Realiteterne er et råstof

Oprettet: 21.09.2011 - 09:33
Siegfried Lenz

Interview. Konflikterne og problemerne i mine bøger er abstrakte, men for at give dem liv, er jeg nødt til at bruge virkeligheden som et virkemiddel, siger Siegfried Lenz

 

Siegfried Lenz  er den realistiske fortællekunsts store mester i moderne tysk litteratur. Igen og igen har han lokaliseret handlingerne i et sydslesvigsk miljø og landskab. 

- Alle de personer, som jeg i mit forfatterliv har beskrevet, er fiktive personer. De er ikke registreret i noget folkeregister, og man vil ikke kunne påvise deres eksistens. Og alligevel er der ikke grebet ud af luften, og de er ej heller fantasifostre. De identificerer bestemte karakterer skikke og sædvaner, herkomst og holdninger, siger Siegfried Lenz.

Fiktive figurer er med til at formidle indsigter på samme måde som en figur i Günter Grass' Danzig nægter at blive voksen, som et menneske i Heinrich Bölls Köln må leve uden at blive forsonet, og som et andet menneske oplever sult i Arno Schmidts "Brands Haide", forklarer Siegfried Lenz.

Efte sin flugt fra Østpreussen har Siegfried Lenz slåt sig ned i Slesvig-Holsten, som han engang var fremmed overfor, og som han også mødte med "vagabonderende fordomme", indrømmer han. Sammen med sin hustru, Liselotte Lenz, kom han til Slesvig-Holsten fra en helt anden tysk kultur, men dog med en forhåbning om at blive hjemmehørende, fortæller  han.

Indbydelse til at forstå

- Vi forventede ikke, at det kunne ske uden besvær. Adskillige såkaldte indviede fortalte os, at slesvig-holstenerne var specielle, indadvendte og lukkede som muslinger, der kun åbner sig ganske langsomt. Én mente endda at vide, at menneskene her kunne stå og kigge så lang tid ud på havet, fordi de ikke tænkte på noget. Men vore naboer indbød os til at forstå deres livsbetingelser, og de var med til at skærpe vort blik for skov, vang og hede, og det var uundgåeligt, at vi kom til at føle en samhørighed med de lokale, selv om vi kom som fremmede, sigerSiegfried Lenz.

Hans tætte beskrivelser af mennesker og landskaber i Masuren og Sydslesvig har ikke noget med sværmerier fra hjemstavnen at gøre. Realiteten er et råstof for Siegfried Lenz for at kunne påvise, hvor påvirkede vi er er og bliver af vore omgivelser.

- Jeg vælger personer, der har et fast sted i deres liv. Personer som er præget af det landskab, de bor i, og af deres erhverv. Konflikterne og problemerne i mine bøger er abstrakte, men for at give dem liv, er jeg nødt til at bruge virkeligheden som et virkemiddel. Det er også det, der har gjort, at jeg år efter år er vendt tilbage til Slesvig-Holsten, siger Siegfried Lenz.

 

Plattysk på japansk

At lokal forankring ikke er det modsatte af det almene og globale illustrerede Siegfried Lenz med en detalje fra en japansk oversættelse af en af forfatterens romaner fra det nordtyske miljø.

- Jeg brugte engang den plattyske vending schichtig kieken, hvilket vel nærmest betyder, at et menneske kan se noget på flere niveauer. I den japanske oversættelse kom det til at hedde "oplyst af Buddha". Genklangen i udlandet har overbevist mig om, at det ejendommelige i det slesvig-holstenske miljø er blevet forstået i det fremmede, glæder Siegfried Lenz sig med et stille smil.

 Forfatterskab om skyld og soning

Siegfried Lenz stammer fra den lille købstad Lyck i Masuren - langt væk fra Slesvig-Holsten, der er skueplads for nogle af hans største romaner.

