Et portræt af den tyske forfatter Erich Loest

Oprettet: 26.02.2012 - 21:34

I DDR-tiden var litteraturinstituttet "Johannes R. Becher" i Leipzig en kritisk oase, et fristed for den fri tankegang, et sted hvor intellektuelle talte og skrev fra leveren. I hvert fald så frit, som det nu var muligt i arbejder- og bondestaten. Instituttet var opkaldt efter den ekspressionistiske digter, der skrev DDR’s nationalhymne

En halv snes år efter Berlin-murens fald kunne avisen Die Zeit over en helside berette, hvordan villaen, der husede litteraturinstituttet, stod tom.

"Hvad nytter den fri tanke", spurgte bladet i en overskrift.

"Alle de harmdirrende protester er for længst artikuleret", sagde lyrikeren Peter Gosse til bladet. Med andre ord: Der var ligesom ikke længere noget at kæmpe imod.

I dag er huset en del af Universität Leipzig, og helt andre steder er en ny generation af østtyske forfattere er på vej. Jana Hensel er en af dem, forfatteren til "Zonenkinder" - den unge kvinde, der beskriver, hvordan især hendes forældregeneration blev fanget i et ingenmandsland efter DDRs sammenbrud. Der er også en Clemens Meyer, der med sin realistiske og hårdtslående roman »Als wir träumten« tager æseren med ned på gulvniveau blandt krinminelle lømler og holligans i Leipzig efter den tyske genforening. Denne ny generation af østtyske forfattere har et helt andet udgangspunkt end de mange dissidenter, der holdt til i litteraturinstituttet i Leipzig.

Erich Loest var en af de forfattere, der i 50erne søgte intellektuel tilflugt som studerende i Johannes R. Becher-Literaturinstitut i Leipzig. Det beskriver han blandt andet i kapitlet "Ein Institut wird gegründet" i sine erindringer "Durch die Erde ein Riss" (Deutscher Taschenbuch Verlag).

I Danmark er Erich Loest måske især kendt for sin bog "Nikolaikirche", hvori han skildrer DDR-statens indvortes sammenbrud med den Leipzig-kirke, der dannede centrum for  andagsdemonstrationerne i efteråret 1989.

Æresborger i Leipzig

At se tilbage på Erich Loests løbebane er som at se tilbage på hele den nyere tyske historie. Han er født i 1926 og tilhørte dermed en af de belastede årgange, der voksede op i Hitler-Jugend, og som var gamle nok til at blive indkaldt som soldat i Hitlers tjeneste men for unge til at sige fra.

 

Det lykkedes i 1981 Loest at få udrejsetilladelse til Vesttyskland efter en ordning, der var blevet aftalt i Helsingfors-traktaten seks år tidligere.

Mens Erich Loest siden sin "Ausbürgerung" fra DDR levede i eksil i Bad Godesberg ved Bonn, vendte han efter murens fald tilbage til Leipzig med sit eget Linden-Verlag. Og i 1996 blev købmandssønnen fra Mittweida i Sachsen - efter romanen "Nikolaikirche" udkom - kåret som æresborger i Leipzig. Den gamle, revsende systemkritiker, der med regelmæssige DDR-kritiske programmer i vesttysk fjernsyn fik en åben mikrofon til at lade sin forståelige bitterhed ætse den indre tyske grænse, fik sin oprejsning. Han endte med at blive æresborger i den by, hvor han engang var medlem af det socialistiske enhedsparti SED og ung, ivrig journalist på den kommunistiske avis Leipziger Volkszeitung. I 90erne var han formand for det genforenede Verband Deutscher Schriftsteller.

 I fængsel i Bautzen

Som 17-årig blev Loest i 1944 indkaldt til krigstjeneste. I sin selvbiografi beskriver han vejen fra ungdommelig naivitet og eventyrlyst over håbet om et bedre Tyskland til skuffelser over det socialistiske ideal til fængslet i Bautzen og vejen til frihed i det kapitalistiske Vesttyskland.

Erich Loest sad næsten otte år i fængsel for samfundsfjendtlig virksomhed i DDR, efter at troen på DDR brød sammen synkront med DDRs egentlige åndelige sammenbrud: Arbejderopstanden i 1953.

Loest kritiserede partiet og fortæller selv, at han "tog chancen, fordi han troede på socialismen". Efter DDRs oprettelse meldte Loest sig som overbevist kommunist ind i enhedspartiet SED, der i 1957 ekskluderede ham efter hans vedholdende kritik af partiets linje.

I Erich Loests erindringer læser man også, at han nok ikke var så naiv, at han ikke vidste, hvad han gjorde, da han tænkte højt. Men den strenge straf i DDRs berygtede tugthus i Bautzen i det østligste hjørne af Sachsenkom bag på ham. Han var uden videre dømt som "kontrarevolutionær".

