Jeg tror på tvivlen

Oprettet: 26.02.2012 - 21:46

Interview med den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson efter det økonomiske kollaps i Island.

Man skal være islænding for at kunne forstå det. Økonomien er som en grød af lava: Gælden per indbygger overstiger Tysklands krigsgæld efter Anden Verdenskrig. I euro er den lige så stor som Italiens samlede gæld, som der immervæk er 60 millioner italienere til at betale af på. Islands gæld er fordelt på blot 325.000 islændinge.

På forsiden af Einar Már Guðmundssons »Hvidbogen« er Island et hul i havet. Grådige finansfyrster og ansvarsløse politikere har ifølge den prisbelønnede forfatter tyvstjålet islændingenes fælles ejendom, og landet ejer ikke længere sig selv.

Einar Már Guðmundsson afleverer en anklage mod de ansvarlige, der har kørt landet ud over vulkanens rand.

Normalt er hvidbøger en betegnelse for kedsommelige rapporter forfattet af nedsatte kommissioner, men Einar Már Guðmundssons hvidbog er en samling essays om kapitalismens krise med Island som eksempel.

Neoliberalismen ifølge Gudmundsson er den store skurk, og Island er blot et grelt eksempel på noget, der finder sted i mange andre lande. Staternes værdier bliver privatiseret, og det er alt fra naturressourcer som fiskekvoter, der bliver pantsat, til nationale teleselskaber, der sættes til salg på et uhæmmet frit marked.

Gudmundsson er vred på Islands finansvikinger, der - hvis de ejer en smule anstændighed - betaler alt tilbage til Island - alt det, som de værdier, som de har tømt landet for.

Et laboratorium

- De har taget alle de værdier, som befolkningen har bygget op gennem mange år, privatiseret dem, fået indtjening, som de har ødslet bort og bagefter efterladt tomme selskaber. Neoliberalismen har afløst velfærdsstatens sociale holdninger og idealer, og det er ikke bare i Island, det er sket. I Island ser man bare konsekvenserne i en ganske ekstrem grad. Vi er endt som et laboratorium, hvor hele verden har kunne se, hvor galt det kan gå, siger Einar Már Guðmundsson.

Excorbitante lønninger

I Hvidbogen er der masser af referencer til litteraturhistorien og især de nordiske sagn. Men Gudmundsson kan også sin Karl Marx og henviser som noget af det første til tredje bind af »Das Kapital«, hvor Karl Marx skriver om det, han kalder »poetisk rigdom« - hans betegnelse for en kapital, som i virkeligheden ikke eksisterer, men som er værdiløse værdipapirer i cirkulation.

Og sådan så der ud på Island, før boblen bristede: Ingen gad længere tage en bus. Alle satte sig ind i store biler, de ikke selv ejede. Bankdirektører gav sig selv en løn, der langt overgik Nobelprisen. Og hvis der var nogle, der konfronterede de nålestribede med deres excorbitante lønninger, så truede de med at forlade landet.

- Det er sikkert også en melodi, man kinder andre steder, siger Einar Már Guðmundsson.

Ikke uden humor

- Island kan jo hverken styre sine vulkaner eller sine banker, sagde det britiske humørikon John Cleese for snart et år siden. Det var dengang, askeskyen fra en Islandsk vulkan - som ingen kendte navnet på, og de færreste vel knap nok kan huske - lammede flytrafikken i hele Europa.

Komikeren Cleese var i Oslo for at deltage i et norsk tv-program og skulle hurtigt videre med fly til Belgien. Men var nødt til at tage en taxa for 30.000 norske kroner. Denne vanvittige episode skriver Einar Már Guðmundsson ind i sin kommende bog - ligesom Hvidbogen heller ikke er uden humor. Trods alt. For selv om mange - især islændinge - måske har svært ved at le ad det, der er sket i Island, så er alvoren nogle gange så bizar, at den ikke kan beskrives uden humor, mener Gudmundsson. Og samtidig er han blevet bugtaler for den almindelige borger i Island.

