Litteratur er en nødvendighed

Oprettet: 19.09.2011 - 18:22
Jón Kalman Stefánsson

Nedenstående blev bragt i Flensborg Avis den 17. september 2011 i forbindelse med litteraturfestivalen »Litteraturfest.nu«:

LITTERATURFEST.NU.  Der skal bare noget støv fra en vulkan til. Så er der slukket og lukket for vores store gud, teknologien. Og en bankkrise i Island er ikke nødvendigvis af det onde. Det kan være, det får mennesker til at tænke på andet end penge og tom materiel velstand, siger Jón Kalman Stefánsson.

SLESVIG. Hvordan kan nogle mennesker bo så langt ude? Langt væk fra alting - ude for enden af en vej, der oftest slet ikke er asfalteret, hvor vejret slår om fra det ene sekund til det andet. Det ene øjeblik er vejret pragtfuldt. Få minutter efter ganske modbydeligt. Ude i den islandske provins bor kvinder ofte alene med børn, mens manden er på havet. Hvordan kan det lade sig gøre, ville en læser vide, da den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson var på besøg i Slesvig. Her var A. P. Møller Skolen i denne uge en perfekt ramme om en litteraturaften i forbindelse med den grænseoverskridende festival Litteraturfest.nu.

Man kunne se på Jón Kalman Stefánsson, at han allerede havde svaret parat, inden damen var færdig med at spørge:

- Ensomheden findes overalt, sagde islændingen.

- Mange mennesker er ensomme, også selv om de bor tæt på andre mennesker. Den skjules bare ofte. Og så er det, at forfatteren skal gå bag­om dette skjul for at vise ensomheden, sagde Jón Kalman Stefánsson.

Hans roman, »Himmerige og helvede«, handler om de grundlæggende vilkår i tilværelsen, som skærpes, når man bor på en klippeø i Nordatlanten. Omdrejningspunktet i fortællingen er en fatal fisketur, hvor den 20-årige Bardur drukner. Ikke fordi bådsformanden er uforsvarlig og ikke kan håndtere den arktiske storm, eller fordi de øvrige roere er svage, men fordi Bardur glemmer sin skind­anorak derhjemme og fryser ihjel. Det er poesiens skyld. I sidste øjeblik, inden trompeten blæser signal til afgang for fiskerne, vil han indprente sig nogle linjer fra »Det tabte paradis« af Milton.

Fortælleren kalder sine betragtninger om livet for redningshold, som sendes ud i håbet om at frelse mennesker fra ikke-liv og glemsel. Hans anliggende er stort og profetisk og møntet på en menneskehed, der ligegyldigt klatter livet væk. Som om døden ikke fandtes.

Men det gør den, ligesom den døde findes, og hvad stiller man egentlig op, når man overlever?

Stærk kontra svag

I hans seneste roman, »Englenes sorg«, fortsætter han fortællingen, hvori en dreng kommer til byen med et bind poesi, som kostede hans ven Bardur livet. Sammen går han og Jens postbud over til Vinterkysten. Det er sidst i april, og snevejret får himmel og jord til at flyde sammen og udvisker verdenshjørnerne og landskabet. Har Djævelen skabt noget i denne verden, bortset fra penge, så er det en snestorm i bjergene.

- Det er vanskeligt for mig at forklare, hvad mine bøger handler om. Man skriver for at nå frem til noget, man ikke forstår. Hvis jeg havde kunnet forklare indholdet, havde jeg ikke skrevet romanen. Men et vigtigt aspekt i »Englenes sorg« er stærk kontra svag. Med i fortællingen er et budskab om, at den stærke kan være den svage - og omvendt, siger Jón Kalman Stefánsson.

Og som i det meste af islandsk litteratur spiller naturen en væsentlig rolle.

- Mange islændinge synes ikke rigtig, at der er natur i Danmark, fordi landet er så fladt. I Island er naturen og vejret også i langt højere grad ét. Naturen kan på samme tid være meget grim og meget smuk, og den kan skifte ansigt fra minut til minut. Det ene øjeblik kan solen bage, det næste øjeblik er der hundekoldt, og regnen står ned. I den vestlige verden har vi de seneste 20-30 år haft en gud, der hedder teknologi. Vi tror, at vi kan hæves os over naturen med teknologien. Men hvor stærk naturen i virkeligheden er, det oplevede vi for to år siden, da et lille, ubetydeligt vulkanudbrud satte flytrafikken i hele Europa på stand-by, ler Jón Kalman Stefánsson.

Teknologisk trussel?

På A. P. Møller Skolen fik han et af de velkendte spørgsmål: Om den moderne teknologi truer litteraturen? Når menneskene nu har så travlt med de nye medier, smartfones og internet, vil der så også være plads til litteraturen?

- Litteratur er ikke bare noget, vi dyrker, fordi vi ikke har tid til andet. Litteratur er en nødvendighed. Der er så meget, vi ikke forstår. Derfor skriver vi, og derfor læser vi, svarer Jón Kalman Stefánsson, der har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og han har modtaget ros for det såkaldt »poetiske« ved sin prosa fra anmeldere og kolleger.

Han blev også spurgt, om bankkrisen i Island har haft en indflydelse på literaturen. Og svaret er, at litteraturen ikke bevæger sig over to-tre år, men kun ændrer sig på lang sigt. Jón Kalman Stefánsson mener ikke kun, krisen har været af det onde.

- Jeg håber, at krisen giver anledning til, at mange af mine landsmænd slår om på en anden kurs. Mange islændinge har været meget materielt fikserede. Unge mennesker har haft travlt med at bygge huse på over 300 kvadratmeter med alt, hvad dertil hører. De har brugt så megen tid på at tænke på penge, at de ikke har haft overskud til ret meget andet, siger Jón Kalman Stefánsson.

Respekt for havet

Hans egen respekt er rettet mod havet. Den islandske forfatter skriver om havet som noget, der hersker over livet. I romanen Himmerige og Helvede hedder det om havet: »Det er en kæmpemæssig skabning, der til tider tåler mennesket, til tider ikke - og så drukner vi.« I romanen beskriver Jón Kalman Stefánsson 1890erne i Island, hvor fiskerne levede af havet, sov ved det og hver dag var forbundne med det: »Havet er et kæmpe dyr, der aldrig hviler, ingen har næppe levet en dag uden at kunne høre det.« Fiskerjollen på ishavet kaldes en åben ligkiste; der er kun tynde brædder mellem fiskerne og druknedøden.

- Jeg har altid levet i havets nærhed, siger Jón Kalman Stefánsson.

- Jeg har beundret det og været bange for det. For os, som lever nu, er det stærkt at forestille sig mennesker, som tager ud i så lille en båd og helt er overgivet havets bevægelser. I dag kan man nærmest ikke tage ud i en båd uden redningsvest. Hvis du gør det, kommer du måske i avisen. Dengang tog drenge ud at fiske fra 13-årsalderen uden nogen beskyttelse, uden nogensinde at kunne svømme.

Hvorfor skrive om den forbundethed mellem mennesker og hav?

- Egentlig er det ikke noget, jeg har villet. Jeg begyndte med at skrive digte som ung, men jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle stille op med de digte. På et tidspunkt, hvor jeg havde to samlinger bag mig, kunne jeg mærke, at der var noget andet inde i mig, fortæller han.

Og sådan befinder hans mennesker sig i et jerngreb i naturens store indfatning, med havet og kulden som den store dødbringende kraft.