Det naive årti lå 15 år i skuffen

Oprettet: 03.10.2012 - 18:37
Anita Albers

Forfatterdebut. Sønderjyden Anita Albers  »Feber« er en psykologisk roman, der skildrer en ung kvindes kamp mod sine indre dæmoner. Og en generationsroman om 1990ernes backpackerkultur.


Den 37-årige Anita Albers fra Rødekro debuterer som forfatter.

Anita Albers udsender på det aarhusianske forlag EC Edition en såkaldt backpackerroman, der foregår i slutningen af 1990erne og afspejler det naive årti mellem Berlinmurens fald og angrebet på de to tårne i New York, da grænser skulle opdages og afprøves, og da angst for fremmede var ukendt. »Feber« hedder bogen, og den handler om en ung kvindes rejse til Ecuador, hendes forelskelse og hendes opgør med fortiden.

Anita Albers har selv været kæreste med en ung mand fra Equador, da hun i 1997 tog et semester til Hamborg for at læse på universitetet. Her fik hun ideen til romanen.

- I Hamborg lærte jeg selvfølgelig mange tyskere at kende, men der var også mange studerende fra Sydamerika. Min kæreste fra Equaodor var meget intellektuel, gik meget op i litteratur og havde skarpe, politiske holdninger. Det var alt sammen nyt for mig, og spændende. Han skrev små essayistiske tekster, som han oversatte for mig, og på et tidspunkt vovede jeg at skrive noget selv og oversætte det for ham. Vi talte tysk sammen. Han kunne lide det, og jeg var for alvor blevet tændt på at skrive, fortæller Anita Albers.

En ungpigedrøm

Dengang var det mest bemærkninger i en notesbog, små historier, sætninger og leg med ord, sønderjyske Anita skrev ned.

Hun havde altid notesbogen på sig og drev nogle gange sine venner til vanvid, fordi hun hele tiden måtte stoppe op og skrive noget ned, der inspirerede hende.

- Jeg har altid godt kunnet lide at bruge min fantasi, digte historier og opfinde personer, men i mange år har det kun været en ungpigedrøm at blive forfatter. Jeg havde simpelt hen ikke selvtillid nok til at tro på, at der var nogen, der kunne have lyst til at læse, hvad jeg skrev. Så at jeg nu snart kan stå med det fysiske bevis på, at min drøm er gået i opfyldelse, i hænderne, er virkelig stort for mig. Og det er nok heller ikke rigtigt gået op for mig endnu, siger Anita Albers.

Tysk far og dansk mor

Anita Albers er sproglig student fra Aabenraa Gymnasium i 1993 og cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet i 2000. Hun er gift og har to børn og er selv barn af et blandingsægteskab med en tysk far og en dansk mor.

- Hvis man spørger mig, hvorfor jeg skriver, så er svaret ganske enkelt, at jeg ikke kan lade være - også selvom det til tider er ganske stressende. For man er sin egen hårdeste kritiker, og det er en konstant balancegang mellem, at man synes, det er noget frygteligt bras, man har skrevet, til at det dog er ganske okay, siger Anita Albers.

Bogens hovedperson er den 25-årige Astrid. Hun har netop afsluttet læreruddannelsen, da hun pakker sin rygsæk og rejser til Ecuador for at udforske landet. Mens hun venter på, at veninden Karen skal ankomme, møder Astrid en indianer, som hun hovedkulds forelsker sig i. Men spøgelserne hjemmefra indhenter hende, og snart er Astrid tvunget til at agere.

»Feber« er ikke kun en psykologisk roman, der skildrer en ung kvindes kamp mod sine indre dæmoner. Det er også en generationsroman om 1990ernes backpackerkultur.

- Det var en politisk fredelig tid i Danmark, og det gav plads til en mere selvoptaget ungdom, siger Anita Albers.

En ådselæder

- Når jeg skriver, åbnes en ny verden for mig. Jeg finder inspiration i alt omkring mig, jeg lytter til og betragter mine omgivelser, jeg former det, tilpasser det, digter til, indtil det passer ind i det, jeg er i gang med. Man er måske lidt af en ådselæder som forfatter, for alle rester og levn kan bruges med den rette forarbejdning. For mig ligger der en ultimativ frihedsfølelse i at skrive. Jeg forsatte med at skrive, efter at jeg og min kæreste fra Ecuador gik fra hinanden. Jeg skrev, indtil jeg havde noget, der lignede en roman. Efter en tur rundt til de fleste danske forlag, et besøg hos Tiderne Skifter og en række afslag endte manuskriptet i skuffen. Det blev taget op, redigeret og omskrevet og lagt væk igen mange gange, og på den måde gik der år. Der kom job, mand, hus, hund og børn til, og selvom drømmen stadig var der, var tiden ikke rigtig til det, fortæller hun.

Holdt fast i tiden

I 2009 var tiden der. Anita Albers arbejdede for sin mand i hans firma, og han havde på det tidspunkt netop fået en en ny medarbejder.

- Derfor blev vi enige om, at han godt kunne undvære mig jobmæssigt, og jeg gik i gang med at skrive. Jeg brugte lidt tid på at skrive mig varm, før jeg gik i gang med at skrive »Feber« om. Jeg startede simpelt hen på en blank side og stoppede ikke, før jeg var færdig. En del blev lavet om, også fordi der var gået så mange år, fra jeg begyndte, og jeg havde forandret mig. Men jeg bibeholdt tiden, for historien er for mig på mange måder så typisk fra 1990erne, det ville have været umuligt at skære det fra, siger hun.