samme farve som sommerkjolen. Det gjorde de ikke i Gram.

Antropologi i Gram

Blixen hang over det hele.

- Jeg gjorde det, jeg skulle have gjort lige fra begyndelsen af. Jeg gravede »Den afrikanske farm« frem og begyndte at genlæse den, og langsomt gav alt sig selv. Jeg ledte efter passager i Blixens bog, der kunne danne en rød tråd til Gram. Hendes blik på negerne, som de hed dengang, er nærmest antropologisk. Hun blandede sig jo ikke forfærdelig meget med de indfødte. Så jeg fik lyst til at kigge på min fødeby med et antropologisk blik - og især med antropologens undersøgende vinkel i mit forhold til mine forældre. Og jeg synes egentlig, at mit Gram er lige så eksotisk som hendes Afrika.

»Den sønderjyske farm« foregår året efter handlingen i »Kunsten at græde i kor«. Altså efter at hans storesøster, Sanne, er kommet i pleje på grund af farens seksuelle overgreb.

Jepsen ler, når han på internettet læser, hvad hans bøger handler om. En dag stødte han på ordet »medlidenhedstyranni«, og det er godkendt, siger han. Hjemme i Gram hed det, at faren havde »psykiske nerver«. Man kan styre sin familie ud fra devisen »min svaghed er mit våben«. Og det er er langtfra kun kvinder, der bruger taktikken, mener Jepsen.

Spiller jeg skuespil?

Syd for Kongeåen trak filmatiseringen af »Kunsten at græde i kor« flere i biografen end nogen Harry Potter-film, og der blev i det sønderjyske solgt forholdsvis flere billetter end i resten af Danmark. Det forholdt sig lige omvendt med filmen »Frygtelig lykkelig«, hvor et lille samfund lukker sig om sig selv og ekskluderer den tilflyttende københavner.

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at fokus i »Kunsten at græde i kor« er vendt mod denne ene familie, mens det i »Frygtelig lykkelig« er omvendt. Her er linsen rettet mod hele lilleby-samfundet, siger Jepsen.

Det, Erling Jepsen fortæller tilhørerne på Flensborg Bibliotek, har vi hørt, men ikke alt passer. Noget af det, han fortæller er rigtigt.

En tilhører på forreste række siger, han ikke kan lade være med at grine, fordi Jepsen spiller så godt skuespil. - Spiller jeg skuespil? spørger Jepsen.

- Ja, og du er rigtig god til det, roser manden forfatteren.

- Hvad synes du egentlig om Sønderjylland, vil en anden vide.

- Mine bøger er da en kærlighedserklæring til Sønderjylland. Der er jo ikke mange landsdele, der har skabt sådan en forfatter som mig! 

Og det var udgangsreplikken på den aften.