- Mange henvendte sig til mig i forbindelse med finanskrisen. De oplevede, at jeg kunne sætte ord på det, de tænkte og oplevede. Magthaverne havde haft ordet alt for længe, og jeg ville gerne blande mig som almindelig borger og forfatter. Politikerne og eksperterne har mistet deres sprog. Deres sprog giver ikke nogen mening længere, hvis det da overhovedet nogensinde har gjort det. Erhvervslivets økonomiske argumenter og taler er i bedste fald blevet eufemistiske omskrivninger, i værste fald løgne. Og når politikerne taler, bliver det til ligegyldige fraser og hule klicheer, som dækker over deres magtesløshed eller korruption, siger Einar Már Guðmundsson.

- En lille gruppe mennesker fra Islands såkaldte erhvervsliv har pantsat nationen gennem umådeholden låntagning, hæmningsløs grådighed og fråds ud over enhver anstændighed. Erhvervsrådet og finanstilsynet i Island har ikke ført tilsyn med finansforbrydernes transaktioner, men de facto fungeret som deres marketingsbureau, der blot har lanceret de grådige ekspansionsvikingers planer som værende »visionære«. De politiske partier i Altinget har ladet sig købe og styret lovgivningen, som erhvervslivet ønskede det: Privatiseret bankvæsnet og handelsuddannelserne på universitetet. Uddannelsessystemet er blevet manipuleret af erhvervslivet, og sådan er der blevet skabt de unge mennesker, som det fri marked ville have. Selv psykologistudiet er blevet sponsoreret af medicinalindustrien. Flere politikere har deltaget aktivt og spekuleret i urimelige og kortsigtede økonomiske gevinster. De har spillet dobbeltroller og korrumperet hele det politiske system. Journalistikken har bidraget til den almene løgn, frem for at levere oplysning og kritisk indsigt. Og selv den islandske præsident har solet sig i kapitalens glans i stedet for at hæve sig over finansforbryderne, siger Einar Már Guðmundsson.

Kejserens nye klæder

Hans konklusion er, at det er hele det liberalistiske system, der har spillet fallit. Han mener, det er systemet, man skal gå i kødet på og i mindre grad være foksueret på den almindelige islændings gøren og laden - for islændingenes adfærd er blevet legitimeret af hele systemet. Hvordan kunne hr. og fru Island tro, at det var galt, når eksperterne fortalte dem, at det bare kørte som smurt?

- Hånden på hjertet! Hvem kender ikke den situation, at man sidder i sofaen og ser politikere og eksperter tale i fjernsynet. Man sidder og lytter efter bedste evne, og så pludseligt er der én, der spørger: Ved I, hvad det er, de taler om? Og så må man jo krybe til korset og svare.... »øh... nej...«. Det er kejserens nye klæder. Det sker ofte, at der sidder to kloge hoveder i tv og bruger deres specialkendskab til at manipulere med folk. Det, tror jeg, forekommer mange steder, siger Gudmundsson.

Hvordan kan islændingene overhovedet have tillid til hinanden og især til bankerne, ville en tilhører vide. Og Einar Már Guðmundsson supplerede ganske lyrisk ved at konstatere, at det at sætte penge i en islandsk bank er det samme som at lade en katolsk præst passe sine børn.

Nok mener Einar Már Guðmundsson, at erhvervsledere og politikere har været grådige banditter, der skal drages til ansvar, men advarer samtidig mod at tro, at det bare var psykopater og grådige, der drev Island ud som et land, der er sat under administration af Den Internationale Valutafond (IMF).

En ægte forsoning

- Hvis vi vil have en forsoning, er vi nødt til at se på, hvad der var og er galt med systemet. Vi skal ikke derud, hvor der blot findes syndebukke, og den ene peger fingre ad hinanden. Men der er også en instinktiv retfærdighed, som folket vil have. De finansfolk, der har beriget sig på befolkningens bekostning, og som i 2008 trak de sidste værdier ud af de banker, de selv ejede og havde kontrol over, skal betale gælden tilbage. De skal aflevere alt, hvad de uretmæssigt har ranet til sig, siger han.

Og konstaterer i samme åndedræt, at de eneste, der indtil nu er blevet draget til ansvar, er de 15 anarkister, der brød ind i Altinget for at udbede sig en forklaring.

Da aftenen på centralbiblioteket var ved at lakke mod enden efterlyste en tilhører blandt publikum Einar Már Guðmundssons » :Kampråb fra nord«, arrangementets titel.

- Jeg har det ligesom Bertolt Brecht. Jeg tror på tvivlen og på spørgsmålstegnet. Mennesker ved bedre, hvad de ikke vil, end hvad de vil, lød svaret fra islændingen.