I 1943 blev han som 17-årig indkaldt til marinen og forlod dermed Østpreussen for altid. Han var om bord på krydseren "Admiral Scheer", da den i april 1945 blev sænket ud for Kiel, reddede sig i land og flygtede til Danmark, hvor han deserterede i krigens sidste dage. Han havnede i britisk krigsfangenskab og blev tolk i 66. Disbandment Control Unit, der kørte fra by til by i Slesvig-Holsten for at udstede hjemsendelsesbreve til tyske soldater.

I Vitsvort på Ejdersted i Sydslesvig læste han for første gang i sit liv en avis udgivet i et samfund uden pressecensur - en engelsk avis, som briterne stak ham i hænderne. Senere blev han hængende i Bargteheide nord for Hamborg og bosatte sig senere i sommerhalvåret i Lebøllykke ved Tandslet på Als. Nu bor han i sommerhalvåret i Tetenhusen syd for Slesvig.

Pligt og personlighed

Siegfried Lenz slog afgørende igennem med romanen "Deutschstunde" i 1968. Den foregår i Nordfrisland under Anden Verdenskrig og fortælles af drengen Siggi Jepsen. "Deutschstunde" er som en ekstrakt af Siegfried Lenz" forfatterskab om skyld og soning, om konflikten mellem på den ene side et system, der kræver tilpasning og i sit yderste også underkastelse, og på den anden side det selvstændigt tænkende individ.

I "Deutschstunde" er Siggi Jepsens far selve den autoritære personlighed, der prioriterer pligtens bud frem for familie og venskaber. Modbillederne er Siggi Jepsen selv, hans bror og den nordfrisiske maler Max Ludwig Nansen, der trodser nazisternes maleforbud. Max Ludwig Nansen er ikke blot et billede på Emil Nolde, men også en sammenskrivning af de ekspressionistiske malere Max Beckmann og Ernst Ludwig Kirchner.

Kærlige fortællinger

Siegfried Lenz har i brede kredse opnået popularitet med sine kærlige og humoristiske fortællinger fra barndommens Østpreussen i "So zärtlich war Suleyken" (1955) og "Der geist der Mirabelle" (1975), som på dansk er udkommet under titlen "Historier fra Bollerup" med små noveller fra Als.

I flere bøger beskæftiger han sig med de hjemstavnsfordrevne østtyskere og deres anstrengelser for at finde sig til rette i Vesttyskland efter Anden Verdenskrig, for eksempel i "Exercierplatz" (1985), der handler om en flygtningefamilie fra Østpreussen, der bygger en planteskole op på en tidligere eksercerplads.

I "Heimatmuseum" (1978) - på dansk "Forhistorien" - kæmper en masurer mod de officielle forbund af hjemstavnsfordrevne, der forsøger at få patent på Masurens historie. Masureren - der efter krigen er flygtet til en lille landsby ved Slien - ender i bogen med at sætte ild til alle de effekter, han har samlet fra sin tabte hjemstavn, for at der ikke skal laves historieforvrængning - et fænomen, som masurerne tidligere har oplevet gennem en systematisk fortyskning i området.

Siegfried Lenz er sammen med Günter Grass og Heinrich Böll en af efterkrigstidens største forfattere i Tyskland og er udmærket med et væld af fornemme priser, blandt andet de tyske boghandleres fredspris, Lübecks Thomas-Mann-pris og Goethe-medaljen. I alle sine 54 år har han - hvilket er meget sjældent - holdt trofast fast ved det samme forlag, Hoffmann und Campe i Hamborg.

 

Blå bog

• Siegfried Lenz blev født i 1926 i Lyck i Østpreussen (det nuværende Elk i Polen).

• Efter "nødstudentereksamen" blev han i 1943 indkaldt til den tyske marine.

• Efter krigen studerede han engelsk og filosofi i Hamborg og arbejdede som journalist på Die Zeit.

• Debuterede i 1951 med romanen "Es waren Habichte in der Luft". Til hovedværkerne hører "So zärtlich war Suleyken" (1955), "Deutschstunde" (1968) og "Exerzierplatz" (1985).

• Med sit politisk-moralske engagement og sin rolle som liberal skeptiker har Siegfried Lenz skabt sig en stor læserkreds i og uden for Tyskland.