Den sidste tro på socialismen mistede Erich Loest, da det stalinistiske system knuste opstanden i Prag i 1968. "Alle de mennesker, der burde have støttet pragerne, forfatterne i det østtyske forfatterforbund, de underskrev jo en erklæring, der støttede invasionen", fortæller han.

Konstant aflyttet

Efter løsladelsen fra Bautzen i 1963 var Erich Loest og hans familie under konstant overvågning af Stasi, blandt andet ved hjælp af mikrofoner i deres lejlighed, og Stasi fortsatte med at følge Loest i Vesttyskland fra 1981 til 1989.

Han fortsatte sit forfatterskab med samfundskritiske romaner og fortællinger. I 1979 forlod han i protest DDRs forfatterforening. Både i protest mod den tiltagende censur og som en officiel kritik mod politbureauets beslutning om at give Wolf Biermann en enkeltbillet ud af republikken. Imens fortsatte typer som Stephan Heym med at forsvare stalinismen og i det hele taget få sig placeret tæt ved magtens centrum.

30 Stasi-medarbejdere var permanent sat på sagen "Mark", Loests øgenavn i Stasi-terminologien. På den måde hjalp Stasi ham ironisk nok med fyldigt materiale til en selvbiografi. Erich Loest var en af de første, der fik fat i sine akter hos Stasi, i alt 31 ringbind.

På grundlag af akterne udgav han i 1991 romanen "Froschkonzert" (Deutscher Taschenbuch Verlag) og dokumentarbogen "Die Stasi war mein Eckermann" (Steidl, 1991) med en hentydning til Johann Eckermann, der refererede alle Goethes ord. Stasi sørgede altså for komplet research til hele to bøger med selvbiografisk indhold. Og hvor vanvittig nidkært systemet var, fremgår af en episode, da en af de Stasi-agenter, der jævnligt gæstede familiens Loests selskaber, sov over sig.

Næste morgen, da agenten indtraf på Stasis central i Leipzig, undskyldte han sig over for sine overordnede, at der var blevet drukket rigtig mange øl i lejligheden aftenen før, og at han derfor havde brug for et par ekstra timer på øjet.

Nej, kunne officeren affærdige ham. Der var kun blevet drukket en enkelt øl hos Loest, og familien var gået tidligt i seng, havde han kunnet høre via de skjulte mikrofoner.

Hvis Loest havde slået en fjært, havde de hørt det på Stasi-centralen i Leipzig.

Siden romanen "Nikolaikirche" (Deustcher Taschenbuch Verlag) udkom i 1995, har der været stille om Erich Loest. Han har dog meldt sig til orde, når Ostalgien er blevet lidt for tyk. Når "de venstreorienterede melankolikere" - som han har kaldt dem - har sunget klagesange i "Jammertal Ost".

- Det ærgrer mig, når folk forsøger at forskønne billedet af DDR. Alt det vrøvl med, at DDR også havde sine gode sider er irriterende at høre på, sagde Erich Loest i et interview, da Ostalgien for nogle år siden blomstrede op i de landskaber, der ikke blomstrede - sådan som Helmut Kohl så lyrisk havde forudsagt.

I bogen "Heute kommt Westbesuch" (Steidl, 1993) beskriver Loest småfolks kamp for at vriste sig fri af DDR-fortiden - småfolk, der i modsætning til mange i toppen i det mindste er ærlige over for sig selv.

Ung opportunist

Erich Loest har heller ikke selv lagt skjul på, at han har været lidt af en opportunist - i det mindste før han selv fik problemer med totalitarismen. I en samtale med forfatter og redaktør Günter Demin fra Radio Bremen fortalte Loest i 1995 om et for ham ubehageligt møde med en jævnaldrende i sin fødeby Mittweida efter Anden Verdenskrig. Her stødte han på en af sine kammerater fra den Werwolf-enhed, Erich Loest selv tilhørte i krigens slutfase. Wervolf var en nazistisk undergrundsorganisation af overvejende unge mænd, der i 1945 begik attentater mod de allierede og deres sympatisører.

- Fra fronten var jeg draget hjem i al ubemærkethed og fik ved et tilfælde et job ved Leipziger Volkszeitung. Meget vellønnet i øvrigt - flere hundrede mark. Hold da op! Jeg fik også en familie, der skulle forsørges. Et sted længere mod nord ved Elben havde den russiske besættelsesmagt indrettet en lejr for Werwolf-krigere. En dag mødte jeg så en af dem, der havde siddet i lejren. Det skete på gaden i Mittweida, hvor jeg stod ansigt til ansigt med ham. Han var i en ussel tilstand, mens jeg var ovenpå. Det var ualmindelig pinligt for mig, husker Erich Loest.

Loest havde uden problemer klaret overgangen fra Nazityskland til socialismen i den sovjetiske besættelseszone uden at skulle i lejr. Men i DDR gik det ikke så let.